18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Lisbergs Blog: Jonas Wind bliver ulv og skifter til en folkevogn i modvind

FCK har sendt den danske landsholdsangriber til Wolfsburg, hvor nedrykningskamp og Champions League ofte går hånd i hånd. Så hvad er fremtidsudsigterne for Jonas Wind i det tyske?

Foto: Bildbyrån
Foto: Bildbyrån

Fra Løve til Ulv

Et skifte til udlandet har længe ligget i kortene for Jonas Wind. Så længe, at det var tenderende til underligt, at det først skete nu. I sig selv er det også lidt pudsigt, at Jonas Wind nu går fra at være løve til at blive ulv hos die Wolfe og Wolfsburg, og generelt er det en pudsig klub, han er kommet til. For selvom byen er blevet kaldt Truman-agtig med reference til Jim Carrey-filmen ”The Truman Show”, hvor alt er falsk og opstillet, så er klubben bestemt ikke kedelig.

Mester i 2009. Nummer 15 i 2011. En andenplads og pokalvinder i 2015. Champions League kvartfinale i 2016. Relegationskampe i 2017 og 2018. En fjerdeplads og adgang til Champions League i seneste sæson, mens de nu med 14 kampe tilbage af indeværende sæson kun har to point ned til stregen og blot har samlet to point sammen i de seneste ni kampe.


Kan Jonas Wind blive den største danske succes i Wolfsburg?

Wolfsburg er skabt af pengene fra Volkswagen og skabt til et liv i overhalingsbanen. Det er derfor, at de denne vinter trods sportslig krise stadig kan bruge over hundrede millioner danske kroner på at hente Jonas Wind, ligesom man også har hentet den flamboyante og Nutella-glade, men fodboldhistorieløse Max Kruse til klubben for anden gang. Sidst han var i klubben, var det en kæmpe fadæse, men det er en anden historie.

For i disse linjer skal det handle om Jonas Wind og hans chancer for at få succes i en klub, hvor danskere de seneste par gange har haft det svært. For siden succeshistorier med Claus Thomsen og Thomas Rytter, vil ingen af de tre seneste danske spillere kigge tilbage på tiden i Wolfsburg som videre vellykket. Nicklas Bendtner sikrede godt nok klubben en Super Cup titel i en finale mod Bayern München, men blev stemplet som en stor og dyr fiasko. Meget bedre gik det ikke for hverken Simon Kjær eller Thomas Kahlenberg, der under Felix Magath ikke kun løftede medicinbolde, men også mønstrede den måske mest mærkværdige konstellation i Bundesligaens historie, da de i et par kampe sammen spillede på den defensive midtbane.

Men det var dengang, tænker du nok, så hvorfor bruge så lang tid på at forstå Wolfsburg som klub? Fordi det er det eneste, det for alvor giver mening at fokusere på i øjeblikket. Katastrofekursen, der allerede har kostet Mark van Bommel jobbet, ser kun ud til at fortsætte. Den kan meget snart føre til en fyreseddel til Florian Kohfeldt, der i øjeblikket varetager jobbet i Wolfsburg, men som er godt på vej til for andet år i træk at føre en klub ned i den næstbedste række, efter Werder Bremen sidste år måtte lade livet.

Af samme grund kan det også godt overraske lidt, når Jonas Wind til klubbens hjemmeside fortalte, at valget faldt på Wolfsburg, ”fordi de virkelig ville mig.” Hvem ville ham? Kohfeldt? Altså, hvor meget tror klubben reelt på en træner, der i 14 kampe har et pointsnit på 0,79? Jeg tillader mig hvert fald at være skeptisk. Klubben ville Jonas Wind, men de virker altså ikke selv til at vide, hvad de ville.

For man skal lede langt efter den røde tråd, hvis man skal forstå skiftet fra først Oliver Glasner i sidste sæson, der kørte en stram struktur og indlæg ind i feltet, til Mark Van Bommel og siden Florian Kohfeldt, der i langt højere grad vil have bolden og spille sig frem til chancerne med masser af pasninger.

Det må formodes at være derfor, at man har sendt topscorer Wout Weghorst til Burnley og Daniel Ginczek til Fortuna Düsseldorf og erstattet dem med Max Kruse og Jonas Wind. Mindre fysik, men mere bevægelse. Særligt i omstillingerne.

Uanset om det fremadrettet bliver med Kohfeldt på sidelinjen, må vi gå ud fra, at Wolfsburg er godt i gang med at skifte spillestil. Identitet, som det vel rettelig hedder. Og her spiller Jonas Wind en rolle.

I første omgang er han dog bagud på point, da han ikke har spillet kampe siden den 9. december og først skal vænne sig til tysk fodbold. Og selvom Max Kruse ikke var en succes i sin første periode i klubben, så bliver han nu genforenet med den træner, der i Bremen gjorde ham til omdrejningspunkt og anfører. Oftest som 10’eren men også helt på toppen.

Så selvom Jonas Winds pris med diverse klausuler meget vel komme et godt stykke over de magiske 100 millioner kroner, så er han ikke garanteret en startplads på et hold, der også råder over spillere som Maximillian Philipp, Lukas Nmecha, Luca Waldschmidt og for den sags skyld også Dodi Lukebakio, der godt nok har sit udgangspunkt på kanten, men som også kan gøre sig på toppen.

Dodi Lukebakio er kun i klubben på leje, og Lukas Nmecha er ude med en skade, så Wind skal nok få sine indhop indtil kampformen er til mere, men jeg nægter simpelthen at tro på, at han decideret er scoutet til at være profil i Wolfsburg. For sådan fungerer klubben ikke.

Diego Klimowicz, Grafite, Edin Dzeko, Mario Mandzukic, Bas Dost, Mario Gomez, Wout Weghorst. Det er lidt af et selskab, som Jonas Wind nu bliver en del af, for det eneste konstante ved Wolfsburgs flirt med Champions League og nedrykning har været, at de altid har haft en spiller, der kunne lave mål. Måske Jonas Wind kan blive den næste i rækken, hvis ellers Wolfsburg en dag finder ud af, hvad de skal bruge ham til.


Læs også Lisbergs blog om Wass’ skifte til Atletico Madrid

Skriv første kommentar

Skriv et svar