18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Lup: Dommer-kommentar til 19. spillerunde af Superligaen

Benjamin Leander gør status over en runde, der samlet set var god for den dansk-cypriotiske dommerstand.

Mikkel Redder gjorde ifølge Benjamin Leander en god figur i mandagens kamp på MCH Arena – Foto: Scanpix

FC Nordsjælland – OB 4-2 (fredag)

Dommer Jonas Hansen kom af med forholdsvis høje syv advarsler, men det var svært at komme udenom nogle af dem. Fire af dem blev givet fordelt på to sekvenser, hvor først OB-keeper HC Bernat og Mads Frøkjær begge fik advarsler for brok i forbindelse med FCNs 2-1 scoring, ligesom Benjamin Nygren og Jeppe Tverskov fik advarsler for en sammenstimling efter førstnævnte havde begået frispark mod OB-keeper Bernat.

Unge Yankuba Minteh virkede overtændt og lavede fire frispark i kampen – seks minutter efter han var blevet præsenteret for et gult kort, burde han endda have fået et mere, og det endda for en forseelse, der skete EFTER Minteh var udskiftet til fordel for Bashkim Kadrii.

Minteh valgte simpelthen at give hjørneflaget på Right to Dream Park en ordentlig fuldtræffer med højreskøjten, sådan så det flækkede på midten.

Rent lovmæssigt er der ingen som helst tvivl. Det er gult kort til Minteh og lig med rødt kort. OB HAR dog foretaget udskiftningen, så der var blevet spillet videre med 11 mand.

Horsens – Viborg (søndag)

Undertegnede havde i løbet af ugen slået på tromme for, at det var en urimelig dårlig udvekslingaftale som Superligaen havde fået lavet sammen med Cypern. Læs denne nedenfor.

Det havde imidlertid INTET med dommer Antoniou Menelaos’ kvaliteter på banen at gøre. Som skrevet inden, så ville det hele næppe falde på gulvet med ham på fløjten – det havde noget med match fixing historik på Cypern og gidseltagning af Horsens og Viborg at gøre.

Med 0-3 på scoretavlen efter 18 minutters spil, blev Menelaos reelt aldrig udfordret i en kamp, som bød på tre korrekte Horsens-advarsler.

Randers – Lyngby (søndag)

Absolut ingen anmærkninger på Jens Maaes præstation i en blodfattig omgang på Cepheus Park i Randers.

FC København – AaB (søndag)

Jakob Kehlet havde også fin kontrol på løjerne i Parken. Det endte 1-0 på måltavlen og 0-5 på kortkontoen, og selvom sidstnævnte virker voldsomt, var det klinkende klare gule kort til nordjyderne i alle fem tilfælde.

Den erfarne linjedommer Henrik Sønderby måtte dog reddes af VAR efter overraskende at have overset en klokkeklar offside på Allan Sousa ved AaB’erne scoring til 0-1, som korrekt blev annulleret af videodommersystemet.

AGF – Silkeborg (søndag)

Jakob Sundberg blev heller ikke sat på store prøver i Århus, da Silkeborg stjal point fra AGF til sidst, men gæsterne var centimeter fra at blive reddet af VAR på et potentielt straffespark til Sebastian Jørgensen.

Still-billeder er altid forholdsvis inkonklusive, men i situationen er AGF-forsvarer Beijmo på glatis og ved at tabe en løbeduel med Silkeborgs Sebastian Jørgensen. Beijmo orienterer sig tydeligt inden han planter en albue i hovedet på Jørgensen lige på kanten af straffesparksfeltet. Albuen er ikke ført i gennem med stor nok kraft til at kunne tale om voldsom adfærd eller spil, som i alvorlig grad er utilladeligt, men den er SOLEKLART hensynsløs og burde være straffet med frispark til Silkeborg samt advarsel til Beijmo.

FC Midtjylland – Brøndby (mandag)

Dommer Mikkel Redder havde i den grad fundet den internationale linje frem, men fløjtede alligevel hele 21 frispark mod Brøndby. Midtjyderne vil givetvis føle sig snydt for en række frispark, hjørnespark og en tyndhjertet appel for tilbagelægning, som ikke havde hold i virkeligheden, men der var absolut ikke kampafgørende sekvenser, hvor Redder fremstod mangelfuld eller som en, der traf den forkerte beslutning.

Skriv første kommentar

Skriv et svar