Leanders Lup: Top10 europæiske fadæser fra danske hold de sidste 30 år
Efter FC Midtjyllands 0-2 nederlag til upåagtede Progres Nidderkuer torsdag, kaster Benjamin Leander et dystert tilbageblik på de 10 værste resultater fra dansk klubfodbold i en enkeltstående europæisk kamp de sidste 30 år.
Præmissen
Præmissen for placeringen listen er resultatet i den ENKELTE kamp. Isoleret var det ikke nogen katastrofe, at AGF tabte med 1-2 ude til Larne, fordi 1-0 i Århus havde været nok til avancement, men den SAMLEDE exit til nordirerne er stadig en af de største skampletter i dansk fodbolds historie på linje med Dila Gori og Gorica.
Det er skærpende at tabe returopgør til samlet exit (AaB i Sarajevo) eller tabe problematisk hjemme (AGF mod Dla Gori), mens et knebent nederlag ude i 1. kamp kan reddes på hjemmebane og ikke er lige så stor en skandale.
————
#10: Keflavik – FC Midtjylland 3-2 (UEFA Cup Q1 2007/08)
Det var i tiden, hvor udebanemål stadig talte, så FC Midtjylland skulle bare vinde med 1-0 hjemme for videre avancement. Det ændrer dog stadig ikke på, at resultatet var en eklatant fiasko for Hedens Drenge, der kom fra en historisk flot andenplads sæsonen forinden med et pointsnit på 1,91 og danske profiler som Frank Kristensen, Kristian Bach, Simon Poulsen og Dennis Sørensen samt nigerianske satsninger som Femi, Adigun Salami og Baba Collins.
Islændingene var blot blevet nummer fire i Island i 2006 med et pointsnit på latterlige 1,33 og kom med danske Nicolai Jørgensen som største profil – ikke ham vi kender, men et tidligere FCM-akademitalent fra årgang 1980.
FCM kom foran 2-0 på mål af Serhei Dadu og Kolja Afriyie, inden man lallede sin føring væk på en halv time og endte med at tabe 2-3. Returopgøret blev vundet med knebne 2-1, hvor islændingene førte 1-0 til midtvejs i 2. halvleg, og dermed gik FCM altså videre på reglen om udebanemål. I hovedturneringen røg FCM ud med sammenlagt 1-5 til Lokomotiv Moskva i 1.runde.
#9 Brøndby – Flora 0-1 (UEFA Cup Q2 2009/10)
Nok var Brøndbys gyldne periode med 12 Top2-placeringer i Superligaen mellem 1995 og 2006 ovre, men Kent NIelsens tropper kom stadig med et ganske stærkt Superliga-mandskab med et svært svenskinspireret holdkort, hvor spillere som Alexander Farnerud, Samuel Holmen, Mikael Nilsson, Jon Jönsson og Max von Schlebrügge komplimenterede danske profiler som Mikael Krohn-Dehli, Mikkel Bischoff, Jan Kristiansen og Stephan Andersen.
Derfor var det et reelt chok, at Brøndby endte med at tabe 0-1 til komplet upåagtede Flora Tallinn, som Brøndby tre sæsoner forinden havde lammetævet med 4-0 i samme turnering. Hos gæsterne bemærkede man kun den senere FCM-spiller Urmas Rooba og så målscorer Tonis Vaana, som scorede et af tidernes bedste mål på Brøndby Stadion med et absurd langskudsdrøn fra 35 meter
Brøndby endte dog med at klare ærterne simpelt i returopgøret med en 4-1 sejr og samlet avancement på 4-2. Senere nåede man helt til Europa League-kvalens playoff-runde, hvor man dog tabte sammenlagt 3-4 til Hertha Berlin.
#8 Larne – AGF 2-1 (Conference League Q2 2021/22)
Nederlaget på 1-2 til Larne var odds-mæssigt en skandale for AGF, som var 1,40 favoritter mod de nordirske debutanter, som havde to sæsoner i Nordirlands bedste fodboldrække på CV’et og var blevet nummer fire i 20/21 med et pointsnit på 1,70 point.
