18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Lup: Dommerkommentar til 1. SL-runde

Superligaen er tilbage, og det med drama fra første fløjt. Benjamin Leander går gennem alle rundens kontroversielle hændelser. Artiklen opdateres løbende i takt med, at kampene færdigspilles.

Foto: Alamy / Ritzau.

AGF – FC Midtjylland (Morten Krogh)

Hvad skete der? Potentielt straffespark til AGF efter 35 minutter

Dom på banen: Ingenting

Jeg har svært ved at huske et ikke-dømt-straffespark, som over en bred kam skabte så meget furore, som tilfældet var i Århus i fredags. Nærmest uanset hvor man spørger (undtagen i Herning og omegn) er der raseri og vantro over, at Morten Krogh ikke dømte straffe, da Tobias Bech gik i græsset i duel med gæsternes Mads Bech Sørensen.

Situationen kan ses hos TV2 Sport HER

Lad os tage den skridt for skridt.

  • JA, der er en kontakt mellem Bech og Bech.

  • JA, det ligner instinktivt et benspænd med straffespark til følge.

Hvad hvis vi prøver at dissekere situationen ned til nærmest en bevægelse-for-bevægelse analyse:

  • Tobias Bech modtager bolden med Mads Bech liggende godt en meters penge bag sig.

  • Tobias Bech laver en retningsbestemt tæmning med venstre fod i retning mod mål. Mads Bech går ned i en blanding af en tackling og et forsøg på at blokere for en evt. afslutning fra Tobias Bech.

  • Tobias Bech tager et kort træk VÆK fra mål med sin højre fod, og herefter opstår der et sammenstød med Mads Bech.

  • På INTET tidspunkt laver Mads Bech et benspænd på Tobias Bech. FCM’eren har begge ben og en arm støttende i jorden, men der er ikke en bevægelse, som aktivt bringer Tobias Bech MOD jorden. Det gør tyngdekraften, og derfra er det klart, at Tobias Bech efter kontakten med Mads Bech tumler naturligt i græsset.
Foto: Ritzau/Alamy Live News

Situationen er for mig en LIGHT (!) version af det ekstraordinært tyndestraffespark, som blev dømt mod Kamil Grabara på Cho i Herning af Sandi Putros, og hvor selvsamme Morten Krogh i VAR-vognen ikke gjorde mine til at kalde Putros ud.

Her erkendte dommerformand Johansen i Viaplay-programmet VAR-rummet, at der IKKE skulle være dømt straffespark.

Jeg skulle se situationen i gennem MANGE gange før jeg kom frem til, at jeg kom frem til, at Morten Kroghs kald om ikke-straffe ender med at være et aldeles fremragende kald, så jeg forstår godt den instinktive forbløffelse og vrede over kendelsen fra især folk med AGF-sympati, men samtidig er episoden også en perfekt reminder om, at tingene til tider ikke er så sort/hvide som de ser ud.

At Mads Bech Sørensen i øvrigt lige efter kampen udtaler til TV2, at han “føler sig heldig” skal man ikke lægge ret meget i hvad angår sandhedsvidne. Spillerne er forbløffende uopdaterede på regler og lovgivning, især med høj puls lige efter en kamp, hvor de ikke har fået set situationen igen.

Øvrigt for kampen:

  • Jeg forstår godt, at Krogh dømmer frispark til Mads Emil Madsen for benspændet begået akkurat på kanten af feltet af FCMs Ousmane Diao. Forseelsen sker decideret på linjen, og Krogh kommer i løb ned mod situationen. Et skoleeksempel på, hvornår VAR kan træde ind. Selvom situationen er fuldstændig ufarlig på linje med et indlæg, som rammer en ustrakt arm, er det udelukkende Diaos tossede indgreb, der bør være fokus på her.

Foto: Screendump, TV2 Sport

  • Ukontroversielle advarsler til Anderson (brok), Andersen (holde) og Dalsgaard (holde)

FCN – AaB (Jørgen Burchardt)

Foto: Ritzau/Alamy Live News

Udramatisk affære i Farum, hvor FCN lukkede kampen indenfor de første 20 minutter.

