Leanders Lup: Her er FCK, FCM og FCNs chancer for europæisk gruppespil
FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland har fået sat navn på sine sidste forhindringer inden et europæisk gruppespil. SpilXpertens Benjamin Leander giver sin dom over holdenes chancer.
Foto: Claus Bech, Scanpix
FC Midtjylland – Legia Warszawa
Dansk fodbold har generelt fine oplevelser med polsk modstand i de europæiske kampe. De sidste 10 år har Esbjerg, FC København, Brøndby, Sønderjyske og FC Midtjylland mødt polsk modstand 11 gange med fem sejre, tre uafgjorte og tre nederlag.
FCM mødte netop Legia Warszawa i Europa Leagues gruppespil i 2015/16 med en 1-0 sejr hjemme og en 0-1 sejr ude, og mødet med polakkerne bør også denne sensommer blive en tæt affære.
Legia er for første gang siden 2012 gået tomhændet ud af den polske mesterskabsstrid to år i træk, og selvom man vandt pokalturneringen sidste sæson, er holdet langt fra den styrke, man viste i midt 10’erne, hvor holdet kvalificerede sig til fire gruppespil på stribe.
Holdet havde et komplet mareridt af en 21/22-sæson, hvor man tabte 12 af 18 kampe i efteråret og lå tre point over nedrykningsstregen ved julepausen. Man undgik dog nedrykningen med pæn margin og ansatte efter sæsonen den nuværende cheftræner Kosta Runjaic, som i sit første år i klubben præsterede hæderligt med en pokaltriumf og en andenplads med lige under to point i snit i den hjemlige liga.
Legia er knebne favoritter til at vinde guld i denne sæsons Ekstraklasa med Lech Poznan som ligeværdige forfølgere og FC Københavns CL-modstandere fra Rakow som Dark Horse.
Rutinerede polakker
Legia kommer med en rutineret garde af spillere i dette års trup. Kun den yderst talentfulde målmand Kacper Tobiasz (20) har været under 24 år blandt de startende spillere i de hidtidige fire Conference League-kvalkampe, og i den anden ende af skalaen trækker Old Boys-spillerne Artur Jedrzejczyk (35), Tomas Pekhart (34) og Josué (32) godt op sammen med Pawe Wszolek (31) og Raphael Augustyniak (29)
Truppen er voldsomt sammentømret, og de fleste af de føromtalte navne har minimum tre sæsoners erfaring i klubben og også voldsom europæisk erfaring med 76 europæiske optrædener til alderspræsidenten Jedrzejczyk
Vejen til playoff-runden
Legia har ikke imponeret voldsomt i de fire foregående kampe. Man var i store problemer mod nyrige og storsatsende Ordabasy fra Kasakhstan, der i denne sæson har sat Astana fra tronen i den hjemlige liga og som også var foran 2-0 på hjemmebane i første opgør mod Legia inden polakkerne fik styr på tingene og nappede et 2-2 resultat med hjem. Returopgøret blev vundet med 3-2, hvilket udløste billet til to kampe mod Austria Wien.
Her gik Legia i et drama uden lige videre med samlet 6-5 i en kamp, hvor Legia ellers førte med 3-0 i returopgøret efter halvanden halvleg men lukkede to mål ind på et kvarter, sådan så duellen sammenlagt stod 4-4 og var på vej i forlænget spilletid. I 87. minut sendte polakkernes Rosolek dog holdet mod avancement med sin scoring til sammenlagt 5-4, og med rødt kort til østrigernes Jukic skulle avancementet bare køres hjem. Austria udlignede dog sammenlagt til 5-5 i sjette overtidsminut, inden indskiftede Ernest Muci i minut 100 fuldførte vanviddet med scoringen til sammenlagt 6-5.
Dommen:
Ni mål lukket ind mod modstand af en kaliber markant under FCMs niveau burde give pænt med muligheder til Thomas Thomasbergs tropper, men det må i sagens natur også italesættes, at midtjyderne kommer fra den dårligste sæson i 17 år og samtidig var i gigantiske problemer mod Luxembourgs nummer to, som tvang FCM ud i forlænget spilletid.
Der skulle også et forkert rødt kort til at sætte FCM i gang i hjemmekampen mod cypriotiske Omonia, så alt andet lige virker Polens nummer 1 mod Danmarks nummer 3 som en fuldkommen lige duel på forhånd.
Leanders dom: 50/50
FC Nordsjælland – Partizan Beograd
Ligesom FC Midtjylland skal FC Nordsjælland også op mod en gammel bekendt i Partizan Beograd, som var det seneste hold til at sende FCN ud af en europæisk klubturnering tilbage i 2018. Her vandt serberne med 2-1 i Farum og med 3-2 i Beograd mod et voldsomt ungt FCN-mandskab, som i første kamp i Farum stillede op med syv spillere under 21 og fem teenagere – sidstnævnte en flot kvintet i form af Andreas Skov Olsen, Mikkel Damsgaard, Magnus Kofod, Victor Nelsson og Jacob Steen Christensen, som alle er at finde i udenlandsk fodbold fem år senere – alle undtagen Kofod på mondæne adresser.
