Flest kampe i Premier League
Premier League er verdens største liga, som følges af fans fra hele verden. England er fodboldens hjemland, og derfor var det også naturligt, da ligaen blev etableret i 1992. Der blev selvfølgelig spillet masser af fodbold i Englands bedste række før 1992, men etableringen af Premier League markerede en ny æra indenfor engelsk fodbold. Det blev nemlig med ét den største og mest kommercielle liga i hele verden.
Det er blevet til et hav af Premier League-kampe siden ligaen blev etableret i 1992. Fansene mangler ikke underholdning i løbet af en spændende og hæsblæsende sæson, hvor der ofte er spænding om både mesterskabet, europæiske pladser samt nedrykning helt indtil sidste spillerunde.
I denne artikel kan du blive lidt klogere på nogle af de største legender i Premier Leagues historie, når vi kigger nærmere på de spillere, der har spillet flest kampe i Premier League.
Top 10 flest Premier League kampe
Vi springer direkte til listen over spillere med flest kampe i Premier League. Der er tale om store legender med glorværdige karrierer, som kun de færreste spillere kan drømme om.
# | Spiller | Antal kampe |
1 | Gareth Barry | 653 |
2 | James Milner | 634 |
3 | Ryan Giggs | 632 |
4 | Frank Lampard | 609 |
5 | David James | 572 |
6 | Gary Speed | 535 |
7 | Emile Heskey | 516 |
8 | Mark Schwarzer | 514 |
9 | Jamie Carragher | 508 |
10 | Phil Neville | 505 |
1. Gareth Barry – 653 kampe
Spilleren med flest kampe i Premier League er den engelske defensive midtbanespiller Gareth Barry med sine imponerende 653 kampe. Langt de fleste af disse blev spillet for Aston Villa, hvor han spillede hele 365 kampe i løbet af de 11 år han spillede for klubbens førstehold.
I 2009 skiftede han til Manchester City, hvor han spillede 132 kampe, inden han i 2013 blev udlånt til Everton. Efter en sæson i Everton skiftede han permanent til klubben, hvor han i alt spillede 131 kampe. Karrieren sluttede i West Bromwich Albion, hvor han spillede 52 kampe fra 2017 til 2020. Han spillede desuden 53 kampe for det engelske landshold i løbet af karrieren.
Foto: Alamy Stock Photo
2. James Milner – 634 kampe
På andenpladsen over flest kampe i Premier League finder vi altmuligmanden James Milner, som i skrivende stund har spillet 634 kampe i ligaen. Han er den eneste aktive spiller på listen, og har netop underskrevet en ny etårig aftale med sin klub Brighton & Hove Albion. Med blot 19 kampe op til Gareth Barry på førstepladsen, er han dermed godt på vej mod at sikre sig pladsen som den spiller i historien,der har spillet flest Premier League kampe.
Foto: Alamy Stock Photo
Milner startede karrieren i 2002 i Leeds United, hvor han spillede frem til 2004, dog med et udlån til Swindon i 2003-04 sæsonen. Fra 2004-2008 spillede han i Newcastle, med et enkelt lejeophold i Aston Villa. I 2008 skiftede han permanent til Aston Villa, hvor han var tilknyttet frem til 2010. Derefter blev det til 5 år i Manchester City, før han i 2015 skiftede til Liverpool, hvor han var frem til 2023. Her skiftede han til Brighton, hvor han altså stadig er tilknyttet. Han har i løbet af karrieren haft 61 kampe for det engelske landshold.
3. Ryan Giggs – 632 kampe
Den walisiske midtbanespiller Ryan Giggs er en sand klublegende. Han har nemlig spillet hele sin 24 år lange professionelle fodboldkarriere i kun én klub, nemlig Manchester United. Det var samtidig i en af klubbens mest succesfulde perioder under ledelse af skotske Alex Ferguson.
Her vandt han Premier League hele 13 gange med de røde djævle, mens det også blev til 4 FA Cup-titler samt 2 triumfer i Champions League. I løbet af karrieren blev det desuden til 64 kampe for det walisiske landshold.
