Dansker-dom: Kæmpe bifald til Thorups Augsburg og Frendrups Genoa
I den ugentlige Dansker-dom kigger vi nærmere på en håndfuld større begivenheder med danskere involveret. Michael Vilster vælger fem atleter/hold, der er særligt værd at holde øje med, og efterfølgende vurderer han så indsatsen fra de udvalgte, og om de levede op til forventningerne.
Det var ren fodboldfest i denne weekend, og vi kiggede på danskerdueller både i Premier League og Bundesligaen, mens vi spændt fulgte med i Malte Amundsens udskejelser i MLS.
Søndag var vi med Morten Frendrup på Allianz Stadium i Torino til Serie A-kamp mod Juventus, mens Mo Daramy og Reims var i kamp i Ligue 1.
(Foto: IMAGO / Eibner)
Thorup og vennerne fik Folkevognen til at gå i stå
Forventning ⭐⭐⭐⭐ FC Augsburg og Thorup taber ikke til Wolfsburg
Dom ⭐⭐⭐⭐⭐ 3:1-sejr til Thorup og Augsburg
7 point skilte Augsburg og Wolfsburg i Bundesligaen før lørdagens møde. Wolfsburg havde mest brug for pointene og kom foran i indledningen på mål af Patrick Wimmer.
Han fik en uheldig hovedrolle i 1. halvlegs sidste minut, da han så direkte rødt, og Augsburg profiterede med en scoring før pausen.
Derfra var det bare et spørgsmål om tid, og et kvarter inde i 2. halvleg scorede gæsterne til 2:1, mens de 10 minutter før tid satte sidste søm i kisten for værterne.
Dermed vandt FC Augsburg for fjerde gang på stribe, og de banker nu for alvor på til de europæiske pladser. Stærkt arbejde af Jess Thorup og Co, der naturligvis er BESTÅET.
(Foto: IMAGO / USA TODAY Network)
Malte and the Rock Steady Crew ondulerede New York
Forventning ⭐⭐⭐⭐ Columbus Crew slår New York
Dom ⭐⭐⭐⭐⭐ Crew vandt 3:0
Det var ren og skær afklapsning, da Columbus Crew fortsatte deres fine sæsonstart i MLS.
1:0 efter 13 minutter ved Cucho Hernandez banede vejen for en sikker sejr, der blev udbygget i 2. halvleg af Russel-Rowe og Morris.
Gæsternes Edelman reddede sig et rødt kort langt inde i overtiden, og Malte Amundsen? En af de allerbedste spillere på dagen for Columbus Crew. Det er BESTÅET!
(Foto: IMAGO / Action Plus)
Flittig målscoring i engelsk dansker-duel
Forventning ⭐⭐⭐⭐ Burnley og Brentford scorer begge mål
Dom ⭐⭐⭐⭐⭐ Bruun Larsen var på tavlen, og Burnley vandt 2:1
I Premier League var der danskerduel mellem Bruun Larsens Burnley og Brentford med 3 danskere i startopstillingen og Thomas Frank på sidelinjen.
Jacob Bruun Larsen åbnede scoringen i opgøret, og dermed var han en vigtig grundpille i en sjælden, sjælden sejr for oprykkerne.
Brentford må med nederlaget erkende, at sæsonen handler om at se sig over skulderen og undgå at blive hevet ind i nedrykningsdramaet.
Både Burnley og Brentfords danskere BESTÅR i Dansker-dommen som følge af de scorede mål. Flot, flot!
(Foto: IMAGO / PanoramiC)
Reims vandt uden Daramy-mål
Forventning ⭐⭐⭐ Reims vinder, og Daramy enten scorer eller assisterer
Dom ⭐⭐ Det blev til Reims-sejr, men det var ikke Daramys skyld
Stade Reims knokler for at hænge på i kampen om europæiske pladser i Ligue 1. Det går indtil videre med det yderste af fingerspidserne.
Søndag tog de mod Metz, der er i nedrykningszonen, og gæsterne bed fra sig med et velfungerende tandsæt.
Der stod 1:1 på måltavlen, da der manglede 11 minutter, og så fik Reims sat 2:1-scoringen ind og sikrede sejren.
Dermed har de 4 point op til europæisk plads, mens Metz har 3 point til redning. Det er dog kun Daramy og Reims, der BESTÅR ugens Dansker-dom.
(Foto: IMAGO Sportimage)
Frendrup og Genoa med hjemmerøveri hos Den Gamle Dame
Forventning ⭐⭐⭐ Genoa taber ikke på Allianz Stadium
Dom ⭐⭐⭐⭐⭐ 0:0 er mere end godkendt for Genoa ude mod Juventus
I mange år var en udekamp mod Juventus et spørgsmål om overlevelse, for de zebrastribede endte altid med at vinde til slut.
Sådan er det ikke længere, hvor Den Gamle Dame er blevet noget affældig at se på og nok snart skal se sig om efter en stok eller andre former for hjælpemidler, for de har svært ved at vinde på banen.
Således også i søndagens kamp mod Morten Frendrups Genoa. Oprykkerne fra havnebyen i Ligurien har spillet en flot sæson, og de hentede et overraskende point i Torino.
Selv om det var værterne, der styrede begivenhederne, var det symptomatisk for deres frustrationer, at Dusan Vlahovic brokkede sig til et rødt kort i kampens overtid.
0:0 og et point er mere end godkendt for Frendrup, der BESTÅR ugens Dansker-dom.
Dansker-dommene opsummeret
Jeg havde store forventninger til flere af danskerne denne weekend, og 4 ud af 5 er bestået med glans. Flotte præstationer af særligt Jess Thorups FC Augsburg og Morten Frendrups Genoa.
- BESTÅET
⭐⭐⭐⭐⭐ 3:1-sejr til Thorup og Augsburg - BESTÅET
⭐⭐⭐⭐⭐ Crew vandt 3:0 - BESTÅET
⭐⭐⭐⭐⭐ Bruun Larsen var på tavlen, og Burnley vandt 2:1 - DUMPET
⭐⭐ Det blev til Reims-sejr, men det var ikke Daramys skyld - BESTÅET
⭐⭐⭐⭐⭐ 0:0 er mere end godkendt for Genoa ude mod Juventus