18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Lup: Her er hvad Brøndby gik glip af på keeper-posten

Brøndby lignede de store vindere ved en transfer af Leopold Wahlstedt fra Odd, men svenskeren blev kapret af engelske Blackburn i 11. time. Han havde ellers haft alle forudsætninger for at blive en af Superligaens bedste målmænd. Det er budskabet fra SpilXpertens fodboldanalytiker, Benjamin Leander

Foto: Marius Simensen / BILDBYRÅN

Analysen

Som beskrevet i tidligere analyser af Mads Hermansen og Kamil Grabara, er målmandsanalysen båret af en pæn mængde subjektivitet.

Der er både rent faktuelle ting så som udspark, modtagne afleveringer og lignende, men hvad angår redninger, chanceløse mål indkasseret og personlige fejl, er der ikke et faktuelt parameter, der kan bringe os objektivt i havn.

Derfor ER det øjetesten, som er gældende hvad angår store redninger, omend vi dog kan putte en nogenlunde standardskabelon nedover definitionen af de tre forskellige slags redninger:

  • Nem redning
    Afslutninger, hvor keeperne nærmest bare skal gribe bolden, der kommer lige på dem. Et regulært kæmpedrop, hvis bolden går i mål.
  • Almindelig redning:
    Redninger, som må forventes af en professionel målmand. Eksempelvis placerede langskud, hvor keeperen skal lave et udfald og flytte fødderne, men samtidig ikke er ude i fuld længde med det yderste af neglene.
  • Store redninger
    Redninger, hvor både publikum og kommentatorer er oppe af sæderne. Grabara på Patrick Mortensen i Århus, Hermansens triple-kæmpe redning på Right to Dream Park som et par af pragteksemplerne fra Superligaen i sidste sæson. Friløbere og refleksredninger fra kort afstand, men også et par redninger på meget kompetente langskud, hvor keeperne er ude i fuld længde og verfe afslutningen væk fra mål tæller som en stor redning, selvom sidstnævnte type afslutninger ikke tæller højt på Prevented Goals grundet den lavede Expected Goals værdi på afslutninger udefra.
  • Chanceløse mål indkasseret
    Afslutninger, hvor målmændene er chanceløse. Oftest fra kort afstand, hvor selv ikke Supermand-kræfter havde hjulpet keeperne, men også på missiler op i krogen, hvor keeperne kunne svæve nok så højt uden at ha’ en chance for at redde bolden. Situationer, hvor keeperne selv bringer sig i en chanceløs position med en farlig retur eller ringe placering, tælles ikke med.
  • Drop / fejl som fører til mål imod
    I Wahlstedts tilfælde er det blandt andet en situation, hvor en lang bold sendes frem mod en angriber udenfor feltet, hvor Wahlstedt kommer på mellemhånd og angriberen kan trille bolden i et tomt mål. Ligeledes en afslutning fra 16 meter nærmest lige på Wahlstedt, som giver en farlig returbold lige ud i fødderne på en angriber, som også kan score uhindret. Fejl, som på eliteniveau må siges at være rendyrkede drops eller fælt under det forventede.
  • Farlige returbolde afgivet
    Returbolde efter en redning, hvor der ofte pareres lige ud i feltet. Behøver ikke være et drop at give en farlig returbold, som efterfølgende giver scoring – Wahlstedt har et par vældig fine refleksredninger, som ikke kan pareres længere væk, men som ender fatalt med en scoring imod.
  • Luftdueller efter dødbolde
    Dueller, hvor keeperne aktivt skal væk fra mållinjen og kommer i duel med en modspiller eller tilnærmelsesvis er tæt på en modspiller. Indlæg, der sejler ned i handskerne med sne på mod en upresset keeper tæller altså IKKE med.
  • Problemer efter luftduel
    Situationer, hvor keeperne enten ikke får bokset ordentligt væk eller reelt bare taber luftduellen.

Leopold Wahlstedts tal for 2022-sæsonen

Kilde: Wyscout

Kommentarer til Wahlstedts 2022

Wahlstedt spillede sin første fulde sæson for Odd efter at være kommet til fra Arendal i den tredjebedste række ved nytår i 2021, hvor Wahlstedt bruge det første halve år for Odds reserver i selvsamme tredjebedste række, inden han fik anden halvdel af sæsonen 2021.

Et forholdsvis stort niveauskifte med tanke på, at Wahlstedt kom fra den absolutte bund af den tredjebedste række med Odds reserver, mens Arendal var subtoppen af 2. division i Wahlstedts tid mellem 2019 og 2020.

Wahlstedt imponerede dog stort i 2022 for et Odd-mandskab, som var vurderet et stykke under midten i Tippeligaen og var odds-mæssige underdogs i 22 ud af 30 Eliteserie-opgør.

Selvom Wahlstedt kun noteredes for 0,05 Prevented Goals over hele sæsonen, er det påfaldende at kigge på hvordan fordelingen af redninger er fordelt med 21 af 94 redninger værende decideret store redninger fra svenskerens side af. Mere end hver femte redning er altså Wahlstedt, som må diske op med en feberredning, ligesom en pæn del af de 36 almindelige redninger også er med pil opad.

