Benjamin Leander gennemgår Brøndby – FCK og de øvrige fire færdigspillede kampe fra en dramatisk 9. Superliga-runde set med dommerbriller på. Der var kontroversielle, potentielt kampafgørende episoder i både derbyet, Lyngby-Vejle, Silkeborg-Viborg, Randers-AGF og OB-FCM.
Brøndby – FC København (søndag)
Lad det være sagt med det samme. Der var ingen skandaler og “Hvad fanden foregår der” sekvenser i derbyet. Morten Krogh var en solid opmand til sit andet derby, og er næppe gået fra omklædningsrummet med en dårlig bedømmelse fra dommerformand Michael Johansen.
Jeg er dog heller ikke ret sikker på, han har fået en suveræn bedømmelse. Kroghs linje for kampen var uhyre lav og endte også med hele 30 dømte frispark – voldsomt over de 20 frispark i snit som de fire derbies i sidste sæson genererede og ligeledes markant over de 19 frispark som i snit blev fløjtet i de fire derbies fra 2021/22-sæsonen.
Kampens første to advarsler var begge af teknisk karakter for usportslig opførsel – det kan man ikke laste Krogh for, og begge kort til Elyounoussi og Achouri er tæt på obligatoriske og meget svære at tale sig ud af.
Forsåvidt kan kampens 30 frispark godt forsvares. Langt størstedelen af dem var for benspænd og et minimum af dem for frispark begået i luften – undtagen ved hjørnespark, hvor Krogh op til flere gange fandt en forseelse i feltet. Intet problem med det, for der blev virkelig brudt, møffet og puffet ved hver af de 14 hjørnespark.
Til gengæld er det lidt lakrids at gense scoringen til 2-2, hvor FC København bryder bolden omkring 25 meter ved, at Viktor Claesson tackler Kevin Tshiembe reglementeret, men også puffer ham omkuld med to hænder i sin iver efter at få fat i bolden. Syv sekunder senere ligger bolden i nettet.
Er det en sag for VAR? Nej. Fodbold spilles og dømmes forskelligt om man vil det eller ej, og duellen mellem Claesson og Tshiembe er sådan en Leif på Kløvermarken fløjter i Serie 3, fordi der bliver øffet lidt over, at der bliver skubbet.
I situationen appellerer Tshiembe ikke engang, og lige efter bolden er strøget i nettet, kan man se Tshiembes holdkammerater Vallys og Wass slå frustreret ud med armene over Brøndby-stopperens boldtab. Jacob Rasmussen er den eneste, som halv-slattent peger over mod åstedet, uden at det overhovedet er sikkert, at han henvender sig til Morten Krogh. Det ER altså en god indikator, hvis fire spillere står helt op i hovedet af dig som dommer og føler sig voldsomt forurettede kontra, når der ikke bliver sagt noget som helst.
For den almene tilskuer kan det være svært at skelne mellem frisparkstyper, men der ER forskel på et logisk, minimalt benspænd ude foran bænkene, holdesituationer ved et hjørnespark og så et puf i en duel, hvor bolden i øvrigt er spillet rent. Det er svært at lade de to førstnævnte køre – den ene, fordi den sker lige foran bænkene som et kritisk sted på banen, der kan opildne hele staber, mens det andet er et område for VAR, fordi man kan tiltuske sig en markant fordel ved at skubbe, puffe eller holde en modstander millisekunder inden en scoring.
Derfor er der ikke tale om snyd eller VAR-dovenskab i forhold til den surmulen, jeg har læst på dele af Brøndby-Twitter (Eller Brøndby-X). Her er der tale om dårlig boldbehandling af Tshiembe, der ikke kan tørres af i andre end ham selv.
Derbyet i øvrigt var ikke ret voldsomt spillet. Jeg mangler ikke en advarsel til Valdemar Lund på trods af en forholdsvis medtaget Mathias Kvistgaarden ifm. et frispark for et puf efter ni sekunder af 2. halvleg, mens kampens øvrige følgestraffe var helt efter bogen.
Lyngby – Vejle (fredag)
Jeg har selv dømt Lyngby – Vejle to gange, og mødet mellem de to danske traditionsklubber har for vane at være intense og forholdsvis svære at dømme.
Lasse Graagaard slap nådigt af sted med sin indsats fredag aften, men havde flere kritiske situationer.
For mig mangler der KLAR advarsel til Sævar Magnusson efter 15 minutter for at stoppe et lovende Vejle-angreb med Kristian Kirkegaard i fremdrift med det ene formål at lægge Vejle-spilleren ned. Det ender med en påtale fra Graagaard, men for mig er det lige niveauet for lavt rent følgestrafmæssigt.
Helt korrekte advarsler i 1. halvleg til Marc Muniesa og Saeid Ezzatolahi – sidstnævnte havde generelt et tændingsniveau over middel, og kun Lasse Graagaard selv må vide, hvordan han kunne undgå at smide den iranske landsholdsspiller ud med anden advarsel for den KLART værste albue af de tre, da han baldrede ind i Marcel Rømer med en arm, som ramte Lyngby-anføreren et halvt sekund før Ezzatolahi selv vandt bolden. Graagaard står placeret under 10 meter fra situationen med det, som ligner fuldstændig optimal vinkel på situationen, men misser altså en kampafgørende anden advarsel til VBs nummer 60.
VAR kan ikke hjælpe her, fordi det kun kan ske på direkte røde kort, men man kan ønske sig, at det indskrives i protokollen, at anden advarsel specifikt også kan kigges i gennem.
Silkeborg – Viborg (søndag)
Peter Kjærsgaard var i aktion i Søhøjlandet, og allerede efter 13 minutter var han i ilden med kampens sværeste kendelse.
