18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Kommercielt indhold

Vilsters Blog: Semifinale mod Spanien – igen

For tredje gang på et år skal Danmark møde Spanien i semifinalen ved en stor slutrunde. Ved OL i august vandt Danmark 27:23 med 12 scoringer af Mikkel Hansen. I januar for et år siden var det også med dansk VM-sejr på 35:33 efter 12 Mikkel Hansen-scoringer. 

Det næstbedste hold krabbede sig tilbage i turneringen

Kunne man forestille sig, at det bider Danmark i bagdelen, at de ikke sendte Frankrig ud i onsdags? De er vel realistisk set turneringens næstbedste mandskab, og danskerne havde dem hængende helt ude over kanten og valgte så alligevel at lade dem kravle ind igen. 

De danske spillere lod sig ikke tabe. Naturligvis ikke. Men de smed en sikker sejr væk. Og lod dermed turneringens næstbedste hold få chancen for at prøve kræfter med danskerne igen i finalen. Hvis de altså slår Sverige i aften. Og selvfølgelig forudsat, Danmark selv slår Spanien. 

Kampe afgøres på splitsekunder og for eksempel det mål, der ikke blev scoret i afslutningen af første halvleg, fordi danskerne var uopmærksomme, kunne have været afgørende. Nu blev det leet væk, og der er jo heller ikke andet at gøre, men et dansk hold i optimalt fokus og insisteren på at banke Frankrig havde forhåbentlig vist bedre instinkt og åndsnærvær i den situation. 

Fokus er ikke noget, man tænder og slukker efter behag

Bøvlet i aften kan blive, at den kamp mod Frankrig hænger ved. At det kan blive svært igen at hanke sig selv helt derop, hvor der for alvor skal sættes hårdt mod hårdt. I mødet med kroaterne i mellemrunden viste danskerne, hvor lidt de brød sig om det ekstremt aggressive kroatiske forsvarsspil. Det lignede, at der var vilje til forskel.

Som håndboldromantiker kan man godt mene, at det er for voldsomt og ude at trit med spillets ånd, men idrættens smukke idealer må vige, når det gælder sejren. Så kan passion og hjerte altså godt konkurrere med talent og evner. Nogen gange. 

Det vil vise sig, om det renoverede spanske mandskab, der har sagt farvel til flere profiler og sagt goddag til nye yngre kræfter for alvor kan byde danskerne op til duel. Spanien verfede Sverige væk i den indledende gruppe, men de tabte temmeligt klart til Norge i mellemrunden. Ingen af Spaniens kampe ved EM er endt med mere end seks måls afstand mellem de to hold. 

Det bliver forhåbentlig ikke lige så tæt igen

11 af de seneste 12 møder mellem Danmark og Spanien er sluttet med maksimalt fire mål mellem de to hold. Fire gange har slutresultatet endda blot været med ét måls forskel. Det 12. møde? Burde egentlig blive i glemmebogen, men det var spansk sejr på 35:19 ved VM i 2013. Heldigvis længe siden. 

Klokken 18.00 er det med at være klar foran skærmen med krydsede fingre, forsyninger og måske også et strint Go’ Negl, så der ikke ryger alt for meget af i, hvad der ligner endnu en nervepirrende gyser mellem Spanien og Danmark. 

Eller måske er det her kampen, hvor Danmark banker spanierne gule og røde og betaler tilbage for nederlaget i 2013? Uanset må det meget gerne ende med dansk sejr. Tæt eller ej. Det er ligegyldigt. Bare det bliver til rødhvid finale på søndag.

EM-slutrunden i Ungarn og Slovakiet begyndte torsdag 13. januar, og fredag er der semifinaler og kamp om 5. pladsen.

Vil du se alt det indhold, vi har forberedt til Håndbold EM 2022?

Skriv et svar