Partizan kan ikke løbe fra, at de evige rivaler fra Crvena Zvezda har distanceret dem de seneste mange sæsoner. Efter otte mesterskaber på 10 år mellem 2008 og 2017, har Partizan været andenviolin lige siden, og i seneste sæson måtte man udenfor top3 for første gang siden 1990!
I denne sæson giver Crvena Zvezda odds 1,05 for mesterskabet, mens Partizan er helt oppe i odds 11, så der er altså en verden til forskel på Serbiens flagskib fra Zvezda og dens markante lillebror fra Partizan.
I europæisk regi har Partizan dog gjort det aldeles udmærket de sidste par sæsoner med tre gruppespil ud af fire mulige siden 2019 – senest med en flot præstation i Conference League, hvor en bøvlet pulje med Nice, FC Köln og Slovacko gav en flot andenplads. Efterfølgende røg man dog ud til Sheriff Tiraspol i 1/16-finalerne.
Kolossal udskiftning
I forhold til mandskabet, som gik videre fra Conference League sidste sæson, er der sket god udskiftning på holdet. Den suveræne topscorer Ricardo Gomes har taget et pengeskifte til Al Wakrah i Qatar, ligesom 1.keeper Aleksandar Popovic er skiftet til DAC i Slovakiet. Kant-raketten Fousseni Diabaté er også på vej væk fra klubben og har ikke spillet et minut denne sæson, mens forsvarsspilleren Slobodan Urosevic med flest ligaminutter for Partizan i sidste sæson er taget til de cypriotiske mestre fra Aris. Forsvarsmakker Igor Vujacic er taget til Rubin Kazan i Rusland, og endelig er den defensive midtbaneslider Hamidou Traoré ikke blevet forlænget. Veteranen Ljubomir Fejsa har lidt samme skæbne.
Ergo er syv af 10 spillere med mest spilletid i Europa sidste sæson for Partizan fortid, og erstatningerne er ikke af imponerende kvalitet med spillere fra den næstbedste franske række, subtoppen af Aserbajdsjans liga og så Aranel Stojkovic fra sølvvinderne Backa Topola og ADO Den Haags Xander Severina som noget, der bare minder om lidt kvalitet ind i truppen.
Træner Igor Duljaj har minimal erfaring som cheftræner og har i sine første 17 kampe for Partizan fået undervældende 1,65 point siden han blev udpeget i marts i år.
Vejen til playoff:
Partizan var i kæmpe problemer mod upåagtede Sabah fra Aserbajdsjan, som vandt 2-0 i Aserbajdsjan, inden Partizan hjemme på Stadion Partizana sejrede med samme cifre og trak det længste strå fra 11-meterpletten til sidst.
Midtbaneslideren Kristijan Belic blev udvist i returopgøret og er i karantæne mod FCN i første kamp.
Dommen:
Crvena Zvezda og FC København vil givetvis være et helt lige matchup mellem Serbiens og Danmarks 1’ere, men her har vi altså at gøre med et møde mellem Serbien og Danmarks 2’ere, hvor jeg vitterligt vurderer FCN til at være et bedre hold.
Partizan har en masse historie og en svær hjemmebane at komme til, men holdet står et ringe sted og kommer fra sin dårligste sæson i 33 år med massiv spillerflugt i sommerpausen og en træner, der ikke virker til at være voldsom tillid til. De største hjemmebane-skalpe de sidste fire sæsoner er alt andet lige en gruppespilssejr over FC Köln, en 2-1 sejr over Sparta Prag, 2-1 mod Molde, 3-1 mod Yeni Malatyaspor og 2-2 mod AZ. FCN bør ikke ryste i bukserne over 1-3 Sheriff Tiraspol, 2-2 mod AEK Larnaca og russiske Sochi og 2-5 mod Feyenoord – altsammen med et markant bedre hold end det nuværende af slagsen-
Omvendt står FC Nordsjælland i en forrygende situation med tiltrængt rutine tilført truppen i form af Jeppe Tverskov, Marcus Ingvartsen og en genfødt Kian Hansen, der er sikker styrmand i Farum-drengenes defensiv. Offensivt er Ernest Nuamah stadig at finde i klubben, og med mindre der sker uventede ting, kunne man forstå på cheftræner Johannes Hoff Thorup, at et forestående salg ikke var lige oppe over. Holdet spillede erfarent og rutineret til nul og samlet avancement mod rumænske FCSB, der er mesterskabsfavoritter i Rumænien og ikke noget voldsomt dårligere hold end Partizan.
På den baggrund går jeg planken ud og kalder FCN for knebne forhåndsfavoritter:
Dommen: 52-48 FC Nordsjælland
FC København – Rakow Częstochowa
Københavnernes chancer er blevet markant forbedrede af, at polakkerne har sagt farvel til både en legendarisk cheftræner og har fået skadet sin suveræne, offensive talisman. Læg dertil, at holdets normale hjemmebane ikke er egnet til europæiske playoff-kampe, og derfor er opgøret flyttet 80 kilometer sydpå til en alternativ, UEFA-godkendt hjemmebane.
Find den fulde analyse af FCK mod Rakow i artiklen lige HER
Efter offentliggørelsen af den ovenstående artikel er det kommet frem, at FC København IKKE må have fans på stadion grundet en straf fra UEFA efter returopgøret mod Sparta Prag. Det har trukket de oprindelige procenter lidt ned.