18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Tak for en god sommer-flirt, Hjulmand. Er det tid til at lave en Åge nu?

SpilXpertens fodboldanalytiker Benjamin Leander er i kulkælderen efter Danmarks katastrofalt dårlige præstation i 2:1-sejren over San Marino.

Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Så står vi her igen

EM kvalifikationskamp mellem San Marino – Danmark i San Marino, tirsdag den 17 oktober 2023. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Der er gået fem uger siden jeg harmdirrende forlod Parken og efterfølgende skrev denne klumme om en gennemført rædselsfuld aften i Parken, da Danmark vandt med alt for smalle 4-0 over verdens dårligste fodboldlandshold.

Spørgsmålet er, hvad man så kan skrive efter Danmarks sejr på 2-1. TO-ET! mod selvsamme sanmarinesiske deltidsforetagende. Vel at mærke på en baggrund, hvor landstræner Kasper Hjulmand inden kampen havde betonet vigtigheden af at vinde KLART, så Danmark kunne distancere sig fra Slovenien målscoremæssigt og have fordelen inden gruppefinalen i Parken 17. november i tilfælde af, at den kamp ender uafgjort og sender danskerne og slovenerne a point med lige indbyrdes resultater.

Skampletten i Serravalle i tal

EM kvalifikationskamp mellem San Marino – Danmark i San Marino, tirsdag den 17 oktober 2023. Foto: Liselotte Sabroes / Scanpix

Der er ingen grund til at prøve at liste plasteret langsomt af. HVOR ringe var det i Serravalle tirsdag aften?


  • Danmark blev det første hold til at indkassere et udlignende mål fra San Marino i en kval-kamp siden sanmarineserne udlignede ude mod Norge i oktober 2016! Efterfølgende havde San Marino tabt 34 kampe i træk uden at være i nærheden at point inden aftenens udligning fra den legetøjsfabriks-ansatte Alessandro Golinucci. På eget græs var det første gang i kval-regi siden 2013, at San Marino udlignede.

  • Danmark spillede rædselsfuldt fra start til slut og genererede blot 10 afslutninger i kampen på sammenlagt 0,95 Expected Goals. Fem af dem ufarlige langskud udenfor feltet og Yussuf Poulsens sejrsmål tællende for næsten 60% af den samlede sum (0,55 xG).


    En historisk elendig præstation mod lilleputterne. xG statistikkerne er tilgængelige mellem 2015 og 2023, og her har kun Slovenien i oktober 2015 skabt lavere xG-sum med 0,91! En periode på TREOGFYRRE kvalkampe i EM- og VM-regi inden tirsdag aftens misrable omgang alibifodbold.
  • Danmark mønstrede TRE afslutninger indenfor rammen mod SMA-keeper Elia Benedettini, som arbejder deltid for sine forældres transportselskab. Ligesom ovenstående er det heller ikke set i de 108 kval-kampe mellem 2002 og 2023.

  • Yussuf Poulsens sejrsmål i minut 70 er det sjetteseneste, der nogensinde er scoret mod San Marino siden holdet fik kvalifikationsdebut i 1990!

    90. minut Irland 2007
    90. minut Litauen 2015
    89. minut Letland 2002
    86. minut Tyrkiet 1992
    77. minut Norge 2016
    70. minut DANMARK 2023

  • San Marino har tabt 158 ud af 161 kvalifikationskampe siden 1990. Blot NI lande havde inden aftenens kamp vundet med mindst mulig margin på et mål: Cypern, Letland, Litauen, Aserbajdsjan, Wales, Finland, Polen, Belgien og Irland. Danmark blev det tiende land til lige ved og næsten at glide i bananskrællen

Hvor lang snor har Hjulmand tilbage?

Landstræner Kasper Hjulmand under EM kvalifikationskamp mellem San Marino – Danmark i San Marino, tirsdag den 17 oktober 2023. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Flere hæfter sig ved, at sidste gang vi for alvor var oppe at støde over landsholdet var i en nydelig 2-0 sejr over Frankrig i Nations League i september 2022 over et dog også decimeret fransk landshold, som immervæk stadig spillede med Giroud, Mbappé, Griezmann, Camavinga, Tchouameni og Upamecano fra start.

Siden har Danmark spillet 990 minutters fodbold med betragtelig antal tillægstid oveni, og man skal gøre sig decideret umage for at finde de gode præstationer frem.

3-1 over Finland? Bevares, vi dominerer og holder Finland til et minimum af chancer, men vi skal hen til minut 82 for at finde Rasmus Højlunds scoring. Og hallo. Det er FINLAND. Et hold, som åbenlyst er dårligere end vores skrantende naboer fra Norge og Sverige og som vel er lige niveauet over Island. I kvalifikationen til EM smadrede vi et israelsk landshold af nogenlunde samme styrke og et markant bedre østrigsk hold ditto.

