Leanders Linje: Alt om weekendens mini Superliga-runde
Superligaen har afviklet en miniudgave af en tredje spillerunde. Benjamin Leander analyserer alle de store kald set med dommerbriller.

Sønderjyske – Viborg (Michael Tykgaard – karakter 6/10)
Kampens sværhedsgrad: Let
Usvigelig let kamp for Michael Tykgaard, som smilede da han gav kampens enlige advarsel til Sefer Emini. Nordmakedoneren kvitterede med at klappe Tykgaard på maven, og det sagde en del om den manglende intensitet i Haderslev fredag aften.
Kampen skulle dog stadig dømmes, og Tykgaard nåede op på 23 frispark hvor hele 18 af dem dog blev fløjtet mod Sønderjyske og kun fem mod gæsterne.
Hjemmeholdet var dog også i fighter-mode og gik tydeligt efter at krige en nullert hjem, så Tykgaard får lige en karakter op for fuld kontrol og et meget fint niveau for frispark.
Randers – Lyngby (Morten Krogh – karakter 5/10)
Kampens sværhedsgrad: Normal
Ikke meget at se til for Krogh i det kronjyske. I sig selv virkede det lettere besynderligt, at Danmarks højest rangerede dommer skulle dømme et opgør mellem to formodede bund5-mandskaber, men sådan er det enkelte gange med påsætningerne.
Krogh var i fuld kontrol i kampen og havde også kunne køre et sikkert seks-tal i land, hvis ikke han havde misset knap to advarsler på Lyngbys hidsige frontløber Isak Thorvaldsson, som var tydeligt frustreret i 2. halvleg og både begik hensynsløst benspænd på Sabil Hansen og et kraftigt, umotiveret puf i ryggen på Wessel Dammers. Begge forseelser burde have medført en advarsel efter min overbevisning – hermed ikke sagt at Krogh missede en udvisning på gæsternes frontløber. Det bliver hypotetisk om islændingen havde tabt hovedet med en advarsel hængende over sig.
Muligt straffe til Lyngby for en hård tackling af Wessel Dammers på Oscar Buur med både mand og bold KUNNE være dømt, men jeg støtter Kroghs ikke-kald i situationen.
Horsens – Brøndby (Jacob Karlsen – karakter 7/10)
Kampens sværhedsgrad: Normal
Flot, flot kamp af Jacob Karlsen med følgestraffe lige i skabet, et fint kald om ikke-rødt kort på Horsens Moro, det samme med ikke-straffe for hands på Oliver Villadsen og et generelt fint niveau for kampen.
Hør mere om hele kampen i podcasten FEMTEDOMMER længere oppe i artiklen.
Læs også
Silkeborg – OB (Svend Funder – karakter 5/10)
Kampens sværhedsgrad: Svær
Hu hej vilde dyr – ikke ofte vi har TRE store straffesparkssituationer i kampen. Funder ramte plet på en, kunne forsvare en anden og var helt skæv på den tredje.
Det dårlige først: SKRÆKKELIGT straffespark til Oliver Ross efter 28 minutter. LIVE så det tyndt ud – de langsomme gengivelser viste, at det var tenderende ikke-eksisterende. VAR kan ikke rette tynde straffespark, så det overraskede noget, da Jakob Sundberg kaldte Funder ud med anbefaling om netop en annullering.
Post-match fik vi dog at vide, at Funder havde set et benspænd i situationen og dømte for det. Man kunne dog ikke finde noget, der bare mindede om et benspænd i situationen – kun en blød arm i ryggen fra Marcus McCoy på SIF-offensivspilleren – og derfor havde Sundberg helt ret i at kalde Funder til skærmen.
Funder afviste korrekt en skulder/overarm på James Gomez fra OB efter en times spil, hvor OBeren lænede sig til siden og dirigerede bolden forbi mål. Hands-reglen starter først når hele bolden rammer under armhulen, og det var ikke tilfældet her.
Det helt store kald skete i minut 79, hvor OB vældig gerne ville have straffe for en bred arm på ex-Striwen Robin Østrøm.
Læs om hele processen i ugens dommerblog på Tipsbladet
Alt i alt trækker jeg Funder en stor karakter for det dårligt dømte straffespark, mens jeg til gengæld gerne vil hive ham en hel karakter op for generelt fin kampafvikling, fornuftige følgestraffe og en fin linje for kampen.










