18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Lup: Dommerkommentar til en krævende 14. Superliga-runde

Dommerne fik lov til at arbejde for deres honorar i en svær 14. Superligarunde, hvor mange situationer virkelig krævede tungen lige i munden rent vurderingsmæssigt. Benjamin Leander sætter lup på kampene fredag, lørdag og søndag.

4.dommer Benjamin Svedborg forsøger at berolige en forbløffet Jacob Neestrup på FCK-bænken. (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2022)


OB – Lyngby

  • Armin Gigovic udvist med anden advarsel

I det 81. minut laves der frispark på OBs Gigovic helt ude ved sidelinjen. Svenskeren falder i spillets medfør udover sidelinjen og ømmer sig. Dommer Burchardt kalder hjælp ind, men instruerer fornuftigt nok OB’ernes fysiske team om, at de skal UDENOM banen i det Gigovic ligger udenfor spilområdet og spillet derfor kan sættes i gang uden at vi bliver nødt til at afvente, at staben skal 68 meter på tværs af banen.

Fys’erne er på vej over mod Gigovic, men “ulykkeligvis” er svenskeren efter et halvt minuts penge småt på benene igen og løber omgående på banen igen.

Udfra billederne her er det svært at tolke andet, end at dommer Jørgen Burchardt i samme øjeblik som Gigovic rejser sig har vinket Gigovic ind igen, men der KAN også være den mulighed, at Burchardt har signaleret “Vent til jeg siger til”, omend den slags signaler er primært forbeholdt, at man ikke sender en skadet spiller ind lige i hovedet på en intetanende modstander, som kan komme under pres som boldførende. Efter en håndfuld sekunders tænkepause standser Burchardt spillet og tildeler Gigovic sin anden advarsel for at genindtræde uden tilladelse.

Burchardt giver naturligvis ikke Gigovic sit andet gule kort med mindre han er fuldstændig sikker i sin sag og IKKE har givet svenskeren tilladelse til at genindtræde. Der, hvor jeg synes dommerteamet svigter er, at INGEN er henne og sige til Gigovic, at han skal vente med at genindtræde til dommeren har givet tilladelse. Linjedommeren står fem meter fra situationen og kan sågar råbe “VENT GIGOVIC!” eller lignende kommandoer, som er helt normale rent ledelsesmæssigt.

Omvendt burde fodboldspillerne kende reglerne efter utallige år på banen; er man havnet udenfor under et spilstop, skal man have tilladelse til at genindtræde, så jeg tror OBs appel bliver forgæves. Alt i alt er det et latterligt gult kort, der ikke er ret meget i fodboldens ånd, men nok engang må det pointeres, at dommerne ikke gør andet end at håndhæve de regler, de er sat i verden for at følge.


FC København – FC Midtjylland

Det er desværre ikke tilladt at bruge billeder fra kampe på Discovery/Eurosport, så punkterne fra kampen bliver beklageligvis kun i punktform.

*Manglende advarsel til Gustav Isaksen efter 3 minutter

Som et absolut minimum en klar og tydelig påtale, men med knopperne forrest og kontaktsted over anklen på Håkon Haraldsson, vil det være meget svært at overbevise en bedømmer om, at der IKKE er gult kort her. Lav hastighed tæller ned, men det er svært at se med ret formildende øjne på forseelsen.

*Manglende advarsel til Henrik Dalsgaard efter 23 minutter

På Twitter har flere gjort et nummer ud af at køre forseelsen ned i halv hastighed, hvilket får den til at se mærkbart værre ud end tilfældet er. Der er dog ingen tvivl om, at Dalsgaard laver et groft frispark på en svært udsat Håkon Haraldsson, som bliver ramt på indersiden af knæet med noget, der ligner en halv stivtå og et halvt sæt knopper fra Dalsgaard. Det er ikke værre, end at Haraldsson er oppe kort tid efter og ikke kræver behandling, men kontaktstedet og den forholdsvis pæne kraft Dalsgaard kommer ind med, kan sagtens legitimere en advarsel efter min mening.

*Manglende frispark og advarsel til Valdemar Lund efter 55 minutter

FCM kommer af sted i en omstilling, hvor Dreyer lægger en bold i dybden til Gustav Isaksen. FCKs Valdemar Lund satser hele butikken, og kaster sig med høj fart ind med knopperne forrest. Han vinder bolden, men tager også Isaksen med i købet lige på buen til straffesparksfeltet. Den store fart og knopperne forrest gør, at det er tilnærmelsesvis umuligt for Lund at vinde bolden rent, hvilket er påkrævet, når man tackler med så stor styrke. Frispark til FCM i farlig position og advarsel til Lund for hensynsløst frispark havde været min foretrukne løsning. Dommer Kristoffersen lader spillet fortsætte og vurderer ingenting.

*Advarsel Kristoffer Olsson efter 59 minutter – rødt kort?

