18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Lup: Dommerkommentar til 7. Superliga-runde

Lidt om knap så uskyldige FCN, rødt kort til officials og om en generelt god runde for Superligaens opmænd. Leanders Lup sætter fokus på syvende SL-runde med dommerbriller

FCN-sammenstimling om dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

OB – Vejle (fredag)

Farvel til VB-assistent Damir Grmic i Superligakampen mellem OB og Vejle Boldklub i Odense fredag den 1. september 2023. Foto: Tim K. Jensen / Scanpix

Hårdtspillet affære i Odense fredag aften, hvor Morten Krogh kørte højt forsætlighedsniveau med nul kort de første 85 minutter, men ultimativt måtte af med fem advarsler og et direkte rødt kort til Vejle-stabens Damir Grmic.

Vejlenserne gik til stålet og noterede sig for sæsonhøjeste 18 frispark mod OB. Jeg synes dog, Krogh virkede i ubalance, da han langede en dobbeltadvarsel ud til vejlenserne i det 92. minut. Først en advarsel til iranske Saeed Ezatolahi for et frispark, der knap nok var lovhjemmel til at dømme, mens Raul Albentosa fik gult for protester uden synligt at gøre sig bemærket for andet end at råbe “What?”

Derimod manglede der en soleklar advarsel til VBs Denis Kolinger i minut 97 for en grim albue på Sven Köhler – det gule kort fik han så 20 sekunder senere for et grimt benspænd.

Det røde kort til VB-assistenten Damir Grmic kan virke hårdt – kroaten sparker en bold på banen, der kommer ned fra tilskuerrækkerne. Højest sandsynligt bevidst eftersom OB har frispark på egen bane. Et umiddelbart uskyldigt forsøg på at trække lidt tid, men gudskelov er der nultolerance i Fodboldloven overfor usportslig opførsel fra officials og ledere på bænken

Derfor en helt korrekt marchordre til Drmic og tunge lærepenge i forhold til at skulle på tribunen de to næste runder.

Silkeborg – Hvidovre (søndag)

Superligakampen mellem Silkeborg IF og Hvidovre IF på Jysk Park, Silkeborg, søndag den 3. september 2023.. (Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix)

Peter Lassen rasede på sin Facebook og bad VAR om at blive puttet op et meget mørkt sted.

Årsagen var store protester i forbindelse med SIFs sejrsmål kort før tid, hvor københavnerne plæderede for frispark til Andreas Smed i en duel midt på SIFs banehalvdel.

Jeg synes ikke, frisparket på Smed er soleklart. Vi får det kun at se LIVE, og der er et sammenstød mellem HIF-angriberen og en SIF-forsvarer i en duel om en løs bold. Herfra går der 13 sekunder og otte boldberøringer fra Silkeborgs erobring til at Alexander Lind kan heade SIF foran.

For mig har VAR ikke noget at blande sig i her. Det går ind under den såkaldte “Attacking Possesion Phase”, når der skal vurderes frispark i opspillet. Hvidovre bliver ikke fanget i ekstrem ubalance som resultat af det manglende frispark, men har 13 sekunder til at komme på plads i. Det er primært dårlig opdækning centralt, der er skyld i scoringen – ikke det faktum, at Smed KUNNE være tilkendt et frispark længere oppe på banen.

Martin Spelmann fra Hvidovre skal i øvrigt huske noget med sten og glashus. Den tidligere BIF og ACH-midtbaneslider var rasende og beskyldte AGFs Nicolai Poulsen for at være en tøsedreng, der filmede på en let berøring i HIF-AGF fra runde 3. Spelmann gjorde PRÆCIS det samme på en papirstynd berøring fra Oliver Sonne og lykkedes endda med at trække et tyndt gult kort til SIF-spilleren. Fattigt af Spelmann i den situation.

Lyngby – FC Nordsjælland (søndag)

Superligakampen mellem Lyngby Boldklub og FC Nordsjælland i Lyngby søndag den 3. september 2023. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Også i Lyngby ville FCN have frispark i opspillet til en 1-0 scoring, og ligesom i Silkeborg synes jeg heller ikke, der er noget som helst at komme efter. Bevares, Sævar Magnusson får body-checket FCNs Martin Frese, da et sideskift fra Tochi Chukwani er på vej over til Willy Kumado, men jeg mener fint, at vi kan karakterisere det som et tilfældigt sammenstød og at islændingen på ingen mulig måde forhindrer Frese i at vinde bolden – den var røget ud til Willy Kumado uanset.

Jørgen Daugbjerg havde en god kamp – tiltrængt, om man vil – og ramte et meget fint forsætlighedsniveau. Måske ikke, hvis man spørger FCN, som følte sig hårdt gået til, men det sås også på mængden af følgestraffe, hvor de kongeblå værter vandt med 5-2 og ligeledes vandt 18-8 i begåede frispark.

Kortene sad for såvidt i skabet, men at Sævar Magnusson fik lov til at begå sæsonhøjeste seks frispark uden at blive straffet for gentagne forseelser, var måske lige til den afslappede side.

Derudover var det fuldkommen absurd, at Martin Frese slap for advarsel i forbindelse med Marcel Rømers soleklare holdeforseelse på en FCN-spiller i fremdrift. Frese kommer løbende fra 15 meters afstand for at lege politibetjent, hvorefter Bjelland logisk skubber ham væk. I situationen ender det kun med advarsel til Lyngby-spilleren. Hovedrystende. At Frese fik gult fra sin position som udskiftet spiller på bænken ifm. 1-1 scoringen gør ikke tingene meget bedre.

