Leanders Lup: Her er ALLE FC Københavns lodtrækningsmuligheder til CL-kvalifikationen
Onsdag formiddag finder FC København ud af hvilke hold, der venter i anden kvalifikationsrunde til Champions League-kvalifikationen. SpilXpertens Benjamin Leander dissekerer alle lodtrækningsmuligheder

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mulighederne bliver indskrænket af UEFA tidligt på morgenen med forskellige grupper á 3-4 hold som FCK kan trække. Jeg har dog bare valgt at liste alle 10 scenarier op indledningsvis.
Artiklen med de 3-4 mulige modstandere opdateres, når grupperne er kreeret af UEFA og Club Competition Committee i løbet af onsdag formiddag.
Mulighed 1: HJK (FIN) – Larne (NIR)
En af de rigtig gode lodtrækninger for FCK findes mellem de finske mestre og de nordirske mestre. To hold, der hver især har sørget for uhyre skuffende danske exits fra Europa de sidste to sæsoner. Silkeborg med en appelsin i turbanen ift. at sende HJK Helsinki ud af Europa League, mens AGF blamerede sig markant værre mod et Larne-hold, som i 2020/21-sæsonen var vurderet på niveau med hold som Skive og Vendsyssel.
Med en god håndfuld nye spillere i forhold til sidste sæson, ingen af dem dog i nærheden af at være opsigtsvækkende forstærkninger, lykkedes det Larne at vinde sit første mesterskab nogensinde i sidste sæson baseret på en bundsolid defensiv, som kun lukkede 22 mål ind på 38 kampe.
Niveauet er dog fortsat præget af deltidsprofessionalisme, og holdet står ikke mærkbart stærkere end opgøret mod AGF dengang. Cian Bolger med knap 300 kampe i Championship, League One og League Two er det mest markante navn, hvilket siger en del om Larnes niveau.
Derfor bliver HJK også klare favoritter i matchuppet her, især fordi Larnes fordel af at spille på kunstgræs hjemme neutraliseres her grundet HJKs daglige gang på selvsamme underlag på Sonera Stadion i den finske hovedstad. Finnernes sæson er også i fuld gang oppe nordpå, mens Larne har spillet sidste kamp helt tilbage i slutningen af april.
HJK kommer denne sæson med et sjældent set nærmest rent finsk hold, hvor kun serberen Radulovic og bundrutinerede japanske Tanaka er udenlandske stamspillere på markpositionerne. Der er dog fortsat kolossal meget rutine på holdet, ligesom cheftræneren for femte sæson i træk er Toni Koskela. Anfører Miro Tenho og topscorer Radulovic med fortid på Espanyols og Brightons akademier ligner de største profiler.
Matchup: HJK – Larne 80-20
FCKs muligheder for avancement:
Mod HJK: 80-20
Mod Larne: 95-5
Mulighed 2: Shamrock (IRL) – Vinder af indledende runde
Her ligger der også en potentielt gedigen lodtrækning og venter på FCK. De irske, tredobbelte mestre fra Shamrock skal op mod et af de fire hold, som skal spille indledende kvalifikation på Island i en lilleputudgave af en Final Four-miniturnering. Andorranske Athletic Club d’Escaldes og Buducnost fra Montenegro er i den ene semifinale, mens Tre Penne fra San Marino tager mod værtsnationens Breidablik. Meget skal gå galt, hvis ikke vi får en finale mellem Breidablik og Buducnost med islændingene som favoritter.
Shamrock Rovers var i Conference League-gruppespillet sidste sæson med en ihærdig indsats mod Molde, Djurgården og Gent, hvor det dog kun blev til to point og en målscore på 1-10. Man har dog spillet europæiske kvalkampe otte sæsoner i træk og er kun røget ud i 1. runde til finske RoPS, svenske AIK og til Slovan Bratislava i CL-kvalen. Omvendt har man også manglet meget mod de større hold, og man tabte bla. 1-4 sammenlagt til ungarske Ferencvaros sidste sæson i Europa League-playoffrunden.
Irerne vil være overvældende favoritter uanset hvilket af miniputholdene, man får.
Irernes turnering følger kalenderåret, så Stephen Bradleys tropper er i fuld gang og fører rækken efter 21 spillerunder. Det er et aldrende mandskab, hvor et fåtal af spillerne har afstikkere til de britiske sekundaligaer, mens man i denne sæson har lavet et spektakulært køb af den estiske landsholdsspiller Markus Poom.
Matchup: Shamrock – Miniput 80-20
FCKs muligheder for avancement:
Mod Shamrock: 85-15
Mod Lilleput: 95-5
Mulighed 3: Häcken (SWE) – TNS (WAL)
En af få gedigne mareridtslodtrækninger for FCK i et felt af overkommelige, potentielle modstandere. De svenske mestre fra Häcken mod de walisiske mestre fra TNS.
Häcken imponerede stort med flot spil og et overraskende mesterskab sidste sæson. Nu venter den svære 2’er for Göteborg-mandskabet trænet af den norske succestræner Per Mathias Høgmo med danskerne Kristoffer Lund og Mikkel Rygaard i truppen. Sæsonen er startet flot for Häcken, der indtager tredjepladsen med nydelige 28 point for 13 kampe. Man spiller på kunstgræs på Bravida Arena – et underlag som FCK traditionelt ikke har det voldsomt godt på.
Der skal ske deciderede mirakler, hvis ikke Häcken på simpel vis ekspederer walisiske TNS ud. Walisisk klubfodbold er på absolut laveste niveau i hele Europa, og hvor selv Gibraltar og Estland har haft hold med i europæiske gruppespil, har walisisk fodbold blot spillet EN ENESTE playoff-kamp om et gruppespil – det var i 2010, hvor netop TNS tabte sammenlagt med 2-5 til portugisiske Maritimo.
TNS har tabt med 0-3 til FCK i 2019 og 1-5 ril FCM i 2018, ligesom man sidste sæson tabte med 0-2 til islandske Vikingur.
Matchup: Häcken – TNS 90-10
FCKs muligheder for avancement:
Mod Häcken: 60-40
Mod TNS: 95-5