18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Vilsters Blog: Der skal hviles. Og rytmen skal bevares

Den anden halvleg de danske håndboldherrer høvlede af mod Slovenien i lørdags lover helt og aldeles godt for de kommende par uger. Og det lover godt for de danske gulddrømme, for hold da fast, hvor spillede danskerne en forrygende anden halvleg og hældte fuldstændig alle slovenske drømme om en overraskelse ud med badevandet. 

Pladsen i mellemrunden er sikret

Med sejren er danskernes plads i mellemrunden sikret, og det endda med de maksimale to point med videre. Så hvad gør vi så nu, bette Nikolaj? Skal der være pause til de danske profiler, selv om de efter to kampe vel ikke er så slidt endnu, at det ligefrem gør noget? Sliddet kan jo komme senere i turneringen, og så er det måske meget sundt, at de har fået en kamp, hvor det meste af tiden foregik på bænken med lange bukser og mest fokus på at klappe af holdkammeraterne på banen. 

Der vil givetvis være mere hvil end normalt til både Mikkel Hansen og Mathias Gidsel. Og måske – hvis landstræneren kan få overbevist keeperen om det – er det også en idé, Landin tager sig et hvil, mens der er tid til det.

For selv om det er tidligt i turneringen at tale om at spare spillere og hvile profiler, er der altså efter i aften stadig hele seks kampe at spille. Hvis det altså går, som vi drømmer om. Og det vil betyde ni kampe i alt, og så kan det nok være dejligt, hvis vi har sørget for at spare i god tid og passende mængde.

Hvad med rytmen?

En risiko ved at spare er jo, at vi risikerer at miste flow og momentum, men hvis vi nu for alvor skal være ærlige, er det vel i virkeligheden begrænset, hvor meget flow, der har været over det danske mandskab indtil videre. Der har været hakken og sprutten og perioder med manglende fokus. 

Men så længe topniveauet så er til at tænde for som mod Slovenien, så går det nok. Og det er måske i virkeligheden også en god grund til at rotere ekstra flittigt, for vi har brug for hele truppen, hvis turneringen bliver så lang, som vi håber. 

Så ind med Jannick Green. Ind med Niclas Kirkeløkke. Og så skal Mensah have lov at spille måske en halvleg i sammenhæng og sammen med Rasmus Lauge. For Lauge kunne det være skønt at se spille op til dét niveau, vi ved, han indeholder, i bare en halvlegs tid.  

Kæmpe luksus for danskerne

Men lad os lige tage et enkelt skridt tilbage på banen og se ud over de danske næsetippe. Skal-Skal ikke, overvejer vi i forhold til at spare spillere. Vi kunne også være i helt andre situationer som for eksempel svenskerne, der i aften spiller en direkte duel med Tjekkiet om overhovedet at komme i mellemrunden. Og ja da, der bør Sverige være favoritter, men tjekkerne tabte trods alt blot med to mål til Spanien, så helt uefne er de ikke. 

Nationer som Kroatien og Norge er også tvunget til at få positive resultater i aften, hvis de vil lege med videre ved EM-slutrunden. Der er masser på spil, og mon ikke der bliver en overraskelse eller to? Det kan man snildt forestille sig. 

Så lad os fryde os over, vi kan læne os tilbage i sofaen og nappe en bid citronmåne, mens vi betragter de andre nationers indædte kamp for at få lov at være dansk kanonføde senere i slutrunden. De skal være så hjerteligt velkomne. 

Mest bemærkelsesværdigt ved slutrunden ud over Danmark

  • Gruppe B med værtsnationen Ungarn, Island, Holland og Portugal er pivåben før sidste runde. Vi kan ende med tre hold med fire point, og så bliver de indbyrdes kampe afgørende
  • Slovakiet har spillet sig tilbage i turneringen og kan med sejr over Rusland i sidste kamp stadig gå videre
  • Svenskerne tabte mod Spanien, og dermed er de blågule under pres, før deres møde med tjekkerne i sidste grupperunde

EM-slutrunden i Ungarn og Slovakiet begyndte torsdag 13. januar klokken 18:00 – i skrivende stund har alle hold været i kamp én gang.

Vil du se alt det indhold, vi har forberedt til Håndbold EM 2022?

Skriv første kommentar

Skriv et svar