18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Lup: Dommergennemgang af AGF-Brøndby og de øvrige Superliga-kampe fra 32. runde

Højdramatik for ALLE pengene i sidste Superliga-runde. Kæmpe AGF – Brøndby fokus, tre straffespark i Herning, Putros i fokus i Aalborg og potentielt rødt kort i mesterskabsfejringen i Parken. Benjamin Leander analyserer.

AGF – Brøndby

Dommer Jens Grabski Maae giver røde kort til AGFs Kevin Yakob under superligakampen mellem AGF og Brøndby IF i Aarhus søndag den 4. juni 2023.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Lad os få det lagt fast med det samme: Jens Maae skulle arbejde for HVER en krone af sit honorar i AGF – Brøndby. Masser af skadesbehandlinger, sammenstød og en række nøglesituationer, som krævede stillingstagen.

Kronologisk forløb kampen således:

14 sekunder (!): Albue i nakken fra Kevin Tshiembe på Felix Beijmo efter sølle 14 sekunders spil. Tshiembe rammer åbenlyst nordmanden i nakken med en fremskudt albue inden han selv header bolden væk. Maae dømmer ikke engang frispark. Lovmæssigt kan en advarsel på nemmeste vis forsvares, så som minimum mangler vi frispark og en påtale.

3 minutter: Korrekt advarsel til Frederik Tingager for at stoppe lovende angreb på kanten af eget felt

4 minutter: Klar manglende advarsel til Brøndbys Rasmus Lauritsen for en handsforseelse en god halv meter ud fra kroppen. Maae vinker afværgende, men den langsomme gengivelse viser en klart inkriminerende position på armen midt i en farlig AGF-omstilling.

Så var vi ellers i gang i en voldsom kulisse i Århus med over 19.000 tilskuere.

Lad mig også lige slå fast med det samme: Jens Maae er ingen amatør. Jeg har været 4.dommer for ham flere gange i Superligaen, og en af hans største kvaliteter er hans kolossale ro og høje bundniveau. Ingen dommer undgår en øretæve fra tid til anden, men Maaes rolige gemyt har gennem 199 SL-kampe fordelt over 11 sæsoner givet en kolossalt stor mængde kampe, der er afviklet i god ro og orden. Det siger det hele, at det var blot anden gang i Maaes Superliga-tid, at han havde to røde kort i samme kamp – første gang i LBK-FCM i 20/21 og begge helt efter bogen. Maae har dømt finale mellem Spanien og Frankrig ved U17-EM med Ferran Torres, Jadon Sancho og Phil Foden på banen, dømt på Emirates Stadium i Europa League-gruppespillet og dømt både AGF-FCK, FCM-FCK og et derby med rekordlave tre advarsler mellem FCK og BIF i maj 2018.

Dermed ikke sagt, at man kan leve på meritter fra år tilbage og ikke have en dårlig dag på kontoret.

For Jens Maae virkede distraheret de første 25 minutter. Et åbenlyst målspark blev også vendt til hjørnespark til AGF’ernes vantro reaktioner, inden linjedommer Daniel Krogstrup insisterende måtte melde målspark til afvæbnende, løftede parader fra Maae.

Efter 37 minutter var Maae efterladt med NUL andre muligheder end et direkte rødt kort til århusianernes Kevin Yakob, som efter en simpel opspilsfejl blev ramt af et blackout, da han hev en fri Nicolai Vallys ned i oplagt scoringsposition lige udenfor feltet.

Josip Radosevic sendte nydeligt det efterfølgende frispark ind til 2-0, og derfra var kampen overladt til forholdsvis lavintenst niveau med Brøndby i kontrol. Rasmus Lauritsen fik efter 52 minutter det gule kort, der manglede i 1. halvleg, men da Matthias Kvistgaarden et kvarter senere scorede til 0-3, var der for alvor dømt game over.

Skulle man tro!

Jelle Duin reducerede ud af det blå til 1-3 på et fremragende missil helt op i krogen, og så var Maaes tilstedeværelse for alvor påkrævet igen, for med en AGF-scoring mere og FCN-foran mod Viborg, ville bronzemedaljerne være århusianske.

I minut 78 indtraf kampens ubetingede nøglesituation. AGF’erne pressede på igen, og et hårdt langskud fra kanten af feltet blev snittet til hjørnespark af Kevin Mensah.

KÆMPE protester fra Jelle Duin, som skulle indikere, at Brøndby-anføreren havde taget bolden med hånden.

