18+ | Spil ansvarligt | Regler og vilkår gælder | StopSpillet -  70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, med symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Leanders Linje: Dommerkommentar til 20. SL-runde

Årets tredje Superliga-runde er i gang. Benjamin Leander kommenterer på de kontroversielle situationer set med dommerbriller på.

Foto: Alamy / Ritzau.

Randers – AGF (Jens Maae)

Foto: Ritzau/Alamy Live News

En tåget omgang i Kronjylland, hvor AGF og Randers delte i en klassisk affære med masser af fight mellem de to.

Angående tågen og vejrforholdene er fodboldloven ikke specielt konkret i de tilfælde, men det nytter naturligvis ikke noget, at linjedommerne ikke kan se bolden fra deres placering, så derfor er reglen ganske enkelt, at man spiller så længe dommere og aktører kan se hinanden og bolden, og at forholdene derudover ikke er til fare for spillerne. Det er tåge sjældent, så derfor blev 2. halvleg ikke afbrudt selvom vejrforholdene var noget til den aparte side.

Kampens altoverskyggende episode var en soleklar hands på Frederik Tingager på en bold, som blev headet af en holdkammerat. Vi har været der før med Andreas Cornelius i derbyet mod Brøndby:

Reglerne ER i sandhed svære at blive kloge på, men lovfolkene har altså fokuseret på, at hands på en bold, der kommer fra en medspiller ikke er en ting, med mindre den kommer fra forholdsvis lang afstand og spilleren kan undgå at ramme den. Det kan Tingager ikke for alvor her, selvom forventningen til en sådan situation ville være, at der blev dømt straffe.

Læs også

Sønderjyske – Silkeborg (Sandi Putros)

Foto: Ritzau/Alamy Live News

Ikke meget at berette om fra Haderslev – Thomas Nørgaard og hjemmeholdet var vældig sure over, at Ivan Djantou tidligt røg i bogen for tre frispark på syv minutter. Djantou kunne have fået gult allerede efter fem minutter for en arm i ansigtet på Pelle Mattsson, og der var intet forkert over, at Putros advarede angriberen fra Cameroun kort tid efter den episode.

Resten af kampen bød ikke på store udfordringer med to logiske advarsler til SIFs Klynge og Østrøm for soleklare frispark samt en advarsel til indskiftede Hoppe fra Sønderjyske.

Viborg – Vejle (Mikkel Redder)

Foto: Ritzau/Alamy Live News

Kampen nåede aldrig at blive svær for Mikkel Redder grundet Viborgs komfortable føring efter 1.halvleg. Viborg begik ikke et eneste frispark i de første 45 minutter, og selvom Vejle kortvarigt levede op i 2.halvleg efter German Onugkhas reducering, blev Redder ikke udfordret før det sidste kvarter.

Først en logisk advarsel til VBs Colina for et klodset og hensynsløst frispark på Justin Lonwijk, og 10 minutter senere advarsel til VFF-anfører Jeppe Grønning for en tackling bagfra på banens midte.

Kort tid efter kunne Grønning nemt have risikeret en tur i bad, da han begik frispark på VBs Hetemi med et forholdsvis kraftigt puf i ryggen i en situation, hvor bolden ikke for alvor var tæt på. Grønning havde allerede fået en karantænegivende advarsel og ville være røget to dage i skyggen med endnu en advarsel her, men beslutningen om ikke at give gult kort nummer to fra Redder kan sagtens forsvares.

FC Midtjylland – FC Nordsjælland (Jakob Kehlet)

Foto: Ritzau/Alamy Live News

Rolig indledning i Herning, hvor det var en fin vurdering af Kehlet ikke at advare Caleb Yirinkyi for at stoppe Aral Simsir i fremdrift omkring midtercirklen med det mindst mulige frispark.

Advarsel til Dani Silva for en holdeforseelse få minutter efter var helt obligatorisk selvom portugiseren brokkede sig.

