18+ | Spil ansvarligt | Regler og vilkår gælder | StopSpillet -  70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | * symbolet indikerer reklamelinks

Tour-analyse: Vingegaards svære vej til Tour-triumf

Jonas Vingegaard vandt tidligere på året Giro d’Italia, og blev dermed den blot ottende rytter i cykelhistorien, der har vundet alle tre Grand Tours. Nu har han sat næsen op efter en Tour-triumf – men hvordan er danskerens chancer? Det kigger Jesper Carstens nærmere på i denne artikel.

Tour de France

Hvad er det Vingegaard forsøger?

Jonas Vingegaard kommer til årets Tour de France som én af de største favoritter. På papiret er det kun den evige rival, Tadej Pogacar, der er større favorit end ham. Men den dansk/hollandske lejr omkring Jonas Vingegaard er ret optimistiske.

Det er endda på trods af at Vingegaard tidligere på året kørte Giro d’Italia, og Tour de France er således hans anden Grand Tour i denne sæson. Hans egen vurdering på baggrund af data fra Vuelta a España 2023 og 2025 er dog, at han leverer bedre tal i den anden Grand Tour i sæsonen, og derfor er han ekstra fortrøstningsfuld.

Derudover skal vi også kun tilbage til 2024 før det senest skete: Her kørte Tadej Pogacar først Giro d’Italia og siden Tour de France – og i begge tilfælde vandt han. Han var ovenikøbet stærkere end normalt.

tdf
Tour de France

Baggrunden: Sådan er det gået i år

Jonas Vingegaard har blot kørt tre løb i denne sæson: Paris-Nice, Catalonien Rundt og Giro d’Italia. I alle tre tilfælde har han vundet løbene og undervejs er det blevet til ni etapesejre. Det er således allerede en tangering af hans andenbedste sæson til dato rent sejrsmæssigt.

I Paris-Nice viste han gode ben. Han vandt to etapesejre undervejs, men det var ikke fordi han var overdrevet stærk, og da han på sidste etape blev slået af Lenny Martinez, førte det til analyser, der pegede på at han var svagere end vanligt.

Herefter drog han så til Catalonien Rundt, hvor det igen blev til to etapesejre, men indtrykket var her bedre. Han erkendte også efter løbet, at i år var første gang, han havde følt sig på samme niveau, som han havde før styrtet i Baskerlandet 2024. Altså at han i både 2024 og 2025 kørte under det niveau, han selv ved, han har.

Herefter gik turen til Giro d’Italia. Vingegaard startede løbet relativt svagt ud, men vandt alligevel sine etaper – men mod slutningen af løbet var han uhyggelig stærk, og da han på Piancavallo kører fra rivalerne, ligner han jo en rytter, der meget afslappet kører mod toppen. Fem etapesejre blev det til.

Siden har den stået på hvile, restitution og træningslejre frem mod Tour de France, der starter i Barcelona.

Hvem har ellers forsøgt sig at køre klassement i begge løb?

Det er ikke første gang, at en rytter forsøger at køre klassement i begge løb – men som historikken også viser, så er det meget, meget svært at gøre begge dele.

RytterSæsonGiro d’ItaliaTour de France
Tadej Pogačar202411
Christopher Froome201813
Tom Dumoulin201822
Alberto Contador201515
Alberto Contador201115
Cadel Evans2010526
Carlos Sastre2009216
Denis Menchov2009151
Ivan Basso20061
Gilberto Simoni2004317
Marco Pantani199811
Pavel Tonkov1996136
Abraham Olano199639

Jeg har sorteret ryttere fra, der kørte Giro d’Italia som ren opvarmning og optakt. For eksempel deltog Jan Ullrich i 2001 i Giro d’Italia (og lev nummer 52) og siden gik hen og blev nummer to i Tour de France. Det var det samme, han var i gang med at lave i 2006, men han deltog aldrig på grund af Operacion Puerto.

Generelt set er det kun lykkedes otte ryttere at vinde Giro d’Italia og Tour de France i samme sæson: Foruden Marco Pantani (1998) og Tadej Pogacar (2024) har Miguel Indurain (1992, 1993), Stephen Roche (1987), Bernard Hinault (1982, 1985), Eddy Merckx (1970, 1972, 1974), Jacques Anquetil (1964) og Fausto Coppi (1940, 1952) gjort det.

Dels er det længe siden – dels var kalenderen lidt anderledes. I 1992 og 1993 startede Giro d’Italia for eksempel hen mod slutningen af maj, hvorfor hullet mellem Giroen og Touren var mindre.

Det er dog nogle af sportens allerstørste navne, du finder her. Jonas Vingegaard vil således for alvor skrive sig voldsomt ind i cykelhistorien, hvis han lykkes med missionen.

Den store analyse

Når Jonas Vingegaard stiller til start i Tour de France i Barcelona den 4. juli, er det med en ambition om at vinde løbet. Han er selv ret selvsikker og mener, at han kan køre med om sejren på årets Tour de France-rute.

