Dansker-dom: Jackpot til Joachim Andersen på Anfield
I den ugentlige Dansker-dom kigger vi nærmere på en håndfuld større begivenheder med danskere involveret. Michael Vilster vælger fem atleter/hold, der er særligt værd at holde øje med, og efterfølgende vurderer han så indsatsen fra de udvalgte, og om de levede op til forventningerne.
Denne gang var der fokus på en stribe fodboldkampe, og særligt i Premier League var der banko med en stærk indsats af Joachim Andersen, da Crystal Palace vandt på udebane.
Også bestået til Andreas Christensen i La Liga og Erik Sviatchenko i MLS, mens det var forskellige grader af værre at være Victor Kristiansen, Joakim Mæhle og Jonas Wind i Serie A og Bundesligaen.
Victor Kristiansen og Bologna fik aldrig helt krammet på Monza og måtte nøjes med 0:0. (Foto: Maurizio Borsari / AFLO / Alamy Live News)
Bologna kunne ikke flå hul på Monza
Forventning ⭐⭐⭐⭐ Dansk spilletid og sejr til Bologna
Dom ⭐ Fuld tid til Victor K men Bologna v Monza endte 0:0
Victor Kristiansen spillede hele kampen for Bologna, da de delte 0:0 med AC Monza.
Det efterlader danskerholdet på 4. pladsen i Serie A med 4 point ned til AS Roma, som venter i næste runde.
Derfor havde det jo været rart med sejr her, så de kunne holde en buffer ned til romerne. Men sådan skulle det ikke være. Jens Odgaard sad ude med en skade.
Bologna vandt skudstatistikken 17:4, og tæller vi kun skud inden for rammen, blev det 7:0. 62% boldbesiddelse og 10:0 i hjørnespark. Men altså 0:0 på banen. DUMPET.
Joachim Andersen og Crystal Palace hentede 3 ekstraordinært flotte point på Anfield mod Liverpools guldkandidater. (Foto: Gareth Evans / News Images)
Joachim A og Crystal Palace snød Liverpool
Forventning ⭐⭐ Crystal P og Andersen lukker højst 1 mål ind
Dom ⭐⭐⭐⭐⭐ Rent bur til Crystal Palace og sejr på Anfield
Liverpool skulle rejse sig efter det skuffende europæiske nederlag på 0:3 til Atalanta hjemme på Anfield.
Til det så Crystal Palace ud til at være en passende opgave, men Joachim Andersen og de andre ørne bed fra sig og stak næbbet i sky.
Crystal Palace hentede en sejr på 1:0 trods et voldsomt overtag til Liverpool. 70/30 i boldbesiddelse. 21:8 i skudforsøg. 11:1 i hjørnespark. The Reds var dominerende.
Men det var en velspillende og heroisk kæmpende Joachim Andersen og hans holdkammerater, der hentede pointene og BESTÅR i Dansker-dommen.
Hverken Mæhle eller Wind havde en god dag, da Wolfsburg fik klø ude mod Leipzig. (Foto: dpa picture alliance / Alamy Stock Photo)
RB Leipzig uddelte klø til Wolfsburg-danskerne
Forventning ⭐⭐⭐⭐ Dansk mål eller assist, og Wolfsburg taber ikke
Dom ⭐ Nederlag og en bleg indsats er ikke godt nok for Wolfsburg-danskerne
Både Jonas Wind og Joakim Mæhle begyndte på bænken for VfL Wolfsburg, da de lørdag mødte RB Leipzig på udebane.
Som kampen skred frem, havde de to danskere nok foretrukket en stille dag på bænken, men de kom begge i spil i 2. halvleg.
Værterne førte 1:0 ved pausen og efter 66 minutter kom Mæhle så på banen. I det 68. minut scorede Leipzig til 2:0. Gulp.
Efter 78 minutter blev Jonas Wind sendt i spil, og bare 4 minutter senere stod der så 3:0 på tavlen. Det var vist godt, der ikke var flere danskere at sende i spil for træner Hasenhüttl.
0:3 og hverken assist eller mål er lig med DUMPET i Dansker-dommen.
Erik Sviatchenko måtte udskiftes med en skade, men Houston Dynamo vandt alligevel. (Foto: Associated Press / Alamy Stock Photo)
Ding-Dong Houston Dynamo-lygte
Forventning ⭐⭐⭐⭐ Dynamo lukker højest 1 mål ind og taber ikke
Dom ⭐⭐⭐⭐⭐ 2:1-sejr til Houston Dynamo kildrer alle de rigtige steder
Erik Sviatchenko nåede bare at spille 34 minutter for Houston Dynamo, da de natten til søndag dansk tid spillede ude mod Minnesota United.
Dér blev danskeren udskiftet med en skade, og på det tidspunkt stod det stadig 0:0. Så Sviatchenko kan ikke rigtigt tage æren for, at Dynamo holdt Minnesota nede på ét mål.
Men i Dansker-dommen er den slags petitesser ikke afgørende, og da Dynamo endte med at vinde 2:1 og nu er kravlet op på 3. pladsen i Western Conference, er det absolut BESTÅET.
Andreas Christensen og FC Barcelona gjorde lige præcis nok til at hente sejren ude mod Cadiz. (Foto: Independent Photo Agency / Alamy Stock Photo)
AC og Barcelona med nem dag på kontoret
Forventning ⭐⭐⭐⭐ Mindst 60 minutter til AC og sejr til Barcelona
Dom ⭐⭐⭐⭐⭐ AC spillede 62 minutter, og Barca vandt 1:0
Man skal jo passe på sin guldfugl, og AC må have en stor stjerne i Barcelona efter hans sejrsmål i CL-kampen mod PSG.
Derfor spillede danskeren også bare de første 62 minutter i lørdagens kamp ude mod Cadiz, og så blev han pillet ud.
Da førte Barcelona 1:0 på mål af Joao Felix, og dén føring holdt hjem trods udskiftningen af Christensen. Dét BESTÅR han på helt stille og roligt.
Dansker-dommene opsummeret
Der var pæne forventninger til danskerne i denne uges Dansker-dom, og med tre af fem BESTÅET er det sådan set godkendt.
Det var særligt de defensive spillere i skikkelse af Joachim Andersen, Andreas Christensen og Erik Sviatchenko, der spredte påfuglefjerene i al deres pragt.
Mens det var lidt mere pjuskede fjer, der blev luftet i Bologna og hos Wolfsburg, der var på udebane mod Leipzig.
- DUMPET
⭐ Fuld tid til Victor K men Bologna v Monza endte 0:0 - BESTÅET
⭐⭐⭐⭐⭐ Rent bur til Crystal Palace og sejr på Anfield - DUMPET
⭐ Nederlag og en bleg indsats er ikke godt nok for Wolfsburg-danskerne - BESTÅET
⭐⭐⭐⭐⭐ 2:1-sejr til Houston Dynamo kildrer alle de rigtige steder - BESTÅET
⭐⭐⭐⭐⭐ AC spillede 62 minutter, og Barca vandt 1:0