Mo Daramy kommer af sted i en omstilling, og Olsson tager decideret brydegreb på Daramy kort før midterlinjen ca. 10 meter fra sidelinjen. Det er 2-mod-2 hvis Daramy får lov til at løbe, men flere appeller går på, at Daramy har frit løb mod mål.

Når vi skal vurdere berøvelse af oplagt scoringsmulighed, skal følgende parametre tages i spil:

Især først- og sidstnævnte er vigtig at tage med, for Daramy har over 60 meter til mål og en FCM-forsvarer liggende helt centralt i banen syv meter foran, ligesom FCM-anfører Erik Sviatchenko kommer hjulende hjemad på linje med Daramy. Her kan der aldrig dømmes rødt kort for berøvelse. Det gule kort til Olsson er naturligvis glasklart.

*Papirstyndt gult kort til Sory Kaba efter 63 minutter

Guineaneren går op i duel med Kamil Grabara, rammer polakken med skulderen, men der er intet hensynsløst over den måde, han går ind i duellen på. Polakken går i græsset, og straks er 2-3 FCK’ere helt henne i ansigtet på Kaba. Det ender med gult til FCM-angriberen, som for mig er decideret forkert. Det vil dog ikke give mening at appellere kortet, da Kristoffersen givetvis vil holde sin egen sti ren ved at sige, at Kaba kommer hensynsløst ind og Grabara falder hårdt ned. FCK-keeperen er i øvrigt på benene efter ganske få sekunder, tilsyneladende uskadt.

*Manglende rødt kort til Davit Khocholava efter 71 minutter

Victor Claesson fedter rundt med bolden på egen sidste tredjedel og får den taget fra sig af Evander, som har set, at Anders Dreyer ligger enormt fordelagtigt. Davit Khocholava laver en decideret Niklas Landin-håndboldparade, da han går ned og helt bevidst spiller bolden med hånden, og jeg er overbevist om, at Dreyer havde fået bolden i en position, så han kunne være driblet direkte mod Kamil Grabara i en upresset situation. VAR-dommer Jakob Sundberg og vognen kigger episoden i gennem, men må vurdere, at Evanders aflevering ligger for yderligt i banen ift. ovenstående kriterier vi gennemgik ifm. Olssons holdesituation på Daramy. Jeg er uenig og havde foretrukket udvisning her.

*Placering af bolden ved Evanders frisparksmål

Frisparket begåes ret tydeligt af Khocholava ca. to meter før græstæppet “skifter farve”, men da Evander skal sparke frisparket, ligger bolden tydeligvis små fem meter længere fremme. Det er ikke noget, der kan appelleres eller gøres noget ved på efterkrav, men det giver alt andet lige FCM og Evander en noget større fordel at skulle sparke fra 24 meter i stedet for 29.

*Straffespark til FCK i minut 85 – andet gule til Mads Døhr?

Det er ikke videre imponerende, at Mads Kristoffer Kristoffersen afviser straffesparket i første omgang stående fem meter fra situationen. Flere appeller på sociale medier går på, at Mads Døhr Thychosen skulle være udvist med anden advarsel for frisparket, men det må forkastes omgående. Daramy er 11 meter skråt fra mål og har vel en Expected Goals-ratio på 0,07-0,10 på sin potentielle afslutning, så der er intet oplagt scoringsforsøg til ham, og med afskaffelsen af “Triple Punishment” gives der ikke længere gult kort for at stoppe et lovende angreb i straffesparksfeltet, nøjagtigt som det at berøve en oplagt scoringsmulighed i feltet kun giver gult i stedet for rødt, hvis blot forsvarsspilleren forsøger at spille bolden. Det gør MDT her.


Randers – FC Nordsjælland

*Rødt kort til Adamo Nagalo for berøvelse

På med USo feat. Johnson og så ellers bare synge “Der’ ik’ no’en diskussion, nej! Det kan ikk’ diskuteres!” Adamo Nagalo gider ikke engang brokke sig og er på vej ud af stadion inden Jakob Kehlet har trukket det røde kort. Berøringen på Marvin Egho er ikke stor, men hvis ikke Nagalo laver frispark er østrigeren fri i gennem mod Andreas Hansen. To dage i skyggen til ivorianeren for den nødbremse.


Horsens – Silkeborg

Endnu en Discovery/Eurosport-kamp, vi desværre ikke må vise billeder fra, så igen kun punktform:

*Rødt kort til SIFs Salquist for berøvelse

Hvor jeg var 100% sikker på Nagalos udvisning mod Randers, er Salquists ikke nær så glasklar lige umiddelbart, men Jonas Hansen ligner en mand, der træffer den rigtige beslutning, evt. i samarbejde med en meget fint placeret linjedommer direkte udfor situationen. Thomas Santos kommer forbi Salquist og går mod mål, dog helt ude parallelt med hvor målfeltet (det lille felt) slutter. SIF er dog fanget så gevaldigt i ubalance, at det er svært ikke at argumentere for en upresset friløber til Horsens-spilleren, så ved nærmere granskning er det røde kort fuldstændig på sin plads.