Dommer Jørgen Burchardt havde en rolig indledning på sæsonen med 17 frispark i kampen

Unge Kasper Davidsen stod for knap halvdelen (4) af AaBs (9) frispark og ragede fortjent gult til sig på det fjerde af slagsen. Heller ikke noget at komme efter med de gule kort til værternes Egeli (benspænd) og AaBs Jimenez (body checking)

Silkeborg – Sønderjyske (Mads-Kristoffer Kristoffersen)

Foto: Ritzau/Alamy Live News

Hvad skete der? Scoring til Sønderjyske efter hjørnespark

Dom på banen: Mål annulleret lige inden bolden passerer stregen

Hjørnespark til Sønderjyske og vanligt meget trafik i målfeltet. Bolden slås ind, SIF-keeper Nicolai Larsen ligner en, som kommer på mellemhånd, og Sønderjyskes Maxime Soulas får udlignet…næsten da. Kort inden bolden passerer stregen fløjter Mads-Kristoffer Kristoffersen frispark til Silkeborg, og dermed kan VAR IKKE tjekke, om der nu også var sandhed i Kristoffersens kendelse.

Der skulle lige et par dobbelttjek til, inden tjære og fjer blev sat i garagen igen, for der ER en forseelse.

Det er særligt inkriminerende, at forseelsen sker i nærheden af der hvor bolden lander. Björklund er direkte medvirkende til, at Silkeborgs Ganchas ikke kan gå i duel med Maxime Soulas, og ligesom ved EM-slutrunden i Tyskland er der ekstra fokus på de her former for ulovlige screeninger.

Vejle – Randers (Jacob Karlsen)

Foto: Ritzau/Alamy Live News

Unge Karlsen havde 16 forskellige nationaliteter at holde styr på i Nørreskoven, men slap helskindet fra sæsondebuten i en underholdende kamp mellem Vejle og Randers.

Korrekte advarsler til Vejles Lauenborg og midtstopperparret Kolinger og Velkov, som begge havde frækheden til at stå og skabe sig over deres fuldkommen fortjente advarsler for en arm i ansigtet og en voldsom saks bagfra i Velkovs tilfælde.

Vejles udlignende mål til 2-2 blev tjekket i gennem for en potentiel offside for at genere målmandens udsyn på Kristian Kirkegaard, men HVIS angriberen stod offside, hvilket TV-billederne ikke viste for alvor, havde han i hvert fald ikke indflydelse på, at Randers-keeper Paul Izzo aldrig havde nået bolden alligevel.

Screendump: TV2.dk / TV2 Sport X

De godt syv-otte meters afstand fra Kirkegaard til Izzo er også kraftigt medvirkende – det var noget andet under EM, hvor Holland eksempelvis fik et mål annulleret, fordi Denzel Dumfries fysisk stod i Mike Maignans linje i forhold til at kunne kaste sig efter bolden.

Viborg – Brøndby (Lasse Graagaard)

Foto: Ritzau/Alamy Live News

Vild kamp i Viborg, hvor Lasse Graagaards store stjerne hos dommerudvalget kom til syne ved påsætningen her. Det var første gang i Graagaards 17 Superliga-kampe, at han dømte en kamp med Brøndby, FC Midtjylland eller FCK involveret, men den unge dommer fra Holstebro gjorde en aldeles glimrende figur undervejs og kunne nøjes med en enkelt, soleklar advarsel til Jamie Jacobs for en holdeforseelse i en kontra mod Yuito Suzuki.

Viborgs Isak Jensen hyler over tillægstiden umiddelbart efter slutfløjtet, nøjagtigt som Esbjergs Lars Lungi gjorde det i går i EfB-OB.

Tillægstiden er MINIMUM X minutter. I det konkrete tilfælde minimum SEKS minutter. Det kan altså være alt fra 6:00 til 6:30.

I tillægstiden sker følgende hændelser, som kræver yderligere tidstillæg:

Yeboah udligner. Måljubel på et sted mellem 30 og 45 sekunder

Isak Jensen scorer til 3-2. Måljubel et sted mellem 45 og 60 sekunder. VFFs Lucas Lund er med helt oppe og fejre scoringen.

Yeboah udligner i 97:50. Ergo er der intet at udsætte på tillægstiden fra Graagaard og 4.dommer Kehlet.

Lyngby – FC København (Jakob Sundberg)

Ikke meget at berette fra Lyngby Stadion, hvor FCK ligesom FCN afgjorde kampen tidligt.

Korrekte advarsler til Kumado, Winther, Larsson og Froholdt i en affære, som langt hen ad vejen var let og aldrig nåede de store intensive højdepunkter.

Fint at undlade advarsel til værternes Lauge Sandgrav, selvom hans frispark på Rasmus Falk ved første øjekast så hensynsløst ud. Ved nærmere granskning er der hverken knopper eller farlig kontakt på FCK-motoren, så Jakob Sundbergs påtale var et helt fint værktøj i situationen, hvor det da heller ikke krævede nærmere behandling af Falk.

SpilXperten og Viborg FF: Disclaimer

Skriv første kommentar

Skriv et svar