18+ | Spil ansvarligt! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Kommercielt indhold | Alle links der indeholder symbolet * er reklamelinks.

Floyd Mayweather vs. Logan Paul: Odds og optakt d. 7. juni 2021

Kampsport og cirkus har hørt uløseligt sammen i de seneste år, men det er alligevel svært at finde et eksempel, der har skilt vandene i sådan en grad som nu. Yngre mennesker, som normalt ikke følger med i boksning eller MMA, slikker sig om munden, mens fight connaisseurs fra den gamle skole harcelerer, som om dommedag var om hjørnet. Uanset hvad må man bare erkende, at showkampe er kommet for at blive. De er bestemt ikke min kop te, men jeg er efterhånden blevet for gammel til at slås mod vindmøller. Sportsligt tangerer det til helligbrøde, at Floyd Mayweather, den måske største tekniker i boksningens moderne historie, deler ring med en kontroversiel YouTuber, som end ikke har vundet en professionel kamp, men Logan Paul er ung og stor, så hvad nu hvis. Det har man sagt utallige gange, men sport er det umuliges teater, så vi tager maddingen endnu en gang. Opvisningen finder sted natten til mandag d. 7. juni. I denne optakt tager SpilXperten et kig på oddsene og de to mænd, inden det bliver alvor.

Floyd Mayweather vs. Logan Paul
Foto: Bildbyrån


Optakt: Floyd Mayweather vs. Logan Paul – Trolls har overtaget sporten

Mayweather kom ud som kolossal favorit, da de første bookmakere åbnede for spil på kampen, men han er steget en del, så man i skrivende stund højest får 1.11 på en sejr hos bet365*. Man får omvendt højest 7.50 på underdoggen hos 888sport* og Unibet*. Jeg er overhovedet ikke overrasket over udviklingen, da casual fans sandsynligvis er faldet i svime over størrelsesforskellen efter at have set de to kombattanter stå over for hinanden. Jeg ville se favoritoddset som en udmærket rente, hvis ikke det var fordi, at reglerne for opgøret var så obskure. Der er tale om en såkaldt exhibition, hvilket skyldes, at kampen ikke kan sanktioneres pga. forskellen i vægt. Derfor lader det til, at der ikke vil blive udpeget officielle dommere. Hvis den ender med at gå fuld tid, otte omgange af tre minutter, så får vi altså ikke en vinder. Kampen kan til gengæld blive afgjort på knockout, hvilket er unormalt for en exhibition. Jeg tør dog ikke sætte min lid til, at Mayweather, der er så meget mindre og har brækket hænderne flere gange, vil få Paul ud. Vi aner ikke, hvordan Paul reagerer på at blive ramt rent og ofte.

Jeg må give Paul, at han lader til at have taget opgaven virkelig seriøst. Han er en strandløve med en imponerende overkrop og en forfærdelig frisure, men muskler vinder ikke boksekampe. Han bør være rimelig kapabel, hans korte tid i sporten taget i betragtning, men han er stadig en novice sammenlignet med sin modstander.

Mayweather har glemt mere om boksning, end Logan Paul nogensinde lærer.

Paul kan føle sig sikker i ringen, mens han efterlader åbninger, som han aldrig har drømt om eksisterede. Det tager årtier at mestre the sweet science. Det er en x-factor, at Paul er så meget yngre og større. Han er 26 år, mens Mayweather er 44 år. Han vejer ind omkring 190 pounds, mens favoritten aldrig har været over 160 pounds. Det ændrer dog ikke ved, at han efter alt at dømme skal lande et lucky punch for at skabe sensationen. Det kan tælles på en hånd, hvem der har formået at fange Mayweather rent i 50 kampe, DeMarcus Corley, Zab Judah, Shane Mosley og Marcos Maidana, så jeg køber den ikke.

Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.


Håneret og millioner

Jeg er meget skråsikker, hvilket jeg ellers altid fraråder med kampsport, men det ville simpelthen ikke være til at bære, hvis det utænkelige skete. Det er svært at sidde og være hellig, når en atlet kan lave hundreder af millioner på at gå i ringen med en YouTuber.

Selvom Mayweather er 44 år, så tror jeg stadig, at han kan gå otte runder i søvne uden træning.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at han burde være hævet over den slags. Han sætter teknisk set ikke sin perfekte rekordliste på spil, men alligevel. Det er meget mere end blot håneretten, som han mister, hvis nu han skulle vise sig at være blevet gammel, hvilket før eller siden sker for enhver.

