Leanders Lup: Kæmpe efterårsgennemgang af alle 12 Superliga-hold
102 efterårskampe er færdigspillede i landets bedste række, som nu går på juleferie. SpilXpertens fodboldanalytiker Benjamin Leander kommer med aha-data på alle 12 mandskaber.


Foto: IMAGO / Gonzales Photo
Superligaen går på vinterpause med 17 runder spillet og 15 tilbage. For første gang NOGENSINDE i den tid, Superligaen har spillet med tre point for en sejr (1996-2023) er TRE hold indenfor en afstand af tre point ved vinterpausen.
Fodboldanalytiker Benjamin Leander gennemgår underliggende data på alle 12 hold, her i blandt store chancer (afslutninger på mindst 0,30 xG)
FC Midtjylland
Store chancer for: 19
Store chancer imod: 17
Mål på store chancer: 12
Mål indkasseret på store chancer: 10
- FCM skabte 10 store chancer i de sidste fem runder sammenholdt med ni store chancer de første 12 spillerunder. Midtjyderne scorede også lige så mange mål (17) i de sidste fem spillerunder som man gjorde i de første 12 (17)
- Nytilkomne Cho Gue-Sung har været instrumental for midtjyderne. Ikke blot med sine otte mål (topscorer), men også for hele FCMs måde at spille på. Kun Patrick Mortensen i AGF (148 luftdueller) har flere luftdueller end koreaneren (129), som tilmed har vundet voldsomt imponerende 53% af disse sammenholdt med eksempelvis Mortensens 43. Kun Viborgs Anosike Ementa (58%) og Lyngbys Andri Gudjohnsen (53,1%) har højere succesrate blandt offensivspillerne i Superligaen med mindst 600 minutters spilletid.
- FCM’erne har især været skarpe til at vende kampbilledet i de sidste 45 minutter, hvor Ulvene har sæsonhøjeste 14 point i plus sammenholdt med, hvis kampene var fløjtet af efter 1. halvleg. FCM havde blot ligget delt nummer 6, hvis kun resultatet af 1. halvleg talte med, men 23 af holdets i alt 34 mål scoret mellem minut 46 og 90 har været med til at katapultere Thomas Thomasbergs tropper til tops. Silkeborg har vundet næstflest point i 2. halvleg af alle SL-holdene med ni pluspoint sammenholdt med 1. halvlegs-resultaterne.
- Selvom FCM har været stærke offensivt, har defensiven også præsteret bundsolidt med blot 7,4 afslutninger mod sig pr. kamp indtil nu. Holder FCM den kadence, vil man være holdet med færrest afslutninger mod sig i al den tid, der er data fra på området (2015-2023) Sidste sæson var FCM også bedst med 9,0 afslutninger mod sig i snit over de 32 kampe.
Brøndby
Store chancer for: 23
Store chancer imod: 13
Mål på store chancer: 15
Mål indkasseret på store chancer: 6
- Brøndby har været skarpe på de store chancer og sparket 63% af afslutningerne på mindst 0,30 xG i netmaskerne. Kun Lyngby med 65% effektivitet på store chancer er bedre på den konto, mens Brøndby til gengæld både har været begunstiget af held og dygtighed på store chancer imod, hvor ingen er i nærheden af at lukke mål ind på blot 25% af de store chancer imod, som er tilfældet for Brøndby.
Til gengæld er Brøndby også det hold, som overperformer sin Expected Goals statistik klart mest i Superligaen. Holdet har 28,7 xG mod 33 scoret – en overpræstation på 4,3 mål. Næste hold på listen er FCM med en overpræstation på sølle 0,2 xG. - Brøndby har en opsigtsvækkende statistik, når Mathias Greve starter på banen i Superliga-kampene. Ni kampe fra start med midtbanedynamoen har givet syv sejre, to uafgjorte og nul nederlag med en målscore på 21-6 sammenholdt med tre sejre, to uafgjorte og tre nederlag med en målscore på 12-11 i de otte kampe han IKKE har spillet.
