Leanders Lup: Super-Silke og andre facts fra 11. Superliga-runde
Benjamin Leander løfter sløret for flere opsigtsvækkende Superliga-præstationer fra 11. runde, hvor flere spillere leverede karrierebedste kampe for deres respektive hold, ligesom vi for første gang i 15 år har en topholdstrio med guldsnit!

Foto: IMAGO / Gonzales Photo, Morten Kjær
Silkeborg – Lyngby 5-0 (Thordarson, Thordarson, Thordarson, Tengstedt, Tengstedt)
For femte gang i træk vandt Silkeborg en SL-kamp på eget græs – vi skal tilbage de glade 90’ere for at finde sidst det skete i samme sæson, nemlig i foråret 1995, hvor dette mandskab var med til at hente femte SL-sejr i træk via en 2-0’er mod Brøndby.
Grafik: Superstats
Sejren var også den fjerde i træk på JYSK Park med Clean Sheet – ikke siden mesterskabssæsonen i 1994 er det sket sidst. Dengang med fem sejre i træk på hjemmebane med Clean Sheet i de sidste fem hjemmekampe af sæsonen.
Stefan Thordarson blev den tredje islænding i Superligaen til at score hattrick. Aron Johansson (islænding på tidspunktet inden han blev amerikansk landsholdsspiller) for AGF og Jon Dagur Thorsteinsson, ligeledes for Smilets By, var de to første.
Kuriøst nok scorede Thordarson sit hattrick med venstre fod, højre fod og på hovedstød – det første SL-hattrick til at blive scoret således siden Mikael Uhre også med tre mål i 1. halvleg mod OB i foråret 2021.
Silkeborgs flotte start med 22 point for 11 kampe er medvirkende til, at vi for første gang siden efteråret 2008 har TRE hold med et pointsnit på 2,00+ efter de første 11 runder. Dengang så stillingen således ud:
Grafik: Superstats
For Lyngby var det klubbens største nederlag i en SL-udekamp siden klubbens amatører tabte 0-7 til AGF i 2001 efter daværende Lyngby FC var blevet erklæret konkurs.
På en gedigen, kollektiv off-day tog Lyngby hverken fra offensivt eller defensivt, men offensiven producerede ikke en afslutning før minut 41 ved stillingen 4-0 til Lyngby – kun mod Randers i runde fem har Lyngby i denne sæson afsluttet senere i kampen ved første afslutning (minut 44 ved den lejlighed)
FC Nordsjælland – OB 0-1 (Deedson)
FCN har ikke scoret TRE SL-kampe i træk. To af kampene endda mod de to dårligste hold i rækken i form af oprykkerne fra Hvidovre og Vejle. Man er dermed én kamp fra at tangere den negative klubrekord fra 2014/15 og 2019/20 på fire SL-kampe i træk uden scoring.
0-0’erne mod HIF og VB gjorde også FCN til det første hold siden 2017/18-sæsonen, der ikke scorede mod de to nyoprykkere til Superligaen i de første to indbyrdes opgør i sæsonen siden Randers ikke gjorde det mod Hobro og Helsingør i sensommeren 2017.
FCN’erne gjorde ellers ikke meget forkert i kampen mod OB, hvor alle underliggende parametre sådan set var mere eller mindre med pil opad. Man pressede OB i bund og tvang fynboerne til mægtige 48 clearinger i kampen. Det højeste antal lavet af et modstanderhold i en FCN-kamp i al den tid der er data fra mellem juli 2015 og oktober 2023!
Det beløbede sig dog ikke i en eneste stor chance på mindst 0,30 Expected Goals for anden hjemmekamp i træk (0-0 mod HIF og nu også 0-0 i store chancer mod OB) FCN’ernes store chancer er faldet i større klumper med otte af i alt 14 store chancer skabt på tre kampe med fire af slagsen mod Viborg i premieren, to mod FCM og to mod FCK.
Norske Andreas Schjelderup har fortsat ikke for alvor sat sit produktmæssige aftryk siden returen fra Benfica. 0 mål og 0 oplæg er det blevet til i de første fem optrædener, og det endda på trods af, at Schjelderup har flere succesfulde mand-mand-drible-dueller end i sidste sæson, flere afslutninger pr. kamp i snit og vinder langt flere dueller som helhed med 55% succesrate på sidstnævnte kontra blot 40 i 2022/23-sæsonen. Det bør være et spørgsmål om tid, før nordmanden stempler ind med mål eller assists.
OB’erne fik en tiltrængt sejr, naturligvis skabt på en stærk omgang defensiv fight. Nytilkomne Filip Helander var en maskine i det centrale forsvar og havde TRETTEN bolderobringer – det højeste antal for svenskeren siden 14 af slagsen for Bologna i en Serie A-kamp mod Genoa helt tilbage i februar 2018.
Tyske Tom Trybull vikarierede for karantæneramte Alassana Manneh på den centrale midtbane og leverede også en stærk indsats med en pasningsprocent på 92, seks bolderobringer og seks clearinger.
