Selv om det går den rigtige vej med corona i Danmark i disse uger, ændrer det ikke på, at det er træls tider. Januar er altid våd, kold og alt for lang til lønposen. Så det ville være helt utroligt passende med dansk succes ved EM-slutrunden i herrehåndbold i Ungarn og Slovakiet. I Ungarn er der godt nok stadig masser af corona, men det er tilladt at fylde hallerne, for den ene af slutrundens værter insisterer på fest.
Hvad sker der på hotellerne?
Det gjorde de i øvrigt også, da både den franske og den serbiske delegation klagede over forholdene på deres hotel. De vader op og ned af andre gæster, som ikke bruger mundbind, og de spiser i en stor fælles sal af samme buffet. Der var også noget bøvl med de mange tests, som heller ikke levede op til forventningerne. De ungarske værter var iskolde i deres afvisning og fortalte både franskmændene og serberne, at de godkendte forholdene, da de fik dem præsenteret, så nu kunne de bare klappe i og spille håndbold.
Et rutefly?
Danmark har sådan set nogenlunde samme forhold på deres hotel, men her var kritikken en anelse mere afdæmpet, hvilket vel er forståeligt nok al den stund, at DHF besluttede at sende de forsvarende verdensmestre og OL-sølvvindere af sted til slutrunden med rutefly. Bevares, de fik lov at gå uden om de almindelige gæster og havde fået lov at sidde samlet bagerst i flyet, men det virker som en helt igennem elendig prioritering i disse tider, hvor en stribe af de andre deltagere ved slutrunden er hårdt ramt af corona.
Endelig en testkamp – og sikke én!
Men det er trods alt gået fint, og bortset fra forskrækkelsen med Jannick Green virker det til, at det danske hold er sluppet fint fra det hele, og nu kommer vi så til det virkelig positive. I lørdagens testkamp mod Norge var det danske landshold helt og aldeles overlegent. Der var så mange positive ting at tage med, at det er let at glemme noget af det. Men i flæng lignede Landin én keeper, som er helt klar til at tage fra. Møllgaard ligner som sædvanlig en, man gerne vil have selskab af på skummel bar en sen nattetime, for han er så meget en viking i moderne forklædning, og han binder det danske forsvar fornemt sammen.
Så fik vi også mulighed for at se bagkæden Gidsel, Hansen og Lauge. Og Mama Mia! De gjorde stort set, hvad der passede dem. Sikke et virvar af muligheder og strenge at spille på. De lavede et hav af indspil til Saugstrup på stregen, og han så spilme og helt klar ud. Og så er vi slet ikke nået til Mads Mensah, som altid yder på topniveau, når han kommer i spil. Niclas Kirkeløkke nåede at vise sin skudstyrke, og de danske fløje var træfsikre som næsten altid. Det var ganske enkelt en magtdemonstration mod rådvilde og mere og mere modløse nordmænd.
På med klaphatten
Så det er med klaphatten trukket godt ned over hovedet, jeg sætter mig foran skærmen i aften, for nøj hvor kunne jeg – og sikkert mange flere af os – godt trænge til endnu en vidunderlig januar i selskab med håndbold i verdensklasse og rødhvide sejre på stribe.
Kom så Danmark!
EM-slutrunden i Ungarn og Slovakiet begynder torsdag 13. januar klokken 18:00.
Vil du se alt det indhold vi har forberedt til Håndbold EM 2022?