Efter et halvt minuts venten blev Jens Maae kaldt til skærmen af VAR-dommer Mikkel Redder. Når Redder sender Maae til skærmen er det med følgende ordlyd:

“Anbefaler On-Field Review for muligt straffespark”. Her er det altså Redders dom, at Maae har misset et straffespark pga. hands på Mensah. Det er ikke et kald til Maae om “Kom lige og se hvad du synes”. VAR kan kun kalde dommeren til skærmen, hvis de mener, der skal dømmes straffespark, direkte rødt kort, hvis bolden er inde over målstregen eller hvis der er taget fejl af en spiller, der er blevet tildelt en følgestraf.

På grund af rettigheder fra Discovery, kan vi ikke vise billeder eller video af situationen, men fra min stol er det komplet umuligt at se, HVOR langt oppe på armen bolden rammer Mensah. Min første intuition var, at den ramte hans skulder, og armen er som minimum helt ind til kroppen med Mensahs hånd gemt væk bagpå ryggen.

Hvad står der i den senest opdaterede hands-paragraf?

Lad os tage dem en ad gangen:

NEJ til unaturlig position
NEJ til over skulderhøjde
Hånden (armen) bevæger sig ganske rigtigt mod bolden, men det er irrelevant HVIS det er skulderen
Bolden har bevæget sig 10 meters penge; skærpende ift hvis Mensah fik kanoneret bolden op på sig
Mensah KAN godt undgå kontakten, men så går bolden ligesom i mål
Mensah GØR sig bredere, men indenfor lovens bogstaver, hvis det er skulderen, der er tale om

Med andre ord taler de seks ovenstående parametre altså KLART for, at Mensah ikke begår en forseelse. Det hele kommer dog ned til EEN ting: Skulder eller arm. En definition, som IFAB, de internationale lovfortolkere, har fremlagt således:

Loven er mangelfuld i forhold til, at der ikke specificeres, HVOR meget arm eller skulder, der skal til, før at det regnes som det ene eller det andet, men som minimum må man forvente, at hvis bolden rammer både grøn og rød zone på grafikken her, så er der IKKE hands på – fuld rød zone er hands, alt i berøring med grøn er lovligt spil.

På DEN BAGGRUND har jeg meget svært ved at se, at Mensah skulle begå en ulovlighed i situationen, og VAR-kaldet fra Mikkel Redder i vognen virker derfor ulogisk med tanke på, at Maae har taget stilling og dømt hjørnespark, altså IKKE en kriminel handling.

Da Maae beslutter sig for at dømme straffe, er det røde kort til Mensah naturligvis uundgåeligt, for bolden var gået i mål i tilfælde af, at Mensah havde holdt sig væk.

Patrick Mortensen scorede sikkert til 2-3, og da Jelle Duin fire minutter senere scorede til 3-3, kogte Ceres Park i Århus.

Syv minutters tillægstid var ikke et sekund for lidt, men Maae virkede mærket i de døende minutter. AGFs Tobias Mølgaard stoppede SOLEKLART Ohi Omoijuanfo i bekymrende fri position via en holdeforseelse, hvor begge spillere efterfølgende gik omkuld. Maae pegede AGFs vej og belønnede tilmed nordmanden med en advarsel, da han vantro brokkede sig over ikke selv at få sit tydelige frispark. Jeg overvejede kortvarigt, om vi var ude i potentielt misset rødt kort, men situationen sker forholdsvis langt fra mål og tættere på sidelinje end midtercirkel, så VAR havde ikke omstændighederne til at gå ind og intervenere her.

Naturligvis er det ærgerligt, at Maae og VAR fylder overskrifterne efter kampen. Bedømmelsesmæssigt kommer Maae til at blive trukket for i hvert fald to manglende advarsler, mens episoden med Mensah naturligvis vil tælle med som kampafgørende fejl for både Maae og Redder, såfremt bedømmer Kent Bøgelund vurderer, at VAR-kaldet og Maaes beslutning er forkert. Det får vi dog aldrig indblik i, da bedømmelserne ikke er offentlige i Danmark (eller i noget andet land i øvrigt)

Jeg håber virkelig, dommerformand Michael Johansen finder tiden til at kommunikere tydeligt og åbent om situationen her – om fremgangsmåder, intern kommunikation og Line of Intervention. Det vil som minimum give en forståelse af, hvorfor Maae ender med at dømme som han gør.