Jeg trøster mig med, at Mayweather ikke kun er en legende pga. sine fortræffelige evner og intelligens i ringen, men samtidig pga. sin snuhed og forretningssans. Paul er en selvudnævnt troll, som ikke helt kan forstå, hvordan det er lykkedes ham at blive stenrig på at få dette årtusindes største nævekæmper i ringen, men Mayweather er selv en troll. Siden begyndelsen af sin karriere har han bevidst skabt en persona, som mange ikke kunne udstå, om det var Pretty Boy Floyd eller Money Mayweather. Mange verden over har betalt i dyre domme blot for at se ham tabe. Samtidig har amerikaneren formået at narre en masse fans ved at fremstille sig selv som underdoggen i kampe, hvor han var overlegen. Da han begyndte at bestige pound-for-pound-listen i sporten, hvor lunten var lugtet, så gik han efter de store navne, men oftest på det rigtige tidspunkt. Han mødte Canelo tidligt, hvor han var for ung, mens han tog De la Hoya, Cotto og Pacquiao, da de var forbi deres prime. Han har aldrig overladt noget til tilfældighederne. Det tror jeg heller ikke, at han gør nu.


Showkampe er ikke alt

Jeg har aldrig været ellevild med Mayweather. Jeg er heller ikke begejstret for showkampe, slet ikke den her. Alligevel bliver jeg nødt til at tage en halv dag fri mandag, så jeg kan se den. Jeg nægter at gå glip af noget, hvis nu. Det ville være en skam uden lige, hvis nullet en dag skulle ryge, især mod en YouTuber, men får vi miraklet, så bliver vi til gengæld sparet for en endnu større opvisning mellem Mayweather og Logans bror, Jake Paul. Det ville være torskedumt, men millioner kommer til at labbe det i sig. Broderens hævn. Sådan en kamp sælger sig selv.

Jeg vil få med, at Jake ligner den mere lovende fighter af de to. Der er langt til toppen, men sulten er der, selvom det næppe betyder det store, hvis han begynder at møde alvorlig modstand. Første skridt på vejen kommer dog mod den tidligere UFC-mester, Tyron Woodley, i slutningen af august. Hvis vi taler showkampe, så ser jeg mere frem til den, da det er meget svært at vurdere, hvad der kommer til at ske. Jeg vil slutte af med mit sædvanlige opråb. Det er i helt orden, hvis man er interesseret i showkampe, men det er forkert kun at se dem, blive skuffet, hvis det er et shitshow og komme frem til, at kampsport ikke siger en noget. Giv Canelo, Crawford, Inoue, Adesanya og Ngannou en chance.



Kommentar fra Mark O. Madsen

Hvad er dine tanker om disse showkampe generelt?

Jeg synes, at showkampe er fede. De er vigtige, fordi de viser en masse udøvere, at ting kan komme i stand uden en stor promotion som UFC eller nogle af de andre store promotere. De kommer ind fra siden og stjæler showet med god marketing og PR, og de får de rigtige folk involveret. Jeg synes, de gør et strålende arbejde med deres promovering af kampsport.

Jeg kom selv sent ind i MMA, og vi lykkedes med at skabe en masse hype i Danmark ved at være meget proaktive. Jeg tror, at det er det samme, som Logan og Jake har formået at gøre. Noget anderledes – og så ved jeg godt, at det koster mange timer i træningscenteret (de lægger meget hårdt arbejde i det), men deres marketingarbejde er sublimt. Ben Askren tjente flere penge mod Jake, end han har gjort i hele sin MMA-karriere – Tyron Woodley har ham næste gang, og han kommer også til at tjene flere penge, end han har gjort i sin MMA-karriere.


Ville du tage telefonen, hvis en af Paul-brødrene ringede og bad om en boksekamp?

Jeg ville sige “Ja” uden at tøve. Jeg mener, at mine bokseskills er bedre end Ben Askrens og Tyron Woodleys, så jeg ville uden tvivl takke ja til sådan en invitation.


Hvad er dine tanker om Mayweather vs. Logan?

Logan Paul er stor. Han er høj og har en masse power. De er ikke i samme vægtklasse, og enhver kan blive fanget af et lucky punch. Jeg tror ærligt talt, at Logan Paul har tilstrækkelig med power til at vinde kampen. Jeg synes, det er en interessant kamp; han kæmper mod en af boksesportens største nogensinde. Mayweather skal op mod en højere mand, som kan tage imod en masse pga. sin størrelse.

Det er også et show, ja, det er også underholdning – og jeg elsker at se det!

2 kommentarer

  1. Får vi et legendefald af dimensioner, eller formår Floyd Mayweather at afvise YouTuber-truslen natten til mandag? 🙂

    Vores kampsportekspert Loke Barrett har kigget nærmere på boksebraget!

    /SpilXperten.com

  2. Artiklen er opdateret med en kommentar fra Mark O. Madsen. 🙂

Skriv et svar