Leanders Lup: Dommerkommentar til en intens 23. SL-runde
Dommerne havde rigeligt at se til i en målrig 23. spillerunde. Benjamin Leander samler op på kampene i både top og bund.


Ritzau / Alamy.
Randers – Lyngby (Jørgen Burchardt)
Lyngby var horribelt ringe, og på trods af, at så forfærdelig en præstation kunne medføre skærmydsler og frustrationsfrispark, begik de kongeblå ikke et eneste frispark i de sidste 45 minutter, hvor Casper Dani Winthers advarsel kom efter han forsøgte at stoppe et lovende angreb, som dog endte med en fin fordel fra Burchardt.
Ingen anmærkninger i rundens med afstand letteste kamp.
Viborg – Hvidovre (Peter Kjærsgaard)
Heller ikke den anden nedrykningskamp mellem Viborg og Hvidovre havde voldsomt store udfordringer til Peter Kjærsgaard, som dog blev sat på kampens prøve efter 85 minutter, da Lirim Qamili blev sendt i gennem på en dyb stikning og VFF-keeper Nico Mantl kom farende ud af feltet for at tackle HIF-kreatøren.
Det lignede et grimt sammenstød, hvor Mantl dog var først på bolden, men Kjærsgaard fløjtede og udviste efter et kort øjeblik VFF-sidsteskansen for berøvelse af oplagt scoringsmulighed. Et skøn, som umiddelbart var svært at forsvare med mindre Mantl havde brugt armen til at stoppe Qamili. HIF-angriberen var nemlig ikke boldførende i situationen og havde derfor ikke kontrol over kuglen, hvilket er et af kriterierne som skal i spil, når vi vurderer potentiel berøvelse af oplagt scoringsmulighed.
Kjærsgaard blev også kaldt til skærmen af VAR-dommer Jens Maae, som anbefalede annullering af det røde kort. Jeg bakker beslutningen fuldt op, for de langsomme gengivelser viste, at Mantl reelt ikke begik nogen forseelse, selvom det endte ulykkeligt for Lirim Qamili, som faldt uheldigt ned og fik en skade i hals- og nakkeregionen.
Derfor skulle både rødt kort og frispark trækkes tilbage, og selvom Hvidovre forståeligt ikke har følt sig velsignet af Fru Fortuna på dommerkontoen i sæsonen, så var beslutningen fra Maae og Kjærsgaard i sidste ende altså rigtig, når det kom til ikke at dømme hverken frispark eller udvise Nico Mantl.
Flere på Twitter lufter igen debatten om, hvorvidt garderhøje Anosike Ementa bliver forfordelt i forhold til manglende frispark tilkendt. Jeg har tjekket Ementas 18 offensive dueller mod Hvidovre:
Jeg tæller et misset frispark til ham efter 37 minutter, et debatterbart efter 68 minutter, et misset frispark efter 72 minutter og et debatterbart efter 76 minutter. Ementa protesterer i øvrigt ikke voldsomt over manglende frispark i nogle af situationerne, men som tidligere beskrevet i en artikel hos Viborg Folkeblad, er han generelt godt opdraget og spiller både fair og med en robusthed, som gør, at han ikke falder unødig let.
FCK – Brøndby (Sandi Putros)
Evindelig uriaspost for Sandi Putros, eftersom fans fra en af siderne nærmest altid vil mene, at kampens opmand fejlede på alt fra forkerte indkast til kampafgørende situationer.
Lad os løbe sidstnævnte i gennem, for der var potentielt kampafgørende øjeblikke som Putros skulle forholde sig til.
Vanlerberghe – Elyounoussi, minut 47.
Hvad? Sammenstød mellem de to spillere. Begge falder til jorden.
Norske Elyounoussi laver en holdeforseelse i situationen, og Putros tager fløjten til munden for at fløjte frispark til Vanlerberghe. Belgieren forsøger at rive sig fri, men kommer kluntet til at ramme Elyounoussi. På ingen måder et ondskabsfuldt forsøg på at skade nordmanden, men derfor kan det jo stadig godt gøre ondt på FCK’eren.
Vi kan aldrig dømme straffe her, fordi Elyounoussi begår forseelsen først. Savner jeg gult til Vanlerberghe? Heller ikke. Det er klodset, men ikke intentionelt. Havde man sagtens kunne forsvare et gult kort? Det kunne man godt, og Vanlerberghe burde have fået gult, da han i minut 79 lavede sit tredje frispark på ni minutter og stoppede et lovende FCK-angreb godt 20 meter fra mål.