Hvad har vi ellers på tapetet? Tre undervældende indsatser fra VM i Qatar – den ene mere usammenhængende kamp efter den anden med 0-1 mod Australien som et helt utroligt lavpunkt.

1-0 over Nordirland, hvor VAR skulle redde os på en hårfin offside i yderste tillægstid.

Fadæsen i Kasakhstan, hvor 0-2 blev sat over styr.

Acceptable 1-1 i Slovenien, hvor der blev skabt rigeligt med chancer og givet et minimum væk. Mod Slovenien. Altså. Ikke ligefrem Spanien eller Brasilien, vel?

En 1-0’er over Finland på en Højbjerg desperationsafslutning fra 20 meter i en kamp, hvor Danmark havde skabt 0,6 xG på de første 15 afslutninger.

3-1 over Kasakhstan, der er som nat og dag ude og hjemme, men på en rædderlig første halve time, inden et magisk kvarter sendte os fra 0-0 til 3-0. Og igen: Mod KASAKHSTAN. Vi var 1,13 favoritter i den kamp. Forventningerne må gerne være mere end “Nåh ja, den slags kampe kan også være svære”.

Rædderlige 4-0 over San Marino hjemme, hvor vi havde ET skud på mål i 2. halvleg – et halvt indlæg, der sejlede i nettet.

Det leder mig til spørgsmålet om, hvor meget mere snor Kasper Hjulmand egentlig har?

Ville en klubtræner for en mesterskabsfavorit (For det er Danmark i denne henseende; mesterskabsfavorit sammenlignet med de hold vi har mødt siden november 2022 undtagen Frankrig) kunne klare ELLEVE kampe i træk med middelmådigt spil, hvor sejrene blev kriget hjem mod bundhold og leverpostejsmandskaber uden at imponere EN ENESTE GANG?

Kan det være andet end et tegn på kolossalt ledelsesmæssigt svigt, når man ikke formår at sætte et sultent landshold op mod en slidte omgang fyraftens-proffer, som er nummer sidst på verdensranglisten – oven i købet foran 2.000 danske medrejsende fans, der gjorde Stadio Olimpico i Serravalle til 80% hjemmebane? Noget MÅ simpelthen være galt, når vi endnu engang er fuldstændig uden ide, vildskab, kreativitet og den overlegenhed, som må forventes af et landshold, som kommer med ATTEN spillere, der til dagligt ernærer sig i verdens fem bedste ligaer.

Vi skylder stadig Hjulmand og landsholdet gigantisk tak for hele EM-kvalifikationen, for gode Nations League-oplevelser mod England og Frankrig. For at bringe nationen sammen under EM og nå hele vejen til en semifinale på Wembley. For at få glæden tilbage omkring landsholdet. Det var en god periode på to år fra oktober 2020 til september 2022. En rigtig god, lang sommerflirt.

Den er ved at være slut nu.

Skal vi lave en Hareide?

Åge Hareide hyldes i Parken i 2022. Foto: IMAGO / Gonzales Photo, Robert Hendel

Danmark er stadig i god position til at kvalificere sig til EM. Bare to point i de sidste to kampe er nok til at sende os videre, men det er fuldkommen VANVITTIGT, at vi skal sidde med kuglerammen fremme i en gruppe, hvor Danmark gav 1,10 for gruppesejr og 1,01 for at kvalificere sig til EM i 2024. Krydser vi med Slovenien i Parken, er det ude af vores egne hænder, om vi skal vinde gruppen og dermed risikerer at havne i et dårligere seedningslag til EM i 2024. Taber vi, er førstepladsen væk for good.

Nuvel – HVIS det går som præsten prædiker, kvalificerer Danmark sig altså til EM i 2024 i november og har derefter i omegnen af syv måneders forberedelse. For fire år siden skiftede Danmark ud på landstrænerfronten ved at lade Kasper Hjulmand afløse Åge Hareide efter endt, succesfuld kvalifikation til slutrunden i 2020, som senere blev udsat et år pga. corona, og med efterhånden et års mismod på bagen er det efterhånden uundgåeligt at stille spørgsmålet, om samme manøvre skal findes frem igen.

De oplagte afløsere virker dog ikke ligefrem åbenlyse. Thomas Frank har kæmpe succes i Brentford og opgiver næppe det uden videre. En u’lænding? Mourinho er vist færdig i Roma inden længe, men er det den slags fodbold vi gerne vil spille? Det blir for meget gætværk til mig, og skal man så bare skifte ud for at skifte ud?

Noget må i hvert fald gøres. Hvis landsholdet var en provinsrestaurant, havde kendiskokken Bo Bech rystet på hovedet, kigget vantro ind i kameraet og sagt.

“Hvad i alverden er det der foregår. Slattent håndtryk, ingen udstråling? Noget må gøres. Jeg går ind og klæder om”.

1 Kommentar

Skriv et svar

  1. David hidalgo

    Han skal ud. Han er den danske Vicente del Bosque. Altid det samme spiller han er venner med, og ingen ny taktik