Lisberg: Sådan ender Bundesligaen 2026/2027
Bundesligaen står foran sit comeback, og Nicolai Lisberg, redaktør på Bulibold.dk, har kigget i krystalkuglen. Mesteren giver sig selv, men hvem sætter sig på CL-pladserne, og hvem må en tur ned i den næstbedste række?
Kan nogen røre Bayern i Bundesligaen?
Bayern har forstærket en trup, der vandt Bundesligaen med 16 point i sidste sæson, så det mest spændende er vel, om de skal have trofæet i marts eller april måned. Anderledes neglebidende bør det blive i kampen om CL-pladserne, hvor Dortmund, Stuttgart, Leipzig, Leverkusen og Hoffenheim alle byder sig til.
Vi har desværre ikke længere danske trænere Bundesligaen, men der er masser af danske spillere, blandt andet hos Werder Bremen og HSV, der nok begge kan se frem til en sæson i bunden, men hvor der er grund til at tro på, at både oprykkerne fra Schalke og ellers upåagtede Elversberg klarer frisag.
Spil på Bundesligaen
Nr. 1: Bayern München
Ingen over, ingen ved siden af, og ingen tilnærmelsesvis i nærheden. Bayern satte for andet år i træk alle konkurrenter til vægs, og der skal ske mærkelige ting, hvis ikke det bliver til tre på stribe. Der er meget få spillere fra de andre Bundesligaklubber, der kunne gå ind i en startellever hos de tyske mestre, og det siger vel alt om styrkeforholdet.
Med indkøb af Nene Brown og Saibari har de yderligere styrket holdet, og selv hvis profiler som Kane, Olise, eller Kimmich skulle blive udsat for alvorlige skader, har de andre i truppen så meget kvalitet, at det formentlig kommer til at være med et tocifret pointantal ned til nummer to, at de vinder mesterskabet.
Måske er truppen ikke den bredeste, men vi så, hvordan Komany ikke var bange for at give de unge spillere tillid, så vi nærmer os en af de største sensationer i tysk fodbold, hvis ikke Bayern vinder igen, igen.
Nr. 2: Borussia Dortmund
Med Ole Book har Dortmund valgt at gå tilbage til en gammel strategi med fokus på køb af unge talenter. Det er godt for dem på den lange bane, ligesom det er positivt, at de har holdt på Schlotterbeck og Nmecha trods interesse udefra. Omvendt grædes der nok kun salte tårer over Adeyemis afsked, da der var for langt mellem de gode præstationer, og fordi han i foråret blev reduceret til marginalspiller.
Flere af de unge spillere har leveret flot i testkampene, og forventningerne til særligt Karetsas er store i Dortmund, ligesom Mathis Albert og Samuel Inacio viser potentiale og får en større rolle i denne sæson. Derudover er det også værd at nævne de fremskridt som Jobe Bellingham viser, da han og Nmecha har potentiale til at blive Bundesligaens bedste centrale midtbane. Også indkøb af Joey Veerman og Giannis Konstantelias giver både kvantitet og kvalitet til truppen.
Helt fremme skal Guirassy gerne løfte niveauet, hvis Dortmund skal i nærheden af Bayern, men det ligner mest af alt en sæson som den forgange. En andenplads, men med et stort hul op til Bayern.
Nr. 3: VfB Stuttgart
Når der skulle udpeges en Bayernjäger i de seneste par sæsoner, har det været mest oplagt at kigge mod enten Dortmund, Leverkusen eller RB Leipzig. Men måske i år vi bør kigge mere mod syd, hvor die Schwaben ligner et godt bud på et hold, der som minimum bør sikre Champions League, efter de har holdt på stammen. Bortset fra afgangen af Nübel, som de dog har erstattet fint internt med den tilbagekaldte Seimen.
Ellers har de fået et par offensive forstærkninger, hvor særligt Pejcinovic giver dem flere strenge at spille på, ligesom Prömel også giver både bredde og rutine på midten.
