Efter en sløj start var der foreløbig oprejsning til de danske dommere i femte runde af Superligaen. Benjamin Leander runder domme og kontroverser fra de fem færdigspillede kampe.
Hvidovre – FC København (fredag)
To advarsler og en generelt fair spillet kamp med kun 17 frispark. Morten Krogh får næppe mange honorarer denne sæson, han kan hæve så let i en kamp, hvor han havde styr på tingene fra start til slut.
Kampens mest kuriøst hændelse kom efter 41 minutter, hvor Hvidovres målmand Filip Djukic pludselig løb meget hurtigt af banen. Hvidovre-keeperen var ramt af et akut maveonde, og når man skal, så skal man.
Fodboldloven er en tyk krabat på 17 paragraffer fordelt 137 sider, men den beskriver ikke ovenstående situation specifikt. I stedet kommer den 18. paragraf i spil – dommerens sunde fornuft. Naturligvis får Djukic lov til at forlade banen (det skal man, ellers får man et gult kort), og tre minutter senere er HIF-keeperen (med nye shorts) tilbage igen. Hvis situationen hypotetisk havde taget voldsomt længere tid, havde dommer eller 4.dommer interveneret ved at sige, at Hvidovre måtte foretage en udskiftning, så spillet kunne komme i gang igen.
I øvrigt er det retmæssig omhu af Djukic, at han ikke forrettede sin nødtørft på banen. Det har Salford Citys målmand Max Crocombe og italienske Cristian Bunino fra Lecco tidligere gjort med rødt kort til følge. Begge spillere skulle tisse så meget, at de ladede vandet på banen, og den slags medfører direkte rødt kort for utilbørlig opførsel. Begge fik en spilledags karantæne.
Silkeborg – FC Nordsjælland (søndag)
El Plastico-opgør med Jonas Hansen i spidsen.
Efter 21 minutter har Hansen en svær beslutning, da Ibrahim Osman går omkuld i SIF-straffesparksfeltet i duel med hjemmeholdets Oliver Sonne.
Jeg har set situationen 10 gange og har stadig en meget smal mund over, hvad jeg synes er den rigtige kendelse. Sonne har en arm på skulderen af Osman, men der er ikke noget hiv eller noget riv, og ghaneseren overdriver KLART ved at kaste sin krop tilbage. Problemet er bare, at jeg ikke kan udelukke, om der er en kontakt i benene, som gør, at ghaneseren endegyldigt går i græsset.
I udgangspunktet støtter jeg Hansens beslutning om at tildele Osman en advarsel for at overdrive en kontakt og forsøge at snyde sig til at straffespark ved at fingere, at situationen er langt værre end den er. Problemet er bare, at jeg ikke kan udelukke, der er mere i situationen end klar film og overdrivelse af en kontakt.
Jeg betragter det som usandsynligt, at FCN bliver snydt for et straffespark, men havde også levet fint uden advarslen til Osman for film.
Til gengæld er det umiddelbart svært at leve med, at Osman ikke får en advarsel for sit frispark 13 minutter senere 20 meter centralt for mål, hvor han tackler Søren Tengstedt bagfra.
For mig kan vi veksle mellem både hensynsløsheden i frisparket, men i særdeleshed også at stoppe et lovende angreb. Kursen fra UEFA er dog, at fodbolden skal væk fra for mange kort, og at især et potentielt andet gult kort skal kunne ses fra månen. En del af det nye Referee Assistance Program, som udkommer to gange årligt med det formål at ensrette kursen for, hvordan UEFA-dommerne skal dømme, fokuserer mere og mere på, at der skal gives flere kort for hensynsløshed og færre kort for at stoppe lovende angreb med små frispark.
I den kontekst er Osmans frispark ikke ret hensynsløst, men jeg synes stadig, der er foruroligende mange advarselslamper, som blinker her i forhold til at stoppe det lovende angreb. Med UEFAs retningslinjer er det ikke en definitivt misset udvisning med anden advarsel, men Ibrahim Osman laver for mig den klassiske synd for en offensivspiller med at overvurdere sine defensive evner og gå ned i en højrisikabel tackling med mulighed for at rage anden advarsel til sig.
I 2. halvleg var der til gengæld ingen kære mor for FCN, da Lucas Hey klodset begik straffespark mod Alexander Lind. Sidstnævnte er godt nok i ubalance på kunstgræsset, men Hey forsøger uforsigtigt at prikke bolden, men rammer i stedet Linds hæl og ender med at sende ham på rumpetten. Havde Hansen ikke fløjtet, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at VAR havde kaldt ham til skærmen og anbefalet straffespark, så her får vi endegyldigt den rigtige beslutning.
