Barcelona skylder over 1.200 millioner euro, de har svært ved at registrere spillere, og alligevel tales der fra klubbens side om tilgang af den ene store spiller efter den anden. Spil for galleriet, eller hvordan hænger det sammen? Nicolai Lisberg, der er bogaktuel med bogen Barcelonisno – klubånd, kaos og livet efter Lionel Messi, analyserer situationen i Catalonien.
Gæld på over en milliard euro og alligevel nye signing?
”Alt er muligt. Alle store spillere vil overveje at spille for Barcelona, og vi vil fortsat være en reference på transfermarkedet.”
Ordene tilhører Joan Laporta, præsident for FC Barcelona, og de faldt i forbindelse med præsentationen af Ferran Torres, som de for nyligt hentede for et beløb vurderet til at være omtrent 55 millioner euro. En ganske fin pris for en ung, spansk landsholdsspiller, men hvordan i alverden kan Barcelona overhovedet have råd til at bruge den slags penge?
Det er ikke længe siden, at de meldte ud, at der var en anslået gæld på 1.200 millioner euro, de er røget ud af Champions League og glipper en betragtelig indtægt, Corona sætter også en stopper for kampdagsindtægter, ligesom det var dårlig økonomi, der ultimativt ledte til Lionel Messis farvel denne sommer.
Så det er kun rimeligt, hvis der sidder nogen og spørger sig selv, hvad der er sket de seneste knap seks måneder, der gør, at Barcelona lige pludselig igen har penge at handle for. For spørgsmålet er, om der reelt set er sket det store.
Profiler som Gerard Piqué, Sergi Roberto, Sergio Busquets og Jordi Alba er godt nok alle gået ned i løn. Samuel Umtiti har netop gjort det samme, og man har skilt sig af med Philippe Coutinho, så der er blevet frigivet lønkroner, men det er langt fra nok til, at alle problemer er ude af verden.
I sommer gik omtrent 95 af klubbens samlede udgifter til løn, og dermed langt over de 70 procent som La Liga regler tillader. De er siden blevet bragt ned på omtrent 85 procent, men det betyder også, at for hver fjerde krone der frigives, må Barcelona kun bruge en krone på lønninger.
Sergio Agueros kontraktophævelse har frigjort yderligere penge, men de er gået til at registrere Dani Alves, og af samme grund har Barcelona indtil mandag i denne uge ikke kunne registrere Ferran Torres. Det har de så nu, efter Samuel Umtiti har indvilliget i en kontraktforlængelse frem til 2026 til en stærkt nedsat løn. Det har franskmanden gjort, fordi Barcelona ifølge flere spanske medier har fået tilføjet til kontrakten, at kan forlade klubben gratis i 2023.
Og i Ferran Torres’ tilfælde er kontrakten skruet sådan sammen, at han i denne sæson ikke tjener det store, for dernæst, når økonomien forhåbentlig er i bedring, så kan sætte lidt flere euro ind på bankkontoen.
At gentage et nødvendigt mønster
Da Josep Bartomeu var præsident i klubben, blev han beskyldt for at foretage kreativ bogføring. Han solgte Artur til Juventus for 72 millioner euro, der blev bogført her og nu, mens de 60 millioner euro som man betale for Miralem Pjanić først blev bogført i næste regnskabsår. Således kunne man lukke det indeværende regnskabsår uden at gå i minus. Men sådan en metode er en lappeløsning, og det svarer lidt til at pisse i bukserne på en kold dag. Det giver kun varme i en kort periode.
I Spanien sagde man tidligere, at Barcelona pissede parfume, da de var klubben, der altid gjorde alt efter bogen, men de senere år lugter deres tis mindst ligeså meget som alle andres.
Joan Laporta er ikke langt fra at kopiere sin forgængers metoder, når det kommer til kreativ økonomi. Et stort lån fra Goldman Sachs har givet lidt økonomisk råderum, ligesom de nyindgåede kontrakter har gjort det, men lånet skal betales tilbage, og spillerne skal også have en højere løn, når de kommer længere hen i kontraktperioderne. Og med tanke på at man endelig er blevet enige om det storstilede stadionprojekt, der skal renovere Camp Nou til en pris på 1.500 millioner euro, så har Barcelona nok af udgifter at forholde sig til i fremtiden.
Så hvorfor overhovedet hente Ferran Torres til 55 millioner? Hvorfor holde møder med agenten Mino Raiola om Erling Haaland, og hvorfor udtale, at Barcelona igen kan hente alle de store stjerner?
Fordi det er nødvendigt. Lionel Messi er der ikke længere som en faktor i forhold til at tiltrække nogle af verden største spillere, og hvis ikke Barcelona igen etablerer sig som en magtfaktor i spansk og europæisk fodbold, så vil deres stolte historie ikke alene kunne fungere som trækplaster. Barcelona har brug for at opretholde illusionen om, at alle store spillere gerne vil til Cataloniens hovedstad. Et møde med Raiola, der meget belejligt blev lækket til pressen, kostede ingen penge men gav værdi og tiltro til ledelsen. Tænk sig, hvis Barcelona kunne hente en af verdens allermest jagede spillere…
Jeg påstår ikke, at der ikke er noget om interessen, og Joan Laporta kommer til at gøre alt, hvad han kan for at finde eurosedler rundt om i butikken for at strikke en lønpakke sammen, der kan overbevise nordmanden, men det er mere realistisk, at Haaland vælger en anden destination.
Det lever Laporta nok også med, for det vil ikke være første gang, at han i givet fald må tage til takke med at være andenvælger. Da han første gang blev præsident i klubben, lovede han, at David Beckham kom til klubben, men englænderen valgte som bekendt Real Madrid i stedet, og så måtte Barcelona ”nøjes” med Ronaldinho.
I sin første præsidentperiode arbejdede Laportas bestyrelse med den ”dydige cirkel”. Et begreb og en tanke der gik ud på at bruge flere penge på bedre spillere, skabe et bedre hold, der ville blive mere populært og derved kunne skabe en større omsætning. Det er fint, at flere unge spillere griber chancen og etablerer sig på førsteholdet. Det går i tråd med tankegangen i klubben, men de skal flankeres af stjerner. Billetsælgere.
I dette efterår har Camp Nou været under halvfyldt til vigtige kampe mod Valencia og Dynamo Kiev, og det på et tidspunkt hvor der ingen coronarestriktioner var.
Fodbold er historiefortælling, og med ankomsten af Xavi er krise vendt til optimisme. Nu skal nye spillere og særlig snak om nye spillere være med til at forlænge den optimisme, og derfor kommer Barcelona til at være en aktiv spiller på transfermarkedet i de næste måneder trods en enorm gæld. De har ganske enkelt ikke råd til at lade være.
Skriv første kommentar