18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Bayern jagter den ultimative rekord i Bundezzzzligaen

Vinder Bayern München lørdag aften ude mod Dortmund, vil de tage et stort skridt mod mesterskabet. I givet fald det tiende i træk og en europæisk rekord, der fortæller en del om sydtyskernes suverænitet, men endnu mere om det enorme problem, som Bundesligaen lider under.

Serge Gnabry og Bayern München kan vinde et tiende mesterskab i træk. Foto: Bildbyrån

Das Topspiel. Lørdagskampen klokken 18:30 har fået det tyske navn, der nok næppe behøver oversættelse. Det er det mest attraktive tv-slot i runden, og det er som regel her, hvor den største kamp finder sted. I sidste uge var det dog en kamp mellem Bayern München og Bielefeld, tyskerne kunne tune ind på klokken 18:30, og selvom Bielefeld denne gang er skiftet ud med Borussia Dortmund, så er spørgsmålet, om det reelt set er en topkamp,

Ja, der er kun et enkelt point mellem de to hold, og en sejr til de sort-gule sender dem derfor op på en førsteplads. Men er der for alvor nogen der tror på, at Dortmund kan udfordre Bayern i det lange løb? Er der overhovedet nogen klubber, der kan gøre det? Ikke bare i denne sæson, men i de næste mange år frem?

Da Bayern München under særligt Pep Guardiola begyndte at distancere de andre hold og afgøre mesterskaber i marts måned, var jeg fortrøstningsfuld. Bare rolig. Intet hold har nogensinde vundet Bundesligaen mere end tre år i træk, og selvom Bayern altid har været der, så har Dortmund, Werder Bremen, Stuttgart, Wolfsburg, Kaiserslautern og selv HSV fra tid til anden budt ind og har taget en titel eller tre. Det skulle selvfølgelig nok ske igen.

Ikke mindst fordi Bayern, troede jeg, ramte noget unikt de år. Pep Guardiola skulle ikke være træner i München for altid, og spillere som Philipp Lahm, Bastian Schweinsteiger, Arjen Robben og Franck Ribery blev jo også ældre. Dem kunne de vel ikke bare sådan erstatte…

I dag er jeg anderledes skeptisk. Ingen af de fem nævnte aktører er længere i klubben, og da Bayern München i 2020 satte et væld af rekorder og vandt rub og stub, var det i en sæson, vi var mange, der mente skulle være en genopbygningssæson efter afsked med flere profiler.

Leverer man tre titler, når man bygger op, hvad bliver det så ikke til, når man har bygget færdigt?

Så det at Manuel Neuer (35), Robert Lewandowski (33) og Thomas Müller (32) i løbet af få år skal erstattes bør heller ikke være det halmstrå, som konkurrenterne kan klynge sig til.


Bundezzzzliga

Ni mesterskaber på stribe er det blevet til for Bayern München, og skulle det blive til endnu et – og hvorfor skulle det i grunden ikke det – så vil de nå op på ti i træk. En ny europæisk rekord ser vi på de største ligaer. Juventus’ stime blev brudt i sidste sæson, da de måtte ”nøjes” med ni mesterskaber i træk, og det samme har tidligere været tilfældet for både Rangers og Celtic i det skotske.

Aktuelt set tilhører verdensrekorden for flest nationale mesterskaber i træk Tafea FC fra Vanuatu, der vandt 15 i træk fra 1994-2009, mens norske Rosenborge er på en delt fjerdeplads med sine 13 på stribe fra 1992-2004.

Alt får en ende, og en eller anden dag skal det også nok ske, at Bundesligaen får en anden mester end Bayern München, men lige nu og her er det bare svært at se. Et magtskifte kan som regel skyldes to ting. Det ene er et fald i niveau hos den regerende mester, det andet er en opblomstring hos den største udfordrer. Ingen af de to dele ser ud til at være til stede lige nu og her.