AGF’erne kom euforiske med bronzemedaljer om halsen og med paraderne oppe efter at være røget ud til upåagtede Mura fra Slovenien året forinden. Alligevel endte det 1-2 mod nordirerne i en kamp, hvor AGF endda nemt kunne have tabt større og mønstrede ÈN latterlig afslutning i kampen.
Det ændrede dog ikke på, at AGF var spået gigantiske chancer for at løbe Larne over ende i returopgøret på naturgræs i stedet for den tørre kunstgræsbane som nordirerne stillede op på i 1. kamp. Derfor var nederlaget i den forstand ikke en egentlig skandale nøjagtigt som FCMs og Brøndbys tidligere beskrevne nederlag.
AGFs exit efter 1-1 i returopgøret var dog en reel skandale efter en tam, uinspirerende og hovedløs indsats, hvor man kom bagud 0-1 og skulle bruge et straffespark 17 minutter før tid på at komme på omgangshøjde i kampen, men altsammen forgæves, fordi man ikke fik den forlængningsgivende scoring til 2-1.
Larne røg i øvrigt ud med 1-4 til portugisiske Pacos Ferreira i næste runde, og på trods af status som nordirske mestre i sidste sæson, har man netop tabt sammenlagt med 1-7 til Kosovos mestre fra Ludogorets i Conference League-kvalen.
#7 Slavija Sarajevo – AaB 3-1 (UEFA Cup Q2 2009/10)
AaB’erne kom godt nok fra en skuffende 7.plads i 2008/09 efter at have vundet guld i 2008, men holdet var stadig med i Europa i 2009/10 som tabende pokalfinalist i foråret 2009, hvor det blev 0-1 mod FCK i Parken.
AaB’erne havde fået en fin og overkommelig lodtrækning mod totalt ubeskrevne Slavija Sarajevo fra Bosnien, som leverede klubbens eneste nævneværdige resultat i 2008/09 sæsonen ved at vinde pokalturneringen og blive nummer to i ligaen i samme sæson – dog med et ikke ret skræmmende pointsnit på 1,73 i en række, hvor tre point skilte nummer to og fem ad.
AaB’erne skuffede grelt i Aalborg med sølle 0-0 mod bosnierne trods kæmpe favoritværdighed med odds 1,25 inden kickoff. Man havde rigeligt med profiler tilbage fra det hold, som spillede 2-2 mod Manchester United i Champions League – i returopgøret i Bosnien var der således flueben ved både Karim Zaza, Michael Jakobsen, Kasper Bøgelund, Anders Due, Thomas Enevoldsen og Jeppe Curth, men ikke desto mindre leverede AaB en rædderlig indsats og endte med at tabe 1-3. Slavija Sarajevo gik videre til næste runde mod FK Kosice, tabte 1-5 sammenlagt og spillede aldrig en europæisk kamp siden.
#6 Hradec Kralove – FC København 5-0 (Cup Winners Cup R1 1995/96)
FC København endte i Top2 i sine første to sæsoner, men gik seks svære år i møde inden klubbens næste mesterskab i 2001. I sæsonerne 94/95, 95&96 og 96/97 blev man kun mellem nummer seks og otte, men man spillede alligevel europæisk i 1995/96 pga. status som pokalvindere i 1995.
Man fik en fin lodtrækning i runde 1 mod en ligeledes svag pokalvinder fra Tjekkiet i form af Hradec Kralove, som var endt helt nede som nummer 12 i den tjekkiske række sæsonen forinden. FCK’erne kom med et slagkraftigt hold med 23-25-årige spillere som Diego Tur, Christian Lønstrup, Lars Højer, Per Frandsen og Michael Johansen samt rutinerede spillere som Michael Mio og Carsten Vagn Jensen.
Det ændrede dog ikke på, at FCK var helt og aldeles chanceløse på Vsesportovni Stadion foran 4.500 tilskuere og endte med at lide klubbens første af blot tre 5-måls nederlag i Europa, nemlig mod Hradec Kralova, NK Gorica og Manchester City.