Foto: Alamy
4. Frank Lampard – 609 kampe
London-drengen Frank Lampard indtager en fjerdeplads på listen over flest kampe i Premier League. Han er også lidt af en klublegende, da han fra 2001 til 2014 tørnede trofast ud for London-klubben Chelsea. Han startede dog karrieren i West Ham, hvor han spillede fra 1994 til 2001. Efter 429 kampe for Chelsea skiftede han til Manchester City til stor utilfredshed for mange Chelsea-fans, men han spillede kun en enkelt sæson for de lyseblå.
I løbet af karrieren har han vundet tre Premier League-titler, fire FA Cup-trofæer, to liga cups samt Champions League og Europa League én gang hver.
Foto: Alamy
Hvem tror du, er en af de dyreste fodboldspillere nogensinde? Eller den bedst betalte fodboldspiller? Læs mere i vores artikler om netop dette.
5. David James – 572 kampe
Den legendariske engelske målmand David James indtager femtepladsen over flest kampe i Premier League. Hans karriere i engelsk fodbold startede i 1988, og han spillede i England frem til 2013. Han spillede i mange forskellige klubber, men havde flest kampe for Liverpool og senere Portsmouth. Det blev desuden til 53 optrædener for det engelske landshold. Han vandt den engelske liga cup én gang og FA Cup én gang i løbet af karrieren.
Foto: Alamy
6. Gary Speed – 535 kampe
Den walisiske midtbanespiller og Leeds-legende Gary Speed nåede at spille 535 i Premier League. 248 af disse var i barndomsklubben Leeds, og han nåede også at spille for både Everton, Newcastle United, Bolton Wanderers og Sheffield United. Hans største bedrifter som spiller var at nå FA Cup-finalen to gange med Newcastle samt at vinde Football League Second Division og First Division med Leeds.
Foto: Alamy
7. Emile Heskey – 516 kampe
Legenden Emile Heskey behøver ingen introduktion. Han spillede 516 kampe i Premier League for syv forskellige klubber fra 1994 til 2016. Det blev blandt andet til 154 kampe for Leicester City, 150 kampe for Liverpool og 92 kampe for Aston Villa. Samtidig spillede han også 62 kampe for det engelske landshold. Mest succes havde han med Liverpool med hvem han vandt FA Cuppen én gang, UEFA Cup én gang samt League Cup to gange. Han vandt dog også League Cuppen tre gange med Leicester City.
Foto: Alamy
8. Mark Schwarzer – 514 kampe
Den australske målmand Mark Schwarzer befinder sig på nuværende tidspunkt på en ottendeplads over spillere med flest kampe i Premier League. Han nåede at spille 514 kampe i Premier League i sin karriere, hvoraf de fleste var for Middlesbrough. Han spillede hele 366 kampe for klubben, og skiftede derefter til Fulham, hvor han spillede 172 kampe. Den største bedrift i karrieren var, udover de mange kampe på CV’et, et League Cup-trofæ med Middlesbrough i 2003/04.
Foto: Alamy
9. Jamie Carragher – 508 kampe
En anden klublegende på vores liste over spillere med flest kampe i Premier League er den engelske forsvarsspiller Jamie Carragher. Fra 1996 til 2013 spillede han nemlig udelukkende for én klub, nemlig Liverpool. Her blev det til 508 kampe for klubben, hvilket har cementeret ham som en af de største legender i klubbens historie. I løbet af karrieren vandt han to FA Cup-trofæer, tre League Cup-trofæer, ét Champions League-trofæ samt én UEFA Cup.
Foto: Alamy
10. Phil Neville – 505 kampe
Den sidste legende på vores liste over spillere med flest kampe i Premier League er backen og midtbanespilleren Phil Neville. Han er en klublegende i både Manchester United og Everton. Fra 1994 til 2005 spillede han nemlig 263 kampe for Manchester United, mens han efter skiftet til Everton i 2005 spillede 242 kampe for klubben indtil karrierestoppet i 2013. Han vandt Premier League seks gange, FA Cuppen tre gange og Champions League én gang med Manchester United i løbet af karrieren.
Foto: Alamy
Flest Premier League titler
Nogle af de spillere vi har gennemgået her på siden er også nogle af dem, der har vundet flest Premier League titler. I tabellen nedenfor kan du se hvilke hold, der har vundet flest Premier League titler.
Hold | Titler |
Manchester United | 13 |
Manchester City | 7 |
Chelsea | 5 |
Arsenal | 3 |
Liverpool | 1 |
Leicester City | 1 |
Blackburn Rovers | 1 |