18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Lisbergs blog: Hvem er verdens bedste angriber?

Lukaku, Haaland, Ronaldo, Lewandowski eller Benzema. Der er en overflod af store angribere i europæisk fodbold, men hvem er verdens bedste?

Foto: Bildbyrån

Efteråret har meldt sin ankomst, og dermed er det inden længe tid til at uddele de individuelle priser for kalenderåret 2021. Priser der som regel går til de offensive spillere, og lige nu er vi begunstiget af uge efter uge at kunne se dem folde sig ud i de nationale ligaer, Champions League og på landsholdet. Men hvem er egentlig verdens bedste angriber lige nu?

For en god ordens skyld er der set bort fra de spillere, der har et udgangspunkt på kanten eller i en mere hængende rolle, hvor eksempelvis Lionel Messi, Neymar, Mohamed Salah med flere ikke er i betragtning.


Robert Lewandowski

10 kampe, 14 mål

Polakken er begunstiget af at spille på et hold, der scorer mange mål, men lige nu og her er der ingen bedre angriber derude, og det har der ikke været længe.

Havde uden tvivl vundet Ballon d’Or, var den blevet uddelt i 2020, og han er også blandt favoritterne i år.

Slog Gerd Müllers rekord i sidste sæson med 41 sæsonmål, og han er blot fortsat i samme stil i år, hvor han har scoret, hver eneste gang han har været på banen. Der er angribere på denne liste, der er hurtigere end ham, mere fysisk stærke, bedre teknisk, men ingen er mere komplet end Lewandowski, der både som spilstation, og afslutter hele tiden ser ud til at bygge på. Giv ham bolden i dybden, i fødderne, i hovedet, og det bliver farligt. Verdens bedste angriber.


Romelu Lukaku

7 kampe, 7 mål

Tredje gang, lykkens gang. Romelu Lukaku er igen tilbage på Stamford Bridge, og han har aldrig været bedre. Han har givet et allerede godt Chelsea-hold, det de manglede i sidste sæson. En målscorer. Han scorer ikke ligeså mange mål som hverken Lewandowski eller for den sags skyld Haaland, men han spiller også for et hold, der ikke kreerer lige så mange chancer, og han har en lidt anden rolle end de to førnævnte. Han er fortsat kun 28 år gammel, men har efterhånden været med i en evighed, siden han som 16-årig brød igennem i Anderlecht. For Belgien har han scoret 50 mål i sine seneste 50 landskampe, og han er næsten umulig at holde nede med sin voldsomme fysik. Han vinder formentlig aldrig den gyldne støvle, som europæisk fodbolds mest scorende angriber, og her på listen må han også nøjes med en flot andenplads.


Erling Haaland

11 kampe, 16 mål

Har du endnu ikke set Haaland mål til 4-2 mod Union Berlin, så er du gået glip af noget ganske særligt. En lang bold på ydersiden af en back. Det er sådan set ikke en chance, men han kommer først på bolden, får skubbet sin modstander væk uden at miste orienteringen, ser målmanden er langt ude, og flugter så vandretliggende bolden i en stor, blød bue over i det lange hjørne. Erling Haaland bliver bedre fra kamp til kamp, så det er næsten uhyggeligt at tænke på, hvor god han kan blive. Er på det seneste også begyndt at score mål på hovedet, hans pasningsspil er blevet bedre, og så har han den sammen ærgerrighed, som særligt Ronaldo har levet godt af i mange år.

Rent teknisk er der stadig lidt at forbedre, men Erling Haaland er en af verdens tre bedste angribere lige nu.