- Nicolai Vallys har været voldsomt instrumental for Brøndby i offensiven med både 10 fuldtræffere, men også med et væld af chanceskabende afleveringer i dybden. Vallys har 39 “Deep Completions” efter 17 runder – afleveringer, som finder en modstander i dybden maksimalt 20 meter fra mål – det er 10 færre end han havde i sidste sæson på 30 kampe for både SIF og BIF. Generelt har Vallys på nærmest alle parametre haft en imponerende sæson – i hvert fald sammenlignet med sidste sæsons i forvejen meget pæne tal:
Alle tal pr. 90 minutters Superliga-fodbold. - Brøndby har løst holdets gigantiske problemer på hjørnespark og dødbolde, hvor holdet i sidste sæson lukkede rekordhøje 10 mål ind blot i grundspillets 22 kampe. Denne sæson har man blot lukket en enkelt scoring ind – tilmed en ubetydelig 1-3 reducering hjemme mod Randers 20 minutter før tid.
FC København
Store chancer for: 31
Store chancer imod: 16
Mål på store chancer: 12
Mål indkasseret på store chancer: 8
- FCK har skabt suverænt flest store chancer af alle hold, har den største difference på store chancer for og imod (+15), men mangler i den grad offensiv pondus. 19 store brændte chancer i sæsonen er milevidt foran holdet med næstflest missere; FCN med 12 styk. Samtidig bliver holdet straffet på store chancer imod, hvor man allerede nu har lukket flere mål ind (8) på store chancer på 17 runder, end man gjorde i hele sidste sæson på 32 runder (7)
- Det er fjerde gang indenfor de sidste 10 år, at FCK skal balancere Champions League-gruppespil sideløbende med Superliga-sæsonen. Her er hvordan status var ved vinterpausen de øvrige sæsoner:
2013/14: 3’er i Superligaen efter 18 runder. Pointsnit 1,67. Videre til semifinalerne i Pokalen.
2016/17: 1’er i Superligaen efter 21 runder. Pointsnit 2,52. Videre til 1/8-finaler i Pokalen.
2022/23: 3’er i Superligaen efter 17 runder. Pointsnit 1,59. Videre til 1/4-finaler i Pokalen.
2023/24: 3’er i Superligaen efter 17 runder. Pointsnit 1,94. Videre til 1/4-finaler i Pokalen. - FCK’erne har været usædvanligt uskarpe på dødbolde i denne sæson, hvor holdet har lukket SEKS mål ind efter hjørnespark – kun Randers med otte har lukket flere mål ind efter hjørnespark. Sidste sæson lukkede man blot fire ind på 32 spillerunder. I samme boldgade tillader FCK også rekordhøje 5,5 hjørnespark mod sig i snit pr. SL-kamp – mellem 2015 og 2023 har holdet ikke tilladt så mange hjørnespark mod sig på noget tidspunkt.
- For første gang siden år 2000 vinder FCK ikke kalenderårets tre sidste Superliga-kampe og for første gang nogensinde TABER FCK kalenderårets sidste to kampe.
AGF
Store chancer for: 16
Store chancer imod: 13
Mål på store chancer: 6
Mål indkasseret på store chancer: 6
- AGF har været skarpe til at bruge hovedet med otte hovedstødsscoringer i sæsonen indtil videre – en færre end i hele sidste sæson – men det bekymrer, at hele 38% af holdets samlede mål er scoret på låget – en scoringsmetode, som traditionelt er forholdsvis svær sammenholdt med de almindelige scoringer med højre- og venstreskøjten. Kun Hvidovre med 44% af scoringerne på hovedstød er i nærheden af AGF, hvorimod hold som FCK, Viborg og FCM alle ligger på 12% i modsatte ende af hovedstødstabellen.
- Uwe Rösler har fortsat den defensivt solide struktur fra sidste sæson, og holdet tillader både færrest store chancer og næstfærrest afslutninger generelt mod sig i sæsonen. Som det eneste hold i sæsonen har man ikke indkasseret et mål hverken på hjørnespark eller tilladt modstanderne at score på hovedstød – bla. fordi AGF kun tillader afslutninger efter hjørnespark på rekordlave 19% af tilfældene!
