18+ | Spil ansvarligt! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Kommercielt indhold | Alle links der indeholder symbolet * er reklamelinks.

Lisbergs blog: Efterårets hold i Europa

Vi er halvvejs igennem sæsonen i de fleste lande, men hvilke 11 spillere har gjort sig fortjent til en plads på efterårets hold i 2021 på tværs af alle ligaer? Det forsøger Nicolai Lisberg at fastsætte i sin seneste blog her.

Foto: Bildbyrån

Ingen Messi eller Ronaldo

Når denne form for hold har skulle udformes, har man næsten i blinde kunne placere både Cristiano Ronaldo og Lionel Messi på to af de offensive pladser, uden at nogen havde noget at indvende. Men ikke denne gang. De to superstjerner har begge leveret i Champions League, men på liganiveau har særligt Lionel Messi haft det svært, mens Cristiano Ronaldo heller ikke har kunne følge op på sin ellers eventyrlige start i Manchester United.

Så her kommer efterårets hold uden de 12-dobbelte Ballon d’Or vindere.

Der er skelet til præstationer i efteråret på både klub og landshold, så sommerens EM-slutrunde er IKKE regnet ind i ligningen. Desuden skal det med, at det har vægtet højere at fokusere på individuelle kvaliteter, hvorfor balancen på dette hold, skulle det en dag blive til virkelighed, nok ville have nogle udfordringer i denne lidt alternative 3-5-2-formation med kun en enkelt midterstopper.

Efterårets hold i følge Nicolai Lisberg

Målmand:

Thibaut Courtois, Real Madrid
Mendy og Donnarumma kunne duellere om prisen, havde det været hele 2021, men ingen af de to har ramt samme niveau i efteråret, som først på året. Det har Courtois til gengæld. Real Madrids bagerste mand er en af de absolut væsentligste årsager til, at hovedstadsklubben er på vej mod et sikkert spansk mesterskab. Flere store redninger sammenholdt med en utrolig ro giver ham en plads på holdet.

Forsvar:

Rúben Dias, Manchester City
Den klart sværeste position at besætte. Havde EM talt med som vurderingsgrundlag, kunne man have kigget mod et par ældre italienske herrer, men de er ikke inde i billedet her. Milan Skriniar, Antonio Rüdiger, Simon Kjær, Jules Koundé, inden han kastede med bolde, og måske endda Nico Schlotterbeck (jo, den er god nok) kunne have været gode bud, ligesom så mange andre. Jeg går dog med Rúben Dias. Han fører ganske givet ikke alverdens statistikker, men det er fornemmelsen af, at han næsten er Manchester Citys vigtigste spiller. Ikke siden Van Dijks absolutte storhedstid har jeg set en spiller, der på den måde definerer en defensiv.

Trent Alexander-Arnold, Liverpool
Man skal ikke nødvendigvis måle en spiller på, hvordan han når toppen, men om han formår at komme tilbage igen. Det har Trent Alexander-Arnold gjort. Han var på vej ud i kulden hos Southgate og leverede heller ikke kontinuerligt for Jürgen Klopps hold, men i dette efterår har det været TAA på det niveau, vi så for et par år tilbage. Otte oplæg er næstbedst af alle i Premier League.

João Cancelo, Manchester City
Portugals landstræner Fernando Santos kaldte ham for nyligt for verdens bedste back. Måske ikke så overraskende nationaliteten på de to personer taget i betragtning. Men derfor kan udtalelsen jo godt være sand, eller der kan i hvert fald godt være noget om snakken. Cancelo har ikke samme imponerende tal i forhold til særligt oplæg som Trent Alexander-Arnold, men han har stadig været bedre end nogle andre venstre backs derude, så derfor får han en plads her, selvom det betyder lidt en skævvridning i formationen.

Midtbane:

Rodri, Manchester City
”Det der er vigtigt for en defensiv midt er altid at være stabil. 7, 8, 7, 8. Det er ikke rart at have en præstation til et 10-tal i en kamp og så til et 2 eller 3-tal i den næste kamp. Det kan gå an for kanter og angribere, men for en defensiv midt er det ikke godt.” Ordene er Guardiolas og møntet på Rodri. Spanieren er ikke den, der løber med de fleste overskrifter, men han er den, der altid leverer, ham der altid skaber balance og sikrer stabilitet på Europas måske bedst spillende hold i efteråret 2021.