Sebastian Hoeneß er stadig manden med ansvaret, og det skal de være glade for i Stuttgart. De er ekstremt afklaret i deres koncept, og så har de vist, at de ikke har problemer med også at levere i Europa.
I en sæson hvor deres direkte konkurrenter har oplevet store udskiftninger, er der grund til at tro på, at Stuttgart for alvor kan cementere sin position i toppen af tysk fodbold.
Nr. 4: Bayer Leverkusen
Kasper Hjulmand fik kun lige lidt under en sæson i Leverkusen, inden han blev bedt om at forlade BayArena, og det betyder, at det er et relativ ubeskrevet blad, Carlos Martinez, der nu skal forsøge at få styr på det utvivlsomt talentfulde hold, de har.
Der er igen brugt mange penge på at forstærke truppen, men hvis man er lidt krads i kritikken, så er spørgsmålet vel, om nogle af forstærkningerne også er til startopstillingen, hvor man har mistet Grimaldo.
Den spanske verdensmester var instrumentel i måde, de gerne ville spille på. Miguel Gutierrez har før vist godt niveau i Girona, men er en helt anden type. Tilgange af Medina og Moreira giver løfter om mere, ligesom spillere som Kofane og Maza kan bygge yderligere på. Leverkusen skal tilbage i top 4.
Nr. 5: RB Leipzig
Østtyskerne havde en fornuftig sæson med en tredjeplads, men de var heller ikke “plaget” af europæiske kampe, og ni nederlag undervejs var mere, end hvad Ole Werner kunne holde til. Noget overraskende valgte de Demichelis som træner, for argentineren har endnu ikke vist noget på den store scene i Europa og rykkede senest ned med Mallorca.
Umiddelbart står han heller ikke for en stil, der flugter med Leipzigs, selvom det med årene også er blevet sværere at finde hoved og hale i, hvad Red Bull-fodbold er for en størrelse.
Yan Diomande er væk, og det er et kæmpe tab for Leipzig, for selvom Baumgartner leverede flot med 13 mål og blev topscorer for klubben, så var det ivorianeren, der nu tørner ud for Real Madrid, der var den helt store profil.
Rocco Reitz og Estevé er blevet hentet ind som de store navne til denne sæson, men jeg tvivler på, at de rykker alverden. Forventningen er, at de kommer til at være meget aktive til sidst i vinduet, men her og nu rækker det ikke til andet end en placering i udkanten af CL-pladserne.
Nr. 6: TSG Hoffenheim
Ligesom Stuttgart har Hoffenheim haft et rigtig fint vindue. Godt nok kunne de ikke holde på Touré, men at få 50 millioner € for en spiller, der kun har optrådt for dem i halvanden sæson og som trods flere hæderlige præstationer ikke ramte loftet hver eneste kamp, er det vi kan kalde for et flot salg.
Særligt fordi de penge virker til at være godt investeret i De Cat, Wimmer og Rots, ligesom danske Daghim er kommet til, efter han var lejet ud til Wolfsburg i sidste sæson.
Ilzer formåede at præstere under meget kaotiske forhold i sidste sæson, hvor han ellers var på vej ud midtvejs, og med mere ro på bagsmækken kan man kun forestille sig, hvad han nu kan udrette.
Det kan godt være svært at bryde ind i Champions League-feltet, da også Leverkusen må forventes at forbedre sig, men en plads i top 6 skal det igen gerne kunne blive til for Hoffenheim.
Nr. 7: Freiburg
Mazambi kunne de naturligvis ikke holde på i Freiburg, efter det VM han havde med det schweiziske landshold, men for 60 millioner euro, rekordsalg i Freiburg, kan de sagtens leve med hans afgang. For selvom han var god, var han ikke en af grundsøjlerne i forhold til måden at spille på.