Lyngby – Randers (søndag)
Sikker indsats fra Mikkel Redder i Lyngby – Randers med to sene, korrekte advarsler til Randers FC for at holde.
Redder måtte ha’ hjælp fra Jakob Sundberg i VAR-vognen til at annullere Tochi Chukwanis åbningsmål efter en times spil, hvor bolden heades videre, rammer Chukwani på armen og stryger i mål. Det eneste, der undrer mig i sekvensen her er, at Redder er over et minut om at blive kaldt til skærmen af VAR-teamet. Det er umuligt at se LIVE, men de langsomme gengivelser viser tydeligt, at Chukwani scorer med hånden, og det må man ikke, utilsigtet eller ej.
Det lignede i den grad, at Frederik Gytkjær var offside, da han blev umiddelbar matchvinder fire minutter før tid ved at ishockey-styre Marcel Rømers afslutning i nettet, men VAR-vognen har fundet en vinkel, som frikendte de kongeblås spydspids.
FC Midtjylland – Brøndby (søndag)
Brøndby og FCM gjorde rigeligt for, at man ikke skulle bemærke Jørgen Daugbjerg Burchardt som dommer, qua en voldsomt undervældende 1. halvleg. Alligevel sad man dog uimponeret tilbage efter Burchardts indledning på opgøret, hvor logiske frispark ikke blev taget, og hvor især Kristoffer Olsson fyldte ekstremt meget for hjemmeholdet.
Om det var UEFAs nye guidelines for færre kort i kampene, der medførte, at Burchardt ikke sanktionerede et soleklart blindside-hit fra Brøndbys Henrik Heggheim på en sagesløs Oliver Sørensen, må være uvist, men i ishockey havde Heggheim fået 2+10 minutter for Checking to the Head.
Efter den sløve start kom Burchardt dog fint efter det i 2. halvleg i en kamp, som dog aldrig for alvor gav store udfordringer for kampens opmand. Henrik Heggheim fik sit fortjente gule kort, ligesom BIFs Jacob Rasmussen også gjorde det for en klar holdeforseelse på Edward Chilufya.
OB – AGF (søndag)
Mads Kristoffer Kristoffersen gjorde sig fortjent til sit honorar via et par fine indgribener fra VAR-vognen i to situationer, hvor dommer Aydin Uslu var prisgivet i den ene, og leverede en dårlig vurdering i den anden.
Ved AGFs udlignende mål får OB-keeper Martin Hansen en albue i hovedet fra målscorer Thomas “TK” Kristensen. Det er naturligvis tilladt at bruge sine arme til at komme op med, men TK har et sving, som ender med at ramme Martin Hansen. Det er ikke Hansen, som selv hopper ind i AGF’erens arm, og derfor er det helt efter bogen, at Uslu kaldes til skærmen og anbefales at annullere målet.
Senere var det OBs tur til at få annulleret en scoring i en speget situation, hvor Charly Nouck først begik det, der lignede et klart frispark på Tobias Mølgaard hos gæsterne, hvor bolden samtidig dansede faretruende tæt på at være ude over sidelinjen. I den langsomme gengivelse var det glasklart, at Nouck både puffede Mølgaard og sågar også havde kontakt i benene på AGF-forsvareren, men Uslu stod perfekt positioneret i situationen og lod spillet fortsætte – tilsyneladende med en vurdering af, at der ikke var foregået noget kriminelt.
Her er VAR jo en redningskrans mod decideret dårlige vurderinger fra dommernes side af, og Uslu måtte da også krybe til korset, da han blev kaldt ud for at annullere dagens anden scoring.
Bortset fra det leverede kampens dommer en glimrende indsats og var spot on på kampens fire første følgestraffe. Sidste advarsel i kampen til OBs Rami Al-Hajj er hård, men det ændrer ikke på billedet af en generelt godkendt indsats fra Uslu.
Viborg – Vejle (mandag)
Superligaens to bedste dommere i Morten Krogh og Jakob Kehlet havde fået de to kampe med størst forhåndsfavoritværdighed til et af holdene (FCK i Hvidovre og Viborg i Vejle), og nøjagtigt som kollega Krogh blev Kehlet ingenlunde udfordret i Viborg – Vejle.
Kehlet fangede Miiko Albornoz’ grimme stempling efter mindre end tre minutter og kom godt fra land med et obligatorisk gult kort som det eneste hårdtspillede moment i kampen.
