18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Superliga rekorder

Engang måtte dansk fodbold nøjes med 1. division som bedste række. Det var noget værre rod. Men i 1991 skete der noget. Noget godt. Superligaen opstod. Siden har der været fuldt knald på i landets bedste række, som rigtig mange gange har vist sig at være rigtig, rigtig super.

Kun AaB og Brøndby har været med i alle Superligaens sæsoner. Og på grund af strukturen undervejs har Brøndby spillet to kampe mere end aalborgenserne og er dermed dét Superligahold med flest kampe. FC København kom til i ligaens tredje sæson i 1992-1993, og de snuppede guldet i debutsæsonen. Noget de har været ganske ferme til at gentage siden.

B1909, B93, FC Helsingør, Hvidovre IF og Fremad Amager har været i Superligaen i en enkelt sæson, der altså alle fem gange endte med nedrykning i første hug.

Nedenfor kigger vi nærmere på de 10 af de mest iøjnefaldende rekorder i Superligaen.

Flest sejre i træk i Superligaen – 12 (Brøndby)

Ebbe Skovdahls Brøndby-hold er stadig indehavere af den længste sejrstime i Superligaen – Foto: IMAGO

Brøndby vandt i 1997-1998 mesterskabet med 13 points forspring. Silkeborg blev nummer 2. Men på vej mod guldet, der var de blågules fjerde i de første otte Superligasæsoner, satte Brøndby en rekord, der står endnu i dag.

De vandt 12 kampe på stribe i perioden fra 5. oktober 1997 til 9, april året efter. AGF stoppede stimen med 1:1 på Brøndby Stadion. De 12 sejre blev vundet med samlet 33:10, og de blev indledt med 5:0 hjemme mod Ikast.

Nummer 2 i den tabel er FC København, som i 2012-2013 vandt ni kampe i træk på vejen mod klubbens 10. mesterskab.

Flest Superligatitler – 15 (FCK)

FC København vandt deres 15. mesterskab i 2022/23-sæsonen – Foto: IMAGO

Selv om FC København altså ikke har været med i alle Superligaens år, er det stadig Løverne fra Østerbro, der står med flest guldmedaljer siden 1991. Det er blevet til hele 14 mesterskaber i de foreløbig 31 sæsoner, den bedste danske liga har været ‘Super’.

Frem til årtusindskiftet blev det blot til en enkelt gang guld, men i 00’erne tog det fart med otte mesterskaber på 11 sæsoner. Siden er det blevet til yderligere fem og altså senest i den forgangne sæson, hvor rivalerne fra FCM blev henvist til 2. pladsen, mens de forsvarende mestre, ærkerivalerne fra Brøndby, blev nummer fire.

Det er netop Brøndby, der er nummer to på listen med syv mesterskaber, men bortset fra guldet i 2021 ligger alle deres øvrige guldsæsoner tilbage til 2005 og tidligere. Fire hold har vundet Superligaen hver en gang, og det er FC Nordsjælland, Herfølge, Silkeborg og Lyngby.

Flest mål scoret af spiller – 145 mål (Morten ‘Duncan’ Rasmussen)

Morten ‘Duncan’ nåede at spille for fire forskellige Superligaklubber – Foto: IMAGO

Den mest scorende Superligaspiller nogensinde er aarhusianske Morten ‘Duncan’ Rasmussen. Han indledte sin karriere i AGF i 2002, og det var også her, han sluttede sin danske karriere i 2018. I de 16 mellemliggende år nåede han at score helt vanvittige 145 mål. Han har også spillet for AaB, Brøndby og FC Midtjylland. Trods de mange mål nåede han aldrig at blive ligatopscorer for en sæson.

Målene fordelte sig med 58 i AGF-trøjen, mens det for AaB blev til 6 scoringer, og i Brøndby nåede han op på 44 mål. Endelig spillede han 96 kampe for FCM og scorede 37 mål.

På listen over flest Superligamål følger Søren Frederiksen (139), Peter Møller (135) og Heine Fernandez (126).

Flest mål scoret af udlænding – 89 mål (Dame N’Doye)

Dame N'Doye
Foto: Bildbyrån

Den flittigst scorende udlænding i Superligaens historie er fra Senegal. Dame N’Doye har godt nok kun spillet fem sæsoner hos FC København, men i de sæsoner scorede han 89 mål og dermed altså næsten 18 mål per sæson i snit. Han er noteret for 149 kampe i FCK, og det giver ham et scoringssnit på cirka 0,6 mål per kamp.

