18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Lisbergs blog: Farvel til 2021 – Det smukke og det grimme spil

Super League, Christian Eriksen, corona, eventyrlig dansk sommer, Qatar, Messis farvel til Barcelona og tvivlsomme ejerskaber. 2021 blev året, vi aldrig glemmer.

Giorgio Marchetti ved en Champions League lodtrækning. Foto: Bildbyrån

Fadæsen ved Champions League lodtrækningen

Giorgio Marchetti. Den sølvgrå italiener med Claudio Ranieri frisuren og den klassiske brille blev lidt ufrivilligt billedet på fodboldåret 2021. Det var ikke hans skyld, at det kiksede i UEFA’s lodtrækning, da der skulle trækkes lod til 1/8-finalerne, men man kunne se den ellers altid rolige, velovervejede Marchetti næsten krakelere for åben skærm, da det gik op for ham, at der var sket en fejl.

Selve fejlen vender jeg tilbage til senere. Men var det egentlig ikke meget passende, at den skete? Ja, Real Madrid er utilfredse med, at de nu skal møde PSG i stedet for Benfica, men det var jo altid en ugyldig lodtrækning, så hvor utilfredse har de i realiteten ret til at være?

Nu skete der en fejl, systemet blev menneskeligt, og fans verden over fik et lille grin på bekostning af en stor organisation i et år, hvor fodboldforbund, klubber og fans har været på sjælden stor kollisionskurs.

Den ikke så (Super) League

2021 vil blive husket for mange ting, og særligt den 18. april vil for altid have en plads i fodboldens historiebøger. For her offentliggjorde 12 af de største klubber, på hvad der i øvrigt lignede en meget hurtig opsat hjemmeside i WordPress, at de var gået sammen om at danne en europæisk Super League. En liga for de største, der ville forblive de største. Tænk sig, den forfærdelighed det ville være, skulle fodbold blive uforudsigeligt.


“Det hele stank af grådighed for nogle klubber, der havde mistet den sidste snert af relation til sine fans”


Der var dog ikke meget super over den idé, for omtrent 48 timer efter, var den igen begravet. Barcelona, Real Madrid og Juventus holder godt nok fortsat fast i tanken om en ny liga med det ene mere tåkrummende argument efter det andet. Værst var alligevel Florentino Pérez, der beklagede sig over, at klubberne ikke kunne være med rent økonomisk, hvis ikke de fik en garanteret økonomisk indsprøjtning hvert år. Samme Pérez, der denne sommer havde mulighed for at sende et tilbud af sted til PSG på op imod 180 millioner euro for Kylian Mbappé, som de nu kan hente gratis til sommer. Det er hårdt at være rig. Og når Barcelona trods en anslået gæld på 1,5 milliarder euro alligevel kan bruge 55 millioner på at hente Ferran Torres i Manchester City, så var det også svært for alvor at finde sympati for deres sag trods en historisk krise.

Det hele stank af grådighed for nogle klubber, der havde mistet den sidste snert af relation til sine fans, og det var så grelt, at UEFA på et tidspunkt fremstod, om ikke som the good guys, så i hvert fald de mindst slemme.

Foto: Bildbyrån

En sommer for alle følelser

Det tog dog ikke lang tid, før der igen var styr på rollefordelingen, og UEFA var tilbage i rollen som skurk. Selvforskyldt skurk. For det var ikke kønt, og med Kasper Hjulmands ord ”tenderende et overgreb”, da Danmark blev presset ud i enten af genoptage kampen mod Finland samme dag eller spille færdigt dagen efter.

Et umenneskeligt valg efter det der skete i slutningen af første halvleg af Danmarks åbningskamp mod Finland. Billederne af Christian Eriksen der faldt til jorden behøves ikke beskrives her, for de vil for altid sidde klistret fast på nethinden hos de mange mennesker, der var på stadion eller så kampen i fjernsynet.

På et øjeblik blev EM-fest og optimisme oven på et år med restriktioner og begrænsning forvandlet til dyb fortvivlelse, sorg og uforståelighed. I de minutter var alt ligegyldigt. En nation, en verden holdt vejret, og at det endte lykkeligt, var den største sejr for fodbolden i hele 2021.

Den dag virkede en magisk dansk sommer langt væk. Men det blev det. Måske endda forstærket grundet de tragiske omstændigheder. En nation rykkede sammen, holdt sammen og fejrede sammen, i takt med at gode resultater, glæde og taknemmelighed langsomt helede et dansk nationaltraume.

Foto: Bildbyrån

Det var ikke det, at Danmark kom i semifinalen, der var noget særligt. Det var oplevelsen af det at være dansk. Festerne på stadion og rundt om i landet der gjorde de uger i juni og juli til en del af nyere dansk (fodbold)historie. Vi blev alle den del af noget større.