Bernardo Silva, Manchester City
Det er ved at udvikle sig til en sand City-parade. Syv scoringer gør Silva til delt Manchester City-topscorer, og det er i sig selv rigtig pænt, men det er oplevelsen af at se portugiseren bevæge sig på en bane og binde et hold sammen, der for alvor gør, at han er med her. Han har som den eneste City-spiller nogensinde fået prisen som månedens spiller tre gange i træk, og både City og Guardiola må prise sig lykkelige for, at han ikke forlod klubben i sommer, som der ellers var rygter om.

Marcelo Brozovic, Inter
Skulle der være flere med fra Serie A? Det burde der måske nok. Napoli lagde fra land som lyn og torden, og Inter har leveret både nationalt og internationalt. De har samme pointantal som Real Madrid efter 19 kampe og er kun et enkelt efter Manchester City; to klubber der dominerer denne liste. Men det har været mere en holdpræstation, må mit forsvar lyde over for de Serie A fans, der her føler sig forbigået. Inter har et godt kollektiv, og måske det overskygger lidt de individuelle præstationer, men det må alligevel være på sin plads at fremhæve Brozovic. Flere vil nok se i retning af Hakan Calhanoglu, men påstanden herfra er, at det er Brozovic placeringsevne og blik for spillet, der blandt andet er med til at iscenesætte tyrkeren.

Mohamed Salah, Liverpool
Mange mente, han burde være placeret højere ved Ballon d’Or, men foråret var måske ikke hans bedste. I efteråret har han dog været formidabel, og i et par måneder var han også verdens bedste. Hans slalom-agtige driblinger og evne til på meget kort plads at sætte tre, fire mand, før han sparker bolden i nettet er uforlignelig. Flest mål og oplæg i Premier League. Meget mere er der vel egentlig ikke at sige.

Vinicius Junior, Real Madrid
Sikke en forvandling. Fra næsten ikke at kunne ramme målet til på den måde at blive en profil i La Liga og hele Europa. Begyndte faktisk sæsonen som indskifter, men efter mål i de første par kampe mod Alavés og Levante har han været fast mand. Blikket for spillet og kvaliteterne i driblingerne gør, at han er vanskelig at dække op, og når Real Madrid er i problemer, og der skal ske noget kreativt, så er det Vinicius, der nu søges. Et legebarn af den slags, der minder os om alt det muntre ved fodbolden.

Angriber:

Robert Lewandowski, Bayern München
Vandt ikke Ballon d’Or 2021, men han får selvfølgelig en plads på dette hold. Stadig verdens mest rendyrkede angriber, og selvom han får hård konkurrence fra en franskmand i Real Madrid, så er Robert Lewandowski på et helt andet niveau. Fører igen kampen om den gyldne støvle med 19 mål i 17 Bundesligakampe og har derudover nettet ni gange i Champions League. Bliver kun bedre med alderen.

Karim Benzema, Real Madrid
Har Karim Benzema nogensinde været bedre? 15 mål i La Liga og syv assists. Tallene er imponerende i sig selv, men det er måden, han scorer på og deltager i det opbyggende spil, der for alvor imponerer. For han er ganske enkelt Real Madrid. Afslutter, igangsætter, leder. Jeg synes faktisk ikke, at Real Madrid som hold har imponeret alverden i denne sæson, men de har nogle af spillets dygtigste individualister, og her er Benzema naturligvis en af dem.

Så her har vi holdet – Et offensivt et af slagsen

Læs også her Sorgenfris seneste blog

2 kommentarer

  1. Så er efterårets hold sat i følge Nicolai Lisberg.

    Tre portugisere og fire Manchester City spillere, spændende.

    Hvordan ser dit efterårets hold 2021 ud?

    Vi er sikre på Nicolai Lisberg er klar til at debattere et par pladser.

  2. Jeg kan da prøve at komme med mit bud.

    Mendy; Alexander-Arnold, Dias, T. Silva, Cancelo; Calhanoglu, Rodri, Jorginho; Salah, Lewandowski, Mbappe

Skriv et svar