Hvad koster en Tour de France cykel
Sommeren banker på døren. Det kan man forbinde med mange ting. For sportsentusiaster hænger det tit sammen med helikopterbilleder af det franske landskab, mens verdens bedste etapeløbsryttere kører lårene møre i Alperne og Pyrenæerne.
Der er ofte flere timers transmission af cykelløbet hver dag, hvorfor man godt kan komme til at stille sig selv flere spørgsmål. Blandt andre: Hvad koster en Tour de France cykel egentlig?
Det har vi undersøgt nærmere i denne artikel.
Hvad koster en cykel i Tour de France
Hvis man selv har smurt sig ind i lycratøj en varm sommerdag. Eller man kender nogle, der har. Så er man godt klar over, at man ikke går ned på udstyr i cykelsporten.
Og det kan ofte være en dyr fornøjelse. Tager man det ud i ekstremerne, som en Tour de France-cykel må siges at være. Så er det altså også helt vilde tal, der springer i øjnene på en.
Simon Gill / Alamy Stock Photo
Det afhænger åbenlyst også af et overflod af individuelle specifikationer og udstyr til hver enkelt cykelrytter. Prisen på en Tour de France cykel kan løbe helt op til 120.000 danske kroner.
Langt de fleste cykler, der bliver brugt i Tour de France, ligger et sted mellem 50.000 og 120.000 kroner. Man ser dog også nogle få, der er endnu dyrere for holdene at sætte på landevejene. Man skal også overveje, at mange hold sørger for to cykler til hver enkelt af de otte ryttere.
Det er dog langt fra alle hold, der besidder de midler, Jonas Vingegaards og Tadej Pogacars hold gør. Det anslås derfor, at den gennemsnitlige cykel til Tour de France koster omtrent 70.000 kroner.
Hvad koster Jonas Vingegaards cykel
Derfor kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at Jonas Vingegaards cykel angiveligt også ligger i den dyre ende.
Det er det, man får, når man vinder Tour de France to gange i træk. Det formodes, at den cykel, Jonas Vingegaard vandt sin seneste Tour de France-sejr på, kostede omtrent 110.000 kroner. Jonas Vingegaards hold, Visma-Lease a Bike, måtte punge stort ud for at hjælpe den stærke klatrer på vej mod sin anden Tour de France-sejr.
Visma-Lease a Bike – daværende Jumbo-Visma, kørte dengang på Cérvelo R5 og S5-modellerne. Det vides ikke endnu, hvilken model de hopper på denne sommer.
Hvad vil det koste at starte med at køre racercykel?
Læser man denne artikel og tænker, at man har en indre Vingegaard, der venter på at gå i udbrud.
Så har vi lavet en lille guide til, hvad man kan ende med skulle slippe for at få de mest basale ting.
Udstyr | Pris |
Cykel | 2.000 kroner |
Cykeltrøje | 500 kroner |
Cykelbukser | 600 kroner |
Kliksko | 1.000 kroner |
Hjelm | 500 kroner |
Cykelstrømper | 100 kroner |
Dette er blot, hvis man har lyst til at give sig i kast med cykelsporten.
Hvis man er rigtig lirens og går meget op i udstyr, kan flere af tallene godt ganges med en ti-tyve stykker, før man får det, man vil have. Fordelen for de professionelle cykelryttere er selvfølgelig, at de slet ikke behøver at bruge noget af deres løn på at købe udstyr til cyklingen.
De er ofte fuldstændig sponsoreret for alt, hvad der kan sponsoreres. Det sørger både rytternes respektive hold for, og så er der også enkelte, der har sponsorater på ting som cykelsko og handsker, der ikke nødvendigvis går gennem holdet.
Hvad vejer en Tour de France cykel
Man ser tit flere cykelryttere hejse deres jernhest over hovedet i triumf, når de har krydset målstregen som den første eller cementeret en samlet sejr i et etapeløb.
Og der kan man jo godt undre sig over, hvad en Tour de France cykel egentlig vejer. Man støder nok ikke nogen, når man påpeger, at cykelryttere sjældent har meget muskulatur på overkroppen. Der skal heller ikke så meget til at løfte deres primære udstyr på landevejene.
De cykler, de træder i pedalerne på, vejer ofte omkring 6,8 kilogram. Det svarer altså til en helt normal huskat. Tour de France har endda en minimumsvægt for, at en cykel kan blive godkendt til at køre verdens hårdeste etapeløb på netop 6,8 kilogram.
Så forstår man bedre, at det ser noget lettere ud for dem at løfte end cykel, end når man selv skal forsøge at bære sin egen citycykel ud af et kælderrum.
Hvad vejer Jonas Vingegaards cykel
Jonas Vingegaard skiftede faktisk både model og opsætning på sin cykel flere gange i sidste års Tour de France. Det betyder også, at der ikke er et endegyldigt svar i forhold til, hvor meget hans cykel vejede.
Vi er dog trods alt så heldige, at de vejer hver rytters første setup i Tour de France, inden løbet starter. Der gik Jonas Vingegaards cykel ind til 7,1 kilogram, hvilket faktisk er meget normalt for ryttere, der kæmper med i samme liga som danske Vingegaard.
Og der taler vi selvfølgelig om Tadej Pogacar, hvis cykel vejede 7 kilogram, da den blev vejet inden løbet udfoldede sig på de franske landeveje.
Pro Shots / Alamy Stock Photo
Hvad tjener Jonas Vingegaard?
Det er desværre ikke sådan, at cykelrytteres løn bare ligger til offentlig skue, men den velansete italienske avis La Gazetta dello Sport anslår Jonas Vingegaard til at være verdens tredjebedst betalte cykelrytter. Jonas Vingegaard trækker angiveligt en årsløn ind på 30 millioner kroner. Det er kun efter hans evige rival i Tour de France, Tadej Pogacar, som angiveligt bliver betalt omtrent 45 millioner kroner om året.
Jonas Vingegaards tidligere holdkammerat Primoz Roglc, der skiftede Visma-Lease a Bike ud med Bora ved årsskiftet får ifølge avisen 33,5 millioner kroner om året. Mens den regerende verdensmester og klassikerspecialist Mathieu Van der Poel trækker samme løn hjem som danske Jonas Vingegaard.
Kigger man på en af Danmarks andre markante skikkelser inden for cykelverdenen, tjener Mads Pedersen angiveligt 6 millioner kroner om året.