Karim Benzema

9 kampe, 6 mål

”Jeg er en nummer ni, men en sjæl som nummer 10.” Benzema skulle godt et halvt år efter salget af Ronaldo forsøge at forklare sin rolle på Real Madrids hold. På det tidspunkt var han stadig en ofte upopulær figur blandt fansene, og mange havde svært ved at se ham som den store målscorer. Sæsonen inden havde han blot scoret fem mål, men Benzema er for alvor trådt ud af portugiserens skygge og ud i lyset. Officielt er Marcelo anfører for Real Madrid, men det er Benzema, der er den sande leder på det hold, hvor han har lagt fra land med seks mål i de første fem liga kampe. På landsholdet scorede han ikke i de tre kampe i september, og derfor er han også uden for top 3, men han er den mest vandrende af spillerne på listen her, og han skal i høj grad også bedømmes på den plads, han skaber til sine medspillere, ligesom fem assists i La Liga også fortæller historien om den måske mest uselviske af spillerne på listen.


Kylian Mbappé

8 kampe, 4 mål

Det blev ikke til et skifte til Real Madrid for Mbappé, der så må ”nøjes” med at blive iscenesat af Neymar, Messi og Di Maria i denne sæson. Mens Messi stadig kæmper lidt med at finde sig til rette i den franske hovedstad, så har Mbappé blot fortsat med at levere. Målsnittet kunne sagtens være højere, men han leverer også en del oplæg, og han skaber noget på egen hånd, med sin fart og sin teknik, hvorfor han lige præcis får en plads i top 5. Et skidt EM sidder stadig friskt i erindringen, og derfor er han her og nu ikke placeret længere oppe på listen.


Cristiano Ronaldo

5 kampe, 6 mål

Blev for nyligt den mest scorende landsholdsspiller nogensinde og har i sine første tre kampe for Manchester United scoret fire mål.

En målscorer uden lige, der har vist sit værd igen og igen, og han er den eneste nogensinde til at blive topscorer i tre af de store europæiske ligaer.

Fortællingen om Ronaldo er god, og det er imponerende, at han med sine 36 år fortsat kan være en profil og en af verdens bedste angribere, men selvom han stadig står knivskarpt, så har han mistet lidt procenter hist og her. Hans udvikling fra kreativ kantspiller til kynisk boksspiller er fascinerende, men det er heller ikke meget, han bidrager med i forhold til assists, skal vi finde lidt kritik af portugiseren.


Ciro Immobile

7 kampe, 5 mål

Går lidt under radaren, når vi taler store angribere i verden. Måske fordi han ikke har kunne slå igennem uden for Italien og modsat de andre spillere optræder for et hold, der sjældent spiller med i Champions League. Men Immobile er en målscorer af natur, der har den der udefinerbare målnæse. Han har en aggressivitet og opportunisme over sit spil, men han mangler fortsat at levere på den største scene, hvis han ligefrem skal op og kalde sig verdens bedste angriber.


Harry Kane

9 kampe, 5 mål

Ville under normale omstændigheder være placeret højere oppe, men det har indtil videre ikke været Kanes sæson. Har endnu ikke scoret i Premier League, men scorede i alle Englands tre landskampe i september og kom også på tavlen med to mål i kvalifikationen til Conference League. Har lidt det samme som Benzema i forhold til at søge dybt ned, og er af og til en offensiv playmaker, der er utrolig komplet, men måske det er det manglende skifte til Manchester City, der foreløbig har sat en stopper for hans mål. Skal nok ramme formen igen, men han er et stykke fra de andre lige p.t.


Lautaro Martínez

6 kampe, 5 mål

Er efterhånden blevet 24 år, men har de seneste par år stået i skyggen af andre store stjerner. På det argentinske landshold er det som oftest Lionel Messi, der har taget overskrifterne, mens det særligt var Lukaku, der førte Inter til mesterskab i sidste sæson. Nu er det så Lautaro Martínez’ tur. En utrolig dygtig afslutter, men hvis styrke er at søge ned i banen og vende på sin modspiller for så at skabe overtal. Han den frækhed en sydamerikaner skal have, og det overblik en 10’er behøver, men skal han helt op blandt de bedste, skal han ganske enkelt score flere mål.



Hvem synes du, er den bedste angriber lige nu? Stem her:

1 Kommentar

Skriv et svar

  1. SpilXperten

    Nicolai Lisberg sætter fokus på verdens skarpeste angribere i en ny blog. 🙂

    God fornøjelse!