Algimantas Nriaunys var mellem stolperne for FCK i sin debut for klubben, og tre dage efter 0-5 nederlaget i Tjekkiet spillede han sin første og seneste Superligakamp for FCK, der tabte 1-3 mod AGF og besluttede, at de havde set nok.
Returopgøret i Parken mod Hradec endte 2-2 foran undervældende 4.400 tilskuere, hvor FCK var bagud 0-2 efter 12 minutter, og i runden efter røg Hradec Kralove ud med samlet 1-1 og 1-3 på straffe mod Dynamo Moskva og har ikke spillet én europæisk kamp siden, hvorimod FC København har spillet 224 europæiske kampe siden exiten mod tjekkerne.
#5 Progres Nidderkuer – FC Midtjylland 2-0 (Conference League Q2 2023/24)
Nok sendte Progres Nidderkuer Rangers ud med 2-0 i 2017, men siden er der løbet meget vandt gennem åen, og siden holdet i 2020 røg ud på bagdel og albuer med 0-5 hjemme til Willem II, havde man ikke spillet en europæisk kamp i de to mellemliggende sæsoner.
Luxembourgs nummer to pressede et FCM-hold i tæt på absolut stærkest mulige opstilling med otte gengangere fra premierekampen i Superligaen mod Hvidovre.
Inden kampstart gav luxembourgerne odds 23 for at kvalificere sig og odds 20 for at vinde med to mål i ordinær tid, og det er ALDRIG lykkedes et luxembourgisk hold at vende et to-måls nederlag eller værre i første kamp til avancement eller blot forlænget spilletid i de 67 år, Luxembourg har spillet UEFA-turneringer. Det siger en del om FCMs rædderlige præstation.
#4 AGF – Dila Gori 1-2 (Europa League Q2 2012/13)
1-2 nederlaget på hjemmebane i 1. kamp var for såvidt ikke uløseligt for AGF. Det var måden det skete på og det faktum, at det skete mod et georgisk miniputhold, der ALDRIG havde spillet en europæisk kamp inden opgøret i Århus og som havde turneret som elevatorhold mellem Georgiens bedste og næstbedste række gennem nærmest et helt årti i start-00’erne. Holdet var endt som nummer fem i Georgiens bedste række sæsonen forinden med flere nederlag (11) end sejre (10) og et pointsnit på 1,33.
AGF’erne kom fra en 2011/12-sæson, der gav dem det bedste facit i 13 år med en femteplads og 1,5 point i snit, så odds 1,40 på De Hvii’e inden kickoff lignede endda overordentlig pæn betaling.
Gæsterne kom med senere Superliga-bekendte i Marin Skender på mål og Mate Vadsadze i front, mens AGF også stillede mere end kompetent og rutineret op med Martin Jørgensen, Atle Roar Håland, Peter Graulund og Hjalte Nørregaard i 30+ segmentet og unge, lovende spillere som Osama Akharraz og Aron Johansson i offensiven.
AGF spillede dog en gennemført rædsom kamp, og blev lullet i søvn efter Anders Kures indledende scoring efter bare to minutter. Georgierne kom bedre og bedre med i kampen og endte fortjent med at vinde 2-1 i Århus.
Ondt blev kun værre i returopgøret, hvor AGF tabte med forsmædelige 1-3 og samlet 2-5 til de europæiske novicer.
#3 Dila Gori – AaB 3-0 (UEFA Cup Q2 2013/14)
Året efter AGFs skuffelse mod Dila Gori skulle man mene, at AaB havde fået al mulig grund til at være varsomme inden deres 1. runde opgør mod georgierne. Dila Gori var sluttede væsentligt bedre i sæsonen forinden med holdets hidtil bedste resultat nogensinde i Georgien qua en andenplads, men AaB var stadig klare favoritter til opgøret med odds 2,15 i snit inden kampstart.
AaB kom med en fin blanding af bundrutinerede klubfolk som Jeppe Curth, Rasmus Würtz og Anders Due, mens forsvaret var ungt og fremadstormende med Henrik Dalsgaard, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann og Lasse Nielsen. 20-årige Nicolaj Thomsen var også med fra start som kreativt indslag.