HOLD | AFSLUTNINGER EFTER HJØRNE I % | AFSLUTNING EFTER HJØRNE IMOD I % | MÅL EFTER HJØRNE | MÅL IMOD EFTER HJØRNE |
AGF | 33 | 19 | 5 | 0 |
VIBORG | 17 | 26 | 1 | 2 |
BRØNDBY | 32 | 26 | 4 | 1 |
FC NORDSJÆLLAND | 33 | 27 | 5 | 1 |
VEJLE | 33 | 28 | 2 | 0 |
HVIDOVRE | 18 | 28 | 0 | 5 |
SILKEBORG | 38 | 28 | 3 | 3 |
FC MIDTJYLLAND | 22 | 30 | 2 | 3 |
FC KØBENHAVN | 26 | 31 | 5 | 6 |
LYNGBY | 35 | 34 | 4 | 4 |
RANDERS | 36 | 37 | 4 | 8 |
OB | 33 | 38 | 0 | 4 |
- AGF skraber noget bekymrende bunden på de kreative bolde i dybden til holdets offensivspillere. AGF har kun 3,9 Deep Completions og 3,1 forsøgte Through Passes (stikninger bag modstandernes bagerste kæde) pr. kamp – sidste sæson lå tallet på hhv. 5,2 og 5,5 – endda med 20 kampe mod Top6 og kun 12 kampe mod Bund6. Bla. er holdet med færrest Deep Completions rykket ud i tre af de sidste fire sæsoner.
Derudover ligger man næstsidst på Smart Passes, kreative, penetrerende afleveringer med det formål at splitte modstandernes kæder ad, hvor man kun forsøger 1,50 pr. kamp mod 2,50 i sidste sæson. - Patrick Mortensen ligger på opsigtsvækkende lave 1,4 afslutninger pr. kamp i snit for AGF denne sæson – markant under de 1,8 han lå på i både 21/22 og 22/23. Det tyder på, AGF har svært ved at spille Mortensen helt optimalt – også selvom han har scoret aldeles acceptable syv gange indtil videre. Som lille indikator er det også værd at bemærke, at Mortensen allerede nu er løbet syv gange offside – to mere end han gjorde i hele sidste sæson i 32 starter.
FC Nordsjælland
Store chancer for: 19
Store chancer imod: 13
Mål på store chancer: 7
Mål indkasseret på store chancer: 7
- Selvom FCN har hentet både Andreas Schjelderup og Marcus Ingvartsen hjem til klubben igen, har FCN haft to forskellige ansigter hhv. før og efter man solgte stjernefrøet Ernest Nuamah til Lyon.
Fire kampe med Nuamah: 12 point, målscore 15-3. Syv store chancer skabt, fire udnyttet.
13 kampe uden Nuamah: 15 point, målscore 11-11. 12 store chancer skabt, tre udnyttet.
De seneste TI runder har FCN ikke scoret på en eneste af de otte store chancer, man har skabt, bla. fordi man har fornærmende dårlige 32 i træfprocent på skud indenfor rammen, hvor både FCK, Brøndby og Silkeborg ligger på 42% helt fremme i skarphedstabellen. Ibrahim Osman har afsluttet kriminelt dårligt med 32 forbiere ud af 40 afslutninger, men har flere boldberøringer i modstandernes felt end nogen anden spiller i ligaen med hele 92 af slagsen mod Mathias Kvistgaardens 82 og Nicolai Vallys’ 69. - Forsvarsmæssigt har FCN’erne leveret en mere end acceptabel præstation og tillader rekordlave 8,0 afslutninger mod sig pr. kamp, ligesom man har næstlaveste 13 store chancer tilladt. Sommer-signingen Jeppe Tverskov er trådt ind med stort aftryk og har flest afleveringer, flest afleveringer til banens sidste tredjedel, tredjeflest progressive afleveringer over 20 meter og 8. flest bolderobringer.
- Efter salget af Ernest Nuamah har FCN døjet med voldsomme, europæiske tømmermænd i Superligaen. Seks europæiske kampe, en kval og fem gruppespilskampe i Conference League, har efterfølgende i Superligaen medført 1-1 i Lyngby, 0-0 mod Hvidovre, 0-0 i Vejle, 0-1 mod OB, 1-2 i Brøndby, 0-2 i Herning og 1-1 i Odense.
