18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Lup: Data-gennemgang af 6. Superliga-runde

Kronjysk forløsning. Fynsk storsejr, Silkeborg-dominans i Parken, Mortensen-afhængighed i AGF? Et FCM-hold i store vanskeligheder og kedelige rekorder på stribe til Vejle. Leanders Lup sætter spotlight på sjette runde i landets bedste række.

Randers – Viborg 1-0 (Dammers)

Randers FCs Wessel Dammers har scoret til 1-0 og fejrer det med Oliver Olsen under superligakampen mellem Randers FC og Viborg FF i Randers fredag den 25. august 2023. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Randers fik endelig vendt bøtten med sæsonens første sejr og den første SL-sejr i 12 forsøg siden 4-0 i Brøndby tilbage i runde 26 af sidste sæson.

Rasmus Bertelsens tropper lod sig presse langt tilbage efter Wessel Dammers 1-0 scoring efter en lille halv times spil og endte med blot 236 vellykkede pasninger i kampen. Det er det laveste i en SL-kamp på Cepheus Park siden runde 30 af 2021/22-sæsonen, da Brøndby blev besejret 2-1 med kun 206 vellykkede afleveringer og en voldsomt lav pasningsprocent på 71,8.

Marvin Egho fik fuld spilletid i en SL-kamp for første gang siden april sidste sæson, men var voldsomt usynlig for kronjyderne, som blot fem gange på i alt 100 minutters spilletid lykkedes at finde østrigeren med en aflevering. Kun i 0-2 nederlaget mod FCN 23. oktober sidste år har Egho modtaget færre afleveringer i en SL-kamp med fuld spilletid – dengang blot fire styk.

Ny stærk kamp af matchvinder Wessel Dammers, der som en af få RFC-spillere kan være sin indsats bekendt i sæsonens første seks kampe. Hollænderen er brølstærk og har bla. vundet 78% af alle luftdueller i eget felt – bedst af samtlige Superliga-spillere i denne sæson!

Viborg har fået godt styr på defensiven og tillod for første gang i sæsonen ikke en stor chance på mindst 0,30 Expected Goals mod sig.

Jacob Friis’ tropper havde voldsomt svært ved at forvalte en usædvanlig høj boldbesiddelse. I kampens sidste time havde VFF bolden 64% Højere possesion i en SL-kamp for VFF i kampens sidste time er ikke set i de 138 øvrige kampe der er statistik fra mellem 2015 og 2023.

Anosike Ementa kæmpede forgæves i front og blev sat i hele 15 hovedstødsdueller undervejs i kampen – det højeste antal i Ementas i alt 45 seniorkampe i Superligaen, 1. division og pokalturneringen. Ementa vandt tilmed imponerende 10 af dem – også karrierebedste af den 21-årige angriber.

FC København – Silkeborg 1-3 (Bardghji, Mattsson, Lind, McCowatt)

Silkeborg scoring. Superligakampen mellem FC København og Silkeborg IF lørdag den 26. august 2023. (Foto: Martin Sylvest/2023)

Silkeborg vandt helt fortjent med 3-1 i Parken over et fantasiløst FC København-hold, der startede fint, men havde kæmpe problemer med at forvalte de 69% boldbesiddelse holdet havde i de sidste 45 minutter.

FCK levererede overvældende tal på nærmest samtlige underliggende, offensive parametre, men sled voldsomt med at splitte SIF-defensiven fra hinanden. Bedst eksemplificeret ved, at holdet forsøgte sig med 10 Smart Passes – penetrerende, kreative afleveringer med det formål at bryde modstandernes defensive linjer og få en markant fordel i angrebet – men kun lykkedes med sølle EEN.

Det er første gang FCK taber en lørdagskamp i Parken siden 1-3 mod FCN i sidste runde af 2018/19-sæsonen, hvor man allerede var kåret til danske mestre.

Silkeborg kunne ENDELIG give Kent Nielsen hvad han aldrig havde prøvet før: En Superliga-sejr i Parken!

Samtidig kunne Silkeborg også notere sig for et comeback af usete dimensioner; Søhøjlandets fineste havde ALDRIG tidligere slået FCK efter at være kommet bagud 1-0:

Kæmpe kamp af Tobias Salquist i SIFs centrale forsvar. 12 bolderobringer er ikke set højere siden oktober sidste år mod OB i en 1-1 deler.