OB’erne har efter et halvt grundspil givet færrest store chancer væk af alle hold med blot seks afslutninger på mindst 0,3 xG mod sig. De deler statusen som defensiv førerhund med Brøndby, der også kun har seks store chancer mod sig i sæsonen.
Odds-markedet var ikke glade for OB inden kampstart, hvor Andreas Alms tropper endte i odds 9,00 for sejr hos Bet365. Sejren er odds-mæssigt den største Superliga-overraskelse siden Horsens’ 1-0 sejr på MCH Arena 1. juni 2020, hvor Unibet havde enorme odds 12,5 på udesejren.
Vejle – Hvidovre 3-1 (Jakobsen, Ezatolahi, Onugkha, N’Gbakoto)
Det var ikke god Superliga-reklame søndag eftermiddag i en voldsomt rodet affære, hvor Vejle var ringe på bolden og registrerede sølle 39% i boldbesiddelse med en pasningsprocent på 72. Ikke siden 0-4 mod FCK i august 2021 har Vejle haft bolden så lidt på eget græs – søndag endda i en kamp, hvor VB var forhåndsfavoritter.
Vejle var til gengæld skarpe i offensiven og mønstrede otte afslutninger indenfor rammen – det højeste antal i en SL-kamp siden 10 afslutninger på mål mod Horsens i foråret 2021.
21% af Vejles afleveringer i kampen var en lang aflevering. Det er den næsthøjeste procentdel af lange afleveringer for noget hold i sæsonen fordelt på de foreløbige 66 Superliga-kampe. VB stod selv for den højeste i sæsonen med 25% lange afleveringer mod AGF i premieren.
Nok fik Hvidovre scoret i Nørreskoven, men fire scoringer på de første 11 runder er den dårligste offensive præstation NOGENSINDE i Superligaen. B93s prügelknaber scorede i 1998 fem gange på 11 runder, men lukkede til gengæld også 34 mål ind.
Hvidovre havde pæne, underliggende tal for kampen isoleret set. Næsthøjeste antal positionerede angreb i sæsonen (36), højeste procentuelle andel af vundne, offensive dueller i sæsonen og næsthøjeste antal afleveringer til banens sidste tredjedel. Det nytter bare ikke noget, når holdets offensive output er så pauvert. Holdet mønstrede sølle to afslutninger fra DangerZone, hvor den ene var et Martin Spelmann hovedstød efter et hjørnespark og det andet var et afrettet og tilfældigt hovedstød, som endte med scoring fra Christian Greko Jakobsen.
Hvidovre kan dog trøste sig med, at holdet ikke er horribelt dårlige i kreative, underliggende parametre i forhold til det opbyggende angrebsspil. Holdet er sidst i flere kategorier, men ikke lysår efter øvrige hold som Vejle, Randers og AGF, som heller ikke imponerer på det kreative spil med bla. stikninger i dybden, kreative, penetrerende afleveringer, store chancer skabt, berøringer i boksen mm.
Brøndby – Viborg 1-0 (Kvistgaarden)
Brøndby har nu ikke givet en stor chance væk FEM SL-kampe i træk. Sidste sæson havde man to sekvenser a fire SL-kampe i træk uden en stor chance imod sig, men det begynder for alvor at ligne noget defensivt for Vestegnens udvalgte, som også har skabt flest store chancer af alle hold sammen med Silkeborg.
Mod Viborg var spillet ingenlunde imponerende, og flere profiler havde en off-day. Nicolai Vallys havde for femte Superliga-kamp ud af seks mulige ikke en afslutning på mål efter at have haft ni afslutninger de første fem kampe indenfor rammen med fem fuldtræffere til følge.
Ohi Omoijuanfo var komplet usynlig og havde sølle ti vellykkede aktioner i kampen. Det laveste antal i en kamp med mindst en time på banen i en SL-kamp siden seks vellykkede aktioner mod netop Viborg i en udekamp i september sidste år.
Brøndby måtte lave 67 bolderobringer og 34 clearinger i kampen som et godt billede på, at Viborg pressede det gulklædte hjemmehold ned. Intet udehold på Brøndby Stadion har tvunget værterne til så mange clearinger siden Horsens gjorde det helt tilbage i august 2017!
Frederik Alves Ibsen var et defensivt monster med en “Double-Double” bestående af 12 bolderobringer og 10 clearinger. Alves Ibsen er den første BIF-spiller til at lave en double-double siden Andreas Maxsø gjorde det mod AGF i den famøse næstsidsterunde-kamp, som var kraftigt medvirkende til at guldet kom hjem til Vestegnen, og her spillede Brøndby i undertal i langt over en time.
Viborg pustede og prustede, men manglede offensive løsninger på banens sidste tredjedel. Holdet fik ikke BIF-keeper Pentz i aktion en eneste gang med 10 afslutninger og NUL af dem indenfor rammen. Kun i 0-4 miseren mod FCM i forårspremieren har VFF under Jacob Friis mønstret nul afslutninger indenfor rammen i ALLE turneringer.