- Norske Andreas Schjelderup spillede blændende i Superligaen for et år siden med 10 mål i 17 kampe, men efter hjemkomsten fra Benfica er det blot blevet til en enkelt fuldtræffer for Schjelderup på 19 forsøg. De underliggende parametre udover scoringerne ser dog overraskende positive ud for FCN og nordmanden:
Silkeborg
Store chancer for: 20
Store chancer imod: 13
Mål på store chancer: 9
Mål indkasseret på store chancer: 7
- Silkeborg var ét point fra førstepladsen efter 12 spillerunder, men gik kolde til sidst med to point af de sidste 15 mulige. Kent Nielsens tropper er stadig ypperlige i spillet med bolden, men er gået voldsomt tilbage i forhold til de sidste to sæsoner, hvor man har haft 55 og 53% boldbesiddelse i hhv. 21/22 og 22/23. Denne sæson er man nede på 49%, ligesom de kreative pasningsparametre som Deep Completions (6,5 pr. kamp – 10,0 i 21/22 og 9,1 i 22/23) og Smart Passes (3,9 pr. kamp – 6,2 i 21/22 og 4,5 i 22/23) er gået klart tilbage. En logisk konsekvens af, at man har solgt nøglespillere som Sebastian Jørgensen og Nicolai Vallys, som var blandt Superligaens bedste i begge kategorier.
- På trods af en mindre formnedgang, har topscorer Alexander Lind stadig haft et formidabelt efterår. 24 afslutninger, 17 indenfor rammen, 10 scoringer. Linds 71% er pr. dags dato stadig den højeste træfsikkerhed indenfor rammen set mellem 2015 og 2023 blandt spillere med mest 1.000 spilminutter, hvor daværende FCM-angriber Marvin Pusic i 2015/16 havde 66% af sine afslutninger indenfor rammen.
Uden Linds scoringer har SIF dog haft det svært. Otte kampe med Alexander Lind-mål har givet 22 point fordelt på syv sejre og en uafgjort. Ni sejre uden Lind-scoringer har givet SIF sølle fem point fordelt på en sejr, to uafgjorte og seks nederlag. - Silkeborgs defensiv har været stærkt medvirkende til holdets Top6-placering, bla. fordi Pelle Mattsson løber solen sort på midtbanen. Silkeborgs 6’er har flest defensive dueller af samtlige spillere i Superligaen; en kategori, hvor Top3-spillerne traditionelt har været rigtig dygtige den sidste håndfuld sæsoner:
2022/23
1. Jeppe Grønning, VFF
2. Mads Bidstrup, FCN
3. Lasse Berg Johnsen, RFC
2021/22
1. Rasmus Carstensen, SIF
2. Jeppe Grønning, VFF
3. Lasse Berg Johnsen, RFC
2020/21
1. Morten Frendrup, BIF
2. Jacob “Jaxe” Christensen, FCN
3. Zeca, FCK
2019/20
1. Zeca, FCK
2. Nicolai Poulsen, AGF
3. Frank Onyeka, FCM
Lyngby
Store chancer for: 17
Store chancer imod: 24
Mål på store chancer: 11
Mål indkasseret på store chancer: 11
- Superligaens mest effektive hold holder til på Lundtoftevej, hvor Lyngby har udnyttet voldsomme 65% af deres store chancer i sæsonen. 11 mål på store chancer er samme antal som Lyngby scorede hele sidste sæson på 32 kampe – denne sæson skulle man blot bruge det halve antal runder på at tangere den præstation.
- Frederik Gytkjær var en decideret talisman for Freyr Alexanderssons tropper i efteråret. Med Gytkjær på banen i 1.194 minutter havde LBK en målscore på 18-18, mens 326 minutter uden Gytkjær gav en målscore på 3-9. Siden starten af sidste sæson har Lyngby spillet 16 kampe i Superligaen og Pokalturneringen, hvor Gytkjær har spillet mellem 0 og 45 minutter – man har ikke vundet EN ENESTE.
- Andri Gudjohnsen har været en forrygende tilføjelse for Lyngby i front med seks af de kongeblås 21 scoringer indtil videre. Samtlige seks fuldtræffere er sat ind fra den såkaldte DangerZone centralt for mål parallelt med kanterne af det lille målfelt og ud til straffesparksfeltets kant – kun SIFs Alexander Lind med alle sine 10 scoringer lavet fra DZ, Nicolai Vallys med otte DZ-mål samt AGFs Patrick Mortensen og FCKs Roony Bardghji med samme antal kan præstere på niveau med den unge islænding.