*Straffe til Horsens i overtiden

Første vinkel lignede et hårdtdømt straffe mod Lucas Klitten, men på en bedre vinkel kan man se, at SIF-stopperen åbenlyst har armene langt udfor kroppen, da han blokerer en Horsens-afslutning mod mål. Der skal altid gives gult kort på den slags forseelser, og nok engang rammer Hansen en fin beslutning – her også placeret fint til at se forseelsen.


AGF – Brøndby

*Annulleret 1-2 Brøndby-scoring for frispark i opspillet

Patrick Mortensen fedter rundt med bolden omkring midtercirklen og bliver angrebet af Ohi Omoijuanfo, der kan spille Daniel Wass fri til scoring seks sekunder senere. Den langsomme gengivelse viser dog, at nordmanden tydeligvis kører en arm op i hovedet på Mortensen – en hensynsløs forseelse til advarsel. Det er ekstra åndssvagt, fordi Mortensen lignede en spiller, der med største sandsynlighed havde tabt bolden, og derfor behøvede Omoijuanfo slet ikke gå så voldsomt til værks. Sekvensen er naturligvis indenfor samme “Attacking Possesion Phase” – den såkaldte APP, som dommerne tjekker efter for at se, om der er opstået en ny spilsekvens inden scoringen. Samtidig SKAL Omoijuanfo tildeles en advarsel, selvom VAR ikke går ind og kigger efter deciderede advarsler. Laver man et tjek for noget, inkluderer man også den korrekte følgestraf i forbindelse med en ændret kendelse – her et gult til BIF-angriberen.

*AGF-scoring til 2-1. Frispark og/eller offside?

AGF sender et hjørnespark ind i boksen, hvor Patrick Mortensen hopper op og stanger 2-1 scoringen i nettet. Brøndby-keeper Mads Hermansen er rasende og gestikulerer mod dommer Mikkel Redder, at han bliver holdt i forbindelse med scoringen. Der foregår ganske rigtigt en intens brydekamp med AGFs Frederik Brandhof, men der er samlet FEMTEN spillere i målfeltet, da AGF-hjørnesparket sendes indover, og moderne fodbold ER blevet til en stor brydekamp på de her standardsituationer.

Lad det være sagt med det samme: Der findes ikke en facitliste til situationen her. Der kunne nemt være fløjtet et pragmatisk frispark til Hermansen lige i det hjørnesparket slået, men med FEM spillere foran sig, blir det et springende punkt for mig, at Hermansen ikke ville være kommet ud til den hjørnesparksbold alligevel. Naturligvis giver det ikke et fripas til, at angribere fuldstændig uhæmmet må genere målmændene med ulovlige fastholdelser, men som med så meget andet i Fodboldloven bliver det et spørgsmål om “Hvor meget skal der til”, og her synes jeg Mikkel Redder vurderer rigtigt i forhold til, at der skal mere til.

På ovenstående billede er enhver form for ulovlig kontakt med Brandhof slut, i øvrigt efter at Hermansen adskillige gange har både skubbet og puffet Brandhof i positionskampen.

VAR-vognen kigger også efter for potentiel offside på AGF-spilleren for at genere Hermansens udsyn, men her oplyser Mikkel Redder til bold.dk, at AGF-angriberen vurderes onside.

Alt i alt en ekstremt kompleks situation, hvor nogen havde været voldsomt utilfredse uanset anerkendt eller annulleret scoring.

*Gift Links spytklat efter Mathias Kvistgaarden efter slutfløjt

Der udspillede sig uelegante scener efter slutfløjtet, da AGFs Gift Links gik over mod en liggende Mathias Kvistgaarden og virkede til at sende en spytklat af sted efter Brøndby-angriberen.

Forklaringerne er mange: Links spytter bare sit tyggegummi ud, vender hovedet væk fra Kvistgaarden og flere andre ting er også læst, men faktum er, at spytklatten (eller tyggegummiet) rammer foruroligende tæt på Kvistgaarden.

Khalid Boulahrouz fra Brøndby har tidligere fået én dags karantæne for at spytte i retning af Johan Absalonsen, men dommen fra 2013 lader sig ikke længere læse i sin helhed nogle steder. Uanset om man spytter med tyggegummi, energibarer eller (mund)vand, er der dog tale om grov, usportslig opførsel, der straffes med rødt kort. Det ser ikke ud som om, Links ligefrem har tænkt sig at takke Kvistgaarden for kampen, men derimod fortælle ham, at han falder for nemt efter en duel, hvor BIF-angriberen bliver skubbet af sydafrikaneren.

For mig at se har det spyt intet at gøre i Kvistgaardens nærhed, og en spilledags karantæne på linje med hvad Boulahrouz fik, virker umiddelbart efter bogen.

Skriv et svar