Alle i England taler om Mikkel Damsgaard
Mikkel Damsgaard har været på alles læber både i England og i Danmark denne sæson. Midtbanespilleren har nydt stor succes for Brentford, og den tidligere engelske landsholdsspiller Paul Parker hylder danskeren, men advarer ham mod et klubskifte.
Den danske landsholdsspiller vandt prisen som månedens spiller i Brentford fire måneder i træk, og de mange flotte præstationer har fået storklubberne til at spærre øjnene op for Damsgaard.
På rygtebørsen har Arsenal været nævnt som en mulig destination, men Parker, der tidligere har tørnet ud for Manchester United, mener, at Damsgaard ville være den perfekte signing for Ruben Amorims tropper.
Han advarer dog Damsgaard i mod at tage til klubben, såfremt det skulle blive aktuelt.

En af Premier Leagues bedste spillere
Damsgaard har lavet 10 assists i indeværende Premier League sæson. Det har kun Mohamed Salah gjort bedre, og derfor tøver Parker heller ikke med at kalde Damsgaard for en af sæsonens bedste spillere.
“Damsgaard har været fuldstændig vanvittig for Brentford. Alle i England taler om ham, og jeg tror, at næsten alle topklubberne har ham på deres radar. Alt andet ville undre mig.”
“Det er fantastisk at se, at han endelig er i gang med at udfolde det potentiale, som vi så under EM i 2021. Her var han jo den helt store åbenbaring, og vi forventede vel alle et eller andet sted, at han måske ville få et skifte til Barcelona, Bayern Munchen eller en af de andre helt store klubber i Europa.”
“Siden da har jeg ikke fulgt ham så meget, men jeg var overrasket, da han kom til Brentford, og han kæmpede jo også med at slå igennem. Nu har han for alvor fået det her gennembrud, og for mig at se har han været en af Premier Leagues bedste spillere i indeværende sæson.”
Hold dig væk fra Cirkus United, Damsgaard
Parker kan sagtens se Damsgaard gøre en forskel i både Arsenal og Manchester United, men han råder særligt danskeren til at holde sig væk fra Manchester United, som han kalder for et cirkus.
“Jeg kan dog også godt forstå, hvis klubberne står i kø for at hente ham. Arsenal kunne virkelig godt bruge en kreativ type som ham. Han har været markant bedre end Ødegaard i denne sæson, og resten af deres midtbane er på ingen måde kreativ nok.”
“Manchester United kunne godt bruge ham til at ligge bag angriberen, og han ville selvfølgelig gå direkte i startopstillingen. Garnacho og Zirkzee har spillet den position meget, men de er decideret ubrugelige. Fernandes er den eneste kreative midtbanespiller, og han ville linke godt op med Damsgaard, og måske kan Fernandes rykkes længere tilbage, så både Fernandes, Damsgaard og Amad kan være på banen samtidig.”
“Hvis jeg var Damsgaard, ville jeg dog virkelig tøve med at skrive under med Manchester United. Han kan jo spørge sine danske venner, om de nyder at være i klubben. De vil formentlig sige nej og råde ham til at holde sig langt væk fra Cirkus United.”
Damsgaard er i dag blevet udtaget til det danske landshold, og det forventes, at danskeren får en hovedrolle i kampene mod Portugal. Inden da skal han dog en tur til Vitality Stadium og møde Bournemouth.