- Heller ikke 2023 blev året, hvor Lyngby formåede at vinde to efterårskampe i træk. Hverken i 2023, 2022 eller 2020 formåede de kongeblå at synge sejrssang to på hinanden følgende kampe i Superligaen, og man skal tilbage til runde 10 og 11 i 2019 for at finde sidste tilfælde, hvor man dengang vandt med 3-2 i Silkeborg og 2-1 hjemme over Hobro. Efterfølgende har man spillet SEKSOGHALVTRES efterårs-Superligakampe uden på noget tidspunkt at vinde to i træk.
Viborg
Store chancer for: 20
Store chancer imod: 23
Mål på store chancer: 10
Mål indkasseret på store chancer: 12
- Viborg gav odds 7 for at blive danske mestre tre spillerunder før tid i sidste sæson, så på den baggrund er det bemærkelsesværdigt, at domkirkebyen nu giver odds 9 bare for at gå i Top6. Defensiven har været den store achillessene for de grønklædte, som i hele sidste sæson gav 19 store chancer på mindst 0,30 xG væk – efter 17 spillerunder i denne sæson er tallet oppe på TREOGTYVE.
- Efter to fremragende sæsoner i 2021/22 og 2022/23 med hhv. 5,8 og 6,1 Prevented Goals, er VFF-keeper Lucas Lund også kommet ned på jorden i denne sæson. Lund står noteret for -0,6 Prevented Goals i denne sæson – kun undergået af Patrik Carlgren med -1,5 og Martin Hansen med voldsomme -4,0 blandt keepere med mindst otte kampe i sæsonen. Paradoksalt nok står Lucas Lund dog også noteret for flest store redninger i sæsonen (afslutninger indenfor rammen på mindst 0,30 xG) sammen med Nathan Trott fra VB og Filip Djukic fra HIF, så Viborgs defensiv må også stikke halen skamfuldt mellem benene pga. deres utilstrækkelige forsvarsspil, som har tilladt næstflest afslutninger mod sig af alle hold med 12,6 pr. kamp. Sidste sæson var tallet nede på 10,2.
Overordnet har Superliga-keeperne præsteret således på de store chancer på mindst 0,30 xG:
KEEPER | HOLD | REDNINGER | MÅL IMOD | BLOKERET/FORBI/STOLPE | REDNINGS-% |
NATHAN TROTT | VB | 6 | 9 | 6 | 6/15 = 40% |
FILIP DJUKIC | HIF | 6 | 11 | 3 | 6/17 = 35% |
LUCAS LUND | VFF | 6 | 12 | 6 | 6/18 = 33% |
MADS KIKKENBORG | LBK | 5 | 11 | 8 | 5/16 = 31% |
PATRIK CARLGREN | RFC | 5 | 11 | 4 | 5/16 = 31% |
NICOLAI LARSEN | SIF | 4 | 13 | 2 | 4/13 = 31% |
HANS CHR. BERNAT | OB | 3 | 2 | 4 | 3/5 = 60% |
JESPER HANSEN | AGF | 2 | 3 | 2 | 2/5 = 40% |
B PEACOCK–FARRELL | AGF | 2 | 3 | 1 | 2/5 = 40% |
JONAS LÖSSL | FCM | 2 | 9 | 6 | 2/11 = 19% |
PATRICK PENTZ | BIF | 1 | 4 | 3 | 1/5 = 20% |
ANDREAS HANSEN | FCN | 1 | 7 | 2 | 1/8 = 13% |
KAMIL GRABARA | FCK | 1 | 8 | 7 | 1/9 = 11% |
MARTIN HANSEN | OB | 0 | 2 | 4 | 0/2 = 0% |
- Anfører Jeppe Grønning havde kæmpe andel i Viborgs flotte 22/23-sæson, men er gået tilbage på flere parametre i denne sæson. Succesfulde aktioner er gået over fem procentpoint tilbage fra 68 til under 63, mens Grønnings pasningsprocent også er gået sydpå med 79 mod 83 i sidste sæson. Især de lange afleveringer fra Grønning har været en achilleshæl for VFF-anføreren, som er femten procentpoint dårligere i denne sæson (46%) end sidste sæson (61) på stort set identiske antal lange afleveringer pr. kamp (5,1 mod 4,8)
- Anosike Ementa har haft et flot efterår i Viborg efter at være blevet vejet for let i AaB. Ementa har flest vundne hovedstødsdueller rent procentuelt af alle offensivspillere i hele Superligaen (58% med Christian Greko og Andri Gudjohnsen på de efterfølgende pladser med 53% hver) og har scoret på hæderlige fire afslutninger ud af 12 indenfor rammen.
