18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Lisberg: Tips til 29. runde i Bundesligaen d. 16. – 18. april 2021

Champions League er et overstået kapitel for de tyske mandskaber, som nu kan fokusere fuldt ud på den hjemlige liga. Nicolai Lisberg, redaktør hos bulibold.dk, har taget et kig på den 29. runde i Bundesligaen – en liga, der stadig er helt åben, både i kampen om mesterskabet og Champions League-pladserne.

RB Leipzig – TSG Hoffenheim 1 (3-1)

El Plastico. Bundesligaens vel nok to mest forhadte klubber grundet deres ejerstruktur tørner sammen fredag aften, hvor hjemmeholdet Leipzig har muligheder for at lægge pres på Bayern München og mindske afstanden i toppen af tabellen til blot to point, og det bør de kunne gøre. Hoffenheim har blot vundet en af de seneste syv kampe, og tre af de seneste fire opgør er endt med nederlag, mens RB Leipzig efter nederlaget mod Bayern viste god moral, da de uden problemer besejrede Werder Bremen med hele 4-1.

Danske Yussuf Poulsen, der blev skadet mod netop Bayern, meldes klar igen for hjemmeholdet, men han får svært ved at fortrænge Alexander Sørloth i front, der efterhånden er ved at vise den form, der fik Leipzig til at smide et anseeligt beløb for nordmanden i sommer. Udover Poulsen er Angeliño også klar igen efter en lang skadespause, og ifølge tyske medier glider han direkte ind i startopstillingen.

Leipzig kommer til at sætte sig på kampen fra start, og selvom Hoffenheim har spillere, der med deres fart kan gøre sig i omstillingerne, så kan jeg i den forfatning de er i for tiden ikke se dem stille noget op mod Leipzig, der bør få en relativ klar sejr, og som måske allerede kan have afgjort tingene i første halvleg.

Lisbergs bud: Halvleg/Fuldtid 1/1 til odds 1,95 – SPIL HER >>*

Gladbach – Eintracht Frankfurt X (1-1)

I denne uge kom det frem, at Frankfurts Adi Hütter i næste sæson bliver ny træner i Gladbach, og spørgsmålet er, hvilken indflydelse det får på resten af Frankfurts sæson. Da Gladbach meldte ud, at Marco Rose ville skifte til Dortmund tabte de syv kampe i træk, og sådan en negativ form har Frankfurt selvsagt ikke råd til, da de er tæt på at kunne sikre sig en historisk adgang til Champions League.

I seneste runde vandt de en underholdende affære med 4-3 mod Wolfsburg, og dermed har de fortsat syv point ned til Dortmund på femtepladsen. Udover Hütter kom det denne uge også frem, at sportsdirektør Fredi Bobic ganske som ventet skifter til Hertha efter sæsonen, så det er et Frankfurt-hold, der skal forsøge at holde fokus på spillet på banen. Eneste ændring i forhold til seneste runde er, at Hinteregger igen kan være klar for gæsterne.

Gladbach fik godt nok kun 2-2 ude mod Hertha, men da de var en mand i undertal fra det 11. minut og frem og endda kom bagud 1-0, så tæller uafgjort næsten som en halv sejr. Udvisningen til Sommer betyder, at han selvsagt ikke er med lørdag, men det er næsten værre, at anfører Stindl forventes ude, ligesom Kramer er i karantæne. En kamp, der kan gå begge veje, men hvor det virker oplagt, at begge hold kommer på tavlen.

Lisbergs bud: Begge hold scorer til odds 1,46 – SPIL HER >>*

Wolfsburg – Bayern München 2 (1-2)

Sidste års treble bliver maksimalt til en single, da Bayern tirsdag aften røg ud af Champions League mod PSG på reglen om udebanemål. Tyskerne havde stor ære af begge opgør mod franskmændene, men det kan de ikke bruge til det store nu og her, hvor de hurtigt skal ryste skuffelsen af sig. Sidste weekends pointtab mod Union Berlin kan nemlig vise sig dyrt, for de kan meget vel gå ind til denne kamp med Wolfsburg blot to point foran Leipzig.

Det uafgjorte resultat mod Union kom dog efter en kamp, hvor vi så flere unge spillere og reserver få en kamp, men med hverken pokal eller Champions League at tænke på, kan Hansi Flick stille med samtlige af sine stjerner i de kommende Bundesligakampe. Hansi Flick der i øvrigt er det helt store samtaleemne, da det efterhånden virker utænkeligt, at han og Salihamidzic begge kan fortsætte i klubben i den kommende sæson.