VFF slider stadig med at finde den optimale løsning på 9’er positionen, hvor Renato Junior var foretrukket for tredje kamp i træk. For anden kamp i træk havde brasilianeren ikke en eneste afslutning, og selvom han vandt Superliga-karrierehøjeste 11 dueller mod BIF-defensiven, har Viborg ikke for alvor fået lukket hullet efter hollandske Jay-Roy Grot.
Ibrahim Said virker frustreret for tiden og nappede den fjerde advarsel på fem kampe. Denne gang for at gå ind i en massekonfrontation, og den advarsel sender nigerianeren i karantæne den kommende weekend mod FCN.
FC Midtjylland – Randers 2-2 (Coulibaly, Franculino, Osorio, Kopplin)
Det spiller stadig ikke for FCM rent defensivt. Søndag aften scorede både Lasso Coulibaly og Bjørn Kopplin forholdsvis uproblematisk på to store tilbud, og kun Viborg (18) har nu tilladt flere store chancer imod sig end deres midtjyske rivaler (15).
Endnu engang spillede FCM en undervældende 1. halvleg. 12 af Thomas Thomasbergs troppers 15 Superliga-scoringer er kommet i de sidste 45 minutter, og mens to af de tre mål kom i en stærk kamp mod Silkeborg, kom det sidste af slagsen mod AGF på en gedigen opspilsblunder fra århusianernes Bailey Peacock-Farrell. Mod Randers havde FCM i 1. halvleg sæsonnæsthøjeste 65 boldtab, sæsonnæstlaveste 0,10 i xG-score og sæsonlaveste 33% præcise lange afleveringer mod et snit på 55.
Andre Rømer var en af tre spillere, som blev skiftet ind i pausen, og midtbaneankeret leverde en eminent 2. halvleg med 83% vellykkede aktioner og en pasningsprocent på 97. De 83% vellykkede aktioner er det bedste i HELE Rømers seniorkarriere i kampe tracket i databasen mellem 2015 og 2023.
Hos Randers var der endelig pil op på præstationen efter fortsat mellemfornøjede indsatser selv i sejrene mod Vejle og Silkeborg. For kun anden gang i sæsonen skabte man flere store chancer end sine modstandere i Superligaen, og trakterede samtidig også med sæsonens højeste antal vundne dueller og næstflest antal afslutninger efter positionerede angreb (10)
FCN-ejede Lasso Coulibaly bød ind med scoring og en reel brandkamp, hvor ivorianeren tegnede sig for personlig Superliga rekord hvad angår:
- Flest vundne dueller i en SL-kamp (17)
- Flest succesfulde mand-mand-dribledueller i en SL-kamp (5)
- Flest succesfulde aktioner i en SL-kamp med mindst 45 minutters spilletid (45)
- Flest clearinger i en SL-kamp (3)
Med Coulibaly på banen har Randers hentet otte point i fem kampe – markant bedre end de fem point i seks kampe man fik inden FCN-lejesvendens ankomst
AGF – FC København 1-1 (Serra, Falk)
AGF kan være forbitrede over, at holdet smed point i overtiden, men samlet set skabte Uwe Röslers tropper forsvindende lidt og scorede på deres eneste afslutning indenfor rammen. De første seks runder skabte AGF ni store chancer – de sidste fem runder er tallet sammenlagt EN stor chance, som tilmed ikke engang blev udnyttet mod Viborg.
Især i 1. halvleg var AGF presset fuldstændig i bund med 19 positionerede angreb mod sig – det højeste i en SL-kamp siden FCM havde 20 af slagsen på Ceres Park for præcis et år siden. AGF havde hverken et hjørnespark eller en afslutning indenfor rammen de første 45 minutter – også her skal vi tilbage til starten af sidste sæson i en kamp mod FCM, nemlig runde seks, hvor GF’erne heller ikke skabte noget som helst i 1. halvleg.
Patrick Mortensen fik til gengæld sat Janni Serra op til scoring med sit tredje oplæg denne sæson – samme antal oplæg på 11 runder som Mortensen bidrog med sammenlagt på 60 SL-optrædener i 21/22 og 22/23.
FCK kapitaliserede dog ikke på de chancer man fik, og Jacob Neestrups tropper har problemer med kontinuerligt at skabe store tilbud foran modstandernes mål. 10 af i alt 15 store chancer er skabt i tre kampe mod Vejle, Randers og FCN, og mod AGF skulle der en personlig fejl fra Jesper Hansen til for, at Moi Elyounoussi kunne tegne sig for en stor chance på en tilfældig baggrund.
Rasmus Falk kom på tavlen med sin første afslutning indenfor rammen i denne sæson. FCK-playmakeren spillede en stor kamp i Århus og havde sæsonhøjeste otte bolderobringer foruden sin udlignende scoring. Midtbanekollegaen Lukas Lerager havde til gengæld ingen stor kamp og noterede sig for sæsonhøjeste 12 fejlafleveringer – et tal, som ikke er set højere i Superligaen siden efteråret 2021 ude mod Sønderjyske i oktober.