OB
Store chancer for: 16
Store chancer imod: 15
Mål på store chancer: 5
Mål indkasseret på store chancer: 4
- OB har været ganske bemærkelsesværdige på underliggende parametre i denne sæson. Fynboerne havde en stor chance-score på opsigtsvækkende positive 12-6 efter 10 spillerunder, men har ikke scoret på en stor chance siden 1-2 nederlaget mod Vejle i runde syv! Siden har OBs otte Superliga-scoringer (eksl. straffespark) haft følgende xG værdier:
0,08 (Deedson mod FCM), 0,13 (Slotsager mod LBK) 0,09 (Deedson mod FCN), 0,15 (Al-Hajj mod FCM), 0,03 (Kadrii mod LBK), Deedson (0,06 mod LBK) og 0,11 (Deedson mod RFC)
I ovenstående periode har man haft syv store chancer på 0,30+ xG og brændt SAMTLIGE. - Mangel på kontinuitet har også været et issue for OB, som ikke har en eneste spiller, som har startet enten samtlige 17 SL-kampe eller 16 af 17 SL-kampe. Kun FCM bider :
HOLD | BENYTTEDE SPILLERE | 17 STARTER | 16+ STARTER | 15+ STARTER |
OB | 26 SPILLERE | 0 | 0 | 3 |
FC MIDTJYLLAND | 31 SPILLERE | 0 | 1 | 2 |
FC KØBENHAVN | 26 SPILLERE | 0 | 2 | 3 |
FC NORDSJÆLLAND | 27 SPILLERE | 0 | 3 | 5 |
VIBORG | 24 SPILLERE | 2 | 2 | 3 |
RANDERS | 23 SPILLERE | 2 | 3 | 5 |
HVIDOVRE | 26 SPILLERE | 2 | 3 | 5 |
LYNGBY | 27 SPILLERE | 2 | 4 | 5 |
VEJLE | 24 SPILLERE | 2 | 5 | 6 |
BRØNDBY | 26 SPILLERE | 3 | 4 | 4 |
AGF | 25 SPILLERE | 4 | 5 | 5 |
SILKEBORG | 22 SPILLERE | 4 | 7 | 7 |
- OB har Brøndby og FC København hjemme som grundspillets sidste to hjemmekampe i foråret. Ingen af de første ni hjemmekampe endte med sejr, og vinder OB ikke en af de to opgør mod de to tophold, er fynboerne det første hold siden B1909 i 1992/93 til ikke at vinde en grundspilshjemmekamp i Superligaen. Silkeborg står dog stadig for den sløjeste hjemmesejr-statistik i Superligaen med NUL sejre i 16 forsøg i den suveræne nedrykning i 2015.
- Rami Al-Hajj er i Top4 blandt ALLE Superliga-spillere i de kreative pasningskategorier Smart Passes, Deep Completions og Key Passes. Det er han den eneste spiller i hele ligaen, som kan prale af. Ikke siden 2019/20-sæsonen, hvor Mikkel Damsgaard var 1’er, 1’er og 3’er i de tre kategorier, har en Superliga-spiller været i Top4 i alle tre kategorier.
Randers
Store chancer for: 12
Store chancer imod: 21
Mål på store chancer: 6
Mål indkasseret på store chancer: 10
- Randers går ud af 2023 med 32 SL-kampe spillet og ikke ET tilfælde af to Superliga-sejre på stribe. Der blev scoret mod Randers i 24 af de 32 kampe, og det lykkedes Randers at vinde EN gang, når der blev scoret mod dem; 2-1 i Vejle i september måned.
- På trods af ringe Clean Sheet-mængder, tillader Randers forbløffende få afslutninger mod sig. Ikke siden 2015/16-sæsonen, hvor Randers tillod 8,6 afslutninger mod sig pr. kamp, har Randers tilladt så få afslutninger mod sig som i denne sæson, hvor tallet er 9,5. En eklatant forbedring fra de massive 23,9 man tillod mod sig i sidste sæson, hvor 20 af kampene dog også var mod Top6.