AaB – Silkeborg

Superligakamp mellem AaB og Silkeborg IF i Aalborg lørdag den 3. juni 2023. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Drama var der også i Aalborg, hvor AaB endte med at rykke ud af Superligaen for første gang nogensinde.

Opmand Sandi Putros havde været jævnt usynlig det meste af kampen i gennem og udmærket sig fint i det 27. minut ved at tildele AaBs Kasper Jørgensen en advarsel for at forsøge at svindle sig til et straffespark efter en ikke-kontakt med SIF-keeper Nicolai Larsen, men i minut 70 kom kampens afgørende sekvens.

Først så det ud som om, SIFs Mark Brink blev snydt for et frispark i en duel med Younes Bakiz, hvor sidstnævnte var nede i en solid, glidende tackling. Putros fløjtede dog ikke frispark, og AaB erobrede bolden 30 meter fra mål.

Her gik Lucas Andersen i græsset 18 meter fra mål i en situation, hvor man kunne plædere for en kriminel holde/puffe-situation fra SIFs Alexander Busch, men heller ikke her var der lyd fra Putros fløjte.

Yderligere 30 sekunder senere var der så lyd i Putros’ fløjte – helt efter bogen. SIFs Alexander Lind trak gennem feltet, og AaBs Malthe Højholt havde ikke kontrol over, hvad han foretog sig bag SIF-indskifteren. Der er minimal kontakt via en hånd på Linds skulder, men det er primært Højholts højre ben, der skaber kontakt på Linds ditto og derfor ikke skyggen af tvivl om straffesparket. Rent praktisk mangler der en advarsel for berøvelse af oplagt scoringsmulighed – ikke en udvisning, for Højholt forsøger at spille bolden rent lovmæssigt.

I minut 82 indtraf så kampens anden højkontroversielle situation, da Lucas Andersen gik i græsset igen. Denne gang syv meter længere inde end tidligere og dermed et potentielt straffespark i duel med gæsternes Pelle Mattsson.

Sandi Putros er optimalt placeret lige udenfor feltet og vinker med det samme afværgende.

I situationen skrev jeg på Twitter, at der er forholdsvis meget, der taler for straffespark. Det holder jeg fast i, for der ER en kontakt mellem Mattsson og Andersen. Spørgsmålet er bare, hvor meget sidstnævnte søger den. Andersen får en fin tværpasning fra indskiftede Nicklas Helenius, men sparker ikke på den. I stedet falder han forholdsvis teatralsk, da Mattsson går ind i duellen bagfra, men Silkeborg-spilleren falder også i duellen hvilket tyder på forholdsvis skidt kontrol over egen krop. Der er kontakt mellem Andersens fod og Mattssons ditto, men den kommer først i det Andersen for længst har kastet hovedet bagover på vej ned i sit fald.

For mig at se taber AaB i VAR-lotteriet her. Havde Sandi Putros besluttet sig for straffespark, havde Jakob Kehlet i VAR-vognen aldrig budt ind og anbefalet modsat. Nu dømmer Putros ikke et straffespark ved aktivt at vinke afværgende, og så finder Kehlet ingen grund til at opfinde et straffespark.

Personligt hælder jeg mest til straffespark i situationen, men må gå udfra, at Kehlet i VAR-vognen simpelthen mener, at Andersen selv søger kontakten for meget. Tjekket er overstået i løbet af ganske få sekunder med “Intet straffe” til følge.

Horsens – Lyngby

Superligakamp mellem AC Horsens og Lyngby Boldklub i Horsens lørdag den 3. juni 2023. Foto: Bo Amstrup / Scanpix

Dystre miner hos Morten Krogh, som efter blot to minutters spil måtte udgå med det, der lignede en skade i læggen i Horsens – Lyngby.

Det skete tre uger inden Krogh skal dømme U21-EM med vigtige bedømmere på plads, og det er bare at krydse fingre og tæer for, at Krogh bliver klar til slutrunden i Rumænien og Georgien.

Indskiftede Mikkel Redder gjorde en fin figur i en forholdsvis udramatisk affære med tanke på, hvor meget, der var på spil. Ingen egentlige kontroverser eller store situationer at forholde sig til.

FC Nordsjælland – Viborg

Viborgs Renato Júnior og Oliver Bundgaard under Superligakampen mellem FC Nordsjælland og Viborg FF i Farum søndag den 4. juni 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Også Jakob Sundberg fik rundet sæsonen fint af med en fin indsats i Farum mellem sækvvinderne fra Farum og bronzeduellanterne fra Viborg.