Alexander Lind fortsætter sit imponerende goal show og har nu scoret otte gange i Superligaen på 12 afslutninger fra DangerZone, hvoraf de ni har været indenfor rammen. Silkeborg har fundet en ganske speciel ung mand i front, som reelt er en trussel mod Tonni Adamsens ellers sikre startkandidatur.

AGF – Lyngby 1-0 (Mortensen)

AGFs Patrick Mortensen fejrer sejren med fansene efter superligakampen mellem AGF og Lyngby Boldklub søndag den 27. august 2023.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Viaplay fokuserede på “Mortensen-afhængighed” efter AGF-angriberens fjerde mål i sæsonen, som udgør 50% af århusianernes samlede målhøst.

Mortensen er dog kun tredjemest afsluttende i sæsonen for AGF med ni af slagsen mod Mikael Andersons 18 og Tobias Bechs 11, mens både Mikkel Duelund og Nicolai Poulsen følger efter med otte hver. Med andre ord burde der ikke være grund til ret stor bekymring hos AGF’erne – især ikke hvis Mikael Anderson får udnyttet nogle af sine store chancer.

Dansk-islændingen brændte to store chancer på 0,30 og 0,27 xG og har været medvirkende til, at GF kun har scoret på to ud af ni store chancer i sæsonen.

Til gengæld leverede AGF igen en bundsolid, defensiv præstation og er med fire store chancer mod sig i sæsonen kun overgået af OB med tre store chancer imod sig på det parameter.

På trods af den tidlige føring var AGF stadig dominerende på bolden og havde for sjette gang i træk bolden mindst 51% af gangene.

Lyngby sled gevaldigt i det og kom ikke frem til en afslutning i kampens sidste 35 minutter. Sævar Magnusson afsluttede efter 74 minutter med det, som blev Lyngbys sidste afslutning i opgøret, og efter en gedigen tordenvejrspause, lykkedes det ikke Lyngby at sende nogen afslutning af sted efter Magnussons.

Nederlaget på Ceres Park var Lyngbys sjette på udebane i 2023 – fem af dem har været på 0-1!

Hvidovre – OB 1-5 (Selvén, Deedson, Deedson, Jakobsen, Kadrii, Tongya)

OB scoring. Superligakampen mellem Hvidovre IF og OB i Hvidovre søndag den 27. august 2023. (Foto: Martin Sylvest/2023)

OB gik målamok på Pro Ventilation Arena og scorede fem gange på fremmed græs for første gang siden Rasmus Falk stadig var en striwe!

Superstats.dk-screenshot

OB’erne sprudlede offensivt, men også på en billig baggrund qua et Hvidovre-hold, der var ikke eksisterende defensivt og tillod hele tretten af 14 OB-afslutninger indenfor straffesparksfeltet. OB har ikke haft så mange afslutninger i modstandernes boks siden 0-2 mod Brøndby i foråret 2019, hvor OB 14 gange forsøgte sig i de blå/gules felt.

Med 2-1 til OB i store chancer (mindst 0,30 xG) er fynboerne sammen med Silkeborg eneste hold i sæsonen, som endnu ikke har tabt store chance-statistikken i de første seks runder.

Hvidovre var ikke decideret pauvre på nogle underliggende parametre, men gjorde sig skyldige i slatne markeringer og alt for nemme mål givet væk.

Kun en gang tidligere i Per Frandsens tid i klubben har Hvidovre lukket fem mål ind i en hjemmekamp i postnummer 2650. Dengang i efteråret 2020, hvor Silkeborg vandt 5-1 på bla. to selvmål og en straffesparksscoring

Hvidovre skabte sæsonhøjeste 1,3 Expected Goals, men halvdelen af holdets sum kom efter klumpspil i OB-feltet, hvor Christian Greko Jakobsen til slut kunne skubbe en 0,67 xG afslutning ind over stregen.

FC Nordsjælland – FC Midtjylland 3-0 (Ingvartsen, Ingvartsen, Dorgeles)

FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen scorer til 2-0 under superligakampen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland i Farum Park, søndag den 27. august 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)

FCN udstillede FCM og vandt ikke en scoring for lidt med 3-0; blot tredje gang i 67 indbyrdes SL-opgør, at FCN slår Ulvene med mindst tre.

Med Marcus Ingvartsens tidlige hovedstødsscoring behøvede FCN ikke mose på offensivt, men kunne i stedet cruise sejren hjem mod et tamt FCM-mandskab, der var meget sjældne gæster i Andreas Hansens straffesparksfelt.

