Leanders Linje: Dommerkommentar til 1. SL-slutspilsrunde
Superliga-slutspillet er skudt i gang. Benjamin Leander giver det fulde overblik over dommerpræstationerne i weekendens kampe.

Foto: Alamy / Ritzau Scanpix.
Fredericia – Randers (Lasse Graagaard)

Foto: Ritzau / Alamy
Kampens sværhedsgrad: Normal
Forholdsvis rolig omgang i Fredericia. Randers’ tidlige føring lagde en dæmper på intensiteten på en dårlig bane på Monjasa Park, og 30 frispark fra Graagaard var svært at sætte en finger på.
ET af dem skulle dog aldrig være fløjtet. Beslutningen om at dømme frispark mod Friday Etim i duel med Wessel Dammers var decideret forkert. Den fysisk stærke Randers-stopper faldt som en sæk kartofler på en tenderende minimal berøring fra FCF-angriberen, som efterfølgende sendte bolden i mål.
Graagaard fløjtede først, korrekt efter protokollerne, efter bolden havde passeret stregen, men hvordan VAR-dommer Jakob Kehlet IKKE kaldte Funder til skærmen og anbefalede scoringen at stå fremstår helt uforståeligt.
Klinkende klare advarsler til Jessen (FCF) og Dammers (RFC) for at stoppe lovende angreb, mens også Emilio Simonsens frustrationsfrispark var til at få øje på og også fortjent gav gult kort et kvarter før tid.
OB – FC København (Jens Maae)

Foto: Ritzau Scanpix/Alamy Live News
Kampens sværhedsgrad: Let
Voldsomt lave 14 frispark – mere end en halvering af de 29 frispark fra seneste indbyrdes møde i Odense – gav en temmelig lavintens affære, især i de sidste 45 minutter, hvor et lavtstående FC København-mandskab ikke bød på noget som helst hverken hvad angik offensive modsvar eller saft og kraft i duellerne.
Maae kom i gennem med en enkelt advarsel til matchvinder Rasmus Falk – han burde dog have uddelt en mere til William Clem, da den indskiftede FCK’er ramte Jona Niemiec helt oppe på knæet med en blanding af en inderside og en fodsål.
Clems undskyldende fagter overfor dommer Maae gav et åbenlyst billede af en spiller, der var lykkelig for at slippe for et gult kort, ligesom Niemiec lettere uforstående humpede fra situationen med forespørgsel om hvorfor i alverden, der ikke blev givet gult til FCKs nummer 36.
Ingen svære situationer i kampen for Maae, som havde spillernes fulde tillid hele vejen i gennem.
FC Midtjylland – FC Nordsjælland (Jonas Hansen)

Foto: Ritzau/Alamy Live News
Kampens sværhedsgrad: Svær
Markant sværere kamp end de foregående tre kampe på MCH Arena mellem de to hold, som FCM vandt med sammenlagt 16-1.
Denne søndag eftermiddag endte det 0-1 på måltavlen efter en uskøn affære, hvor FCN brugte alle kneb i bogen på at gøre kampen urytmisk, mens et slidt FCM-mandskab hurtigt blev frustrerede over kampens udvikling. Noget, der allerede var synligt efter lidt mere end en halv times spil, hvor jeg tweetede:
Hansen havde få, kampafgørende situationer at forholde sig til, men til gengæld voldsomt krævende sidste 45 minutter, hvor der blev uddelt otte advarsler, heraf to til et par voldsomt verbale bænke. Mike Tullberg var allerede blevet irettesat i første halvleg, og undgik heller ikke sæsonens SJETTE gule kort. Én advarsel mere til Tullberg og han sidder alene på rekorden for flest kort til en træner på en hel sæson.
En rekord som Horsens’ Mads Lyng sidder på med seks kort givet i 20/21-sæsonen, som var første sæson med registrerede karantænepoint uddelt for de gule kort.
Første advarsel til kampen til Ousmane Diao var i bedste fald tynd og i værste fald decideret forkert. Hansen vil kunne argumentere for, at senegaleserens arme i halsregionen på FCN-spilleren Adel var hensynsløse, men det har ikke hold i virkeligheden, når man ser de langsomme gengivelser. En appel på 25.000 vil være spild for FCM her.
Sønderjyske – AGF (Sandi Putros)

Foto: Ritzau /Alamy Live News
Kampens sværhedsgrad: Normal
God, voksen fodboldkamp i Haderslev, hvor Sandi Putros ikke var mere i fokus end nødvendigt.
Tre AGF-advarsler til Knudsen, Beijmo og indskiftede Poulsen – alle for at stoppe lovende angreb – var helt korrekte, ligesom Sønderjyskes Cherif og Vinderslev begge måtte i bogen for holdeforseelser.
Putros var lige ved at glemme advarslen til Vinderslev på en fordel, der blev trukket tilbage, men godt arbejde fra enten linje- og eller 4.dommer sikrede, at Putros med let forsinkelse fik givet SJF-anføreren sin fortjente advarsel.
Aldeles glimrende indsats fra den erfarne opmand i en kamp, hvor ingen kunne være utilfredse bagefter.
Brøndby – Viborg (Mads Kristoffersen)

Foto: Ritzau / Alamy Live
Kampens sværhedsgrad: Normal
Forholdsvis uskøn forestilling i Brøndby, uden at det nogensinde blev ondskabsfuldt på banen.
To straffespark til gæsterne for en soleklar hands på Nicolai Vallys og for et benspænd af Daniel Wass. Glasklart straffe for en Vallys-arm, der flagrede over en halv meter ud for kroppem, mens erfarne Brøndby-midtbanespiller ikke brugte et sekund på at brokke sig over det andet straffespark, da Sami Jalal gik omkuld i feltet.
Jeg synes faktisk, der er elementer af, at Jalal bare løber ind i Wass’ ben – Wass forsøger at prikke bolden med højre fod, men rammer den ikke, hvorefter der opstår kontakt.
Mit postulat er, at VAR i hvert fald ikke havde kaldt MKK til skærmen for at omgøre sin kendelse, såfremt Kristoffersen ikke havde dømt noget. Wass selv var fair efter kampen og sagde, at det var smart og klogt lavet af Jalal, og den slags ærlighed kan man kun have respekt for.
Jalal var generelt meget i vælten og havde 10 minutter forinden pådraget sig et voldsomt uretfærdigt gult kort, da selvsamme Wass også var smart og fik sat sin fod ned i græstæppet nanosekunder inden Jalal forsøgte at komme på bolden.
Wass lavede det klassiske “La Liga-rul” på kanten af feltet, og havde både held med at tiltuske sig et frispark og tilmed også trække et fuldkommen uforståeligt gult kort til viborgenseren.
Viborg har meddelt, at de appellerer kortet, og det kan jeg kun bakke op om.
Helt skørt bliver det først, når man efterfølgende også kan læse, at Kristoffersen har indberettet Mads Søndergaards plæneklipper-klipning af Viggo Poulsen til benspænd UDEN fare for modspiller minuttet inden Jalals gule kort. Et skoleeksempel på et hensynsløst benspænd med fare for modspiller, som ALLE ugens dage skal give seks strafpoint.
Det havde bragt Søndergaard i karantæne mod FCM i næste runde, men han er altså klar stik mod al logik:
Læs også
Silkeborg – Vejle (Jakob Kehlet)

Foto: Ritzau / Alamy Live
Kampens sværhedsgrad: Opdateres