Mit indtryk er også at hans præstation i Giro d’Italia har fået overbevist ret mange om at det kan lade sig gøre. Her vandt han uden de store dikkedarer, og særligt sådan som han smadrede rivalerne til sidst i løbet, har efterladt mange med det indtryk af at han bare bliver bedre og bedre. På sidste stigning var han uhyre stærk – og så ikke synderligt presset ud.

Han har i denne sæson givet to nøgleinterviews. Det første faldt i forbindelse med Catalonien Rundt, hvor han udtalte at han for første gang i et par år følte sig som sig selv igen. I 2024 styrtede han voldsomt i Baskerlandet Rundt, og selvom han kom tilbage og blev nummer to i Tour de France det år, så har man måske siddet med indtrykket af at Vingegaard ikke helt har haft fordums styrke. Det bekræftede han også selv, og det er meget normalt at man efter et stort styrt skal bruge noget tid på at komme tilbage på højeste niveau.

Fjerde Grand Tour på stribe

Erfaringen viser da også, at Vingegaard mestrer kunsten at køre to Grand Tours på en sæson. To gange tidligere har han kastet sig ud i den double – begge gange i Vuelta a España. I 2023 endte han som bekendt på andenpladsen bag holdkammeraten Sepp Kuss i et løb, hvor interne holdtaktiske aftaler i sidste ende afgjorde resultatet, snarere end Vingegaards reelle styrke.

I 2025 lykkedes det ham så at tage den samlede Vuelta-sejr, omend i et markant tættere opgør end vanligt, da han sejrede med godt et minut ned til João Almeida. Kontrasten til Tour de France samme år var til at tage og føle på; her kørte han i sin helt egen liga og distancerede Florian Lipowitz på tredjepladsen med over seks minutter. Spørgsmålet er nu, om Vingegaards interne data får ret i, at den anden Grand Tour i 2026-sæsonen bliver hans absolut stærkeste.

Men her er udfordringen: Det er ikke blot Vingegaards anden Grand Tour i denne sæson. Han kørte også de to seneste i sidste sæson, så årets Tour de France er hans fjerde Grand Tour på stribe.

Over 13 måneder har han altså kørt fire Grand Tours. Det er jo sådan set frisk nok, og hvis nogen kan håndtere det, så er det Jonas Vingegaard. Jeg er egentligt ikke bekymret for hans niveau – det skal nok være højt.

Men er det højt nok til at få skovlen under Tadej Pogacar?

En Tour-triumf vil være historisk

Hvis Jonas Vingegaard vinder Tour de France 2026, vil han have vundet tre Grand Tours på stribe. Han vil også skrive sig ind i historien som én af de få ryttere, der har vundet både Giro d’Italia og Tour de France i samme sæson.

Men der vil også være noget helt andet: Typisk er det svært at rejse sig i Tour de France-sammenhæng. Når man først er blevet afklædt og besejret, så er det sjældent at man kommer tilbage på det øverste trin på Tour-podiet. Det er noget af det, der gør den her duel mellem Pogacar og Vingegaard så fascinerende. Det brød en tendens, da Pogacar gjorde det i 2024. Det vil være helt vildt, hvis Vingegaard pludselig genvinder tronen.

Men måske er Vingegaards valg af løb i denne sæson lidt kalkuleret: Hvis han kunne fornemme at han næppe ville overgå Pogacar lige foreløbigt, så havde jeg nok også valgt at gå efter triplen og gå efter Giro d’Italia. Alt herefter er jo bare en bonus.

Jesper Carstens’ dom: Vingegaard vinder ikke Tour de France – men han er bedre end jeg frygtede

Jeg tror egentligt, at Jonas Vingegaard er bedre, end han var i 2024 og 2025. Men det er Tadej Pogacar også. Pogacar har hævet sit niveau siden 2024 og Vingegaard har en del, han skal have indhentet – og at det så skulle ske i en sæson, hvor han ovenikøbet også allerede har kørt én Grand Tour og samtidigt også har to andre i bagagen set over de seneste 13 måneder? Nej, det tror jeg ikke meget på.

Men unge, fremadstormende Paul Seixas bagfra skal Vingegaard ovenikøbet passe lidt på: Hvis Giro-trætheden indfinder sig sidst i løbet, så kan han ryge ét trin ned ad Tour-podiet. Seixas led dog et nederlag i optaktsløbet Tour Auvergne-Rhône-Alpes, og ungdommens kådhed gør ham nok ikke nogen tjeneste i denne omgang: Jonas Vingegaard er klar favorit til at ende på podiets næsthøjeste trin.

For selvom det er hans fjerde Grand Tour på stribe, og selvom Vingegaard allerede har kørt Giro d’Italia i den her sæson, så tyder noget på at han har timet formen rigtig godt. Hans tal i slutningen af Giroen var meget, meget lovende. Jeg tror, han er stærk.

Jeg tror bare ikke, han slår Pogacar.

Hvornår afvikles Tour de France 2026?

Tour de France 2026 afvikles fra d. 4. til d. 26. juli.

Skriv første kommentar

Skriv et svar