FCN clearede blot bolden TRE gange i hele kampen som en indikator for, hvor lidt pressede Farum-holdet var. I hele sidste sæson lå FCN på over SEKSTEN clearinger i snit pr. SL-kamp.

Det var kattens leg med musen, og FCN producerede enorme 9,4 afleveringer i snit pr. boldbesiddelse. Et snit, som i sidste sæson lå på 5,4 afleveringer i snit og som enkeltstående er det højeste antal i SAMTLIGE 279 Superliga-kampe som er tracket i databasen mellem 2015 og 2023.

FCM var svækkede defensivt og havde naturligvis et øje på torsdagens vigtige returopgør mod Legia Warszawa, men det var ingen undskyldning for, at indsatsen var ufattelig bleg i Farum. 2-0 i store chancer blev det til FCN, hvilket medfører, at FCM nu står noteret for en store chance-score på 4-10 for sæsonen. Naturligvis stærkt præget af 1-4 mod Lyngby i både store chancer og på måltavlen i den kamp, hvor Stefan Gartenmann blev vist ud efter blot seks minutter, men stadig også med en dårlig indsats mod Brøndby, hvor man tillod tre store chancer mod sig.

FCM gav debut til østrigske Martin Fraisl på kassen, som ikke ligefrem satte brand i målmandsdebatten i FCM ved at lukke tre mål ind på fem skud og slutte af med en pasningsprocent på 77, heraf seks af 16 lange udspark, som ikke ramte en medspiller.

Seks mål scoret efter seks spillerunder er det laveste facit for FCM siden sæsonen 2001/02, hvor FCM havde målscoren 5-3 efter 540 minutter af sæsonen.

Vejle – Brøndby 0-1 (Omoijuanfo)

Brøndbys spillere jubler efter sen forløsning i Vejle. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

To hold i Superligaens 32-årige historie har tabt de første seks spillerunder af en sæson. Vejle i 2006/07 og Vejle i 2023/24. En hård beretning for vejlenserne, som brændte straffe i sjette minuts overtid og dermed tabte med mindst mulig margin for sjette gang i sæsonen.

Vejles defensive approach gav store problemer for Brøndby, som mønstrede 29 positionerede angreb på Vejles sidste tredjedel, men blot kom frem til fire afslutninger og sølle to skud indenfor rammen, hvoraf Ohi Omoijuanfos straffespark udgjorde halvdelen af den samlede afslutningssum på mål.

Oliver Provstgaard fortsætter det imponerende spil – mandag aften med 10 bolderobringer, fem vundne luftdueller ud af syv mulige og 10 ud af 11 afleveringer til sidste tredjedel, der ramte en medspiller.

For tredje hjemmekamp i træk begik Vejle straffespark – til de færrestes overraskelse er det første gang i Superligaens historie, at et hold begår straffe tre hjemmekampe i træk. Tættest på har AaB været i 1998/99, hvor de begik straffespark i tre ud af fire hjemmekampe mellem runde otte og 14, mens Herfølge havde samme kunststykke sæsonen inden med straffespark begået i tre af fire hjemmekampe mellem runde 11 og 17.

Brøndby sled offensivt og måtte især se Mathias Kvistgaarden give helt fortabt med en sjældent uskarp indsats med nul afslutninger på mål og syv fejlafleveringer – sidstnævnte det højeste antal siden ni fejlafleveringer mod FCM i en 0-2’er for præcis et år siden.

Marko Divkovic fik overraskende fuld spilletid på sin nye position som venstre back – kroaten gjorde det hæderligt med tre vundne defensive dueller ud af seks mulige, fire vellykkede mand-mand-dueller ud af seks mulige og en pasningsprocent på 86. Et spektakulært positionsskifte fra den tidligere angriber.

Udover et tåbeligt frispark efter 10 minutter spillede Frederik Alves en brandkamp med 10 erobringer, fire clearinger og decideret voldsomme HUNDREDEOGOTTE vellykkede aktioner. Kun for Silkeborg mod Horsens i tredje runde af 2019/20-sæsonen har Alves registreret højere tal på seniorklubplan med 113 af slagsen.

Patrick Pentz havde overtaget handskerne i Brøndby-målet og fejrede debuten med Clean Sheet, tre redninger og en forholdsvis sikker pasningsfod, der sendte 16 af 20 afleveringer sikkert til en medspiller. Det var dog ikke meget Pentz blev testet af rækkens med afstand mest ufarlige angreb indtil videre, som blot har skabt tre store chancer på 540 minutters SL-fodbold.

Skriv første kommentar

Skriv et svar