18+ | Spil ansvarligt! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Kommercielt indhold | Alle links der indeholder symbolet * er reklamelinks.

Sorgenfris blog: Skal vi bare klappe i og acceptere fodboldens Saudi-dollars?


Newcastle United er solgt til saudiske PIF – Public Investment Fund. Ifølge engelske mediers løse vurdering bliver The Magpies dermed den rigeste klub i Premier League. Ejerskiftet fra Mike Ashley til PIF blev fejret med sang og pints af klubbens fans i gader, der er lykkelige over at slippe af med Mike Ashley efter 14 års pinsomt ægteskab. At man som klubejer kan gøre sig så upopulær, at selv det saudiske regimes investeringsfond synes at være et bedre alternativ, er noget af en bedrift. Men ikke desto vil Ashley ikke blive savnet på de kanter efter to nedrykninger, manglende investeringer i spillertruppen, utallige kampe med fansene, håbløse ansættelser af folk som Dennis Wise og Joe Kinnear og meget mere, så selv byens borgmester har officielt jublet over de nye ejermænd.

Sådan så det ud ude foran St. James Park, da Mike Ashley blev skiftet ud med Saudi-dollars.

Vi behøver ikke bruge lang tid på at diskutere, at Saudi-Arabien har et, for os på disse breddegrader, stærkt kritisabelt forhold til menneskerettigheder og nu får mulighed for at praktisere en solid omgang sportswashing. Altså at en stat/kongerige/diktatur via et kendt fodboldhold køber sig til PR og goodwill a la ejerforholdene i Paris SG og Manchester City eller trøje- stadionsponsorater i FC Barcelona eller Arsenal.

Premier Leagues ledelse har forsikret, at selv om det vurderes, ejerskabet af PIF fonden har rødder hele vejen til den saudiske kronprins Mohammed bin Salman, så får kongerigets øverste lag ikke direkte forbindelse til Newcastle. Nå ja, men så er alt jo godt.

PIF menes at være god for 320 milliarder pund til investeringer og da købsforsøget i 2020 strandede var det netop, fordi at PIF ikke kunne overbevise Premier League om vandtætte skodder mellem dem og den saudiske stat. Det er de så lykkedes med nu på en eller anden facon.

1. Newcastle UnitedSaudi Public Investment Fund£ 320.000.000.000
2. Manchester CitySheikkh Mansour£ 22.900.000.000
3. ChelseaRoman Abramovich£ 9.600.000.000
4. ArsenalStan Kroenke£ 6.350.000.000
5. Aston VillaNassef Sawiris£ 5.300.000.000

De fem rigeste klubber i Premier League. Kilde: Daily Mirror

Skal vi nu være på nakken af Newcastles fans? Næh. Det er jo hele fodboldens moralske kompas, der snurrer forvirret rundt og har gjort det længe. Eller måske er forvirret et forkert ord – nok rettere i retning af stakken med dollars, pund og euro.

Fra korruption i FIFA og UEFA til topspillere og trænere der sender deres enorme lønninger i skattely og primært engelske klubber, der sælges til tvivlsomme ejermænd med ondt i menneskerettighederne, men med godt blik for fodbolden som et soft power virkemiddel til at blive prestige- og imagemæssigt hvidvasket.

Men her skal man lige holde sig for øje, at det ikke er hele verden, der ser bekymret på menneskerettighederne og politiske forhold i Saudi-Arabien, Qatar, Dubai og Kina for den sags skyld. Det er bredt sagt en vestlig ting. Ikke mindst det Europa der i anden sammenhæng ikke ligger søvnløs over immigranter, der drukner i Middelhavet eller rådner op i teltlejre rundt omkring.

Det er fra Europa den stærkeste ærgrelse – fordømmelse kan vi vel ikke rigtigt kalde det – over at VM skal afholdes i Qatar næste gang kommer fra, men ikke mere end, at det blev til et lige ved og næsten-afbud fra Norge og ellers ikke andet end lidt slåen på tromme hist og her. Fulgt af de obligatoriske retoriske forsikringer om, at man da vil påtale de kritisable forhold i værtslandet, når først slutrunden ruller. En slutrunde der først skulle afvikles om sommeren med stadion på kunstige skyer og andre Georg Gearløs-ideer, og da realismen så sparkede ind, blev rykket til først på vinteren, hvilket kommer til at være en bombe i alle ligaers kampkalender. Så vigtigt var det åbenbart, at VM skulle afvikles i præcis Qatar. Der er vist også noget med en del døde bygningsarbejdere og stadions, der ikke skal bruges til et hammerslag efter slutrunden, men det er hurtigt glemt.