FC Nordsjælland virker til under Johannes Hoff Thorup at være blevet mere voksne på den lidt negativt ladede måde. Der overdramatiseres i duellerne, der er let til fald i flere dueller, og i flere tilfælde er der tale om reel sammenstimling om dommerne i forhold til at påvirke beslutningerne fra kampens opmand. Vi er naturligvis milevidt fra tilstandene i La Liga og det øvrige Sydeuropa, og FCN’erne er ikke en særlig case herhjemme, men der er i hvert fald sket et skred fra tidligere tiders FCN-hold, som sjældent brugte ret meget krudt på dommerne.

Brøndby – Randers (søndag)

Brøndbys Ohi Omoijuanfo og Randers FCs Wessel Dammers i aktion under superligakampen mellem Brøndby IF og Randers FC i Brøndby, søndag den 3. august 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Rundens med afstand mindst dramatiske kamp fandt sted på Vestegnen, hvor Brøndbys 3-0 føring efter 35 minutter lagde en dæmper på alt tænkeligt form for drama.

Unge Jacob Karlsen havde fuldstændig styr på tingene, og kun randrusianernes udisciplinerede Oliver Olsen gav lidt arbejde til Karlsen med kampens enlige advarsel for at stoppe en forbigående Marko Divkovic. Ikke den største advarsel i verden, og havde Karlsen sprunget den over, tror jeg næppe, bedømmeren var kommet efter ham.

15 frispark i kampen derudover – alle af beskeden karakter. Flueben til Karlsen på en nem dag på kontoret.

FC København – Viborg (søndag)

Rasmus Falk knockoutet i Superligakampen mellem FC København og Viborg FF i København i Parken, København, søndag den 3. september 2023. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Heller ikke i Parken var der ret meget tvivl om hjemmesejren, men det lykkedes alligevel FCK at rage den ene torskedumme advarsel til sig efter den anden. Elias Jelert må ha’ fået for meget koffeinholdig drik inden kickoff med tanke på, at han brugte to forsøg på at sparke bolden udover banden efter den var gået ud til indkast efter sølle 11 minutters spil. Endda i en forholdsvis ufarlig situation.

Også Victor Claesson ville være med i de tossede korts klub efter 68 minutter, hvor han tog brydegreb på en Viborg-spiller i fremdrift, men alt andet lige 70 meter fra mål i en situation, hvor FCK var 5-mod-4.

Jordan Larsson forsøgte otte minutter senere at overgå Elias Jelerts tosserier ved at forsøge at filme sig til et frispark 10 meter ude for EGET felt. Noget, som fortjent blev straffet med et gult kort og fire strafpoint af Sandi Putros.

Fortjente advarsler var der også til VFF – især Ibrahim Said havde ingen som helst kontrol over sit indgreb, da han møffede ind i Birger Meling med armen først og var heldig, at armen ramte brystkassen og ikke ansigtet på nordmanden. Så havde vi talt en anden farve end gult kort.

VFFs nyindskiftede Jean-Manuel Mbom kunne havde fået en rekordhurtig udvisning i sin debut efter blot tre minutter på banen. Tyskeren ramte Rasmus Falk hårdt og direkte i ansigtet med en løftet arm på så kraftig vis, at Falk måtte lade sig udskifte fire minutter senere.

Jeg støtter Putros’ advarsel, men tror ikke, at Jonas Hansen i VAR-rummet havde kaldt Putros ud for at annullere et potentielt direkte rødt kort. Mbom har ikke ondt i sinde, da han går op i duellen, men kraften han rammer Falk med er tættere på “unødig stor” end blot “hensynsløs” – skillepunktet mellem rødt og gult kort.

FC Midtjylland – AGF (søndag)

Dommer Peter Kjærsgaard giver et gult kort til AGFs cheftræner Uwe Rösler under superligakampen mellem FC Midtjylland og AGF i Herning søndag den 3. september 2023.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Fysisk affære mellem to stærke mandskaber, hvor Peter Kjærsgaard valgte en høj linje med stor tolerancetærskel til stort set alle aktørers tilfredshed – også selvom Jonas Lössl pøllet efter kampen stod og fablede om “tvivlsomme kendelser jeg ikke kan tale om”. Så fattigt at både se og høre på.

Kjærsgaard kørte også højt niveau sidste runde i Parken til FCK-fansenes store utilfredshed, men hverken denne eller sidste søndag kørte kampen af sporet, og især i FCM-AGF flød spillet med kun 21 frispark i kampen – ikke ret meget for en kamp med duelspil og mange kontakter nærmest hele tiden.

Advarslerne til Paulinho og Nicolai Poulsen i minut 83 i forbindelse med lidt hjørnesparks-møffen kunne være undgået med en skolemesterfinger, men isoleret set okay, at Kjærsgaard valgte at få lidt ro på i en intens slutfase, hvor FCM på daværende tidspunkt førte 1-0.

Netop 1-0 målet kom efter en fæl fadæse mellem GF-keeper Bradley Peacock-Farrell og norske Magnus Knudsen, hvor sidstnævnte i forbindelse med Peacock-Farrells upræcise aflevering fældede Marcel Rømer, som ellers havde været helt fri foran mål til en oplagt scoringsmulighed.

Bolden røg dog hen til Cho Gue-Sung i onsideposition, som efterfølgende kunne spille norske Oly Brynhildsen fri til scoring. Kjærsgaard undersælger situationen helt vildt, primært fordi den nok kommer helt uventet, og markerer derfor hverken fordel eller noget andet. Efterfølgende ser man, at han lige når at gribe i lommen efter et kort, hvorefter kameraerne fokuserer på Brynhildsen.

Man kan ikke både køre fordel og rødt kort i samme sekvens, så norske Knudsen slipper i situationen med gult.

Skriv første kommentar

Skriv et svar