Kort før pausen var der ugler i mosen i FCNs felt efter et hjørnespark:

På sociale medier kunne man dog se en situation, hvor FCNs Andreas Hansen bokser bolden væk, men efterfølgende også rammer Adam Buksa med forholdsvis stor kraft. Nok til, at den polske angriber skulle behandles i et minuts tid, og efterfølgende kom det også frem, at Buksa havde brækket næsen i duellen.

I 2020 fik Jeppe Tverskov straffespark for OB for markant mindre kraftanstrengelser fra Silkeborgs keeper Rafael Romo.

Kontroversielt straffe til OB! Tverskov tager sig til hovedet – men bliver ikke ramt? » TV3 SPORT

Målmanden er den eneste spiller på banen, som må spille bolden lovligt med hænderne, men det fritager ham ikke for at have et ansvar for, hvor hænderne ender efterfølgende. Nøjagtigt som en spiller, der sparker en bold eller tackler en bold og også har et ansvar for, hvor dennes lemmer ender henne.

På dødbolde må der forventes at være en vis form for kontakt i hovedhøjde, når en spiller og en målmand går op i duel, men den kraft Hansen bruger i duellen og rammer Buksa med efterlader ikke nogen tvivl for mig om, at der skal fløjtes straffespark til FCM i situationen. Det er uhyre sjældent, vi får den slags sager her, og Andreas Hansen er i sagens natur ikke ude på at gøre Buksa ondt, men når det ender med en brækket næse til polakken grundet den voldsomme kraft, der bokses med, er vi ude i spil, der som mnimum er hensynsløst og bør straffes med advarsel og tilhørende forsøg fra 11-meter pletten.

Umiddelbart efter kunne ex FCNs Sindre Walle Egeli prise sig forholdsvis lykkelig for ikke at modtage en karantænegivende advarsel, da han i stedet for bolden hamrede FCMs Dani Silva ned i forsøget på en afslutning.

2. halvleg startede også uden videre ramasjang, men man sad med følelsen af, at Dario Osorio blev snydt for et klart frispark nede i frimærket, mens en sløj fordel fra Kehlet til Ousmane Diao i egen zone var ved at blive til et giftigt FCN-angreb i en situation, hvor FCM-forsvarsspilleren bare skulle være tildelt et frispark for en holdeforseelse af gæsternes Milan Iloski.

Efter lidt over en times spil blev det hedt, da Milan Iloski gik omkuld i FCMs straffesparksfelt. Amerikaneren blev rykket i af føromtalte Diao, men forseelsen var ingenlunde af en karakter, hvor Iloski blev rykket decideret ned eller voldsomt meget ud af balance – i stedet kastede han sig forholdsvis teatralsk i græsset. En svær situation, hvor VAR ikke havde omstødt kendelsen, hvis Kehlet havde fløjtet straffe og udvist Diao for berøvelse af oplagt scoringsmulighed.

AaB – FC København (Morten Krogh)

Foto: Ritzau/Alamy Live News

Morten Krogh påsat traditionsopgøret i Aalborg, og de første 25 minutter af 1. halvleg bød ikke på nogen form for udfordringer for Danmarks nuværende nummer ét i dommerstanden.

Brasilianske Robert blev skadet og måtte lade sig udskifte i en situation, hvor AaBs Kasper Davidsen både fik bold og mand og sagtens kunne være advaret – som minimum skulle FCKeren have haft et frispark i situationen.

Kampen var en gedigen sovepude ugen nogen som helst nerve i duellerne, og de 11 frispark som blev fløjtet de første 67 minutter gav ikke engang anledning til rynkede øjenbryn fra Krogh.

1.advarsel i minut 89 til Mylian Jimenez for at sparke bolden væk var ikke nok til at løfte oplevelsen af 90 dræbende kedelige minutter sent med dommerbriller.

Skriv første kommentar

Skriv et svar