18+ | Spil ansvarligt | Regler og vilkår gælder | StopSpillet -  70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, med symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Lup: Tude-Thorup, Pive-Peter og Div(e)kovic

Benjamin Leander gennemgår 11. Superliga-runde set med dommerbriller på og revser klynkeriet fra flere aktører.

Johannes Hoff Thorup, FCN. Foto: IMAGO / Gonzales Photo, Balazs Popal

Silkeborg – Lyngby (fredag)

Med 4-0 til Silkeborg efter 35 minutters spil, kom Jens Maae aldrig nogensinde for alvor i ilden på kunstgræsset i Silkeborg fredag aften. Tre gange Lyngby-advarsler til Bjelland, Muniesa og Sigurdsson for at stoppe lovende angreb var lige i skabet, men straffesparket til Silkeborg 10 minutter før tid er i bedste fald tyndt og i værste fald decideret forkert.

LBK’ernes Tobias Storm kastede sig ned for at blokere en potentiel afslutning fra Søren Tengstedt, hvorefter SIF-angriberen klogt bare opsøgte kontakten med Storms udslængte ben og lod sig falde til jorden. Ikke strafbar film, men åbenlyst heller ikke nok til et straffespark.

Vejle – Hvidovre (søndag)

Det startede vældig interessant i Vejle-Hvidovre med en højdramatisk 1. halvleg, hvor der allerede efter et kvarter var bud efter dommer Peter Kjærsgaard fra VAR-rummet. HIFs Malte Kiilerich havde godt og grundigt fat i VBs Yeni N’Gbakoto i en omstilling, og havde han ikke revet congoleseren omkuld, er der gode chancer for, at VBs 7’er havde været helt fri i duel med Filip Djukic i målet. Kjærsgaard kvitterede dog kun med et gult kort i situationen, givetvis fordi han ikke så den som helhed, men logisk nok havde fokus på den boldførende spiller.

VAR-dommer Jørgen Burchardt kaldte dog klogeligt Kjærsgaard til skærmen, men med et dobbelt-budskab! Der var begået frispark i den anden ende af banen kort forinden, og som med al andet i VAR-kategorien (straffespark, scoring og udvisning) tjekkes der for frispark i opspillet. Således kan vi konstatere, at der BURDE have været rødt kort til Kiilerich, men at det røde kort altså bliver annulleret for frispark i opspillet i sekunderne op til Vejles kontra.

Selv min halvblinde mormor på 86 kunne se, der var frispark” rasede Peter Lassen kolerisk i pausen, over et sammenstød mellem German Onugkha og Matti Olsen på et indlæg, hvor Onugkha udelukkende havde øjnene på bolden, og hvor Olsen ganske enkelt bliver den lille. Der er OTTE Hvidovre-spillere plus keeper Filip Djukic i feltet i situationen, og kun Olsen har travlt med at brokke sig til dommer Kjærsgaard bagefter. En god indikator på, at man står med en forholdsvis dårlig appelsag, ligesom Lassens raseriudbrud også primært må have sin rod i frustration over den grotesk dårlige opdækning af Onugkha, som efterfølgende fandt sted.

2. halvleg blev en mere fesen affære, hvor det helt store drama udeblev, men summa summarum er altså, at Hvidovre ikke kan takke andre end sig selv for endnu et nederlag.

FC Nordsjælland – OB (søndag)

FCN-træner Johannes Hoff Thorup havde travlt ved håndvasken endnu en gang efter tredje kamp i træk uden scoring i Superligaen.

Thorup mente, at Andreas Schjelderup skulle have haft frispark kort inden OBs matchvindende scoring, men det er virkelig svært at se, at Schjelderups Laudrup-finte med efterfølgende teatralsk fald skulle inkriminere Sven Köhler, som nok gik fysisk til nordmanden, men i et indgreb, som ingenlunde var et soleklart frispark.

Dernæst skulle pressen høre på to oversete frispark, og at FCN i øvrigt “velsagtens var det eneste hold, der fik gule kort for film i sæsonen.

Følgende spillere har fået gult kort for film denne sæson:

Jordan Larsson, FCK
Ibrahim Osman, FCN

Selvsamme Osman burde i øvrigt have haft gult kort for at forsøge at snyde sig til et straffespark mod Vejle, så Thorups tuderi har ikke for alvor gang på jord.