Sommeren 2021 blev også et billede på fans og deres betydning for fodbold på godt og ondt. Efter et forår med restriktioner på stadioner over hele Europa så vi igen endelig fyldte tribuner. Vi blev mindet om, at fodbold kun betyder noget, hvis der er nogen, der giver det mening.

Billederne af finske og danske fans der sammen råbte og animerede Christian Eriksen, mens vi ventede på nyt om han stilstand stod tilbage som noget ganske særligt, ligesom nationalsangen og pausen i det tiende minut i kampen mod Belgien stadig fremkalder kuldegysninger, som disse linjer skrives, og billederne passerer på nethinden. Det var smukt, for det var det, fodbold, sport måske endda livet handler om. Relationer. Glæde. Respekt.

Men intet er varigt, og således heller ikke gode fanoplevelser. For der var langt fra billederne i begyndelsen af juni og til den 11. juli, hvor verden kunne se på, hvordan engelske fans tromlede sig vej ind på Wembley i nogle forfærdelige scener, der sagtens kunne have kostet menneskeliv. Den dag var fodbolden uendeligt langt fra at komme hjem.

Desværre blev de optøjer en form for startskud på, hvad der var i vente i efteråret, hvor fanproblemer og episoder med vold næsten hele Europa rundt, men i særdeleshed i Frankrig, tog overskrifter. Var det virkelig måden at glæde sig over, at fans igen kunne komme på stadion? Var vi ikke blevet klogere?

Hvabehar – VM i Qatar

Men inden sommer blev til efterår, nåede vi også at opleve et af de mest epokegørende transfervinduer nogensinde. For efter en forholdsvis rolig start på vinduet stak det hele af i nogle hektiske uger, der kulminerede med Lionel Messis afsked fra Barcelona.

Tårevædet stod den lille argentiner og takkede af i den klub, han var kommet til som 13-årig, som han havde vundet alt med, og som han nu måtte væk fra. Ikke fordi han ønskede det, ikke fordi Barcelona ønskede, det, men fordi der ikke var penge til at indgå en ny aftale.

Han virkede nærmest utrøstelig, som han stod der og sagde farvel og på gensyn, men et par dage senere var tårer blevet til smil, da han blev præsenteret i Paris. Franskmændene hentede anføreren fra Holland, fra Barcelona, fra Real Madrid samt EM’s bedste spiller på frie transfers og rykkede ved fodboldens fødekæde. Med Qatar i ryggen tog de et nyt skridt frem i den fodboldkamp, der efterhånden har udviklet sig til en kamp mellem stater. For senere på året lykkedes det så endelig for Saudi Arabien – undskyld, en investeringsfond, der kontrolleres af den saudiarabiske kronprins (der er forskel, har jeg ladet mig fortælle), at overtage Newcastle, der i et og samme nu blev den absolut rigeste fodboldklub, eller i hvert fald den klub med de rigeste ejere.

Farvel og tak til forhadte Mike Ashley, og så kunne fansene ellers juble over, at endnu en udemokratisk stat med meget lidt til overs for menneskerettigheder havde gjort sit indtog i en fodboldverden, hvor VM i Qatar rykker nærmere og nærmere, uden at det for alvor ændrer noget. Ideen om et boykot fra nogle af landene tror ingen for alvor længere på, her knap et år før det hele går løs. Nogle har kaldt VM i Qatar for enden på fodbold. Det er desværre  snarere begyndelsen, hvor penge styrer mere end nogensinde før. Fans kan stimle sammen og bremse udviklingen, som vi så i april, men de kan næppe stoppe den.

Foto: Bildbyrån

Og her står vi så. På tærsklen af et farvel til 2021, der for altid vil stå lysende klart i særligt den danske, men også den internationale fodboldhistorie. En historie som Giorgio Marchetti sikkert gerne havde været foruden at blive en del af, da der var fejl med de klassiske bolde i kuglerne, og Manchester United og Villarreal lige pludselig blev trukket op, selvom de havde været i gruppe sammen.

Men UEFA og Giorgio Marchetti fik sit eget lille kapitel i et år, hvor hans forgænger Gianni Infantino for alvor luftede sine ideer om VM hvert andet år, mens han tilbage i foråret stolt proklamerede, at ”Vi vil se det bedste VM nogensinde i Qatar”. Åh, hvor man dog ville ønske, at det var det, der havde været en fejl.

Mod på en blog mere?

Læs her Søren Sorgenfris blog om Newcastles kommende transfervindue.

Skriv et svar