Det to nærmeste forfølgere på listen er færøske Todi Jónsson, der spillede for både Lyngby og FCK. Han nåede i alt at score 72 Superligamål, mens zambiske Mwape Miti blev noteret for 70 Superligamål hos OB, hvor han spillede fra 1997-2006.

Flest mål på én sæson – 29 mål (Robert Skov)

Robert Skov
Foto: Bildbyrån

Der har været nogle temmeligt bemærkelsesværdigt vellykkede sæsoner for Superliga-topscorere gennem tiden. Men ingen har vel brændt ligaen så meget af som Robert Skov. Han blev hentet i 2018 hentet i januars transfervindue fra Silkeborg til FC København.

Det første halve år var ikke specielt målrigt, men i sæsonen efter fandt han hurtigt fodfæste og endte som ligaens topscorer med 29 mål. Det er flest mål nogensinde af en ligatopscorer. Allerede sommeren 2019 blev Skov købt af den tyske Bundesligaklub Hoffenheim.

Nummer to på listen over flest scorede mål på en Superligasæson er Ebbe Sand, der i 1997-1998 nettede 28 gange. Dengang spillede man i øvrigt kun 33 kampe på en Superligasæson mod de 36 kampe, Robert Skov havde til rådighed.

Tredjepladsen som flittigste Superligatopscorer tilfalder Miklos Molnar, der i 1996-1997 scorede 26 gange for Lyngby.

Flest mål i én kamp – 10 mål (Silkeborg – AaB, 2007: 4-6)

Den svenske målsluger, Rade Prica, var også utroligt populær i Hansa Rostock, inden han skiftede til AaB. Her nåede han 28 mål i 48 kampe – Foto: IMAGO

Opgøret havde jo sådan set fortjent 50.000 tilskuere, men der var altså bare 2.754 mennesker på lægterne, da Silkeborg og AaB mandag 9. april i påsken 2007 spillede den Superligakamp nogensinde med flest mål.

Der manglede 11 runder. Silkeborg havde otte point op til redning, mens AaB på femtepladsen havde syv point op til OB på tredjepladsen. Der var altså masser at spille for. Og det gjorde de så.

Rasmus Würtz bragte AaB på 1:0 efter 27 minutter. Thomas Raun svarede igen med 2 kasser på 11 minutter, så Silkeborg kunne gå til pause foran 2:1.

Hvad de to trænere, Preben Lundbye og Erik Hamrén, har sagt til spillerne over pause-te er svært at vide. Men der blev givet los i 2. halvleg.

Frederik Winsnes udlignede til 2:2 bare tre minutter ind i anden halvleg.

14 minutter senere havde Rade Prica scoret til 3:2 og 4:2 for AaB.

Søren Vestergaard reducerede til 3:4, men øjeblikkeligt scorede Prica igen til 5:3.

Fem minutter før slutfløjtet scorede Thomas Raun for tredje gang – han lavede i alt syv mål i sine 74 Superligakampe; tre af dem altså denne dag – men straks slog Winsness til og lukkede kampen til 6:4 til AaB.

Silkeborg sluttede sidst og rykkede ned, mens AaB på sidste spilledag slog OB og snuppede bronzemedaljerne.

Største handel mellem 2 Superligaklubber – 25 mio. DKK (Victor Nelsson fra FCN til FCK)

I dag spiller Victor Nelsson i tyrkiske Galatasaray – Foto: IMAGO

FC Nordsjælland er uofficielle danmarksmestre i at lave kassen på spillersalg. De udvikler også en hel del brugbare spillere som for eksempel Andreas Skov Olsen, Mikkel Damsgaard, Mathias Jensen og Victor Nelsson.

Særligt Nelsson er interessant, for han blev solgt i 2019 til FC København for det svimlende beløb 25 millioner kroner. Det gjorde dermed Nelsson til den dyrest handlede spiller mellem to danske klubber nogensinde.