Dortmund, Leipzig og vel også Leverkusen er nok de tre bedste bud på en udfordrer på sigt. Leipzig, der solgte deres bedste spiller i Dayot Upamecano, deres anfører Marcel Sabitzer samt træner Julian Nagelsmann denne sommer til netop Bayern München. Leverkusen har tidligere tilbage i begyndelsen af 00’erne sendt Michael Ballack, Ze Roberto og Lucio til München på bagkant af en Champions finaleplads, og det samme skete for Dortmund, der kort efter en double og en Champions League finale kunne se først Mario Götze og siden Robert Lewandowski og Mats Hummels skifte til München.

Dette er ikke en kritik af Bayern. Tværtimod. Det er en ros for i gennem så mange år at have opbygget et renommé, som den absolut førende klub i Tyskland.

Den, som alle store spillere gerne vil til. Også spillere fra Leipzig, Leverkusen og Dortmund. Og heri ligger nok den største forskel i forhold fra Bundesligaen sammenlignet med de andre store europæiske ligaer. Real Madrid har den spanske rekord med fem mesterskaber på stribe, og det af to omgange, men selvom de særligt i Catalonien har et ry for at have regeringen på sin side, når det kommer til store spillerindkøb, så har de altså ikke været i stand til at hente profiler fra netop Barcelona, siden Luis Figo foretog det forbudte skifte i 2000.

I Premier League kigges der hovedsagligt også udenlands, når der skal handles store stjerner, for det er svært at købe indbyrdes hos de andre toprivaler.


Hønen og ægget

Så hvad skal der til for at bryde Münchens monopol? Hos Inter var der brug for penge, da de fjernede Juventus fra tronen i sidste sæson, men den del er næsten udelukket i Tyskland. 50+1 reglen umuliggør i grove træk rigmænd og storinvestorer at komme ind og smide en masse penge, der ville kunne gøre eksempelvis Dortmund i stand til at tilbyde de samme kontrakter som Bayern München.

Lige nu er der et stort fokus på Erling Haaland. Nordmanden der har scoret 50 mål i sine 50 kampe for Dortmund, og som er verdens vel nok mest eftertragtede spiller netop nu. På rygteplan er der en rumsteren om, at Dortmund er klar til at gøre ham til den bedst betalte spiller nogensinde i klubbens historie for at holde på ham i yderligere en sæson. Derefter skal han væk. Hans slutdestination har aldrig været Dortmund, ligesom det heller ikke var det for Jadon Sancho, og heller ikke vil være det for Jude Bellingham.

Flere penge til Dortmund over tid ville kunne gøre, at de kunne tilbyde bedre kontrakter til deres profiler, men ville lykken så være gjort? For er det ikke udsigten til netop at benytte Dortmund som springbræt, der lokker de unge talenter til? Erling Haaland, Jadon Sancho og Jude Bellingham var alle bevidste om, hvad Dortmunds ry som talentfabrik kunne gøre for deres udvikling, ligesom Ousmane Dembélé også i første omgang faktisk valgte Barcelona fra, da han skulle væk fra fransk fodbold, fordi udsigterne til spilletid var bedre i det tyske.

Det er for letkøbt en konklusion at mene, at Dortmund bare skal holde på sine profiler for at tage det næste skridt.

Og her står vi så.  Med et tilbagevenden hovedbrud. Hvordan bliver Bundesligaen igen spændende? For vi kan tale nok så meget om billige billetter, autentisk og fanatisk stemning på tilskuerpladserne, ståpladser og øl på tribunerne, men det bliver næsten sekundært, hvis spændingen bare fortsætter med at sive ud af Bundesligaen. De store vil altid vinde mest, men ni, snart ti mesterskaber i træk? Det er ganske enkelt alt for galt.

Så hvornår stopper det? Lørdag kan Dortmund modbevise mig og alle andre om, at de er klar til at tage kampen op i denne sæson, skulle det lykkes dem at vinde hjemme mod Bayern München og bringe sig i front at Bundesligaen efter 14 runder. Mere sandsynligt er det dog nok, at det igen ender med en succes til de sejrsvante sydtyskere og det tiende mesterskab i træk. Hvis jeg i 2013 var fortrøstningsfuld på tysk fodbolds vegne, så er jeg nu langt mere skeptisk. Fem år er lang tid, men selv hos Tafea FC fra Vanuatu må de begynde at frygte Bayern Münchens nådesløse jagt på den ultimative rekord.

Skriv et svar