Blandt de øvrige, opsigtsvækkende situationer var det røde kort til Andreas Alm, som blev den anden official i denne sæson til at få rødt kort for usportslig opførsel. Første offer var Vejles Damir Grmic. Alm blev sendt på tribunen med en badebillet jævnfør følgende afsnit i fodboldloven:

Tidligere i kampen havde Marcus Ingvartsen undgået en advarsel for et klamt frispark på OB-keeper Martin Hansen, som var så medtaget efter duellen, at han ikke kunne fortsætte. Man kan i situationen se, at en lang bold slås ind mod OB-målet, hvor Martin Hansen utvivlsomt kommer til at vinde den. Ingvartsen sænker farten en smule, kigger op, og beslutter sig så for at angribe Hansen med armen forrest. I sig selv virker frisparket ikke ret voldsomt, men når man ser den i langsom gengivelse er der ingen tvivl om, at Ingvartsen in the heat of a moment har onde intentioner. Ikke et ord om udvisning eller lignende, men springet på OB-keeperen er klart hensynsløst og havde fortjent en advarsel med sig.

Brøndby – Viborg (søndag)

Mads Kristoffer Kristoffersen havde travlt i første halvleg på Vestegnen med hele fem advarsler. Tre af dem i samme sekvens til Divkovic, Kvistgaarden og Said for en massekonfrontation, hvor Divkovic følte sig kaldet til at fortælle gæsternes Jean Manuel Mbom, at han ikke skulle overdrive en kontakt fra kroaten.

I sig selv en valid pointe fra Divkovic, for Mbom overspiller i den grad i situationen, hvor der allerhøjest er en minimal berøring, men Divkovic slipper ikke for advarsel, når han konfronterer VFF’eren på den måde.

Selvsamme Div(e)kovic burde i øvrigt være udvist med anden advarsel for et soleklart forsøg på at snyde sig til et straffespark kort inden Brøndbys scoring. Kroaten har formentlig både glemt, at VAR ville intervenere ved et forkert dømt straffe, og vigtigst af alt, at han har en advarsel på tidspunktet hvor han forsøger sig med en nominering til en Oscar. Det er så slattent et forsøg på film, at det fortjener en advarsel med i købet.

I den lidt mindre alvorlige afdeling er Oscar Schwartaus gule kort papirstyndt, men ingenlunde værd at ofre et appel-gebyr på.

FC Midtjylland – Randers (søndag)

I Herning brokkede keeper Carlgren sig over, at han skulle have haft frispark ved FCMernes 1-1 scoring. Franculino Dju fra hjemmeholdet jagtede en afrettet afslutning, som var på vej i handskerne på Carlgren, men det er svært at finde glasklare argumenter for, at svenskeren havde fuld kontrol over bolden på det tidspunkt, hvor Franculino prikkede bolden ind, og i VAR-rummet blev der da også kun tjekket for en mulig offside og ikke noget frispark.

Megen snak om en grim tackling fra FCM-målskytten Osorio, men jeg lever fint med, at Redder holder det gule kort i lommen i en sitatuation, hvor Simen Nordli er på vej nedad og desuden ikke kommer galt af sted for alvor.

AGF – FC København (søndag)

Forbløffende uintens første halvleg i Århus, hvor man kunne have sat en hvilken som helst amatørdommer til at lede opgøret.

I 2. halvleg blev der langt mere brug for Jakob Sundbergs gode ledelse. Jeg kørte en Live-dækning af kampen på Twitter, hvor de vigtigste kendelser blev kommenteret:

Patrick Mortensen potentielt rødt kort:

Selvom Mortensen kommer med det, som kan kaldes “unødig stor kraft” opfylder han flere af de andre kriterier, der er i spil i forbindelse med vurdering af følgestraffen. “Knopperne forrest” på det ben, han kommer springende ind med for at blokere bolden, har ikke indflydelse på vurderingen, fordi der ingen kontakt er. Det ben han jorder Jelert med er støttebenet, som gennem hele tacklingen er klinet fast til jorden og ikke rammer FCK-backen med knopper eller andre farlige ting. AGF-topscoreren rammer oven i købet bolden i duellen, og selvom den ingenlunde er spillet rent, afslører det stadig både intention og vilje om at spille bolden, hvilket også trækker den samlede vurdering ned på et (soleklart) gult kort.

Kevin Diks anden advarsel:

FCK har appelleret det andet gule kort, og for mig er det en 50/50 om, hvorvidt Sundberg lander på, at Diks ikke foretager sig noget kriminelt i situationen.

Skriv første kommentar

Skriv et svar