Achouri – Vanlerberghe, minut 78.
Hvad? Potentielt rødt kort til Achouri for voldsom adfærd.
Jeg sad lige udfor situationen i Parken og regnede egentlig med advarsel til Vanlerberghe for en holdeforseelse samt belgierens tredje frispark i kampen. Det var først i den langsomme gengivelse, at det stod klart, at Elias Achouri tjattede med benet efter BIF-nyindkøbet og ramte ham overfladisk på skinnebenet.
Lad os få det på det rene med det samme: I gamle dage var et spark et spark. 1998. Beckham mod Simeone. Rødt kort uanset sparkets styrke.
2024: Et spark eller et slag skal have en form for brutalitet over sig. Lussinger, skaller og lignende. Vi havde også snakken i Farum, da Jordan Larsson og Adamo Nagalo tumlede sammen med noget mere kontakt end Achouri lavede på Vanlerberghe.
VAR har intet officielt check på voldsom adfærd, og det forstår jeg godt. Er det charmerende, hvad Achouri laver? Nej. Er det brutalt? Nej. Derfor er det helt fint, at Putros lander på gult i situationen.
Putros ender på sølle to advarsler i kampen – begge i situationer, hvor der er fløjtet frispark den anden vej. Ohi Omijuanfo brokker sig åbenlyst ud mod den ene linjedommer i forbindelse med, at han begår et helt åbenlyst frispark på Elias Jelert, men nordmanden var blevet holdt forinden, og var forståeligt nok utilfreds med ikke at have fået frispark.
Jeg synes, det er en irriterende advarsel at starte derbyet med – en teknisk en af slagsen, som sagtens kunne være undgået ved bare at tale med store bogstaver til nordmanden, men Putros er politibetjent i sit civile liv og valgte altså at udskrive bøden til Omoijuanfo i stedet.
Vi lander på 27 frispark i kampen, 15 begået af Brøndby og 12 af FCK, og jeg sad på intet tidspunkt med følelsen af, at derbyet var ved at løbe Putros af hænde. Det var bestemt ikke det mest krævende derby rent ledelsesmæssigt, men det vælger jeg også at kreditere Putros for.
Alt i alt en mere end godkendt indsats i en kamp, hvor der naturligvis altid vil være småfejl, men hvor der absolut intet graverende var at finde på Putros’ indsats.
FC Midtjylland – FC Nordsjælland (Mads-K. Kristoffersen)
I Herning meldte FCN ud, at de ville appellere advarslen for film til Oliver Antman, og her må vi bare finde prisen for årets mest håbløse appel frem. En ting er, at Mads-Kristoffer Kristoffersen ikke ligefrem er kendt som en mand, der går ud og lægger sig fladt ned efter en fejl, men i situationen her virker det fuldkommen fair, at Kristoffersen gik i lommen for en voldsom teatralsk svanens død fra Antman, der på de tre vinkler jeg har fået af mand-mand-duellen mod Jonas Lössl ikke bliver ramt – hvis tilfældet er det modsatte er kontakten så uhyre minimal, at Antman overdriver det ved at gå omkuld som han gør.
Obligatorisk gult kort til finnen og farvel til de 25.000 kroner FCN betaler i gebyr for at appellere kortet.
Andreas Schjelderup levede livet farligt efter at have taget en torskedum advarsel i det 31. minut for at trille en bold tilbage på banen efter den var dømt ude og erstattet med en ny. Tre minutter inde i 2. halvleg lavede han et satset forsøg på at få fat i en returbold lige udenfor eget felt, men benspændet på Dario Osorio var nærmest definitionen på satset og ikke hensynsløst. Derfor havde det været helt ufattelig hårdt at sende Schjelderup i bad med andet gule kort her – en fin vurdering af Kristoffersen med det rene frispark og ikke mere.
Silkeborg – AGF (Jacob Karlsen)
Der var en verden til forskel på den voldsomt triste 0-0 kamp holdene i mellem fra tidligere på foråret og så den underholdende 2-2 kamp vi var vidner til mandag aften.
