18+ | Spil ansvarligt! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Kommercielt indhold | Alle links der indeholder symbolet * er reklamelinks.

Sorgenfri: Trænerfyringer er udtryk for panik i Premier League

Hvis vi forestiller os, at Premier League 2021/22 er et regnskabsår og de 20 klubber er Englands største virksomheder, så har 25 procent af disse virksomheder kort inde i kvartal 2 fyret den administrerende direktør.

Det ville med stor sandsynlighed udløse dyb mistillid til de pågældende virksomheder og uro på aktiemarkedet. Stabilitet er et nøgleord. Men ikke i Premier League. Her er the sacking season i fuld sving med rullende hoveder.

Norwich har faktisk scoret præcis lige så mange mål, som der er fyret trænere.

Vi går på landskampspause efter runde 11, og hele fem klubber har skiftet træner. Ingen løfter et øjenbryn, når bladet lyner, tværtimod indstilles overskrifterne hurtigt på potentielle afløsere, og hvem der mon nu fyres næste gang. Aston Villa har således end ikke fundet ny boss, før overskrifterne går i retning af, at nu må Solskjær da være den næste, der ryger.

Rygtebørsen kører i det engelske, hvor Ole Gunnar Solskjær ligner en presset mand i trænersædet. Foto: Bildbyrån


Sidste sæson var noget mere afdæmpet. Her skulle vi hen i december, før Slaven Bilic fik silkesnoren i WBA (ledelsen mente ikke, han kunne styre dem fri af nedrykning, men WBA rykkede alligevel ned), derudover mistede Chris Wilder og Frank Lampard deres jobs i Sheffield United og Chelsea.

Denne sæson har været noget mere heftig, og det er især hos bundholdene, sædet er varmt. Kun Sean Dyche og Bielsa sidder stadig på trænerbænken hos Burnley og Leeds – ellers har fire andre hold i bund-6 losset træneren ud. Der er flere årsager til, at det er sådan.

Pengene i Premier League er så store i forhold til The Championship og vejen op til den bedste liga er lang og kostbar. Klubber er købt af udenlandske ejermænd for enorme beløb, og den investering skal beskyttes.

Derfor sniger desperationen sig hurtigt ind. Desuden er en god del klubber ramt af alt for store ambitioner om succes i Premier League. Når Norwich rykker op og relativt set ikke bruger mange transfermidler, sælger deres bedste spiller og flere af indkøbene er unge udviklingsspillere og fyrer ellers så populære træner Farke, fordi ledelsen ikke tror på, at han kan holde dem oppe, så er noget helt galt. Der er intet i Norwich’ nuværende setup, der taler for de skal blive oppe. Norwich by har under 200.000 indbyggere og har et fodboldstadion med kapacitet til færre end 30.000 tilskuere. For godt ti år siden tabte Norwich premieren i League One med 7-1 til Colchester og flirtede med konkursen den sæson. Nu er de et elevatorhold mellem toppen af The Championship og bunden af Premier League og med tanke for, at der er 92 divisionshold i England, så er det altså ikke så tosset at være nået dertil, hvor Norwich er nu.

Norwich og andre hold må indstille sig på, at en status som yoyo-hold er en succes.

Ryk op, tag pengene, ryk ned og byg på.

Den model havde WBA tidligere succes med, før de bed sig fast i Premier League og smed så selvsamme stabilitet overbord ved at ansætte Alan Pardew og bede ham spille underholdende. Farveller.

Burnley har gjort det samme, en tur i elevatoren, bygget på og bidt sig fast og holder klogelig fast i Dyche, der er smeden bag det arbejde.

Watford har i de senere år været et trænercirkus. Xisco fik ti måneder i jobbet, men i den tid sikrede han Watford oprykning fra baghjul.

I Watfords første syv kampe i denne sæson snittede han et point pr. kamp. Ikke meget, men dog akkurat et snit højt nok til, at det ville give Watford 38 point og nok til redning vurderet ud fra de seneste fem sæsoner. Her er ingen rykket ned med 38 point. Ind er kommet Ranieri, og trænernomadens snit er 0,75 efter fire kampe og spillestilen ser mere skrøbelig ud. Hmm. Mon der kommer en fyring mere i Watford?

