Superliga-grundspillet blev afsluttet med masser af drama. Benjamin Leander kommenterer på de kontroversielle situationer set med dommerbriller på.


Foto: Alamy / Ritzau.
Brøndby – Silkeborg (Michael Tykgaard)

Foto: Ritzau/Alamy Live News
Rutinerede Michael Tykgaard i spidsen for rundens med afstand mest betydningsfulde kamp. Tykgaard blev aldrig testet reelt, men alligevel var der episoder, som gav forhøjet puls foran skærmen.
Potentielt straffe til Sean Klaiber fylder en del hos diverse Brøndby-fans. SIFs Alexander Busch jagtede hollænderen bagfra, mistede et skridt og balancen, og væltede småklodset ind i BIF-spilleren.
De langsomme billeder viste dog, at kontakten var særdeles overfladisk, og at Klaibers fald til jorden mest var et “jeg mærker en kontakt, så nu går jeg i græsset”, fremfor at blive på benene. Jeg synes, viderespil var den helt korrekte dom, men anerkender dog også, at HVIS Tykgaard havde fløjtet straffe, havde VAR ikke haft en rygende pistol i forhold til at kalde den rutinerede vestjyde til skærmen for at ombestemme sig, så Busch kunne tørre en lille svedperle af panden her.
Selvsamme Busch fik fortjent advarsel senere, men da Brøndby Stadion råbte på andet gule kort for en duel med Yuito Suzuki, var der intet at komme efter. Hændeligt sammenstød mellem de to, i en situation hvor japaneren givetvis slog sig, men hvor Busch ikke var indblandet i noget kriminelt til hverken frispark eller advarsel.
Læs også
Lyngby – FC Nordsjælland (Jens Maae)
Jens Maae fik lov til at arbejde for sit honorar i et intenst lokalopgør i postnummer 2800.
Mest kontroversielt var annulleringen af FCNs udlignende mål til 1-1, hvor grafikken på TV fik de fleste til at løfte et øjenbryn eller tre:
https://twitter.com/casperdelinde/status/1901518961818194095
Dommerformand Johansen var ude at sige, at det skyldtes grafiske problematikker som VAR-vognen intet havde med at gøre, og at kaldet var rigtigt. Næppe noget, som fik FCN-lejren til at sove roligt, men om ikke andet en forklaring fra officiel side.
FC Midtjylland – Randers (Sandi Putros)
3-0 til FCM efter 18 minutter dræbte al tænkelig form for spænding i det rent jyske top6-opgør. Selvom Randers kom tilbage og fik reduceret både én og to gange, var Putros aldrig på overarbejde, og kampens to eneste advarsler faldt i minut 89 og 90 til hhv. gæsternes Høegh og værternes Castillo uden så meget at diskutere.
Viborg – FC København (Jakob Kehlet)
FCK-kollaps i Viborg kunne sagtens have givet en jævnt presset afslutning for Jakob Kehlet, men det blev ved den ene advarsel til FCKs Gabriel Pereira for et frustrationsfrispark, som også kostede brasilianeren karantæne i første slutspilskamp efter landsholdsterminen.
Sønderjyske – AaB (Mikkel Redder)
Med LÆNGDER den mest omdiskuterede kamp i runden rent dommermæssigt, hvor især første halvleg tog længere tid at dissekere end de fem andre kampe tilsammen!
I kronologisk rækkefølge:
- Tidligere 1. divisionsdommer Jonas Bæk har valgt at gå linjedommervejen – søndag med Bæks 2. kamp i Superligaen. Helt definitivt ikke en minderig en af slagsen. Fem minutter spillet og en dobbelt-fejl af Bæk; 1) Vurderer offside på en AaB’er, hvor der ikke er offside. 2) Vinker situationen af flere sekunder for tidligt i stedet for at lade spillet køre, se hvordan chancen udvikler sig og derefter vinke offsiden. På dette niveau en regulær børnefejl.
- Minuttet senere. Grimt, grimt frispark af Sønderjyskes Sefer Emini for en stempling helt oppe over anklen på AaBs Melker Widell. Dommer Mikkel Redder står vitterlig halvanden meter fra situationen, men virker til at have blikket rettet for meget mod bolden og ikke på nordmakedonerens knopper, som har yderst kriminel kontakt med AaB-svenskerens bentøj. Det må være den eneste plausible forklaring på, hvorfor Redder ikke engang giver gult kort. Heldigvis var Jørgen Daugbjerg i VAR-vognen vågen og anbefalede korrekt udvisning til SJE-spilleren.
- En halv time spillet. AaB tror de scorer til 0-2, men linjedommer Bæk har vinket bolden ude på det hjørnespark, som nordjyderne slår ind i panden på Oliver Ross. Det behøver ingenlunde være et sandhedsvidne, men der er NUL appeller fra diverse Sønderjyske-spillere inkl. SJF-keeper Bundgaard. De langsomme gengivelser viser kun to forholdsvis ubehjælpelige billeder, så Bæks vurdering får lov til at stå uden modstykke, men det ser mildest talt speget ud.
- To minutter efter. Håbløst forsvarsspil af SJFs Duru og korrekt dømt straffespark.
- 40. minut: Annullering af scoring fra Bjarne Pudel grundet offside. Offside-fortolkningerne er blevet sværere de sidste par sæsoner, men lovens bogstaver er tydelige lige i situationen her:
I situationen skal man virkelig have en god fantasi, hvis man skal mene, at keeper Bundgaards store drop på AaBs indlæg i feltet, hvor den unge keeper ganske enkelt kikser at gribe bolden, og slår den lige ud til AaBs tyske Pudel, tæller som “forsætlig redning”.
Skal man straffe Pudel for offside, er det udfra illustrationen her, og det bør slet og ret være en forfærdelig tolkning i det konkrete tilfælde:
Alt i alt en 1. halvleg af forholdsvis undervældende karakter fra det meste af teamet, 1.linjedommer Jesper Dahl undtaget.
I 2. halvleg faldt der mere ro over opgøret efter Mathias Jørgensens 0-2 scoring efter blot et par minutter, og efter 3-0 var kampen reelt dræbt for intensitet.
Vejle – AGF (Simon Duerlund)
Foto: Alamy / Scanpix
Første SL-kamp for Simon Duerlund i et halvt år efter lange perioder med skader. AGF-trøner Uwe Rösler roste Duerlund for indsatsen, og jeg har heller ikke set dundertale mod det jeg stadig mener er SLs klart yderste mandat hvad angår kvalitet.
Det gule kort til Mikael Anderson for omklamring af VBs Damian van Brüggen efter et kæmpe frispark af sidstnævnte er jeg ikke sikker på, jeg forstår. Anderson kan have sagt eller gjort noget, da belgieren ligger ovenpå ham efter frisparket, men umiddelbart var der kun én synder i situationen.