Lewandowski er påbegyndt løbetræningen men er fortsat lidt fra et comeback, ligesom det samme gør sig gældende for blandt andre Gnabry og Süle, mens Goretzka meget vel kan være klar igen.

Wolfsburg er trods seneste tilbageskridt fortsat på vej mod en top 4 placering, og de er bestemt ikke uden chancer mod Bayern. De er endnu ubesejret på hjemmebane i denne sæson, og de har det fint med at lade Bayern tage teten for så at kunne køre omstillinger.

Det er en tort, at de må undvære Arnold grundet for mange gule kort, for hvis Bayern kan tromle hjemmeholdet på midten af banen, så tager de også en sejr, selvom det bliver snert.

Lisbergs bud: Bayern München vinder med præcist ét mål til odds 4,00 – SPIL HER >>*

Freiburg – Schalke 1 (2-0)

For blot anden gang i sæsonen vandt Schalke en Bundesligakamp, da de i seneste runde besejrede Augsburg med 1-0 på et mål af Serdar. Men da både Bielefeld og Mainz ligeledes vandt, samtidig med at Hertha fik point, hjalp det dog ikke det store, og ligesom sejren mod Hoffenheim tilbage i januar ikke var et vendepunkt, tror jeg heller ikke, vi skal forvente en voldsom slutspurt fra Schalke, der i teorien kan rykke ud søndag, hvis alle resultaterne går imod dem.

Hjemmeholdets Europa drømme ser ud til at være begravet efter to nederlag i træk, men på hjemmebane skal de kunne besejre et svagt Schalke-hold, hvis pointhøst efter 13 udekampe lyder på ni nederlag, fire uafgjorte og en målscore på 9-42.

Skadeskvalerne lysner hos Schalke, da Paciencia måske er klar til en plads i startopstillingen, ligesom Kolasinac nok også kan spille fra start, men det rækker hverken til sejr eller overlevelse.

Lisbergs bud: 1-tallet til odds 1,68 – SPIL HER >>*

Union Berlin – VfB Stuttgart 1 (2-1)

En scoring fra Marcus Ingvartsen gav Union et enkelt point ude mod Bayern München i seneste runde, hvilket gør, at de holder fat i den syvendeplads, der kan give europæisk fodbold, skulle Dortmund eller Leipzig vinde pokalen.

Hos Stuttgart håber de også på at ramme de europæiske pladser, men de tabte i weekenden med 2-3 mod Dortmund, og de fortsætter dermed deres slingrekurs, der blandt andet skyldes en del skader.

Til opgøret mod Stuttgart må de foruden langtidsskadede Wamangituka undvære Al Ghaddioui, Mangala, Kempf og Gonzalez, og det for markant til, at de kan får noget med hjem fra Stadion An Der Alten Försterei.

Lisbergs bud: 1-tallet til odds 2,25 – SPIL HER >>*

Augsburg – Arminia Bielefeld 1 (1-0)

Det tog noget tid, men Bielefeld har endelig fundet formen i Bundesligaen. Indrømmet, de var heldige med at hente en sejr mod Freiburg, men tre point sendte dem op på Relegationspladsen på bekostning af Köln, og med Augsburgs nederlag til Schalke in mente, så øjner de selvfølgelig muligheden for at skrabe endnu flere point sammen.

Augsburg har fortsat stregen på nogenlunde behørig afstand, men de skal gøre arbejdet færdigt, og det kan de i realiteten gøre med en sejr mod Bielefeld, da jeg i givet fald ikke kan se dem smide ni point over styr i de sidste fem kampe.

Motivationen må derfor være stor hos Augsburg, der kommer til at jagte sejren, mens Bielefeld må formodes at være fint tilfredse med et enkelt point. Det er de to hold, der har scoret fjerde færrest samt næst færrest mål i sæsonen, der dyster lørdag, og med tanke på de to holds indstilling til kampen ligner det et opgør, hvor det ikke gælder om at blotte sig, og hvor vi faktisk finder fine odds på en hjemmesejr til Augsburg mod Bundesligaen næstdårligste udebanehold.