Newcastles fyring af Steve Bruce lå i kortene, og understregede at fodbold er en følelsestung business. Bruce var upopulær hos fansene, og de nye ejere og ikke mindst direktør Stavely, havde brug for at sende fansene et signal. Farvel Bruce.

Derefter begyndte et sandt navne-rodeo af trænere, der blev linket til Newcastle, før Stavely og co. fandt Eddie Howe langt nede af listen. Howe er en dygtig træner, men det er voldsomt, at rykke ind i en klub med en så tung investering uden at have cementstøbt plan omkring ansættelse af nøglepersonale og derfra udlægge en nødplansansættelse som en stærk ide.

Tottenhams fyring af Nuno Santos er jo også på månen rent logisk set. Spurs valgte også ham langt nede på listen i sommer, og gjorde så åbenbart ingen overvejelser omkring portugiserens meget afventede spillestil. Indtil bolden begyndte at rulle, og hvedebrødsdagene med tre sejre var bag Spurs. Ud med ham og knæfald for Conte til kæmpeløn og helt sikkert indkøb som italieneren dikterer. På trods af han kun har kontrakt til 2023.

Tager man sin biks så lidt seriøst, så man tager en træner i mangel af bedre uden at overveje hans spillestil blot for fyre ham og hans stab fire måneder senere? Håbløst.

Aston Villa gik med Dean Smith i bestræbelserne på at bygge en spillemæssig identitet op. Et udtryk der ikke mindst stod og faldt med den engelske landsholdsspiller Grealish. Efter salget af ham ville der naturligvis vente et hårdt år – det var logisk. Fem nederlag i rap kostede alligevel Smith tjansen, og ud fra de navne der nævnes som mulige trænere, så kan Steven Gerrard tage over med en anden spillestil og det i sæsonens kvartal 2. At Gerrard vil være en type, der kan få Ings sat i scene er en anden sag, men hele modellen med et trænermæssigt gearskifte inde i sæsonen er pivfarlig. En del klubber har forsøgt det stunt uden held, men frygten for nedrykning kan få en trænerfyring til at synes som en gangbar strategi frem for at have is i maven. Forskellige undersøgelser foretaget af Cambridge University og Sky Sports viser, at en trænerfyring som regel medfører et lille løft i resultaterne i op til otte kampe, men typisk færre før effekten af en ny træner klinger af. Undtagelser er f.eks. Pulis, der tog over efter Ian Holloway i Crystal Palace og grundlagde den arbejdskultur, som klubben stadig nyder godt af.

D. 7. november 2021 sagde Aston Villa farvel og tak til Dean Smith.


Efter hvedebrødsdagene med en ny træner bliver pointsnittet stort set det samme som tidligere eller ringere, og det interessante er, at undersøgelserne viser, at de klubber der holder fast i træneren oplever en tilsvarende optur i resultaterne efter en periode som rock bottom.

F.eks. har Southampton profiteret af at stå last og brast med Hassenhüttl trods til tider heftige nederlag og krisetider. Fodbold tager tid, men Premier League har ikke længere tålmodighed.

Ser vi på Premier Leagues allerførste sæson fandt der kun en trænerfyring sted hos de 22 hold (ligaen blev reduceret med to hold efter den sæson) undervejs i sæsonen, og det var i februar 1993, da skotten Ian Porterfield blev afløst af englænderen David Webb. Ligaen havde i øvrigt kun britiske og irske trænere dengang.

Premier League blev Manchester Uniteds turnering, men det tog også en håndfuld sæsoner for Alex Ferguson at få styr på de røde djævles potentiale. Leicesters placering i top-8 det samme, men en grundlæggende forskel fra dengang og nu er de udenlandske ejere. De tænker som kosmopolitter med internationale (agent)netværk og beskyttelse af investering uanset, hvor urealistiske ambitionerne måtte synes at være.

To klubber er ikke ens – forskellige traditioner, ejere, forventninger og alt muligt andet. Det er jo det fede ved fodbold, men en ting er sikkert – de kan ikke alle spille Champions League. Der skal være nogen, der tager plads i elevatoren. Og det kan faktisk være en stor succes at stå der.


Læs også:

Skriv et svar