Tager man et kig på Mads Hermansens 22/23-sæson for Brøndby, er ligheden nærmest skræmmende, når det kommer til både Prevented Goals, redningsfordeling, returbolde og afleveringsprocent:

Mest bemærkelsesværdigt har det dog været at se Wahlstedts enorme bevægelsesmønster rundt omkring i feltet, hvor svenskeren på kun marginalt mere spilletid er involveret i dobbelt så mange luftdueller som Hermansen. Det var ikke unormalt at se Wahlstedt helt ude på både 10 og 12 meter i høj fart for at gribe et indlæg.

Svenskerens bokse-trang er vældig stor. Jeg talte i hvert fald en stor håndfuld indlæg, hvor jeg tænkte “Den kan du sgu godt gribe”, men samtidig må det også konstateres, at Wahlstedt mestrer en god knytnæve og meget sjældent bokser utilstrækkeligt væk.

Wahlstedt blev af Wyscout vurderet som den 3.bedste keeper i sæsonen, kun overgået af topholdet Moldes Jesper Karlström og Lillestrøms Mads Christiansen, som også var de to keepere med størst Prevented Goals-score for 2022-sæsonen.

Leopold Wahlstedts tal for 2023-sæsonen

Kilde: Wyscout.com

Kommentarer til Wahlsteds 2023

Wahlstedt har spillet en stor sæson for Odd på trods af, at hans hold endnu engang har været vurderet som langt efter traditionelle norske tophold som Bodø og Molde, men også bare efter mandskaber som Viking og Rosenborg. Kun i 3 af 16 Eliteserie-kampe i denne sæson har Odd været favoritter inden kickoff i en ligakamp.

Wahlstedt har haft en pæn andel i endnu en fin Odd-sæson, hvor holdet fra Skien er solidt placeret med 22 point efter en halvsæson og er lige langt fra både nedrykning og europæiske placeringer.

Det bemærkes dog, at Wahlstedt ikke har været sat på prøve på samme måde i denne sæson, hvor holdets defensiv generelt dog også er steppet gevaldigt op. Finske Diogo Tomas har været en kæmpe tilføjelse (bogstaveligt talt med 194 cm) i holdets centrale forsvar, og Odd tillader kun 10,5 afslutninger mod sig pr. kamp sammenlignet med 13,1 i sidste sæson, mens holdet dog også har været tilsmilet af uskarphed fra modstanderne, som på Expected Goals burde have scoret 25,2 mål, men kun har lavet 16 i praksis, hvoraf Wahlstedt altså står noteret for 2,7 Prevented Goals.

Wahlstedt har dog leveret en voldsomt stærk sæson med et absolut minimum af fejl, flere meget kompetente redninger og en utrolig sikkerhed i luftrummet, hvor han allerede efter 16 runder har næsten to luftdueller pr. kamp sammenlignet med kun 1,3 pr. kamp over hele sidste sæson.

Forsvaret har stor tillid til Wahlstedt, som modtager bolden over 18 gange pr. kamp fra en medspiller og går fint med i spillet. Herhjemme lå Kamil Grabara på 14 pr. kamp sidste sæson, Jonas Lössl på 16. pr. kamp og Nicolai Larsen i Silkeborg på 13,6 pr. kamp til sammenligning.

Wahlstedt rangeres som den næstbedste keeper i denne sæson kun overgået af Tromsøs danske keeper Jacob Haugaard, som har fire Prevented Goals og har lukket færrest mål ind af alle hold.

Konklusion

Foto: Marius Simensen, Bildbyrån

Det er voldsomt svært at finde nogle svagheder hos svenske Wahlstedt set over næsten 5.000 minutters fodbold. Han er pasningsstærk, voldsomt reaktionsstærk og har mange store redninger, hvor han kommer brusende ud i hovedet på angriberne og gjort målet lille.

Han har bevist, at skridtet fra norsk sekundabold til midten af den norske række ikke er noget problem, og nu skal han så spille for et hold, som er noget bedre end Odd, men stadig et godt stykke fra det niveau som Molde og Bodø holder i Eliteserien.

Wahlstedt blev i januar udtaget til svenskernes “Ligalandshold”, som spillede to ikke officielle landskampe mod Finland og Island på Algarvekysten. Her fik han som den eneste keeper fuld spilletid foran Djurgårdens Widell-Zetterström og Hammarbys unge førstekeeper Oliver Dovin, så det er næppe at tage munden for fuld, hvis man sætter Wahlstedt som svenskernes nuværende nummer 4-6 i landsholds-keeper-kabalen bag Robin Olsen, Kristoffer Nordfeldt og Viktor Johansson.

VG.no har tidligere meldt om interesse fra Premier League-klubbernes Liverpool, Leeds og Manchester United, men det blev altså Blackburn, der løb med Wahlstedt for næsen af en skuffet Brøndby-lejr.

Skriv et svar