18+ | Spil ansvarligt | Regler og vilkår gælder | StopSpillet -  70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, med symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Lup: De vigtigste dommer takes fra 18. Superliga-runde

Superligaen er tilbage, og det med drama fra første forårsfløjt. Benjamin Leander dissekerer alle seks kampe set med dommerbriller på.

Foto: IMAGO / Gonzales Photo, Teis Markfoged

Viborg – OB (fredag)

Forårspremiere med driftsikre Jens Maae på fløjten. Hans første opgave var at afbryde kampen i fem minutter efter blot 35 sekunders spil pga. massiv røg fra hjemmeholdets tilskuerafsnit.

Anosike Ementa var i vælten for at falde for let mod OB’erne. Viborg-angriberen blev tilkendt ét frispark i kampen – vel at mærke i det 90. minut – men var involveret i en kontroversiel situation efter en halv time, hvor OBernes Filip Helander headede ned i baghovedet på Ementa.

Jeg synes, der er straffe til Ementa i situationen. Der er ikke tale om klassikeren, hvor to hoveder kommer fra hver sin retning og knalder sammen, for Ementa kommer forrest i situationen, mens Helander forsøger at heade bolden væk, men i stedet rammer Viborgs 9’er i baghovedet med spilstop til følge.

Derudover tæller jeg kun en enkelt gang efter 25 minutter, hvor Ementa går i græsset efter en tackling fra OBs Don Deedson, endda uden de store appeller, så det virker helt forfejlet at skyde VFF’eren noget i skoene her angående manglende tyngekraft. Det gav jeg også udtryk for på Twitter.

4 advarsler i kampen til Renato Jr, Grønning, Markus Jensen og Filip Helander var helt efter bogen. Jeg synes, den forsinkede advarsel til Louicius Don Deedson er hård for at stoppe et lovende angreb. Han forsøger at få fat i en fremadstormende Zan Zaletel, men mislykkes med at få fat, sådan så sloveneren bare glider ubesværet i gennem med et lille puf på hoften. VFF’erne får ikke held med at appellere den, men den burde ikke være givet efter mine bedste begreber.

Hvidovre – Randers (søndag)

Bundbrag i Hvidovre i slatne rammer med sølle 1.530 tilskuere på Vestegnen. Lasse Graagaard kom fra land efter 23 minutter med et helt korrekt dømt straffespark mod en kluntet Stephen Odey, som på en nedfaldsbold efter et hjørnespark fuldstændig mistimer en nedfaldsbold og rammer den med armen ude til siden i skulderhøjde.

Er forseelsen slem og grov i forhold til at udløse en 0,79 xG-chance? Nej, men lovene er nu engang indrettet sådan, og så kan Graagaard ikke gøre andet end at fortolke dem som de skal. Den fodboldromantiske løsning havde været et indirekte frispark til Hvidovre, men betegnelser som “tyndt straffe” mm. kan jeg ikke stå inde for.

På trods af Randers’ dårlige 1. halvleg nåede kampen aldrig noget ret højt tændingsniveau, og en enlig advarsel til Mikkel Kallesøe for at forsøge at stoppe en omstilling, var fint uddelt af Graagaard, som kørte fordel i situationen, men først gav Kallesøe advarslen halvandet minut efter ved næste spilstop.

FC Nordsjælland – Lyngby (søndag)

Foto: IMAGO / Gonzales Photo Dejan Obretkovic

Mikkel Redder var tilbage på Superliga (kunst)græs efter en længere pause grundet personlige årsager, og Redder leverede på alle måder en aldeles glimrende indsats i Farum søndag eftermiddag.

Logisk gult til Jeppe Tverskov efter syv minutter og til LBKs nye belgiske midtstopper Lucas Lissens efter 10 minutter var helt efter bogen, også selvom Lissens ikke kunne tro sine egne øjne, da Redder trak gult for en tackling på Christian Rasmussen, hvor belgieren både fik mand og bold i sekvensen.

Forunderligt var det dog, da VAR-dommer Mads Kristoffer Kristoffersen kaldte Redder ud og anbefalede straffespark til FCN i en sekvens, hvor Pascal Gregor fik tyret bolden op på sig fra 4 meters afstand med armene fuldstændig ind til kroppen.

Det må være årets værste VAR-kald, men det er befriende, at Mikkel efter sølle 18 sekunders skærm-kiggen afblæser situationen og melder straffesparket ned.

Redder fulgte de stærke takter op med en advarsel til den tidligere FCN’er Enock Oto’o, som faldt teatralsk foran eget felt og instinktivt ragede bolden til sig med hånden. Frispark til FCN i farlig position og gult kort til ghaneseren var den helt rigtige dom.

Talk of the town var FCNs scoring til 2-1, hvor Tochi Chukwani og resten af Lyngby-holdet appellerede for frispark efter et potentielt puf fra en FCN’er på banens midte. Syv sekunder senere lå bolden i nettet efter Andreas Schjelderup sparkede bolden ind ved nærmeste stolpe.

Kan der dømmes frispark i situationen? Ja. Det havde jeg også gjort. Mikkel Redder står tre meter fra situationen og tager tydelig stilling.