Forud for Nelsson tilhørte rekorden Jonas Borring, som var et stort hit hos OB. I transfervinduet i sommeren 2008 var han så brandvarm, at Ulvene fra FC Midtjylland spidsede kløerne og kontraktpennen. De skrev en kontrakt med Borring på fire år, og da hans kontrakt med OB løb helt frem til 2010, måtte den store pengepung frem. Det menes, at FCM betalte mere end 20 millioner kroner for Borring.

Flest clean sheets på en sæson – 21 (FCK i 2016-2017)

Robin Olsen er i dag målmand i Aston Villa, men i 16/17-sæsonen hjalp han FCK til et dansk mesterskab – Foto: IMAGO

‘En god offensiv vinder kampe. En god defensiv vinder titler’. Det gælder så sandelig også i fodbold, hvor en stærk defensiv er den direkte vej til guld, medaljer og beundring. Det har de luret i FC København, som gennem tiden har haft en hel del solide fundamenter for succes via stærke forsvar og skarpe keepere.

Derfor er det da også naturligt, at det er FCK, der har danmarksrekorden for flest clean sheets i en Superligasæson. 21 gange i sæsonen 2016-2017 holdt de buret rent i 36 kampe.
Det blev til to nederlag og blot 20 indkasserede mål. Det er et snit på 0,55 mål per kamp. Robin Olsen vogtede buret i størstedelen af kampene.

Flest røde kort på en sæson – 9 (Aarhus Fremad i 1998-1999, Ikast FS i 1995-1996)

Det er de jyske hold, der, tilsyneladende, er de hårde hunde igennem Superligaens historie – Foto: IMAGO

Der var Superligafodbold på Risvangen i det nordlige Aarhus i årene 1997-1999. Aarhus Fremad havde sensationelt sikret sig oprykning, og de vidste fra første fløjt, at det ville blive vanskeligt at hænge fast i den bedste række.

Men ingen kan sige, de ikke prøvede af alle kræfter og med alle midler. Og det lykkedes faktisk at overleve i den første sæson, hvor de sluttede som nummer 10 og blandt andet bankede storebror AGF 2:1.

Sæsonen efter var hvedebrødsdagene og miraklernes tid ovre. Det blev til en 11. plads lige efter AGF, som igen blev slået 2:1 på Risvangen. De to sæsoner gav i alt 14 røde kort til Aarhus Fremad, og hele 9 styk i sæsonen 1998-1999 er rekord i Superligaen sammen med Ikast FS, der nåede samme antal røde kort tilbage i 1995-1996. Dengang fik Ikast blandt andet tre røde kort i den samme kamp.

Hurtigste hattrick i Superligaen – 3 min. og 50 sek. (Aron Johansson, AC Horsens d. 27. august 2012)

Aron Johansson i en af sine nitten optrædener for det amerikanske landshold – Foto: IMAGO

‘Ebbe Sand. Ebbe Sand. Vi ved, han kan. Vores supermand. Ebbe. Ebbe Sand’. Topscorer i Superligaen i 1997-1998 med 28 kasser, men det er altså ikke nok til at være den mest scorende topscorer nogensinde.

Og Ebbe Sand er også bare sølle 12 sekunder og så alligevel meget langt fra at have en anden af Superligaens målscorings-rekorder. Målmaskinen fra Hadsund præsterede 7. november i 1997 at score 3 gange på 4 minutter og 2 sekunder mod Vejle. Dengang var det hurtigste hattrick i Superligaens historie.

Men de kan jo også noget med målkonger i Aarhus. Aron Johansson er vokset op på Island men født i USA. Det gjorde dog ingen forskel for AC Horsens den 27. august 2012. En mandag aften i Horsens er måske ikke Superligaens mest inspirerende scene, men Johansson var knivskarp.

Det tog ham bare 3 minutter og 50 sekunder at høvle 3 kasser ind i slutningen af første halvleg. Og i pausen har han formentlig fået meget ros, for han høvlede lige et fjerde mål ind efter 3 minutter af anden halvleg.

Hvem har vundet flest sejre i træk i Superligaen?

Brøndby – 12 sejre i træk i 1997/1998 sæsonen.

Hvem har scoret flest mål i Superligaen?

Morten ‘Duncan’ Rasmussen – 145 mål.

Hvilket hold har vundet flest danske mesterskaber?

FC København er det mest vindende danske hold med femten mesterskaber.

Skriv første kommentar

Skriv et svar