18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Benjamin Leander: FCK griner hele vejen til banken efter Victor Kristiansen-salg

FC Københavns unge venstre back Victor Kristiansen er præsenteret i Leicester i en handel, som indbringer FCK 100 millioner kroner her og nu og kan give Byens Hold op mod 50 millioner yderligere. Ekspert roser sportschef Peter Christiansen til skyerne for salget. 

SpilXpertens fodboldanalytiker Benjamin Leander har kigget nærmere på Victor Kristiansen, men eksperten er ikke videre imponeret af venstrebacken, men han hæfter sig dog ved, at Victor Kristiansens præstationer i Champions League var fremragende, og formentlig har været medvirkende til et stort salg.

”Diverse tvivlsomme indkøb som Paul Mukairu, Mamoudou Karamoko og Luther Singh må siges at være tilgivet med tanke på den præstation, det har været for sportschef Peter Christiansen at sælge Victor Kristiansen som den dyreste spiller i Superligaens historie”, indleder fodboldanalytiker Benjamin Leander. 

Victor Kristiansen er meget langt fra Riza Durmisi og Ludwig Augustinsson

Tidligere er profilerede venstre backs som Riza Durmisi (Brøndby til Betis) og Ludwig Augustinsson (FCK til Werder Bremen) blevet solgt til en af de store ligaer i Europa, men Kristiansen sprænger alle skalaer med sit historisk dyre prisskilt. 

”Riza Durmisi blev som 22-årig solgt for 15 millioner kroner i 2016 med to år tilbage på sin kontrakt, og Augustinsson blev solgt som 23-årig for 37 millioner kroner i 2017 med to år tilbage på sin kontrakt. Selv med inflation indregnet er de beløb ikke i nærheden af, hvad FCK får for Kristiansen”, udtaler Leander og hæfter sig ved, at Durmisi og Augustinsson havde mærkbart større offensiv produktion end Kristiansen formåede på sine 51 SL-kampe. 

”Ludwig Augustinsson sprængte skalaen for hvor højt barren blev sat for FCK-backs, hvad angår målinvolvering med sine 24 oplæg på 78 SL-kampe, mens Riza Durmisi også scorede syv og lagde op til 10 på sine 93 SL-kampe og dermed var involveret i et mål mellem hver femte og sjette kamp”, udtaler Leander og fortsætter: 

”Victor Kristiansen har et mål og otte oplæg på 51 kampe, og det er samtidig bemærkelsesværdigt, at han i indeværende sæson ikke for alvor er repræsenteret i toppen af parametre som progressive løb med bolden, hvor andre venstre backs som Lubambo Musonda, Blas Riveros, Lukas Engel og Eric Kahl alle er i top-20 blandt alle Superliga-spillere, eller progressive afleveringer frem i banen, hvor især Christian Sørensen i Viborg-tiden og FCNs Martin Frese udmærker sig”, siger Leander. 

“Salget sker grundet præstationerne i Champions League”

Kristiansen ligger på en pæn 13.plads angående antal indlæg slået i sæsonen, men fortsat bagved typer som Horsens’ Musonda, AGFs Kahl og Lyngbys nu tidligere venstre back Adam Sørensen. Det er der dog en god forklaring på, siger Leander. 

”FCK har i store dele af sæsonen ikke slået indlæg mod en stor 9’er i boksen. Den dimension er selvfølgelig kommet med Andreas Cornelius tilbage i hovedstaden, men ellers har vi ikke set samme arbejdsopgaver som dem FCK-backs’ne havde under Ståle Solbakken”, fortsætter Leander, og kommer endelig med en forklaring på, hvad, der for alvor har fået Leicester til at finde den tunge tegnebog frem: 

”Victor Kristiansen har primært solgt sig til Premier League på bagkant af en fremragende Champions League-kampagne, hvor FCK-backen spillede alle otte kampe fra start og endte med 66% vellykkede aktioner og 80% vundne defensive dueller, blandt andet 14 ud af 19 mulige i to kampe mod Manchester City, hvor han reelt pakkede Riyad Mahrez ind i Parken. Til sammenligning har Kristiansen blot vundet 65% af sine defensive dueller i Superligaen, så han er virkelig en spiller, der har funklet på den store scene, og det får han også lov til nu i Premier League” 

Skriv første kommentar

Skriv et svar