Jacob Karlsen leverede endnu en fin kamp med fire følgestraffe ramt meget overbevisende, selvom der var brok på minimum tre af dem. Enkelte efterspørger rødt kort til Oliver Sonne for en stempling på Mikael Anderson som Karlsen kører fordel på, men tacklingen er ikke brutal med stor styrke, selvom den sidder et godt stykke oppe på skinnebenet af dansk-islændingen.
Mere mørkegul er Lubambo Musondas kujonagtige tackling bagfra på Felix Beijmo, som desværre skulle komme endnu værre til skade senere i kampen. Musonda stempler nordmanden bagfra omkring ankelregionen og har endda frækheden til at brokke sig til Karlsen over kortet. Jeg synes ikke, det havde været komplet justitsmord at stange en rød billet ud på den, men fart og intensitet er nok tilpas lav til, at Karlsens advarsel er helt efter bogen.
Det samme var advarslerne til AGFs Knudsen og Silkeborgs Felix.
OB – Vejle (Kyriaskos Athanasiou)
Guderne skal vide, at jeg ikke har været stor fan af Cypern-Danmark udvekslingsaftalen, men de cypriotiske dommere har faktisk dømt fint indtil videre uden de store overskrifter. Det var heller ikke anken ved aftalen, men nok om det.
Mandag aften kom Kyriakos Athanasiou for alvor i vælten, da han var i spidsen for OB-Vejle i nedrykningsspillet.
Cyprioten kom ellers fint fra land og havde ét sølle frispark de første 17 minutter – som i øvrigt fortjent medførte advarsel til OBs Filip Helander – men som altid skal der ingenting til at tænde et opgør helt af, og en enkelt dårlig aktion kan martre en dommer resten af opgøret.
Føromtalte Filip Helander spillede endnu en tvivlsom kamp og valgte efter en halv times spil at gå fuldstændig ukontrolleret ind i duel med VBs Musa Juwara, som blev soleklart nedlagt langs den ene sidelinje. Om det gule kort skulle være for hensynsløsheden i tacklingen eller bare at stoppe et lovende angreb var sådan set valgfrit, men Athanasiou valgte fuldkommen uforklarligt at dømme indkast til Vejle – sådan ca. det ENESTE, der ikke var i situationen.
Herfra var det op ad bakke for cyprioten, som dog ikke kan klandres for ikke at dømme straffe til Raul Albentosa efter 45 minutter. Spanieren bliver ganske rigtig holdt i trøjen af en satsende Tom Trybull efter hjørnesparket er taget af Vejle, men dels slipper Trybull taget i trøjen med et forsinket fald til følge fra Albentosa, og lige bagved Trybull laver Stefan Velkov også et mindre wreslinggreb på selvsamme Trybull. Der kunne dømmes frispark i alle retninger ved et hav af de her situationer, og situationen med Albentosa er ikke nok til at dømme straffe til VB efter min bedste overbevisning. Dødbolde ER blevet det vilde vesten i flere Superliga-kampe, og i situationen med Albentosa er det også formildende, at vejlenseren ikke er i nærheden af at kunne nå Nbgakotos elendigt sparkede hjørnespark. Var han blevet forhindret i at nå en bold, som lå lige i pandebrasken på ham, havde sagen været en væsentlig anden.
Jeg synes også, at der går fuldkommen usagligt rundhyl i anden advarsel til en overtændt Tom Trybull, som i øvrigt fik en idiotisk første advarsel for fuldstændig tankeløst at hamre videre ind i Yeni Ngabakoto.
Trybull går ind med armen først i en luftduel med en hårdtprøvet Musa Juwara og skaber kontakten med armen mod gambianerens nakke eller hals før han vinder luftduellen. For mig er advarslen fuldstændig efter bogen, og OB vil smide 25.000 kroner ud af vinduet, hvis fynboerne gør alvor af at appellere tyskerens tankeløse anden advarsel.
Øvrige advarsler i kampen til Miiko Albornoz og Francois (VB) og Deedson (OB) var også helt efter bogen, så vi ender altså med, at det reelt set kun er én grov fejl fra Athanasiou i kampen, som endda ikke får indvirking på kampens resultat direkte i form af pointtab til Vejle.
Naturligvis er det skuffende, at cyprioten bedømmer situationen med Juwara og Helander så dårligt, men kampen er også et perfekt eksempel på, hvor lidt der skal til, før fodboldfolket går totalt i selvsving over en præstation, som i store dele af kampen var acceptabel.