Giro d’Italia: Det kan blive en danskerfest på 10. etape
Tæt på en håndfuld danskere kan gøre sig bemærket på 10. etape af Giro d’Italia. Det er nemlig tid til enkeltstarten, og selvom storfavoritten er italiensk, er der en hel del danskere, der bejlere til podiet.
Ikke mindst Jonas Vingegaard, der måske allerede nu kan rive førertrøjen af Afonso Eulalio. Enkeltstarten er ikke hans kop te.
Dansk sejr bliver det nok næppe, men det er ikke usandsynligt, at fire danskere kan finde vej til etapens top10. Det er da også imponerende.
Jesper Carstens guider dig igennem Giro d’Italia 2026 med daglige etapeoptakter, der gennemgår ruten, favoritterne, oddsene og danskerne. Løbet kan følges hos Eurosport samt streamingstjenesten HBO Max.

Mikkel Bjerg er én af de danskere, der kan hente en top10-placering. Foto: STEFANO SIROTTI
Giro d’Italia 2026 – 10. etape løbsinfo
Løbsstart: Tirsdag d. 19. maj, 13:15
Sted: Viareggio – Massa
TV: Eurosport
Stream: MAX
Optakt til 10. etape ved Giro d’Italia: Her er favoritterne
Der er Filippo Ganna (Netcompany INEOS) – og så er der alle de andre. Den italienske tempostjerne bør vinde 10. etape af Giro d’Italia, og oddsene er da også sat derefter. Det vil være en skuffelse, hvis den italienske darling ikke tager sin 8. etapesejr i Giro d’Italia. Han har kørt to enkeltstarter i år og vundet dem begge. I Tirreno-Adriatico var han så suveræn, at han vandt med mere end 20 sekunder ned til Thymen Arensman på andenpladsen. Ganna bør vinde.
Herefter er det mere åbent. Jeg peger nok på Jonas Vingegaard (Visma) som den næste kandidat. Det handler mere om at han altid er god på enkeltstarter i Grand Tours end at enkeltstarten passer ham. Den flade rute her i Italien er nemlig ikke optimal for Vingegaard, men med to etapesejre i bagagen lever han nok med en sekundær placering her.
Man må dog ikke kimse af Thymen Arensman (Netcompany INEOS). Han er en dieselrytter, der godt kan gøre det godt på en flad enkeltstart som denne. Han blev jo nummer to i Tirreno-Adriatico tidligere på året.
Men måske er det faktisk Niklas Larsen (Unibet Rose Rockets), der er den største konkurrent til podieplaceringen? Vi skal altså huske på, at det er en rytter, der blev nummer tre ved EM i Frankrig sidste år bag Remco og Ganna. Larsen er drønstærk i øjeblikket. Jeg tør ikke afskrive det. Når man kan være lidt forbeholden, så skyldes det at vi vel ikke for alvor har set noget fra Unibet Rose Rockets i denne disciplin.
Selvfølgelig er der en gut som Magnus Sheffield (Netcompany INEOS), der kan gøre det godt. Det samme kan Alec Segaert (Bahrain-Victorious). Det er et par ryttere, der kan køre en god enkeltstart.
Hos danskerne har vi også Johan Price-Pejtersen (Alpecin-Premier Tech) og Mikkel Bjerg (UAE Team Emirates). I gamle dage kørte de begge gode enkeltstarter og var vel nærmest selvskrevet til top10, da de var bedst – det er de bare ikke længere. Johan Price-Pejtersen har dog dage, hvor han kører en god enkeltstart, mens Mikkel Bjerg viste monstergode ben forleden på udbrudsetapen på 8. etape. Hvis det er et udtryk for form, så kan det blive fornemt.
Der er flere kandidater, fx hjemmerytteren Lorenzo Milesi (Movistar), Aleksandr Vlasov (Red Bull) og Derek Gee (Lidl-Trek). Men jeg tror, det bliver niveauet under i al fald Sheffield og Segaert.
Danskernes chance på 10. etape af Giro d’Italia 2026
Hvilke Giro-danskere kan gøre sig gældende på etapen? Jeg har nævnt fire danskere ovenfor. Det er dem, jeg forventer noget af på denne etape.
Rutebeskrivelse: 10. etape – Giro d’Italia 2026
Dagens Giro-etape køres fra Viareggio til Massa
På 10. etape af Giro d’Italia skal rytterne ud på en 42 kilometer lang enkeltstart.
Der er ikke så meget at sige om etapen. Ikke nok med at etapen er helt flad, så foregår den også på en meget lige strækning. Det er således ikke en teknisk rute, der tager mod rytterne.
Det er en enkeltstart for de stærke powerryttere, der kan tonse massevis af watt afsted.
Odds på 10. etape af Giro d’Italia 2026
Odds-forslag: Måske et forsigtigt spil på Vingegaard
Giro d’Italia odds: Jeg peger jo på Jonas Vingegaard som nummer to i min optakt. Jeg ved ikke helt, om jeg selv tror på den i sidste ende, men vind og vejr kan jo naturligvis påvirke sagerne. Hos Bet365 er der ikke E/W-muligheder lige nu, så det bliver et meget forsigtigt spil på Jonas Vingegaard. Men måske er det ikke det her marked, man skal satse på til denne etape.
Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.
Giro manager tip: Det bliver en dansker
Dagens Giro manager tip går til Niklas Larsen. Når man kan blive nummer tre til EM bag Remco og Ganna, så kan man også køre en fin enkeltstart her til Giro d’Italia. Han er billig og ikke uden chancer for en podieplacering.

Niklas Larsen blev nummer tre ved EM 2025. Foto: STEFANO SIROTTI
Giro d’Italia 2026 i tv
Det er Warner Brothers, der har enerettighederne til at vise Giro d’Italia i Danmark. Det er således der, de viser cykling i TV.
Giro d’Italia 2026 live stream
Du kan live streame Giro d’Italia på MAX.
Følg Giro-livestillingen her på siden.
10. etape ved Giro d’Italia 2026 starter kl. 13:50 tirsdag d. 19. maj 2026.