Det endte dog med en sand fadæse af et nederlag på 0-3 på trods af, at AaB havde acceptable 0-0 efter en times spil. Indskiftede Mikheil Gorelishvili lavede to mål, og så var den europæiske kampagne slut for AaB nærmest inden den startede, for returopgøret blev en fesen og uforløst affære, hvor georgiernes parkerede bus lykkedes til fulde med et ubrugeligt 0-0 resultat til følge.
#2 Linfield – FC København 3-0 (Champions League R1 1993/94)
Nordirlandsk fodbold er stadig blandt de allerdårligste i Europa frasorteret miniputnationerne fra San Marino, Andorra og Gibraltar, og 90’erne var ingen undtagelse. I 1990’er kvalifikationerne tabte Portadown bla. med 1-13 til FC Porto og 0-8 til Røde Stjerne, mens Glentoran tabte med 0-8 til Marseille.
Derfor var der også lagt op til en ren ekspeditionssag for FC Københavns nykårede danske mestre, som i sin første Superliga-sæson havde vundet guld med et ungt og spændende kuld med Lars Højer, Martin Johansen og Morten Falch, mens rutinerede Michael Manniche og Palle Plankeværk Petersen i målet udgjorde den rutinerede skare.
Linfield kom fra fire år helt uden europæisk deltagelse og havde siden 1970 vundet to ud af 34 europæiske opgaver – den ene godt nok over Manchester City i 1970 og den anden mod Nentori Tirana i 1982.
FCK’erne fandt aldrig melodien på et intimiderende Windsor Park i Belfast, hvor 9.000 tilskuere på et næsten udsolgt stadion bar sine lokale amatørhelte frem til en knusende 3-0 sejr mod de danske mestre, som var grundlagt allerede efter en time. En skamplet af en anden verden mod et nordisk hold, som næppe havde overlevet i den danske 1. division.
FC København leverede dog i returopgøret, hvor et missil fra Lars Højer på frispark i 92. minut sikrede forlænget spilletid, mens Kim Mikkelsen seks minutter inde i den forlængede spilletid gav FCK det samlede avancement med scoringen til 4-0.
Sejren gav FC København en kassekamp mod AC Milan, som dog var ugæstfri nok til at vinde med hele 6-0 på dansk grund inden returopgøret blev cruiset hjem med en 1-0 italiensk specialitet.
(Der er højdepunkter fra begge Linfield-kampe i videoen)
#1 FC København – ND Gorica 0-5 (Champions League Q2 2004/05)
Intet over, intet under det sammenbrud FC København leverede i 2004 mod ND Gorica efter at have vundet første kamp i Slovenien med 2-1 mod et Gorica-hold, som stadig den dag i dag det laveste pointsnit for en mester de sidste 25 år med uhørte 1,75 i snit.
FCK havde hjemtaget 2004-guldet med klubbens næsthøjeste pointsnit nogensinde, og efter 2-1 på slovensk grund i første opgør, skulle hjemmekampen i Parken bare overstås inden et møde med mægtige AS Monaco ventede i næste runde.
Nok manglede FCK Sibusiso Zuma til begge kampe, men holdet var stadig rigeligt kompetent med Peter Møller og Alvaro Santos i front med 19 mål mellem de to sæsonen forinden samt en stærk danskbaseret defensiv med Lars Jacobsen, anfører Bo Svensson og unge Hjalte Nørregaard og Michael Silberbauer på midtbanen.
Selvom det lugtede af offside ved slovenernes 0-1 mål i returopgøret, var der ingen undskyldninger for det alibi af et forsvarsspil FCK præsterede og endte med at være nede med 0-3 allerede efter 45 minutter til vantro blikke og tabte kæber på tribunerne i Parken. Fire gange blev en slovener spillet i dybden, og fire gange endte det med en scoring.
Gorica tabte sammenlagt med 0-9, mens FC København i næste CL-kvalifikation i 2006/07 gik hele vejen med en meritterende sejr over Ajax på 2-0 i Amsterdam, som banede vejen for klubbens første gruppespil, hvor københavnerne hentede syv point, bla. med tre af dem mod Manchester United.