18+ | Spil ansvarligt! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Kommercielt indhold | Alle links der indeholder symbolet * er reklamelinks.

Lisberg: Må man beskylde en dommer for matchfixing?

Jude Bellingham er havnet i et stormvejr efter sine udtalelser om dommer Felix Zwayer. Værst er dog alligevel Dortmunds håndtering af situationen, der kaster dystre skygger.

”Du giver en dommer, der tidligere har været involveret i matchfixing, lov til at dømme den største kamp i Tyskland. Hvad forventer du?”

Med disse ord over for norsk tv skabte Jude Bellingham endnu mere drama, efter en kamp der ellers havde nok dramatik at byde på, da Bayern München lørdag slog Dortmund med 3-2 i en af denne sæsons mest seværdige kampe på tværs af alle ligaer.

Selve kampen fylder bare uendelig lidt her et par dage efter. For med den udtalelse krydsede Jude Bellingham alle tænkelige streger, hvad angår det, man som fodboldspiller kan tillade sig at sige om en dommer. Ja, hvad man som person kan sige om et andet menneske.

Jeg har set, at folk tolker udtalelsen lidt forskelligt, men for mig er der ingen tvivl. Med den sidste del af sætningen insinuerer Bellingham klart matchfixing. Den første del er rigtig nok faktuelt, da Felix Zwayer tidligere er dømt for at have taget imod bestikkelse i den store tyske korruptionsskandale fra 2004, men når det bruges hjemlen til den sidste del, så har vi et kæmpe problem.

Det skal jeg nok lige vende tilbage til, men lad os først tage et blik på baggrunden for den unge englænders kommentar. Han mente, at dommer Felix Zwayer havde overset to straffespark til Dortmund, mens Bayerns straffespark et kvarter før tid også var i den tvivlsomme ende.

Selve dommerkendelserne vil jeg ikke komme ind på her. Dem har andre mere forstand på. Men jeg vil gå så langt som til at sige, at de bestemt ikke faldt ud til Dortmunds fordel, og at jeg til fulde forstår de efterfølgende frustrationer over at have tabt en meget jævnbyrdig kamp.

Mit tilhørsforhold i fodboldverden er også sort-gult. Det tror jeg ikke er nogen hemmelighed, og jeg skal ikke forsøge at skjule det her. Jeg kunne som fan også mærke en frustration over det, jeg var vidne til. Som spiller er den umiddelbare frustration mangedobbelt. Jude Bellingham er 18 år, meget umiddelbar og spiller med følelserne på trøjen. Det er fedt at se, noget man kan identificere sig med, men lørdag aften gik det for vidt.

For vi må simpelthen ikke tillade at anklage en dommer, en person på den måde, uanset hvor kritisabel man så finder hans indsats. Heller ikke selvom Felix Zwayer tidligere er dømt for matchfixing og af en eller anden årsag er sluppet med en næsten ubetydelig straf.

Jude Bellingham er havnet i stormvejr, efter sine kommentarer i kølvandet på Dortmund – Bayern München i lørdags. Foto: Bildbyrån


Den dystre fortid

Den 19. november 2011 skulle Babak Rafati havde dømt en kamp i Bundesligaen mellem Köln og Mainz. Den kamp måtte aflyses, da Babak Rafati ikke dukkede op til kampen. Han blev i stedet fundet på sit hotelværelse i badekarret, hvor han havde forsøgt at skære sine pulsårer op. En depression var årsagen.

Han overlevede heldigvis, og han har senere fortalt om tiden op til selvmordsforsøget. Det var ikke det, at publikum råbte af ham på stadion, eller at medier kaldte ham den dårligste dommer i ligaen, der havde forårsaget depressionen, men snarere det, at han ikke mærkede støtte fra sit forbund. At han ikke følte sig beskyttet. At andre dommerkollegaer var efter ham, når de mødtes på seminarer, fordi de synes, han havde for mange fejlkendelser.

I dag forsøger Babak Rafati at hjælpe andre mennesker med depression, herunder flere tidligere dommerkollegaer, og i et interview med Spiegel for et par år tilbage, fortalte han, hvordan flere dommere havde henvendt sig til ham med depression og angst, grundet det enorme pres de er udsat for.

På et fodboldstadion gælder andre spilleregler, og det at lægge pres på en dommer i løbet af en kamp er en naturlig del af spillet. Efter en kamp skal spillere også have lov til at rase ud og sige, at de er utilfredse med en kendelse eller to, udne det skal have konsekvenser, men Jude Bellingham angreb personen Felix Zwayer og anklagede ham indirekte for at have begået noget kriminelt.

Det skal have konsekvenser, og får det nok også, da både DFB og nu også det lokale politi i Dortmund har åbnet en sag.

Som tidligere nævnt er Jude Bellingham 18 år gammel, og han har lige spillet en af sine største kampe i sin stadig korte karriere, hvor han har følt sig uretfærdigt behandlet. Jeg vil ikke forsvare hans udsagn, men jeg forstår godt, hvor vreden kommer fra. Hvad jeg dog ikke forstår er Dortmunds ageren efterfølgende.

Både sportsdirektør Michael Zorc og præsident Hans-Joachim Watzke havde alle muligheder for at gøre det korrekte dagen derpå, da de skulle forholde sig til Bellinghams kommentarer. Pulsen var nede igen, og de måtte da også kunne se, at sådanne anklager ingen berettigelse havde. Det havde været så let at glatte ud. Fortælle, at Bellingham have trådt over stregen, men at man skulle huske på, at han var ung og med adrenalinen pumpende i kroppen kort efter slutfløjtet. Men hvad gjorde de?

”Jude fornærmer ikke nogen, men udlægger bare fakta. Jeg tror ikke, det resulterer i nogen konsekvenser for ham,” lød det fra Watzke, mens Zorc kun var gradvist bedre, da han trods alt mente, at Jude Bellingham nok ikke behøvede at sige det, han gjorde, men at klubben i øvrigt stod bag ham, og at han heller ikke så nogen problemer.

Ingen problemer? Jamen, forstår Dortmund da slet ikke, hvilken farlig sti man bevæger sig nedad, hvis det ligefrem skal danne præcedens at spillere må insinuere matchfixing efter en kamp, uden det skal have konsekvenser? Fodbolddommere er voldsomt udsatte, og det er også klubbernes ansvar at være med til at beskytte dem, så de ikke havner i et mørkt hul, som Babak Rafati gjorde det. Samme

Selvfølgelig skal Dortmund også beskytte sin spiller, men det kunne de sagtens have gjort uden på den måde at stille sig blindt ved siden af ham, og det havde da også pyntet, hvis Bellingham selv havde indset, at han var gået for vidt og havde sendt en undskyldning af sted.

Men det gjorde han ikke, og Dortmund gjorde kun lørdagens episode værre med deres ageren. Bellingham bliver formentlig straffet enten økonomisk eller med karantæne, men skaden er desværre allerede sket. Dortmund har bare ikke indset det endnu, og det er sådan set det mest bekymrende.

1 kommentar

  1. Hvad synes du: Fortjener Jude Bellingham en straf for sine kommentarer om dommeren i kølvandet på Dortmund – Bayern München?

    Stem HER.

Skriv et svar