- Randers har mistet Lasse Berg Johnsen, som i sidste sæson havde suverænt flest afleveringer til banens sidste tredjedel med hele 12 pr. kamp i snit. Ingen har løftet dirigentstokken på samme måde som nordmanden – denne sæson ligger unge Mads Enggård 1’er for Randers på den konto med 6,9 afleveringer pr. kamp i snit.
- Til gengæld har Randers fundet guld i hollandske Wessel Dammers, som har 81% vellykkede aktioner, en stensikker pasningsfod med 90 i afleveringsprocent og 76% vundne defensive dueller. Kun OBs Tobias Slotsager og Silkeborgs Tobias Salquist vinder procentvis flere defensive dueller blandt spillere med mindst 10 timers SL-bold denne sæson, ligesom hollænderen har 9. flest afleveringer af alle SL-spillere denne sæson. Karantæne i første forårskamp mod Hvidovre er noget skidt for RFC.
Vejle
Store chancer for: 12
Store chancer imod: 21
Mål på store chancer: 5
Mål indkasseret på store chancer: 9
- Samtlige af Vejles ni nederlag har været på præcis ét mål, og dermed er oprykkerne det eneste hold i sæsonen, der ikke har tabt med mere end en enkelt scoring.
- Vejle er bookmakernes favorit til at nappe den anden nedrykningsplads (1,85) foran Randers (3,50), OB (4,33) og Lyngby (11,00). Ivan Prelec’ tropper tabte de første seks kampe i sæsonen, og INTET hold har reddet sig i Superligaens historie efter at have tabt de seks første kampe. Viborg i 1995/96 reddede sig efter nul point i de første fem kampe.
- German Onugkha jagter over 10 Superliga-scoringer for en Vejle-spiller som den første VB’er siden Kaspar Dalgas i 1998/99 (13 mål). Brasilianske Allan Sousa lavede to sæsoner i træk 10 scoringer for Nørreskovens helte. Russiska Onugkha har gang i en fremragende sæson og blev også nævnt specifikt i Leanders Lup i slutningen af september.
- Onugkha spiller dog for et hold, hvor han ikke får bolden ret ofte, fordi Vejle ganske enkelt ikke har bolden ret meget. 42,7 i boldbesiddelsesprocent er ikke set lavere over en hel Superliga-sæson siden AC Horsens i 2016/17-sæsonen med uhørt lave 39,6.
Hvidovre
Store chancer for: 7
Store chancer imod: 20
Mål på store chancer: 4
Mål indkasseret på store chancer: 11
- Pointmæssigt har det ikke været imponerende for HIF, som dog fik flere point i de sidste tre kampe end man fik i de første 14. Syv point efter de første 17 kampe er ingenlunde historisk dårligt i en 12-holds-struktur – her skal vi tilbage til 2014/15, hvor Silkeborg havde nul sejre og fire point efter 17 runder.
- Offensivt ser Hvidovre dog voldsomt undervældende ud. Syv store chancer skabt på 12 runder er næsten halvdelen af hvad de næstdårligste hold i rækken (VB og RFC med 12) har skabt. Kun Horsens i 05/06 (8 mål) og føromtalte Silkeborg-hold i 14/15 (ligeledes 8 mål) har scoret færre mål efter 17 runder end Hvidovre i denne sæson (9)
- 80% af alle mål scores fra den såkaldte DangerZone centralt for mål. Syv af HIFs ni mål er også scoret derinde fra, men Hvidovre har voldsomt få boldberøringer i straffesparksfeltet generelt. Sølle 10,4 pr. kamp er ikke set lavere end Hobros 9,7 helt tilbage i 2015/16-sæsonen.
- Defensivt har Per Frandsens tropper med få undtagelser set solide ud. Holdet har givet færre store chancer væk end de øvrige hold fra bund6 med undtagelse af OB, og målmand Filip Djukic har været et lyspunkt med flest redninger alle keepere og derudover fjerdebedst præcision på lange udspark (72%) kun overgået af Jesper Hansen (73) Lucas Lund (74) og Patrick Pentz (75)