18+ | Spil ansvarligt | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, med symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening
Søndag aften venter endnu et kapitel i fortællingen om FC Barcelona og Real Madrid. Det er historien om Franco, katalansk undertrykkelse, Mourinhos finger i øjet, svinehovedet og Luis Figo. Det er Lionel Messi overfor Cristiano Ronaldo, sagaen om Puskas, flaskefinalen og Johan Cruyffs forvandling af Barcelona. Kort sagt – det er El Clásico. Klodens største kamp. Eller sådan har vi i hvert fald for vane at kalde det, når de to spanske rivaler mødes. Men er kampen mellem Barcelona og Real Madrid anno 2026 stadig den største, som fodboldverdenen har at byde på?
Lamine Yamal og Kylian Mbappe er profiler i El Clásico. Foto: PRESSINPHOTO SPORTS AGENCY/Alamy Live News
El Clásico – Et mytisk opgør
Inden jeg kommer frem til en konklusion, så lad os tage fat i nogle af de aspekter, der gør, at svaret på det spørgsmål ikke er lige så entydigt, som det var engang. For da de to hold mødtes fire gange inden for 18 dage tilbage i 2011, var ingen i tvivl om, at her havde vi med det største, mest mystiske og ganske enkelt de bedste hold at gøre.
Barcelona vandt Champions League i 2009, 2011 og 2015. Real Madrid i 2014, 2016, 2017 og 2018. I samme periode fordelte Lionel Messi og Cristiano Ronaldo den gyldne bold nogenlunde ligeligt imellem sig som hver deres øjensynlige repræsentant for de to klubber. I 2018 var det så endelig tid til et vagtskifte, da Luka Modric – en Real Madrid spiller forstås – havde den frækhed at sikre sig titlen efter et flot VM med Kroatien, inden Messi satte sig på tronen igen. I 2009 var de syv øverste spillere på podiet ved Ballon d’Or– uddelingen i løbet af året på lønningslisten hos enten Real Madrid eller Barcelona.
Skulle du være verdens bedste, skulle du spille for et af de to hold. Det var her, Premier Leagues bedste spillere søgte til, når de skulle tage det sidste skridt. De store engelske hold havde pengene, men ikke samme prestige, samme aura omkring sig som de spanske giganter. Henry, Ronaldo, Bale, Suárez og for så vidt Hazard og Coutinho. Var du Premier Leagues bedste, betød det ofte et skifte til spansk fodbold.
De bedste skifter ikke længere til Real Madrid og Barcelona
Men det var dengang. I de sidste ti år har ingen af de spillere, der er blevet kåret som Premier Leagues bedste, foretaget et skifte til Barcelona eller Real Madrid. Og da Rodri vandt den gyldne bold i 2024 markerede det også et kursskifte. For Rodri har aldrig repræsenteret Real Madrid eller Barcelona, sådan som verdens bedste uafbrudt siden 2004 har gjort på et eller andet tidspunkt i karrieren. Det kan den spanske midtbanespiller selvfølgelig nå endnu, men der er ikke helt samme stjernedrys over de to trupper, som i de gode gamle dage. Ved sidste års uddeling af guldbolden var kun tre spillere fra de to klubber (Lamine Yamal, Raphinha og Kylian Mbappé) at finde på top 10. To flere end i 2021, der var lavpunktet, da kun Karim Benzema klemte sig ind blandt de ti bedste.
El Clásico er ikke, hvad det var en gang. Men det er på vej tilbage. Lamine Yamal og Kylian Mbappé er Messis og Ronaldos tronfølgere.
Efter nogle lidt pauvre år, hvad angår selve kvaliteten på banen, skal man også blot huske tilbage på de to holds finale i Copa del Rey, den vilde 4-3-sejr til Barcelona i slutningen af sidste sæson eller de to holds møde i oktober måned. En kamp hvor Lamine Yamal gjorde sig voldsomt upopulær forud for kampen ved – lidt i spøg – at anklage Real Madrid for at snyde. Seks røde kort i de seneste fire indbyrdes opgør fortæller også historien om, at den spanske “morbo” mellem de to er fundet frem igen, ligesom både FC Barcelona og Real Madrid, personificeret ved Joan Laporta og Florentino Pérez, på skift beskylder hinanden for dommertække, og hvad der nu ellers er på programmet den uge, efter de i nogle år ellers var sært forbrødret i en fælles storstilet plan om en europæisk Super League og salg af fremtidige indtægter.
Så jo, El Clásico er stadig klodens største kamp. For det forholder sig jo sådan, at man kun kan miste sin plads, hvis andre tager den. Og hvilket andet opgør i verden kan i grunden måle sig med det, vi nok en gang bliver vidne til søndag?
Hvad mener du: Er El Clásico verdens største fodboldkamp?
JA
NEJ
JA
NEJ
0 Stemmer
Bejlere fra England, Tyskland og Italien
Liverpool og Manchester City havde den sportslige kvalitet i en årrække. Narrativet om Jürgen Klopps heavy metal fodbold kontra Pep Guardiolas Tiki Taka var god, men den dybe, historiske rivalitet manglede. Liverpools største rivaler fra Manchester spiller i røde trøjer, ikke blå. Nu byder Arsenal sig så til i mesterskabskampen, men de duellerer jo aldrig med rivalerne Tottenham om at vinde trofæet, og det er vel heller ikke ligefrem ordet mytisk eller dramatisk, vi kan bruge om deres opgør mod Manchester City i disse år.
I Tyskland havde de måske håbet på, at Bayern – Dortmund kunne overtage pladsen. De to hold sendte netop Barcelona og Real Madrid ud af Champions Leagues semifinaler i 2013 og spillede en ren tysk finale på Wembley, og så blev begrebet Der Klassiker i øvrigt opfundet til lejligheden, når nu det ikke kunne blive til et El Clasico i finalen. Mario Götzes skifte fra Dortmund til Bayern samme sommer havde noget Figosk over sig, og kvaliteten samt de forskellig wstilarter var også til stede. Klopps første kampe mod Pep blev spillet i Tyskland, men efter at Dortmund sikrede sig mesterskabet i 2011 og 2012, har Bayern vundet 12 af de seneste 13 tyske mesterskaber. Så meget for den rivalisering.
I Italien har Napoli og Inter, der i øvrigt også mødes søndag, måske gang i en permanent kamp om tronen i Støvlelandet. De to hold har vundet fire af de fem seneste mesterskaber, og også i år duellerer de om Scudettoen, ligesom Inter som bekendt slog netop Barcelona ud af sidste års Champions League. Så langt så godt. Men Napoli drives i øjeblikket frem af spillere, der ikke havde en fast plads hos Manchester United, mens jeg også er modtagelig for gode argumenter for, at vi skulle kunne finde plads til meget mere end en enkelt eller to spillere fra Inters idealopstilling, der kunne spille sig på holdet hos en af de to store i Spanien. Der var i hvert fald ingen fra deres trup, der, trods finalepladsen i Champions League, var i top ti ved Ballon d’Or sidste år.
El Clásico er stadig størst
Jeg anerkender til fulde den indædte rivalitet i opgør som Superclásico og Old Firm, men hertil mangler vi kvaliteten, før River – Boca eller Celtic – Rangers på nogen måder kan true El Clásicos rolle i fodboldlandskabet.
Derfor finder klodens største kamp også sted søndag klokken 20.00, når Barcelona og Real Madrid dyster i Super Cuppen. Det er ikke nødvendigvis den mest prestigefyldte titel, der spilles om, men det er den mest prestigefyldte klubkamp, og det vil nok være en del år frem i tiden. For hvem skal i grunden true El Clásicos status?