Den danske landsholdsspiller skifter til de forsvarende spanske mestre Atlético Madrid, hvor han er udset en nøglerolle på Diego Simeones mandskab. En imponerende bedrift af en mand, der er blevet fravalgt flere gange i karrieren, men som hver gang er kommet tilbage stærkere.

Valencia blev en kickstarter
Da Daniel Wass i 2018 skiftede til Valencia, lignede det et højdepunkt i hans karriere. Jeg besøgte ham selv kort tid efter på træningsanlægget i Paterna lidt uden for byen til en snak om opstarten, Valencia som klub og problemerne med at komme på landsholdet. For det var det, der fyldte den gang i 2018.
Danmark havde spillet ottendedelsfinale ved VM i Rusland, men det var uden Daniel Wass, der ikke havde været en del af den danske trup i godt halvandet år. Præstationerne fra Celta Vigo var ellers til det, men han var raget uklar med Åge Hareide, og den sommerdag i Valencia virkede det ikke til, at det skulle ændre sig, for der var ingen kontakt mellem ham og Hareide, fortalte han. Wass måtte næsten slå knuder på sig selv for ikke at lyde alt for utilfreds med situationen, men skuffelsen var tydelig.
Måske det bare var hans lod. For havde det i grunden ikke været sådan flere gange i hans karriere?
Et skævt billede af en af Danmark bedste?
Siden debuten i Brøndby fulgte en svær periode under Kent Nielsen, så han blev lejet ud til Fredrikstad i Norge for at samle spilletid. Det var der dog intet af. For efter at være begyndt inde i de første par kampe fik holdet ny træner, Tom Nordlie, og han havde ikke meget fidus til en offensiv højre back, som Wass på det tidspunkt var ved at udvikle sig til.
Og der begynder historien om Daniel Wass. En af de bedste danske fodboldspillere vi har haft på denne side af årtusindeskiftet, men også en af de mest misforståede. I 2016 meldte han officielt fra til en landskamp på grund af en skade, hvorfor det skabte undren, at han kunne spille blot få dage senere for Celta Vigo mod Barcelona. Det blev i pressen tolket som illoyalitet, for måske ville Wass bare ikke landsholdet nok? Den historie fik lov til at leve sit eget liv i flere år, indtil Wass på bagkant af at være blevet vraget til VM i Rusland tog bladet fra munden. Her forklarede han, at han havde meldt fra til landskampen i 2016 af personlige årsager, som DBU og Åge Hareide var fuldt bevidst om, men de valgte offentligt at kalde det for en skade for at undgå, at pressen borede i historien. Problemet opstod imidlertid, da DBU meldte ”skaden” ud allerede dagen før kampen mod Barcelona.
Men var det virkelig så stort et tab for dansk landsholdsfodbold ikke at kunne råde over Wass? En fodboldmæssig schweizerkniv, der kunne dække det meste, men måske ikke kunne dække noget helt godt, lød skudsmålet ofte, når trænere i de første par år valgte ham fra. For var han højre back, midtbane, kant eller måske venstre back? Den alsidighed der skulle have været hans store styrke så ud til i stedet at svække ham.
Nøglerolle i vente
Nu er det dog alsidigheden, der igen har sikret ham endnu et skridt op ad karrierestigen, og det i en alder af 32 år. Med kontraktudløb til sommer var der blevet spekuleret i en retur til Superligaen og særligt Brøndby, men i stedet står den nu på spilletid hos de spanske mestre og en ottendedelsfinale i Champion League. Som den første dansker siden Jesper Grønkjær og den blot tredje i alt (Børge Mathiesen 1949/50) kan han nu trække den klassiske rød- og hvidstribede trøje over hovedet, og der er grund til at tro på, at det bliver mere succesfuldt end de to landsmænds ophold i klubben. Grønkjær nåede blot et halvt år i klubben uden mål eller assist til følge, mens Børge Mathiesen aldrig nåede at spille en kamp for los colchoneros
For Daniel Wass kommer til Atlético på et tidspunkt, hvor der er hårdt brug for ham. Med afgangen af Kieran Trippier har Atlético savnet en højre back af kvalitet, da Sime Vrsaljko, der er eneste højre back i truppen, ikke ligefrem har overbevist Diego Simeone om sit værd. For selvom Wass i denne sæson i ligaen ikke har spillet som back for Valencia, så insisterer Simeone på, at det er på netop den position, at han er tiltænkt en rolle. Argentineren har formentligt kunne se, hvordan Daniel Wass i en lignende rolle på landsholdet var en vigtig del af den defensiv, der spillede de første otte kvalifikationskampe uden at lukke mål ind. Det står i stærk kontrast til Atlético Madrid denne sæson, da de har haft ukarakteristisk svært ved at spille til nul, og efter blot 21 kampe allerede har indkasseret flere scoringer end i hele sidste sæson.
De udfordringer skal Wass være med til at løse, ligesom han skal være med til at bidrage offensivt med sit gode blik for spillet. Da Atlético var bedst i sidste sæson, var det med Trippier i en central rolle som oplægger og som ligaens bedste højre back.
Det bliver Daniel Wass nok alligevel ikke, men han dækker et hul her og nu, og når Atlético Madrid til sommer som ventet henter en ny højre back, så kommer Daniel Wass’ alsidighed ham til gode, sådan som den særligt har gjort det i den spanske liga. For hernede er ingen i tvivl om Wass’ kvaliteter. Den polyvalente dansker med den gode arbejdsetik har taget vejen fra reserve i Norge til Wanda Metropolitano og Atlético Madrid.