Atubolu er lidt overraskende stadig at finde i klubben, men selvom han som ventet skifter væk, har de med købet af Backhaus allerede dækket sig godt ind. Der er ved at være en stor bredde på Freiburgs hold, og i sidste sæson kom de som bekendt også langt i både Europa og i pokalen, så der er ingen grund til at være bekymret for den belastning, som de igen bliver udsat for, når de torsdag formentlig kvalificerer sigt til ligaspillet i Conference League.
De mangler stadig profilerne til at gøre noget ved de store hold, men det bliver til europæisk fodbold igen i år, og i en sæson hvor nogle af holdene over dem har skiftet lidt ud på trænerposten, kan de måske endda komme højere op end i sidste sæson.
Nr. 8: Eintracht Frankfurt
Adi Hütter tilbage i Frankfurt, og han skal sikre væsentlig mere stabilitet, end vi så fra dem i en kaotisk sidste sæson, hvor først Topmöller blev fyret, inden Albert Riera kom ind og skabte nogle af de mest mindeværdige Bundesliga-historier med sin noget anderledes tilgang til det at være fodboldtræner.
Defensivt ser de umiddelbart svækket ud, da man udover Rasmus Nissen Kristensen også har mistet Nene Brown, der er taget til Bayern München. Det ændrer tilgangen af Otavio ikke på.
De har forsøgt at styrke den centrale midt ved at hente Asekó og Onyedika i henholdsvis Bayern og Club Brügge, men det ændrer ikke ved, at de er ramt bagude, ligesom Burkhart ikke skal gå i stykker, hvis de skal tilbage i Europa.
Nr. 9: Augsburg
Det var egentlig i sidste sæson, at Augsburg skulle komme med noget nyt og være interessant at følge under Sandro Wagner. Det blev som bekendt ikke til noget, men det kan det i stedet gøre i denne sæson. For Manuel Baum fik faktisk sit hold til at spille rigtig god fodbold i foråret, og så har de været vældigt aktive på transfermarkedet denne sommer.
Portugisiske Riberio er det mest interessante navn, der er blevet tilknyttet, men også kløgtige transferfrie handler som Brackelmann fra Paderborn kan vise sig som pletskud.
Onde tunger vil sige, at de ikke har mistet profiler, fordi de ikke har nogle, men jeg synes faktisk, at truppen er ganske profilrig, og det vil overraske mig meget, hvis vi skal tale Augsburg ind i en bundkampen i denne sæson. De skal kunne kigge mere op end ned, men en placering midt i tabellen ligner det mest sandsynlige udfald.
Nr. 10: Mainz
Urs Fischer fik styr på Mainz, efter Bo Henriksen havde et svært efterår, der kostede ham en fyreseddel og efterlod Mainz under stregen, Med Fischer på trænerbænken og en forbliven af Amiri, ser det ud til, at de kan gå en lidt mere rolig sæson i møde uden de store udsving.
Selvom truppen er næsten uændret, er det værd at nævne tilgangen af Stefan Posch, der vender tilbage til Bundesligaen efter et ophold i Como, ligesom Becker og Königsdorfer giver dem et frisk pust i offensiven.
Becker som den klassiske Urs Fischer angriber med sin fart, mens Königsdorfer personligt kan håbe på en bedre sæson, end den han kommer fra i HSV, hvor han havde svært ved at tage formen fra den næstbedste til den bedste række.
Nr. 11: Hamburger SV
HSV overlevede i sikker stil i deres første sæson tilbage i Bundesligaen, og det er også målsætningen igen. Det, sammenholdt med at man gerne skal spille lidt mere offensivt og possession orienteret, end man gjorde i sidste sæson.
Det skal dog ske uden de to absolut største profiler. Vuskovic, der var blandt Bundesligaens bedste forsvarsspillere og scorede en række vigtige mål, kunne de naturligvis ikke genleje, og også Fabio Vieira er tilbage i Arsenal efter sidste sæsons lejemål. Håbet i Tysklands næststørste by er dog, at han endnu kan nå at støde til, før vinduet lukker.