SIF kører kontra efter en VFF-dødbold og ender 3-mod-3. Superliga-topscoreren har frit løb centralt i banen med mindst 10 meter til Daniel Anyembe længere til venstre for Lind, som dog også har 2-3 meters forspring vertikalt.
Thomas hiver bogstaveligt talt i nødbremsen og flår Lind omkuld.
Et ellers fairspillende og notorisk roligt Silkeborg-mandskab har SEKS spillere stående helt oppe i hovedet på Kjærsgaard, appellerende for marchordre til Viborgs curacaoanske midtbanemand, men det ender kun med gult til Thomas.
Et PRÆMIEEKSEMPEL på, hvornår vi faktisk har to korrekte domme med både gult og rødt kort. Jeg har testet den på flere fodboldfaglige folk, og flere taler kun for gult til Thomas, fordi det ikke er givet, at Daniel Anyembe IKKE løber Lind op. Derfor frikender jeg også Kjærsgaard totalt for manglende rødt, men jeg havde KLART foretrukket det, fordi jeg ikke tror, Anyembe kan lykkes med at skære ind foran SIF-bomberen.
VAR har ikke noget officielt tjek af rødt kort, og derfor må man regne med, at Aydin Uslu i VAR-vognen også er ganske sikker i sin sag, når han hurtigt forkaster muligheden for en badebillet.
Viborg virkede generelt overtændte og frustrerede og kunne sagtens have fået to gule i samme sekvens, da Renato Junior først lavede både benspænd og en holdeforseelse som Kjærsgaard kørte fordel på, mens det efterfølgende puffe-holde frispark af Magnus Westergaard også snildt kunne være vurderet til gult. Det blev dog ved det enlige gule kort til VFF-angriberen.
Også Mads Søndergaard og Ibrahim Said kom for sent med deres benspænd med velfortjente gule kort til begge syndere, så alt i alt en vældig fin præstation af Kjærsgaard, som også topper listen over mest benyttede dommere med fem optrædener på fløjten i ni runder hidtil – en ære han deler med Morten Krogh og Jacob Karlsen.
Randers – AGF (søndag)
Dommer Jørgen Burchardt kom fra land med en helt håbløs 1. advarsel i kampen til Randers’ Oliver Olsen, som NÆSTEN bør appelleres af kronjyderne.
Olsen blokerede vejen for Gift Links efter 23 minutters spil, men i en situation, hvor Links næppe havde nået bolden efter sit alt for lange træk udenom Randers-backen, som da også så dybt forbløffet ud, da Burchardt trak gult.
Helt korrekte advarsler til Knoester og Links fra AGF og derudover til hjemmeholdets Dammers og Enggård – sidstnævnte for en solid kandidat til årets klareste gule kort for et benspænd, da han reelt flæskede unge, indskiftede Jacob Andersen til efterfølgende herlige scener:
Jeg har tidligere været efter Burchardt for at mangle coolness i tilspidsede slutfaser, og det lignede vitterligt også tilfælde i minut 89, da Patrick Mortensen blev nedlagt af Randers-keeper Carlgren, hvor Burchardt omgående lavede afværgemarkeringen udenfor feltet, men efter fem sekunders betænkningstid ombestemte sig og fløjtede straffespark uden indblanding fra VAR.
Det SKRIGER usikkerhed og forvirret type på et niveau, som er LANGT under Superligaen, og det er særligt kritisabelt, fordi Burchardt endegyldigt har det bedste udgangspunkt for at dømme straffesparket med mindst 40 meter til nærmeste linjedommer og 50+ meter til både øvrig linjedommer og fjerdedommer. Selvom kendelsen isoleret set er korrekt, er det ufattelig dårligt salgsarbejde og som sagt ikke første gang, at Burchardt mangler overblik og overskud i de døende minutter af Superliga-kampene med FCM – AaB fra sidste sæson som et af de værste eksempler.
FC Midtjylland – OB (søndag)
Hård kamp i Herning mellem FCM og OB mellem to hold i pointmæssigt bekneb. Det var næsten dømt til at ende med intensitet og drama, men Jakob Sundberg leverede nok engang en driftsikker indsats.
OB råbte på straffe allerede efter 45 sekunder i en klassisk “hvis fod er der først” situation, hvor det faktisk overrasker mig, at der ikke dømmes straffe til Rami Al-Hajj. Svenskeren er forudseende nok til at få foden ind foran en løs bold som Mads Bech Sørensen forsøger at cleare, og der kan ikke være meget tvivl om, at indkast-specialisten ikke er ret meget på bolden. Situationen minder forholdsvis meget om Mortensen mod Carlgren i RFC-AGF, bare med den forskel, at Carlgren kanter med kroppen, mens Bech Andersen sparker Al-Hajj med foden. For mig er der mere straffe til Al-Hajj end der er til Mortensen!
Spillet fortsætter hele fire minutter inden næste spilstop, men VAR-dommer Jakob Kehlet har altså vurderet, at der ikke var nogen forseelse. Sundberg vinker også afværgende i situationen, men jeg synes ikke, der er nogen som helst tvivl om Bech Sørensens forseelse.
Kehlet kaldte dog Sundberg til skærmen senere ifm at anbefale straffespark. Vi kan diskutere den tåbelige hands-regel og fodboldromantik til uendelighed, men faktum er bare, at Nicklas Mouritsen i en komplet ufarlig situation laver en minimal reflekshandling og begår strafbar hands på et FCM-indlæg, som ellers er på vej på tværs ud af OB-feltet. Fint arbejde af rutinerede Kehlet i den forbindelse.
Generelt nydeligt arbejde af Sundberg også med skarpe følgestraffe for fire ret så hensynsløse benspænd, en holdeforseelse og en omgang usportslig opførsel via trøjekast fra matchvinder Charles.
