Tour de France: Pogacars revanche venter på 10. etape
Har en mand, der fører verdens største cykelløb komfortabelt og i øvrigt allerede har vundet to etaper, virkelig brug for at få revanche?
Det kan godt tænkes. Og det tænkte Jonas Vingegaard også, da han stod i AftenTour søndag aften. For Tour-feltet skal til Le Lioran, hvor Jonas Vingegaard i 2024 formåede at slå Tadej Pogacar i en spurt efter at have halet sloveneren ind igen.
Det var vel ret beset Pogacars seneste store nederlag.
Jesper Carstens guider dig igennem Tour de France 2026 med daglige etapeoptakter, der gennemgår ruten, favoritterne, oddsene, managertip og danskerne. Løbet kan følges hos TV2 og Eurosport samt streamingstjenesterne TV2 Play og HBO Max.

Tour de France 2026 – 10. etape løbsinfo
Løbsstart: Tirsdag d. 14. juli – kl. 13:25
Sted: Aurillac – Le Lioran
TV: TV2, Eurosport
Stream: TV2 Play, HBO Max
Optakt til 10. etape ved Tour de France: Her er favoritterne
Der er én, stor favorit på denne etape, og det er Tadej Pogacar (UAE Team Emirates). Sloveneren er som skræddersyet til etapen, der slutter af med et lille, stigende opløb. Og så har han en historik her: Det var her, han i 2024 angreb med 30 kilometer til stregen, satte dem alle – for bagefter at blive hentet ind igen af Vingegaard og ovenikøbet tabe den efterfølgende spurt om sejren.
Det fik også Joans Vingegaard til at udtale, at han troede at Pogacar ville jagte revanche i år. Det tænker jeg er en god analyse. Pogacar plejer gerne at ville slette dårlige minder. Det kunne han jo gøre igen.
Faktisk ser jeg hans største rival være hans egen holdkammerat. Isaac del Toro (UAE Team Emirates) kan også vinde denne etape. Det er ikke fordi han begår mytteri, slet ikke, men fordi vi kan se ind i et lignende scenarie, som vi så på 2. etape. Isaac del Toro er vel den næsthurtigste i sådan en afslutning, så hvis han sidder med i finalen, kunne jeg sagtens forestille mig at han tog sejren.
På mange måder minder etapen om 3. etape til Les Angles. Naturligvis ikke helt 1:1, men finalen kunne godt minde om den. Derfor er Richard Carapaz (EF) naturligvis også en kandidat til at vinde etapen. Han er afslutningsstærk, og eftersom han ikke er en trussel i klassementet, så kan han få en chance den vej.
Og ellers kigger vi mod Jonas Vingegaard (Visma), Remco Evenpoel (Red Bull), Paul Seixas (Decathlon), Juan Ayuso (Lidl-Trek) og Mattias Skjelmose (Lidl-Trek), men eftersom de alle får svært ved at slå Pogacar i en spurt om sejren, så ser det svært ud.
Hvis man tror, udbruddet holder hjem – her lander jeg på omkring 30 % – så kigger jeg mod Tobias Halland Johannessen (Uno-X), Tom Pidcock (Pinarello Q36.5) og Ben Healy (EF). Især de to førstnævnte har vist, at de har en form, der måske gør det realistisk, mens sidstnævnte ikke har vist alverden i årets løb.
Danskernes chance på 10. etape af Tour de France 2026
Hvilke Tour-danskere kan gøre sig gældende på etapen? Det er en dag, hvor det er svært at se andre end Jonas Vingegaard – og skal man være helt ærlig, så er det nok også svært at se ham vinde i sidste ende.
Rutebeskrivelse: 10. etape – Tour de France 2026
Dagens Tour-etape køres fra Aurillac til Le Lioran og måler 166,6 kilometer.
Det er en ret hård etape, der venter på 10. etape af Tour de France. Etapen går fra Aurillac, hvor de første 62 kilometer er relativt flade og nemme at komme igennem.
Herefter går det så op og ned hele dagen. Den første store udfordring er Col de la Griffoul (6 km – 6,7 %), der efterfølges hurtigt af Col de Prat de Bouc (3,1 km – 6,1 %). Herefter venter en nedkørsel, og så kommer Côte de Murat (5,2 km – 5,0 %).
Finalen starter for alvor med Pas de Peyrol (7,7 km – 5,9 %), for fra toppen af denne er der ingen pauser. Der kommer en hurtig nedkørsel, inden de står ved foden af Col du Pertus (4,5 km – 8,3 %). Herefter kommer Col de Font de Cère (3,5 km – 5,5 %).
Målstregen kommer umiddelbart efter Col de Font de Cères nedkørsel. Det er et svagt stigende opløb. Sidst endte det i en spurt mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar, hvor Vingegaard noget overraskende vandt.
Odds på 10. etape af Tour de France 2026
Odds-forslag: Pogacar er i sit gavmilde hjørne
Tour odds: Tadej Pogacar er den store favorit – og jeg tror, der er en gran af sandhed i at han gerne vil udviske dårlige minder her i Le Lioran.
Men omvendt har Pogacar ikke brug for at vinde mere tid, og generelt kører han med mere overskud, end han gjorde for et år siden. Han virker ydermere til at holde ret meget af Isaac del Toro. Vi kunne sagtens ende i en situation, hvor mexicaneren vinder igen.
For ser man bort fra Pogacar, er der ingen i favoritfeltet, der kan matche mexicanerens fart på målstregen. Det kan give en ny etapesejr på en etape, der er hård, men ikke så hård, at klassementet for alvor spilles ud.
Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.
Tour manager tip: Belgier kører et fornuftigt klassement
Dagens Tour manager tip går til Ilan van Wilder (Soudal-Quick Step). Han kører i det rolige et pænt klassement. Samtidigt besidder han en nogenlunde afslutning, hvis han skulle komme hjem i en gruppe. Årets Tour de France har ikke rigtigt budt på en overraskelse, så de helt billige kandidater er ikke helt til at få øje på.
Tour de France 2026 i tv
Det er TV2 og Eurosport, der har rettighederne til at vise Tour de France i tv. Det er således der, de viser Tour de France i TV.
Tour de France 2026 live stream
Du kan live streame Tour de France på HBO Max.
Følg Tour-livestillingen her på siden.
10. etape ved Tour de France 2026 starter kl. 13:25 tirsdag d. 14. juli 2026.