De har i det hele taget mistet mange spillere, men de har også hentet Daka i Leicester, ligesom Bornauw er kommet til på leje, og så er aftalen med Albert Grænbæk gjort permanent.
Tiltroen til Merlin Polzin er stor, og den relativt høje placering her på listen beror på en klar forventning om, at de får tilført en række (leje)spillere i den næste uges tid. Heriblandt Terem Moffi, der skulle være tæt på at underskrive en kontrakt med die Rothosen.
Nr. 12: Elversberg
For første gang nogensinde skal Elversberg spille Bundesliga-fodbold, og selv om det er oplagt at dømme dem til en stensikker nedrykning og på forhånd konkludere, at de ingen som helst berettigelse har blandt landets 18 bedste hold, så viser historien, at vi skal tage de mindre hold seriøst.
Se blot på Heidenheim, der endda kom i Europa i sin første sæson. Elversberg har budt sig til i kampen om oprykning i efterhånden et par sæsoner, og de har som klub været blandt de bedste købmænd med en række intelligente lejeaftaler.
Det har man nu forsøgt sig med igen, men arkitekten bag tidligere handler, Ole Book, valgte at tage til Dortmund i foråret. I netop Dortmund har de hentet Cole Cambell, der godt nok ikke spillede meget for Hoffenheim, hvor han senest var udlejet, men han kan med sin fart blive et vigtigt aktiv i de omstillinger, de helst skal være effektive på, hvis de skal blive oppe.
Futkeu kommer som topscorer fra 2. Bundesliga, og så er lejeaftalen med Onyeka fra Leverkusen også værd at bide mærke i. Jeg kan godt se Elversberg tage fusen på dem allesammen.
Nr. 13: Union Berlin
Siden de glade dage under Urs Fischer er det så som så, hvad vi har fået fra Union Berlin. Det mest bemærkelsesværdige ved dem i sidste sæson var ansættelsen af Marie-Louise Eta, der blev den første kvindelige cheftræner i Bundesligaen.
Hun er nu træner for kvindeholdet, mens det bliver op til Mauro Lustrinelli, der kommer efter at have ført Thun til et sensationelt mesterskab, som oprykker i Schweiz, igen at gøre Union til Union.
Det er umiddelbart også fra bænken, at det skal komme, for inden på banen er det svært at pege på, hvem der skal løfte Union Berlin op fra middelmådigheden. Truppen er ramt af, at Doekhi og Diogo Leite begge er væk, men det er stadig et hold, der ikke bør komme i nedrykningsfare, i hvad der bliver deres sidste foreløbigt sæson på stadionet i skoven, der skal renoveres.
Nr. 14: Gladbach
Der var engang, hvor Gladbach hørte til blandt toppen, eller som minimum subtoppen af tysk fodbold, men det føles som længe siden. I de sidste fem sæsoner er de ikke sluttet i den bedste halvdel, og det tror jeg heller ikke bliver tilfældet denne gang.
Eugen Polanski gav den stil, han havde som spiller, (masser af vilje, meget lidt kreativitet) videre til sit hold, og det var nok til at holde dem oppe, men heller ikke mere end det.
De har hentet Itakura tilbage fra Ajax, men ellers siger det en del om klubbens forfatning, at det særligt er hos 2. Bundesliga-mandskaberne, at de nu finder fremtidens spillere.
Afgangen af specielt anfører Rocco Reitz, men også Nico Elvedi, får mig kun endnu yderligere til at betvivle deres potentiale.
Nr. 15: Schalke 04
De kongeblå er tilbage i Bundesligaen, og det er svært ikke at være begejstret over det. Mirakelmager Miron Muslic skal dog sammen med sin trup levere endnu stor præstation, hvis ikke de skal direkte retur, som det var tilfældet for et par sæson siden.
Som bekendt gik Lindstrøm-handlen i vasken grundet uenigheder med Napoli, men det betyder ikke, at S04 har ligget på den lade side. Edin Dzeko er blevet tilknyttet i endnu en sæson, og selvom det måske primært bliver som joker, kan den tidligere Bundesligatopscorer stadig godt vise sit værd.
