Dansker-dom: Rune, Højlund og Isaksen med stor weekend i vente
I den ugentlige Dansker-dom kigger vi nærmere på en håndfuld større begivenheder med danskere involveret. Michael Vilster vælger fem atleter/hold, der er særligt værd at holde øje med, og efterfølgende vurderer han så indsatsen fra de fem udvalgte, og om de levede op til forventningerne.
I denne omgang kigger vi på Holger Runes titelforsøg i Montpellier i Frankrig, mens der er fodbold fra det meste af Europa, når vi besøger Premier League og danskerduoen på Old Trafford, Højlund og Eriksen, ligesom vi er til opgør med danskere i både Serie A, Bundesligaen og Ligue 1.
(Foto: IMAGO / PanoramiC)
Rune rydder bordet i Montpellier
Forventning ⭐⭐⭐⭐⭐ Holger Rune banker Mmoh og når helt til søndagens finale
Holger Rune er nummer 7 på verdensranglisten, og i kvartfinalen i ATP 250 i Montpellier møder han amerikanske Michael Mmoh.
De har aldrig tidligere mødt hinanden, men danskeren er klar favorit hos bookmakerne på forhånd.
Jeg forventer da også, at Rune vinder ikke bare mod Mmoh men også i lørdagens semifinale, som forventes at blive mod kroatiske Coric.
En finalebillet er alt, der skal til for at BESTÅ i ugens Dansker-dom for Holger.
Holger Rune – Michael Mmoh spiller fredag den 2. februar kl. 19:00, og du kan se med direkte på TV2 Sport. Læs også vores optakt til kampen her:
(Foto: IMAGO / Sports Press Photo)
Højlund har endelig (forhåbentlig) fået hul på målbylden
Forventning ⭐⭐⭐⭐⭐ Rasmus Højlund scorer eller assisterer
Manchester United hentede i sommerens transfervindue danske Rasmus Højlund til Premier League for en halv milliard kroner.
Det har dog knebet med udbyttet af den investering, for selv om Højlund arbejder hårdt for holdet og løber de rigtige steder i feltet, har holdkammeraterne indtil videre slet ikke forstået at udnytte hans kvaliteter.
Men det er måske på vej? Højlund har scoret i de 3 seneste kampe, og hjemme mod West Ham skal han nok komme til muligheder.
Jeg tror, han kommer på tavlen igen, men selv en assist vil være nok til at BESTÅ. Det er jo weekend …
Manchester United – West Ham United spiller søndag den 4. februar kl. 15:00, og du kan se med direkte på See. Læs også Søren Sorgenfris rundeoptakt her:
(Foto: IMAGO / PanoramiC)
Toulouse kæmper med næb og klør for overlevelse
Forventning ⭐⭐⭐ Toulouse taber ikke
Mohamed Daramy og Reims er lige nøjagtigt på en europæisk kvalplads, så de kan sagtens bruge sejren, når de søndag får besøg af nedrykningstruede Toulouse i Ligue 1.
Gæsterne har sagt farvel til Mikkel Desler, og derfor er der nu kun Rasmus Nicolaisen til at forsvare de danske farver i defensiven for holdet, der er bare 1 point fra nedrykningspladserne.
Begge hold røg ud af pokalen, men Toulouse har vundet deres seneste to udekampe i ligaen, mens Reims delte, da de senest spillede hjemme. Venter en overraskelse?
Jeg forventer i hvert fald, at Toulouse med Nicolaisen som defensiv støttepille kan sikre sig mindst det ene point i opgøret. Det vil være nok til BESTÅET for Nicolaisen og gæsterne.
Stade Reims – Toulouse spiller søndag den 4. februar kl. 15:00, og du kan se med direkte på Eurosport 2. Læs også Jens Bøyes optakt til Ligue 1 og til kampen her:
(Foto: IMAGO / Nordphoto)
Danskertrio slås om point i Leipzig
Forventning ⭐⭐⭐⭐ Fuld tid til Rønnow samt mindst 60 minutter til Poulsen/Kaufmann
Yussuf Poulsen og RB Leipzig ligger bedst til i Bundesligaen, før de søndag får besøg af Union Berlin.
Værterne er nummer 5 og kæmper for at nå med i top 4 og få CL-billetter, mens gæsterne har haft en rædderlig sæson og roder rundt i nærheden af nedrykningszonen.
De seneste 5 udekampe for Rønnow og Kaufmann hos Union Berlin er det blevet til 0 (nul!) mål og 10 indkasserede. 1 point ud af 15 mulige har de hentet.
Jeg forventer masser af dansk spilletid – fuld tid til Rønnow – og så mindst 60 minutter samlet set til Poulsen og Kaufmann. Så er det BESTÅET.
RB Leipzig – Union Berlin spiller søndag den 4. februar kl. 17:30, og du kan se med direkte på TV3 Max. Læs også Nicolai Lisbergs optakt til kampen her:
(Foto: IMAGO / Insidefoto)
Isaksen løfter Lazio igen
Forventning ⭐⭐⭐⭐ Mål eller assist af Isaksen og/eller mindst uafgjort til Lazio
Roserne vælter ned over Gustav Isaksen i Lazio. Den unge dansker har ikke just taget Rom med storm, men som en blid vind fra Herning har han stille og roligt krabbet sig nærmere holdet.
Isaksen er begyndt på banen i de seneste to Serie A-kampe, så han er nok også en del af planen til denne ekstremt vigtige udekamp i Bergamo.
Atalanta er aktuelt nummer 4 i tabellen med 36 point, mens Lazio godt nok er nummer 7 men har bare 2 point op til søndagens modstander.
Så sejr vil være meget væsentligt i bestræbelserne på at sikre CL-bold.
Jeg forventer, at Isaksen igen er med fra start, og så skal han være så involveret, at han enten scorer eller assisterer – alternativt skal holdet undgå at tabe – og er mindst én af de to opfyldt, BESTÅR Isaksen i weekenden.
Atalanta – SS Lazio spiller søndag den 4. februar kl. 18:00, og du kan se med direkte på TV2 Sport X. Læs også Michael Rundagers optakt til kampen:
LÆS OGSÅ:
Dansker-dommen til weekenden
Der er store forventninger til de udvalgte danskere i denne uge, hvor jeg særligt forventer noget nær en perfekt præstation af Holger Rune, så han mindst når finalen i ATP 250 i Montpellier.
På de europæiske fodboldbaner har jeg størst forventninger til Rasmus Højlund og Gustav Isaksen.
- Forventning ⭐⭐⭐⭐⭐ Holger Rune banker Mmoh og når helt til søndagens finale
- Forventning ⭐⭐⭐⭐⭐ Rasmus Højlund scorer eller assisterer
- Forventning ⭐⭐⭐ Toulouse og Nicolaisen taber ikke til Daramy og Co.
- Forventning ⭐⭐⭐⭐ Fuld tid til Rønnow samt mindst 60 minutter til Poulsen/Kaufmann
- Forventning ⭐⭐⭐⭐ Mål eller assist af Isaksen og/eller mindst uafgjort til Lazio