Lisbergs bud: 1-tallet til odds 2,45 – SPIL HER >>*

Bayer Leverkusen – FC Köln 1 (1-0)

Det var en hård skæbne for Köln, der indkasserede en scoring i noget nær sidste sekund mod Mainz og dermed blev plantet på den direkte nedrykningsplads. Nederlaget fik ikke overraskende gedebukkene til at trække stikket på træner Markus Gisdol, og nu er det så i stedet op til ellers pensionerede Friedhelm Funkel at sikre overlevelse. Funkel der senest var i Düsseldorf, hvor han blev fyret i sidste sæson, men som om nogen kender mekanismerne i en nedrykningskamp.

Det kan muligvis give noget til Köln, når de møder Leverkusen, der spillede 0-0 mod Hoffenheim i sæsonens måske mest chancefattige opgør, hvor de to hold i den duel kun kunne mestre en xG på 0.1 tilsammen.

Leverkusen er som ventet forvandlet under Hannes Wolf, men ikke nødvendigvis til det bedre, og jeg forventer at se en del udskiftninger i offensiven mod et Köln hold, der er ramt af karantæne til Duda og en skade til Jakobs.

Et trænerskifte kan bringe nyt liv til en trup, men Funkel skal vække Köln fra de døde, og det gør han ikke i sin første kamp.

Lisbergs bud: 1-tallet til odds 1,64 – SPIL HER >>*

Borussia Dortmund – Werder Bremen 1 (2-0)

Det er lige voldsomt nok at skyde skylden for Dortmund Champions League exit på Emre Can, men det var et kluntet straffe (selvom der måske ikke var straffe), som den tyske landsholdsspiller begik i anden halvleg ved stillingen 1-0 til BVB, og det var tredje kamp i træk, at han var direkte impliceret i et mål til modstanderne. Dortmund spillede faktisk en fin kamp og stod defensivt godt, så længe kræfterne rakte til det, men det står efterhånden også klart, at deres koncept kun er gangbart i Europa. De har fortsat svært ved at dominere kampene og er sårbare over for omstillinger, som vi også så mod Stuttgart i weekenden.

Kun en sejr tæller søndag for Dortmund, hvis de vil holde liv i Champions League drømmen, og det skal de alt andet lige også kunne hente mod et Bremen-hold, der virker til at være gået lidt i stå og som senest blev spillet ud ad banen, da de tabte 4-1 mod Leipzig. I den kamp kom Raschica endelig på tavlen, men det var også det eneste positive at berette om fra det opgør.

Erling Haaland er nu uden mål i syv kampe i træk, og han var forholdsvis anonym onsdag, så jeg forventer at se ham føre an, i hvad der skal blive en kontrolleret Dortmund sejr. Terzic har trods alt mulighed for at skifte en del spillere og stadig have friske ben i offensiven, også selvom Sancho fortsat er ude, ligesom Thomas Delaney også er småskadet.

Lisbergs bud: Dortmund vinder til nul til odds 2,30 – SPIL HER >>*

Mainz – Hertha BSC 1 (2-1)

De kommer som perler på en snor for Mainz. Kampene mod de øvrige hold i bunden af tabellen. Først var det Bielefeld, så var det Köln, og nu gælder så Hertha søndag aften. En sejr, og så er der fem point ned til netop søndagens modstander, og Mainz vil i givet fald ligne et hold, der sikrer sig endnu en sæson i Bundesligaen. Stærkt trænerarbejde af Bo Svensson, hvis hold nok en gang scorede i overtiden, da de sikrede sig en 3-2-gevinst mod Köln i seneste runde.

Hertha havde også en gylden mulighed for at hente vigtige point, men selvom de var foran 1-0 mod Gladbach og en mand i overtal i 80 minutter, måtte de alligevel nøjes med 2-2, og det er kun en bedre målscore, der holder dem foran Bielefeld på Relegationspladsen.

Jeg havde troet, at Dardai hurtigere ville få sat skik på et profilstærkt Hertha-hold, men det er endnu ikke lykkedes ham at gøre dette mandskab til en enhed, og det begynder så småt at være sidste chance.

Fine odds på en hjemmesejr til formstærke Mainz, i hvad der ligner en hårdt spillet kamp mellem de to hold, der har begået flest frispark i hele sæsonen.

Lisbergs bud: 1-tallet til odds 2,50 – SPIL HER >>*

Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.

Artiklen er sponsoreret af ComeOn!.

Skriv første kommentar

Skriv et svar