Derudover er købet af Gosens en mindre genialitet. Han var god i den sæson, han nåede at spille for Union Berlin, og han ser umiddelbart ud til at passe perfekt ind på Muslic’ hold, hvor netop wingbacks spiller en afgørende rolle. Embimbe for under 1 millioner euro virker også som en god handel, og så har de en hjemmebane og en fanskare, der kan bære dem langt. Schalke overlever.
Nr. 16: Werder Bremen
I den nordlige del af Tyskland skal man være glade for, at der er kommet tre hold op fra 2. Bundesliga, og at to af de hold er upåagtede Paderborn og Elversberg. For Werder går en ekstrem svær sæson i møde. Mio Backhaus og Romano Schmid er væk, og unge Coulibaly er skiftet til Strasbourg. Det uden at man for alvor har brugt penge på at hente erstatninger.
Godt nok er Niklas Füllkrug hentet ind på leje, men der skal være økonomisk råderum til at gøre med hos Werder, og de skal snart til at bruge nogle af de penge, hvis de vil blive oppe. Füllkrug kan blive en succes, men kun hvis han holder sig skadesfri, og det er desværre et stort hvis.
I skrivende stund er Jens Stage stadig i klubben, og ham skal de gøre meget for at holde på, da han har vist, at han er garant for +10 mål i en sæson. Uden ham rykker Werder ned. Med ham ender de stadig på en af de sidste pladser.
Nr. 17: FC Köln
Et af sommerens store transfersagaer omhandlede El Mala, og det endte lidt overraskende med, at gedebukkenes unge guldfugl valgte at blive og forlænge kontrakten. Det skal de være glade for. For selvom han havde givet dem +50 millioner euro at handle for, så er påstanden herfra, at de ikke kunne have forstærket truppen, vejet op imod hvad han kan give dem ene mand.
Jeg er dog ikke sikker på, at El Mala alene er nok til overlevelse. Kaminski er væk, og det er et kæmpe tab, da han set over en hel sæson var Kölns bedste og mest stabile mand.
På trænerbænken har de valgt at holde fast i René Wagner, og det slår mig ikke som en langtidsholdbar løsning. Skhiri er tilbage, og unge Heskey kan blive spændende på toppen, men det er et Köln-hold, der kommer til at ligge i den tunge ende af tabellen.
Nr. 18: Paderborn
De slog Wolfsburg ud i Relegation, men husker vi et par måneder tilbage, skyldes det især Joakim Mæhles unødvendige røde kort i returen. Modsat deres medoprykkere fra Schalke og Elversberg, så har de hverken historien og erfaringen, eller blikket for de gode handler. Vidovic skal i hvert fald være noget af en fuldtræffer, hvis jeg skal have en tro på, at de ikke slutter sidst i Bundesligaen.
Topscorer Bilbija har forladt dem på en fri transfer, og Bauer er taget til Celtic. To spillere, der var involveret i 27 mål i sidste sæson. Derudover er forsvarskrumtappen Calvin Brackelmann skiftet til rivalerne fra Augsburg, ligesom målmand Dennis Seimen er vendt retur til Stuttgart.
Paderborn var ikke videre gode i sidste sæson, røg kun op, fordi Wolfsburg dummede sig i Relegation, og står nu tilbage som markant svækket efter sommerens handler. Det bliver en stensikker nedrykning.
Bøye: Slutstillingen for Bundesligaen 2026/2027
- Bayern München
- Borussia Dortmund
- VfB Stuttgart
- Bayer Leverkusen
- RB Leipzig
- TSG Hoffenheim
- Freiburg
- Eintracht Frankfurt
- Augsburg
- Mainz
- Hamburger SV
- Elversberg
- Union Berlin
- Gladbach
- Schalke 04
- Werder Bremen
- FC Köln
- Paderborn
Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.