Kampens dramatiske højdepunkt var ikke engang op til Sundberg at vurdere, for det handlede om, hvorvidt bolden var inde eller ej efter Viborg-hjørnespark i 94. minut.

Linjedommer Christian Brixen er ikke placeret i en vinkel, hvor han kan se det, men er lovligt undskyldt, fordi han har øje for offsiden efter hjørnesparket er sat i spil.

VAR-tjekker efter i et halvt minuts penge, men finder ikke den rygende pistol, der viser, om bolden har forladt linjen. Der skal meget til, før bolden har sluppet HELE linjen, og der virker ikke til at være begået justitsmord mod Viborg, som dog kan græmme sig over at have været en håndfuld millimeter fra klubbens første bronzemedaljer.

FC København – Randers

Superligakampen mellem FC København og Randers FC i København søndag den 4. juni 2023. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

På mange måder en emotionel dag i Parken med farvel til FCK-legenden Carlos Zeca, men også med gode tanker i retning af Randers’ unge Mads Enggård, som tilsyneladende brækkede anklen efter en hård tackling fra Zecas erstatning William Clem.

På Twitter vil mange have Clem udvist, men jeg er slet ikke i tvivl om, at vi har at gøre med en hensynsløs tackling fra Clem med et ulykkeligt udfald. Hensynsløshed straffes altid med GULT kort.

Clem går ind i tacklingen nærmest med 0 kilometer i timen, strækkende sig efter en bold, og rammer Enggård hensynsløst omkring ankelregionen. Der er nul ondskab i tacklingen og intentionen og muligheden er der for at spille bolden. Et præmieeksempel på, hvornår udfaldet af en tackling (potentielt brækket ankel) ikke har noget at gøre med ondskab eller intention – Dennis Flintas tackling på Andreas Cornelius med ligeledes ulykkeligt udfald for år tilbage falder ind under samme kategori.

Ellers intet at bemærke på endnu en glimrende indsats fra Jonas Hansens side – en flot debut i Parken for hans vedkommende.

FC Midtjylland – OB

Superligakamp mellem FC Midtjylland og OB i Herning lørdag den 3. juni 2023. Foto: Claus Fisker / Scanpix

Straffe-bonanza i Herning, hvor Mads Kristoffer Kristoffersen pegede tre gange på pletten for anden gang i sæsonen!

Første straffespark:

Hands på Jeppe Tverskov efter 25 minutter. Endnu et af de her eklatant latterlige hands straffespark, hvor Jeppe Tverskov er i duel om en dansende bold i OBs straffesparksfelt. Da Tverskov forsøger at vinde bolden, er hans arm udstrakt, og bolden dumper ned på den. Det ser som altid meget værre ud i slow, men der ER intet at komme efter LOVMÆSSIGT. Fodboldæstetisk er det en øjebæ, men Kristoffersen og VAR-rummet KAN ikke gøre andet end at følge den lov, de er sat i verden til at fortolke.

Andet straffespark:

Tverskov igen involveret – denne gang i den anden ende af banen. Ellers rutinerede Mads Døhr Thychosen går i fælden efter et hjørnespark og har minimalt fat i OB-anførerens arm efter hjørnesparket er slået.

Tverskov går i græsset som var han blevet skudt af Jens Okking, men trods den lette kontakt, ser den langsomme gengivelse værre ud end den egentlige forseelse, og derfor vil VAR aldrig kalde straffet tilbage. Kuriøst nok får både Thychosen og Tverskov gult – sidstnævnte for at vinke med et imaginært gult kort som Thychosen havde fået uanset hvad.

Tredje straffespark:

Straffespark til OB efter 78 minutter efter et nyt hjørnespark, og I gætter aldrig hvem, det blev begået på?

Jeppe Tverskov

En eller anden form for uofficiel SL-rekord må det være at være indblandet i TRE straffespark i samme kamp, men straffesparket dømt i det 78. minut er glasklart og godt set af Mads Kristoffer Kristoffersen. Unge Victor Bak er ganske enkelt for sent på den efter hjørnesparket, og rammer Tverskov på anklen, da han forsøger at cleare bolden, men i stedet rammer Tverskov, der er først på bolden.

Stærk afslutning på sæsonen af Kristoffersen, der dømte FCK-AGF i Parken som et svendestykke i sin næstsidste kamp i sæsonen og rundede af med at ramme to straffespark plus lidt hjælp fra VAR på det sidste.

Skriv første kommentar

Skriv et svar