Situationen forhindrer ikke Lyngby i at forsvare sig mod den dybdebold FCN sender i dybden efterfølgende, og det er også formildende for FCN, at Tochi ikke er i kontrol over bolden, da puffet sættes ind. Vi ved ikke med sikkerhed, hvor den bold ender efterfølgende, og det gør, at VAR ikke bryder ind.

Summa summarum: Jeg havde gerne set et frispark til Tochi Chukwani, men Lyngby kan ikke tørre den af i Redder eller VAR her. Det er en skønssag, og den falder uheldigt ud for de kongeblå.

Syd advarsler i et ikke hårdt spillet opgør kan synes af meget, men fem af dem var for at bremse lovende angreb, mens advarslerne til Conrad Harder for en hensynsløs tackling og til Tochi for brok ikke var til at komme udenom.

Silkeborg – FCK (søndag)

VAR stjal showet med et to minutter langt offside-tjek til at starte med. Det er svært at se på billederne, om offsiden er i skabet eller ej, men det er svært at diskutere med stregerne – især med den usikkerhed, som opstår i forbindelse med hvilket kamera frame, som er benyttet:

Derudover havde Peter Kjærsgaard, som har deponeret sit FIFA-skilt denne vinter til fordel for unge Jakob Karlsen, en let dag på kontoret uden ret mange krævende situationer at forholde sig til i kampen. 16 frispark og en logisk advarsel til Magnus Mattsson for unødvendigt at hive Mads Larsen ned i en 3-mod-7-situation var eneste disciplinære indgreb i en 2. halvleg, som hurtigt fes ud efter FCKs to scoringer de første 18 minutter.

Brøndby – FCM (søndag)

Jakob Kehlet fortjente hver en krone af sit honorar i en intens topkamp på Brøndby Stadion, hvis betingelser blev væsentligt ændret efter Henrik Heggheims tåbelige udvisning efter under et kvarters spil.

Der er intet at rafle om her. Hvis Heggheim vil undgå rødt kort, skal han forsøge at vinde bolden med en glidende tackling. Alle puf, skub eller trøjehiv vil blive straffet med direkte rødt kort.

Øvrige episoder fra kampen:

25. Potentiel film fra Ola Brynhildsen i duel med Rasmus Lauritsen.

Nordmanden falder ekstremt let på en papirstynd berøring fra BIF-midtstopperen. Gult for film havde været at foretrække her, omend jeg ikke tror Kehlet bliver bedømt til decideret at have misset en advarsel.

85. Kæmpe konfrontation, hvor Jacob Rasmussen går i flæsket på Cho Gue Sung for at forsøge at nå en løs bold i nærheden af Patrick Pentz. Der kunne gives mange kort i situationen, men normen er at finde én synder fra hvert hold. Det er naturligvis Rasmussen og Cho, men situationen er så intens og involverer så mange spillere, at Aral Simsir og Sean Klaiber også nemt kunne være røget i bogen.

Rasmussen virkede generelt tenderende til overtændt, og sætter også hovedet mod Chos pande. Forholdsvis dumt i forhold til risikoen for at få et direkte rødt kort for voldsom adfærd (skalle), men selve aktionen er naturligvis ikke til direkte udvisning.

Vejle – AGF (mandag)

Rigtig fornuftig påsætning af DBU i forhold til at sætte Jakob Sundberg på opgaven i Vejle, som blev en jammerlig affære set med fair play-øjne.

To aggressive, fysisk betonede mandskaber på en ikke alt for god bane i Nørreskoven, hvor der blev skubbet, puffet, nevet og overdrevet ved samtlige dødbolde især i første halvleg.

Sundberg slap overmåde flot fra kampen, især fordi 2. halvleg ikke blev nær så grim som de første 45 minutter, men et klart overset frispark på Nathan Trott, som endte med at koste den engelske keeper en advarsel for brok, burde være undgået ved at give VB-keeperen sit klare frispark, da Frederik Brandhof havde overordentlig godt fat i ham ved et frispark.

Raul Albentosa var nok engang involveret i et hav af dueller. VB-spanieren fik uforvarende Gift Links venstreskøjte skrabet ned langs låret i en situation, hvor AGF-backen ville sparke bolden op af banen, men endte med at køre den videre ned af spanierens ben. Ren og skær uheld.

Ren og skær uheld var det også, at Albentosa mere eller mindre selv sørgede for at heade ned i Mikael Andersons overarm efter 65 minutter i en situation, hvor islændingen stod stille og dækkede for bolden. Albentosa faldt til jorden og ømmede sig som havde han brækket næsen, men med mindre han har fået et akut migræneanfald, var der INTET i situationen, som kunne retfærdiggøre spanierens teatralske opførsel, som endte med at koste Anderson et karantænegivende gult kort. Et kort, som jeg omgående opfordrede AGF til at appellere:

En opfordring, som århusianerne også bekræftede tirsdag:

Vejlenserne følte sig snydt for straffespark til Anders K. Jacobsen, da Frederik Tingager i sidste øjeblik fik sat sin fod ned foran VB-lejesvendens afslutningsfod.

Og det er nemlig hele humlen her: Rammer den tacklendes ben modspilleren og vælter ham, eller falder modspilleren af egen kraft over benet. For mig at se er der klart tale om sidstnævnte her, og det besluttede VAR-dommer Krogh og Sundberg også i enighed.

Skriv første kommentar

Skriv et svar