Vi må se i øjnene, at fodbolden er til salg, og det har den i princippet været fra tidernes morgen. Engelske amatørspiller fik stukket en guinness i støvlen som løn og i dag kan selv fodboldens største klubber handles som enten PR-apparater for stater i Golfen, legetøj for russiske velhavere eller gældsmaskiner for udspekulerede amerikanske jakkesæt.

Fodbolden har udviklet sig med hurtige skridt de seneste årtier. Jeg har læst biografier af store profiler fra den gamle engelske 1. division, der frit fortæller, hvordan de kunne have en lokal stampub nede på hjørnet og bo ved siden af almindelige mennesker typisk i mindre landsbyer i nærheden af de store byer. I dag er fodboldspillere bosiddende i velhaverenklaver og har ikke megen kontakt med offentligheden i hverdagen. Denne ny-adel kan vi så læse om i aviser og magasiner og følge med i udvidelsen af bilparken og andet forbrug fra overhalingsbanen i takt med, der er kommet flere og flere penge i Premier League. At engelsk fodbold har ret vide rammer for hvem, der kan købe en klub, kommer næppe bag på nogen. Det er et land, der siden middelalderens sørøveri har danset tæt med en rå kapitalisme, hvorfor de seneste dages afsløringer af Pandora Papers ikke overraskende har afsløret en god del kendte navne fra den britiske elite, har deres formuer placeret under gunstige skatteforhold samtidig med den britiske regering i disse dage varsler nedgang i tilskud til landets fattigste. Dette er ikke skrevet som en del af et politisk kampskrift, men blot for at sige det kan ikke undre os, der har fulgt med i engelsk fodbold i flere år end jeg bryder mig om at indrømme, at er netop i England det meste er til salg.

Vi må se i øjnene, at fodbolden er til salg, og det har den i princippet været fra tidernes morgen. Engelske amatørspiller fik stukket en guinness i støvlen som løn og i dag kan selv fodboldens største klubber handles som enten PR-apparater for stater i Golfen, legetøj for russiske velhavere eller gældsmaskiner for udspekulerede amerikanske jakkesæt.

Søren Sorgenfri

De engelske klubber der sagde ja til European Super League forklarede brødebetynget, at de ikke rigtigt havde læst oplægget igennem. Okay, så der blev bare sagt ja, fordi nogen lovede flere gysser? Surprise! Klubber som Real Madrid og Barcelona gider end ikke officielt skrinlægge ESL-projektet, men venter bare på en ny chance.

Skal vi gøre noget ved det? Kan vi gøre noget ved det? Da jeg blev 40 år, brugte jeg et gavekort på fem billetter til Arsenal – Tottenham. Gavekortet lød på 10.000 kroner. Det rakte til netop de billetter. Det er jo et absurd beløb for en fodboldkamp, og kampen var desuden ikke at råbe hurra for. Pointen er, jeg kunne bare ha’ ladet være. Det er det, som fans reelt kan gøre – det er værktøjet. Vi kan blive væk fra kampene og protestere med vores tavse fravær. Eller også skal vi bare droppe enhver snak om moral og etik og så acceptere moderne fodbold er et stort cirkus, hvor kun penge tæller og taler. Alt andet er ligegyldigt. Men reelt set er det sådan, at vi kan diskutere, fordømme og alt muligt andet, men skal fodboldens væsen ændres, så er der kun to muligheder – blive væk eller acceptere tingenes tilstand.

Netop de store protester mod ESL viste, at folket på den facon stadig har magten. I et vist omfang.

Fansene har magten, men så længe vi fester i gaden over saudiske ejermænd eller hylder mesterhold aflønnet med petrodollars og lader os føre gennem tælleapparaterne og drøfte, hvilke stjernespillere som Newcastle og andre mon nu skal købe, så vil der ikke ske noget andet end t-shirten med Messi er udsolgt.

Allerede få timer efter salget af Newcastle blev officielt flød de sociale medier over med spekulationer om, hvilke spillere som nu nyrige Newcastle skal købe for at blive mestre. Kun få stemmer sagde ro på. Det tager tid at bygge op, men den blinde feber og eufori ved udsigten til store budgetter har sin effekt. Bør man huske på, at et tidligere engelsk mesterhold fik rige indiske ejermænd, der lovede Ronaldinho og leverede League 1?

Også den tidligere topscorer Alan Shearer deler sin begejstring over fremtidsudsigterne i NUFC.

Newcastle ventes at udpege en ny bestyrelse samt en anden profil til trænerbænken og den nuværende træner Steve Bruce har mere eller mindre resigneret. Bruce har aldrig været et populært valg hos fansene trods sin lokale baggrund, men trænertiden hos Sunderland stod ikke til at tilgive. Bruce sagde således, at det er normalt, når nye ejere kommer ind, at de vil have deres egne folk med. Det accepterer han, og måske er det ganske symbolsk, der ruller hoveder, når saudierne rykker ind.

Mon nogen siger helt fra en dag?

Skriv et svar